Leon Trotskij var manden, der indtil sin død stod i spidsen for kampen mod den bureaukratiske udartning af Sovjetunionen og stalinismens forbrydelser. Han analyserede årsagerne til arbejderstatens forfald og forsvarede marxismens idéer og praksis imod, den forvanskning, som de stalinistiske bureaukrater blev nødt til at sætte i værk for at retfærdiggøre og bevare deres egen position. I denne sammenhæng indtager teorien om den permanente revolution en central rolle.
Teorien bekræftet
“Teorien” om den permanente revolution er måske så meget sagt. Det er i hvert fald en teori, som er blevet meget grundigt bevist – i en sådan grad, at der vel nærmest er tale om et faktum. Trotskij udviklede den allerede i 1904 som et perspektiv for udviklingen af revolutionen i Rusland, og den senere historie gav ham 100% ret. Oktoberrevolutionen leverede beviset for teorien. I Socialdemokratiet havde der været flere forskellige opfattelser af, hvilken vej revolutionen ville gå. Den mensjevikiske fløj mente, at eftersom Rusland var temmelig tilbagestående og halv-feudalt uden en fuldt udviklet kapitalisme, så var det næste skridt en borgerlig revolution som i f.eks. Frankrig mere end hundrede år tidligere, hvor borgerskabet tog magten. Derfor skulle arbejderklassen og dens parti ikke gå i spidsen og tage magten, men hellere støtte det såkaldte progressive borgerskab. Først senere, når kapitalismen havde udviklet økonomien og dermed også arbejderklassen, ville denne blive stærk nok til at stille sig i spidsen for samfundet.
Udueligt borgerskab
I modsætning til dette stod både Lenin og Trotskij for en hård kritik af det russiske borgerskab, som de mente, var helt ude af stand til at føre samfundet fremad. De anerkendte, at den borgerlige revolutions klassiske opgaver med fordeling af jorden, opgør med adelens privilegier, borgerligt demokrati osv. ikke var løst, og at det var det, der var den første opgave. Men borgerskabet var kommet så langsomt i gang med deres udvikling, at de var blevet helt viklet ind i det gamle samfunds privilegerede lag og samtidig underlagt kapitalisterne i de lande, der allerede havde indført kapitalismen fuldt ud. De kunne ikke gøre op med godsejernes privilegier og kontrol med jorden og give jord til bønderne, fordi de selv i høj grad var bundet til adelen med tusindvis af forskellige forbindelser. Det var kun arbejderklassen, der kunne stille sig i spidsen for en succesrig kamp mod det gamle samfund. De havde ingen grund til at forsvare det, og samtidig havde de – i modsætning til bønder og småborgere – en meget klar følelse af enhed og en voksende organisering i fagforeninger og parti.
Denne indstilling var der i og for sig ikke noget nyt i. Allerede Marx og Engels havde understreget den kujonagtige og kontrarevolutionære rolle, som de borgerlige spillede – og det endda i en periode, hvor borgerskabet var langt mere reelt progressivt. De slog altid hårdt på behovet for, at arbejderne blev ved med at føre en politik, der var fuldstændig uafhængig af andre klasser.
Trotskijs linje
Men selvom Lenin havde en korrekt opfattelse af det russiske borgerskab, var han alligevel til at begynde med ikke helt klar på perspektivet. Han mente ikke, at den russiske arbejderklasse kunne komme til magten før arbejderne i mere udviklede lande. Det var kun Trotskij, der stod for den idé indtil april 1917, hvor Lenin i sine berømte April-teser tilsluttede sig Trotskijs linje. Trotskij mente, at det kun kunne være arbejderklassen, der – i spidsen for massen af bønder – gennemførte den demokratiske revolution, og at de ikke kunne stoppe dér. Når det var arbejderne, der havde været drivkraften bag omvæltningen af de feudale forhold, ville de naturligt blive nødt til at gå videre og omforme samfundet efter arbejderklassens interesser, med andre ord i socialistisk retning. Lad os lade den gamle selv forklare idéen:
“Arbejderklassens diktatur, som er kommet til magten som leder af den demokratiske revolution, bliver uundgåeligt og meget hurtigt konfronteret med opgaver, som kræver store indhug i den borgerlige ejendomsret, hvis de skal løses. Den demokratiske revolution vokser direkte over i den socialistiske revolution og bliver derved en permanent revolution”.
“Det er utænkeligt, at den socialistiske revolution skulle kunne afsluttes inden for nationale grænser. En af hovedårsagerne til krisen i det borgerlige samfund er, at de produktivkræfter, som det har skabt, ikke længere kan finde sig til rette inden for nationalstatens rammer. Af dette følger på den ene side imperialistiske krige og på den anden utopien om et borgerligt Europas forenede stater. Den socialistiske revolution begynder på det nationale plan, udspiller sig på internationalt plan og afsluttes på verdensplan. På den måde bliver den socialistiske revolution en permanent revolution i en ny og bredere betydning af ordet; den kan kun fuldendes, når det nye samfund endeligt har sejret på hele vores planet”.
“Den udvikling af verdensrevolutionen, som er skitseret ovenfor, eliminerer spørgsmålet om lande, der er ‘modne’ eller ‘umodne’ for socialisme, sådan som Kominterns nuværende program på pedantisk og forstenet vis har klassificeret dem. For så vidt som kapitalismen har skabt et verdensmarked, en arbejdsdeling på verdensplan og verdensomspændende produktivkræfter, har den også forberedt verdensøkonomien som helhed til den socialistiske omformning”. (The Permanent Revolution, New Park 1962, s. 154-55)
Afsporing af revolutionen
Hvis den kommunistiske Internationale havde holdt fast ved Lenin og Trotskijs idéer, ville mange ting være gået anderledes. Men opbygningen af tredje Internationale blev ødelagt af den stalinistiske kontrarevolution i Sovjet og udviklingen af en meget konservativ holdning.
Den umarxistiske idé om at bygge socialisme i ét land viste, at bureaukratiet havde fået nok af uro og omvæltninger og nu bare ville “opbygge socialismen i Rusland\”. Det, de i virkeligheden ville, var at forsvare og helst udvide deres privilegier og ikke “spilde” ressourcer på at sprede revolutionen. Samtidig var de bange for, at en revolution et andet sted i verden ville udvikle sig sundt med ægte arbejderdemokrati og derved inspirere de sovjetiske arbejdere til at gøre op med den magt, som bureaukratiet havde fået i detisolerede Sovjetunionen. Så med tiden begyndte stalinisterne at kæmpe aktivt imod revolutioner i andre lande.
Det førte til en genoplivning af mensjevikkernes “to-trins”- teori, som ellers var lagt grundigt i graven af Oktoberrevolutionen. I stedet for at støtte arbejderklassens selvstændighed og revolutionær politik gik man nu ind for alliancer mellem kommunistpartierne og det “progressive”, nationale borgerskab.
Et rædselseksempel er den spanske revolution i 30’erne, hvor stalinisternes fallit førte til nederlag og mange års diktatur. Dette var et totalt brud med alt, hvad både Marx, Engels og Lenin havde stået for. Denne politik førte til tragedier for arbejderklassen i mange lande verden over, og det er stadig tilfældet den dag i dag, hvor den borgerligt demokratiske revolutions mest basale opgaver stadig ikke er løst i en hel række af underudviklede lande i f.eks. Afrika og Asien. Den permanente revolution er det bedste svar til alle dem, der tror, at disse lande kan gennemleve en rolig udvikling mod stadig mere velstand og borgerligt demokrati. Men borgerskabet i de tidligere kolonier har nu haft mange år siden deres formelle uafhængighed til at vise, hvad de dur til. De har ikke været i stand til at spille nogen progressiv rolle, men har hele tiden været underlagt ikke bare den udenlandske kapital, men også de nationale jordejere – sammen udgør de en reaktionær blok mod ethvert fremskridt. Det er – i dag ligesom i Rusland i 1917 – kun arbejderklassen, der i spidsen for de fattige bønder og andre udbyttede lag kan løse de enorme problemer, der præger store dele af verden, hvor borgerskabet ikke har kunnet løse de opgaver, historien har stillet dem overfor.
