The Iron Lady: en filmanmeldelse


Rob Sewell



4 minutter

Margaret Thatcher er en hadefigur for de millioner i Storbritannien, som led under hendes 13 år lange styre. Vi, som er imod thatcherismen til den bitre ende, vil aldrig glemme massearbejdsløsheden, nedskæringerne, de omfattende privatiseringer og angrebene på fagforeningerne, såvel som på vores demokratiske rettigheder. Dem, som kæmpede tilbage, blev betragtet som ”den indre fjende”, et udtryk hun brugte imod the National Union of Mineworkers [minearbejdernes nationale fagforening], da de kæmpede for deres lokalsamfund og jobs. Thatcher repræsenterede en kapitalisme ”med blod på hænderne” og vi vil ikke glemme det.

I januar kom der en ny film i biograferne om Margaret Thatchers liv, som hedder ”The Iron Lady”. Meryl Streep spiller hovedrollen som Thatcher og filmen er et åbenlys forsøg på at rehabilitere Thatcher og hendes rolle i britisk historie. Filmen er i den samme sukkersøde genre som ”The Queen” og ”The King’s Speech”.

På trods af påstanden om det modsatte, er ”The Iron Lady” et hvidvasknings job i et forsøg på at forskønne Thatcher og hendes regering, der førte klassekrig mod almindelige arbejdende mennesker. Produceren, Damian Jones, forsøgte at undskylde dens rolle med de sukkersøde ord; ”Uanset ens politisk holdning, så kan man ikke benægte, at Margaret Thatcher efterlod et kæmpe aftryk på dette land.”
Han forsætter med at sige, at ”Thatcher er et ikon.”. Sådan er den ”objektive” opfattelse hos dem, der har produceret denne fornærmelse, som ifølge Charles Moore i Daily Telegraph, er det ”mest magtfulde stykke propaganda for konservatismen.”.

Feminist?
The Sun kalder det for “en sand historie om feminisme i aktion.” Denne feministiske ide om, at Thatcher repræsenterer kvinders interesser, er fuldstændig grinagtig, eller direkte modbydelig. Almindelige kvinder fra arbejderklasen hadede denne kvinde og alt hvad hun repræsenterede. Det at hun var en kvinde, havde intet med sagen at gøre. Men godtroende Meryl Streep blev fanget på krogen, helt og holdent for dette feministiske argument, da hun sagde, ”Jeg beundrer hendes resultat. Jeg har ærefrygt for det, selvom jeg ikke er enig i meget af hendes politik. Bare det at hun fik gennemført mange ting, selvom der var mange mennesker, der ikke kunne lide hende, var ekstraordinært.” ”Folk var henrykte over, at hun blev premierminister i Storbritannien.”.

Forstår Streep, at Thatchers ”resultater” hensynsløst repræsenterede erhvervslivets interesser? Tydeligvis ikke. Hun virkede helt uvidende om det faktum, at manges liv blev ruineret og ødelagt af dette individ, specielt i de industrialiserede områder i Storbritannien. Hun er blind for ødelæggelsen af familier i mineindustriens lokalsamfund under minearbejdernes strejke i 1984-85. Og at hun privatiserede alt, hun fik øje på og stod i spidsen for at gøre 4 millioner arbejdsløse. I stedet bliver hun glorificeret for hendes ”mod” i filmen, mens minearbejdernes strejke og kampagnen mod the ”Poll tax” [en skat Thatcher forsøgte at indføre] bliver fejet til side. Der bliver vist billeder af politiheste, der pløjer ind i uregerlige minearbejdere, mens fagforeningsledere og protesterende bliver portrætteret som en vild pøbel opsat på at hamre på hendes bilvinduer. Alle er rekvisitter som bruges til at vise, hvor hårdfør Jernkvinden var.

”Du har det årti, hvor hun gjorde alt. Hun stod imod minearbejderne, imod IRA, hun ledte os i krig…” skriver Abi Morgan, manuskriptforfatteren, ivrig efter at sidestille NUM (National Union of Mineworkers, red.) med individuel terrorisme.

Hvidvask
Liz Hoggard, som beskriver sig selv som en “venstrefløjs feminist”, går langt i sine anstrengelser i Evening Standard ved at skrive ”[…] Hvordan Maggie forførte Meryl – og rørte mig til tårer.”. Filmen er et forsøg på at ”humanisere” Thatcher, men man kan ikke vaske blodet væk. ”Den virkelig fare for venstrefløjen er, at Streeps præstation er for rørende,” siger Hoggard.

Phyllida Lloyd, instruktøren, udtaler, ”Hun [Thatcher] var en superstjerne. Vi ville behandle hende med værdighed.”. Men Thatcher var ikke en superstjerne, undtagen for Thatchers egne tilhængere, ”hæng dem, klyng dem op”- brigaden. Denne film er intet andet end et hvidvasknings job, et forsøg på at glorificere en reaktionær kvinde, der personificerede den kortsigtede, bliv-hurtig-rig morale i en kapitalisme i forfald. Igennem hendes liv var hun en stærk forkæmper for ulighed og privilegier. Hun gik ind for alt reaktionært, inklusiv victorianske værdier. Tro mod hendes klasse stjal hun fra de fattig og gav til de rige. I forhold til værdighed, så burde man spørge til værdighed i de lokalsamfund, som uden nåde led under hendes politik?

”Der findes intet samfund”, erklærede Thatcher. Dette afspejlede kapitalismens individualisme og egoisme, en filosofi promoveret af Thatcher og hendes klasse.

For os som levede i årene under Thatcher, så vil sådan rå propaganda blot gøre os mere vrede. David Camerons første handling som premierminister var at invitere Thatcher til Downing Street Denne regering bestående af millionærer, repræsenterer Thatchers arvinger. Vi vil bekæmpe dem, som vi bekæmpede Thatcher. De virkelige heltinder er de virkelig jernkvinder, såsom Women Against Pit Closures, som repræsenterer vores klasse, de millioner af almindelige arbejdende kvinder, som modstår angrebene fra den konservative-liberale koalition.