Statsminister Helle Thorning lagde i sin nytårstale vægt på, at vi har valgt at opbygge et land med stor lighed og frihed, tryghed og solidaritet. Hun talte om hvordan velfærden er blevet opbygget med folkepension, SU og hvordan den kommunale hjælp ikke er gået fra at være en almisse til en ret. I Danmark har arbejderbevægelsen stået stærkt og især i efterkrigsopsvinget fik den presset indrømmelser igennem og opbygget velfærdssamfundet. Vi kan kun bifalde, hvis Helle Thorning og Socialdemokraterne har tænkt sig at forsvare og udbygge velfærden. Men det kræver, at de bryder fuldstændig med den politik, regeringen har ført indtil nu og som en start smider de radikale på porten, som første forudsætning for at kunne føre arbejderpolitik. For arbejdere og unge i Danmark er der milevid forskel på det billede politikerne tegner og den virkelighed de oplever på arbejdspladser, skoler og jobcentre.
Virkelighedens verden
Den nuværende regering med Socialdemokraterne i spidsen har fortsat angrebene på netop de ting, som Helle Thorning nævnte i sin tale: pensionsalderen er øget markant og efterlønnen kraftigt forværret og SU-reformen i foråret forringede muligheden for fri uddannelse for alle. Det er korrekt, at hjælp fra kommunen stadig er en ret, men med flere og flere modifikationer: det er ikke en ret, hvis du har en samlever, der tjener ”for meget”, det er ikke en ret, hvis ikke du accepterer ydmygende nyttejobs, hvis du er under 30 år, er langtidssyg osv. osv. Senest med kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen, mister tusindvis deres levegrundlag og ydmyges oven i hatten.
Helle Thorning sagde videre i sin tale, at det er vigtigt at huske, at der også er brug for de offentligt ansatte. Hun fordømte, at tonen de seneste år er blevet mere hård. Også her burde socialdemokraterne gribe i egen barm. Da kommunerne lockoutede lærerne i foråret med opbakning fra regeringen var det uden nogen form for respekt for lærerne. Det er den virkelighed de offentligt ansatte har oplevet de sidste mange år og som desværre ser ud til at fortsætte med regeringens bebudede ”moderniseringer og effektiviseringer” for 12 mia. i det offentlige de næste år. Formålet med lockouten var først og fremmest at få lærerne til at betale for regeringens skolereform gennem dårligere arbejdsvilkår. Lidt bredere var det et forsøg fra regeringen på at knække den første gruppe offentligt ansatte med en høj organisationsgrad. Angrebet var et signal til resten af de offentligt ansatte om, hvad der er i vente. FOAs tillidsmænd tog konsekvensen ved sidste kongres og er begyndt indsamlingen til strejkefonden som forberedelse på overenskomstforhandlingerne i 2015.
Virkeligheden har bevæget sig i modsat retning af det Helle Thorning ridsede op: fattigdommen og uligheden er steget, og regeringens politik har været direkte medvirkende hertil. De har taget penge fra de arbejdsløse, de studerende, de syge og givet skattelettelser til de rigeste og erhvervslivet.
Optimisme?
I sin nytårstale sagde Helle Thorning, at der er grund til at tro på fremgang i 2014, at nok er krisen ikke ovre, men stemningen er vendt. Det er rigtigt, at på Børsen går det fremragende og de danske virksomheder har rekordoverskud. Men for arbejderklassen er der ikke meget fremgang at spore. Væksten i 2013 ser ud til kun lige at snige sig over nul, med 0,4 procent for hele året. Af flere omgange måtte regeringen nedjustere deres forventninger til økonomien i 2013. Og intet tyder på, at det bliver anderledes i 2014. Forbrugerne forventer ikke at bruge flere penge næste år, hvilket ikke burde overraske økonomerne, når man ser de historisk lave lønstigninger og den høje arbejdsløshed. Så er der kun eksporten til at trække økonomien frem, men udsigterne for Danmarks største eksportlande, Tyskland og Sverige, ser heller ikke for gode ud, ligesom problemerne i resten af EU langt fra er løst.
Erhvervslivet investerer ikke, på trods af at profitterne er rekordhøje. Hvorfor skulle de? Hvem skal købe deres varer? Regeringens skattelettelser til erhvervslivet er derfor ikke andet end en foræring til aktionærerne, og vil ikke sætte gang i økonomien, men blot øge uligheden yderligere.
Situationen vil vende
2013 blev året, hvor vi så de første tegn på, at situationen er ved at vende i Danmark. Først i foråret med protesterne mod SU-reformen og lærernes kamp imod lockouten, men endnu mere tydeligt så vi tegn på et skift i stemningen op til jul blandt universitetsstuderende og lærlinge.
På overfladen har der været ro, siden krisen brød ud. Arbejderklassen har dukket nakken af frygt for en fyreseddel. De unge har gjort alt, hvad politikerne har krævet af dem, i håb om at klare sig igennem. Men ro må ikke forveksles med tilfredshed. Under overfladen er presset vokset, og der er en grænse for, hvad folk kan tage. På et tidspunkt nås den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over. Ungdommen er det mest følsomme barometer for de processer, der finder sted under overfladen. Protesterne blandt lærlinge og i større grad universitetsstuderende viser, at grænsen er ved at være nået. Bevidstheden udvikler sig i spring. For de universitetsstuderende blev det pludselig tydeligt, at der eksisterer et enormt misforhold mellem det politikerne siger og virkeligheden. Det er umuligt at opfylde de krav, der opstilles. Der er ingen sikker fremtid.
Den store fremgang til Enhedslisten ved kommunalvalget viste, at på trods af den tilsyneladende ro er radikaliseringen af et lag af samfundet fortsat. Regeringens udelukkelse af Enhedslisten fra finansloven kan meget vel fortsætte denne proces.
Spændingen er ved at nå et bristepunkt på arbejdspladser og uddannelsessteder. Hvad og hvornår den udløses er ikke til at sige på forhånd. Allerede nu er der bebudet en række nye ”reformer” [læs: angreb] fra regeringens hånd i 2014: produktivitetskommissionens forslag til effektivisering af den offentlige sektor, beskæftigelsesreform og reform af ungdomsuddannelserne, foruden overenskomstforhandlingerne til marts. Om en eller flere af disse vil give anledning til nye bevægelser, er selvfølgelig umuligt at sige. Men hvad vi kan sige er, at et voksende lag begynder at lede efter alternativer, ikke bare til den førte politik, men til selve systemet.
Udviklingerne i Sydeuropa og på verdensplan sætter krisen i Danmark ind i en større kontekst. Kapitalismens krise er åbenlys for alle. Spørgsmålet om revolution sættes på dagsordenen i det ene land efter det andet. Flere og flere vil det næste år være åbne overfor marxistiske ideer, som er de eneste, der kan give en sammenhængende forklaring og et reelt alternativ til nedskæringspolitikken. Men det er bydende nødvendigt at opbygge en stærk marxistisk tendens i arbejderbevægelsen og ungdommen og dens organisationer, som kan fremsætte dette alternativ. Vi opfordrer alle vores læsere til at gå med i Socialistisk Standpunkt og kampen for socialisme.
