Det er med stort vemod, at vi siger farvel til en kammerat, som i flere omgange har været i Danmark og hjulpet de danske marxister. Vi opfordrer alle til at besøge det engelsksprogede internetarkiv TedGrant.org

I morges hørte vi den tragiske nyhed om kammerat Ted Grants død, blot et par dage efter hans 93 års fødselsdag. Denne nyhed var et stort chok for os alle. På trods af hans alder og den tydelige forværring i hans tilstand i den sidste periode, havde vi vænnet os til ideen om at han altid ville være dér, et fast punkt midt i al turbulensen og forandringen.

Ted selv så ud til at være overbevist om at han aldrig kunne blive gammel, og da slet ikke dø. Dette forklarer hans uvilje overfor fødselsdage. Da jeg besøgte ham på hans fødselsdag, var han komplet ligeglad med dekorationerne på døren til hans værelse. Han ville kun høre på politik, den revolutionære kamp og den Internationale Marxistiske Tendens’ arbejde. Han var en mand der kun levede for arbejderklassens og den socialistiske revolutions sag. Dette var sandt helt til det sidste.

Selvom han levede det meste af sit liv i Storbritannien, var Ted Grant sydafrikansk af fødsel og tabte aldrig helst sin hjemlige accent. Han blev født i 1913 i Germiston, lige udenfor Johannesborg. Han fortalte mig, at det der for første gang vækkede ham til politisk liv, var behandlingen af sorte arbejdere. Fra en meget tidlig alder, var han interesseret i marxisme. Han fortalte mig at han startede med at læse Kapitalen da han var 14. Det var begyndelsen på en livslang lidenskab for marxistisk teori.

Inspireret af den russiske revolution, blev han vundet over til trotskisme af Ralph Lee, et medlem af Sydafrikas Kommunistparti, ekskluderet for at støtte Venstreoppositionen. På grund af de meget svære forhold i Sydafrika, besluttede kammeraterne sig for at flytte til Storbritannien, hvor de så større muligheder for at opbygge bevægelsen. I 1934 flyttede Ted til London, hvor han boede lige siden.

Kort før krigen, stod han i spidsen for dannelsen af Workers International League (WIL), som er den oprindelige gruppe, som vi stammer fra. Senere slog WIL sig sammen med andre trotskister, for at oprette Revolutionary Communist Party (RCP). Ted var altid meget stolt over arbejdet udført af WIL og RCP. Udgivelserne fra denne periode, inklusiv bladet Socialist Appeal, indeholder en mængde af vigtigt politisk materiaale, som er værd at læse i dag. Noget af det kan findes i The Unbroken Thread, en vigtig antologi af Teds skrifter, som vi vil genudgive på vores hjemmeside Tedgrant.org .

Mordet på Trotskij

Mordet på Trotskij i August 1940, var et lammende slag til Fjerde Internationales unge og uprøvede kræfter. Desværre stod lederne af Fjerde Internationale ikke op til det niveau som historiens opgaver gjorde nødvendigt. Frataget Trotskijs lederskab, lavede de en række grundlæggende fejl. Kun ledelsen af RCP i Storbritannien var i stand til at omstille sig til den nye situation på verdensskala efter 1945.

Dette var et resultat af Ted Grants teoretiske egenskaber. Hans skrifter om økonomi, krig, den koloniale revolution, og især om stalinisme, var, og er stadig, klassikere i den moderne marxisme. Det var på det grundlag at den ægte marxismes kræfter kunne omgruppere sig og bygge under svære omstændigheder.

Ted understregede altid den marxistiske teoris vitale rolle, for hvilken han havde en sand lidenskab. Ved hvert vigtigt stadie i begivenhedernes gang, gik han altid tilbage til klassikerne, Marx, Engels, Lenin og Trotskij, som han kendte som var det bagsiden af hans hånd. Dette var grundlaget for al hans arbejde, og hemmeligheden bag hans succes. Det forklarer hvordan han var i stand til at holde sammen på en lille gruppe af loyale kammerater, i de mørke og svære år med kapitalistisk opsving, der fulgte Anden Verdenskrig, da den ægte marxismes kræfter var reduceret til en lille håndfuld, og vores tendens bestod af små isolerede lommer af støtter i Liverpool, London og Syd Wales. Det kræver et helt særligt slags mod at blive ved i en periode, med generel tilbagegang og frafald, som i 1950’erne. Men Ted var altid yderst ukuelig. Han havde en total tiltro til den socialistiske fremtid og han videregav den, til alle der kom i kontakt med ham. Han havde også en fortræffelig sans for humor, som smittede. Med Ted omkring sig, følte man sig ikke berettiget til at være pessimistisk eller nedslået. Men i den sidste analyse, hvilede denne urørlige ånd af optimisme altid på den marxistiske teori.

Med hjælp fra sådanne kammerater som Jimmy og Arthur Deane, Pat Wall og andre kraftkarle, lykkedes det ikke blot Ted at holde tendensen i live, men at styrke den. Han udviklede det perspektiv at marxismens kræfter kun kunne opbygges igennem systematisk og tålmodigt arbejde i arbejderklassens masseorganisationer. I Storbritannien betød det fagforeningerne og Labour-partiet – især dettes ungdomsorganisation (LPYS).

Militant-tendensen

Jeg mødte Ted for første gang I 1960, da han talte til ungsocialisterne i Swansea, hvor jeg var medlem. Jeg var forbløffet af hans forståelse af marxismen, den klare måde hvorpå han, i et simpelt sprog, udtrykte selv de mest komplicerede ideer. Vi opbyggede gradvist en base i LPYS, ikke kun i Liverpool, men i London, Tyneside, Swansea og Brighton.

I 1964 besluttede vi os for at lancere en ny avis kaldet Militant.

Vi holdt vores første møde i et lille lokale i en pub i Brighton. Dengang tvivler jeg på at mange mennesker endog var opmærksomme på det. Men indenfor femten år var Militant-tendensen et vigtigt element i britisk politik og var et kendt navn. En mand beskrev det engang som det fjerde politiske parti i Storbritannien. Selvom vi ikke var et parti som sådan, er der noget sandhed i den påstand. På sit højdepunkt havde Militant omkring 8.000 medlemmer, et stort kontor i London, tre medlemmer af parlamentet og flere fuldtidssekretærer end Labour-partiet.

Takke være Militants arbejde, vandt de marxistiske ideer en udbredt støtte i Labour-partiet og fagforeningerne. Dette var et konkret udtryk for korrektheden af de ideer, taktikker og metoder som Ted Grant havde udarbejdet. Højrefløjen og deres kapitalistiske støtter var ude af sig selv. De kunne tillade sig at grine af de sekteriske grupper i udkanten af arbejderbevægelsen, men dette var anderledes.

Det var uundgåeligt at højrefløjen til sidst lancerede en uhyrlig heksejagt imod Militant, kulminerende i en bølge af eksklusioner. I 1983 blev Ted ekskluderet af Labour-partiet, sammen med andre medlemmer af Redaktionen [af Militant, Red.]. I en trodsende tale til Labour-konferencen, sagde Ted: ”Vi kommer tilbage!”. Han sagde til dem, at der ikke er nogen måde, hvorpå marxismen kan separeres fra arbejderbevægelsen.

Det var uden tvivl den rigtige holdning at tage. Ted plejede altid at sige: ”uden for arbejderbevægelsen er der intet!”. Sandheden i disse ord, har vist sig rigtig tusinde gange. Alligevel er der nogle folk som aldrig lærer det. Desværre var der en del af ledelsen af Militant, som lod vores succes gå dem i hovederne. De besluttede sig for at følge den velkendte vej, og bryde med Labour-partiet. Men for at gøre det, blev de nød til først at ekskludere Ted og dem af os som støttede ham. Dem der var ansvarlige for dette kriminelle træk, retfærdiggjorde det med at det var en ”genvej” til masserne, til hvilket Ted, med sin typiske sans for humor svarede: ”Ja, en genvej udover en kløft”. Og det var hvad det var.

Jeg husker de møder med en lille gruppe kammerater i min lejlighed i Bermondsey. Jeg husker dem, som var det i går, Teds bemærkelsesværdige gode humor. Efter ar vi var ekskluderet af Militant, jokede han: ”Nå, det var den bedste splittelse som jeg har været igennem!”. Men i virkeligheden var vi (i hvert fald i Storbritannien) i en rimelig svær situation. Efter Sovjetunionens fald var der en generel stemning med pessimisme på venstrefløjen. Marxismen blev angrebet fra alle sider. Hvad var vores pligt under sådanne omstændigheder?

Følgende Teds eksempel , besluttede vi at vores første pligt var at forsvare bevægelsens grundlæggende ideer. Vi udgav Reason in Revolt (som har været en enestående suces internationalt), derefter Teds bog Russia – from Revolution to Counterrevolution. Ted og jeg samarbejdede om mange flere bøger, pamfletter og artikler, som jeg anser for højdepunktet på et politisk samarbejde og et personligt venskab som har varet 46 år – indtil i morges.

Minder om Ted

Læserne af Socialist Appeal og Marxist.com kender Ted Grant som en stor marxistisk teoretiker. Men hvad med manden Ted Grant? Han var en meget human person – slet ikke som stereotypen på en dyster revolutionær. Han var altid tilgængelig og ville tale om alle mener, med hvem som helst der var tilstede – lidt ligesom Socrates i Agoraen ved Athen – i dette tilfælde var det blot mere sandsynligt, at det var bus-stoppestedet eller Fish and Chips butikken. Hans motto kunne sagtens have været: ”Jeg ser intet menneskeligt som fremmed for mig”.

Jeg husker da jeg var på universitet i Sussex, vi havde rekrutteret nogle studerende fra Healys organisation. De var meget kloge knægte og ville tale med Ted, så jeg arrangerede et møde. Samtalen varede i lang tid, og de var åbenlyst forbløffede. Bagefter spurgte jeg dem om, hvordan det var gået, og de sagde at de var betaget af hans leksikon-agtige viden. På et tidspunkt spurgte en af dem, om han vidste noget om Skandinavien, til hviklet han svarede: ”Ikke meget” og derefter startede en timelang tale om politik, historie og økonomi i Norge, Sverige og Danmark.

Han havde en bred række interesser og kunne tale om fodbold og hestevæddeløb (han nød væddemål fra tid til anden), lige såvel som litteratur og kultur i al almindelighed. Hans yndlingsforfattere var Jack London og Galsworthy. Om Forsfyte Saga bemærkede han engang til mig: ”han [Galsworthy] viste borgerskabet som de virkelig er, og de tilgav ham aldrig”. Hvilket vidunderligt stykke litterær kritik! Dog kunne han og jeg aldrig se os i øjenene, med hensyn til James Joyce.

Ted var altid meget sundhedsbevidst. ”Marx og Engels tog sig ikke af sig selv”, plejede han at sige, med et godkendende udtryk, som om han skælde den videnskabelige socialismes stiftere ud for deres ligegyldighed. Han var også meget særlig med hans diæt. Han ville for eksempel spise store mængder frugt til morgenmad. Han røg ikke og begyndte først at tage et mærkværdigt glas rødvin i de sidste par år, fordi han havde læst et eller andet sted, at det var godt for dit helbred. På den anden side havde han en enorm appetit, og mere end en kammerat, fandt sig selv spist ud af huset, efter et af Teds flyvende besøg. Men han tog ikke på, på grund af et energisk muskel-øvelsesprogram som han udførte på nærmest religiøs vis, mindst en time hver nat, lige før han gik i seng.

Ted var dog på ingen måde selvbevidst om hans udseende. Undtagelsen var når han besøgte sin søster Rae i Paris. Rae (som først døde sidste år), modsat sin bror, var ekstremt modebevidst og ville derfor ikke blive glad, medmindre hendes bror ankom passende påklædt. Derfor plagede Ted altid kammerater om at hjælpe ham med at købe et nyt sæt tøj, inden han skulle til Paris. Det skulle være et blåt serges sæt fordi, (som han forklarede), det var det, som Rae kunne lide. Efter mange års optræden, var der endeligt en der spurgte Rae hvad hun synes om Teds nye tøj, og hun svarede: ”Jeg vil ønske til gud, at nogle ville sige til ham, at han skulle stoppe med at købe de forfærdelige blå serges tøj!”.

Ted som kammerat

Ted var ikke den letteste mand at arbejde med. Hans gennemgående forståelse af marxismen og hans insisteren på 100% korrekthed, gjorde ham til en hård læremester, især hvor skrivning var involveret. Han ville gå over et manuskript et dusin gange, med en rød tusch i hånden, strege ud, understrege og nedkradsende utydelige kommentarer i margen, alt imens den uheldige forfatter forfærdet kiggede på. Dette gjorde mange folk kede af det, men personligt anså jeg det for at være god træning. Når alt kommer til alt, er det vigtigste jo ideerne og ikke håbende forfatteres personlige ego. De som satte ideerne i første række, lærte en hel del.

Ted havde en uendelig appetit for politisk arbejde og diskussion. Men han havde sin egen rutine og ville ikke afviges fra den. Han læste ikke bare aviserne – han slugte hver eneste linje. Hver dag læste han The Financial Times, The Morning Star og (af årsager jeg aldrig kunne forstå) The Daily Express. ”Du må læse dem alle, fra første til sidste side”, som han ville sige det; ”Det er moderne historie”. Ved demonstrationer ville han altid være dér, gå op og ned langs linjen af demonstranter, med hans Socialist Appeal vist udstrakt. Han solgte som regel flere end alle andre. Der var noget ved ham, man ikke kunne sige nej til.

Men der hvor han virkelig kom i sit es, var offentlige taler. Han talte som regel i en time, nogle gange længere, og kunne altid holde folks opmærksomhed. Hans taler viste en dyb forståelse for det pågældende emne, med masser af fakta (”fakta, tal og argumenter, er hvad der er brug for”, plejede han at sige når han rådgav om skrivning eller offentlige taler). Der var ingen af den slags negative, ondsindede, hadske elementer i hans taler, som så ofte præger sekterne. Der ville ikke være nogen personlige angreb, men han ville tit give plads til hans humoristiske sans, især når han talte om borgerskabet eller højrefløjens ledere. Nogle gange ville han endda udbryde i latter, når han talte om disse herrer og damers dumheder og det var så smittende at det fik alle til at grine med.

Ted var især interesseret i marxistisk økonomi og marxistisk filosofi. Hans pamflet Will There be a Slump? er et lille mesterværk, imens hans The Marxist Theory of the State er en af de meget få moderne marxistiske værker som kan siges at have lagt til og udviklet Marx og Engels teorier. I forbindelse med denne lidenskabelige interesse i marxistisk filosofi, fulgte han den moderne videnskabs udvikling meget nøje. Der var en bemærkning som jeg fandt specielt dybsindig. Han sagde at ”i det menneskelige sind var materien endelig blevet bevidst om sig selv”. En smukkere måde at udtrykke filosofisk materialisme ville være svær at forstille sig.

Den sidste periode

Da Militant splittede, var Ted allerede en ”ung mand” på 78. Men han fortsatte præcis som før, rejste rundt til andre lande, gav taler på halvanden time, osv. Han så ud som om, at han var fast besluttet på, at ville fortsætte for altid. Nogle gange så det ud som om han havde overbevist sig selv om at han ville gøre lige præcis det. Det var en formidabel bedrift. Men naturen tilraner før eller siden sin dominans.

Ted talte for få år siden til et møde i London, da han pludselig stoppede op. Vi opdagede senere at han havde fået et lille slagtilfælde. Han kom sig, men de røde lamper blinkede allerede. En dedikeret gruppe kammerater hjalp Ted så meget som muligt, men hans fysiske tilstand var klart i forværring. Denne forværring accelererede efter en operation for prostata-problemer. Han var ikke længere i stand til at arbejde videre som før, og talte sjældent ved møder. I sidste ende havde han brug for fuldtids omsorg og kom på et plejehjem på landet nær Romford. Her havde han sine bøger og blev besøgt af kammerater, som sørgede for, at der blev taget godt af ham.

I den forbindelse vil vi især takke Steve og Sue Jones. Ted var komfortabel nok, fysisk stærk af sin alder, stadig i stand til at gå uden hjælp, og ikke i nogen smerte, men han længtes efter at blive aktiv igen. Han ville høre om tendensens arbejde (small-talk interesserede ham aldrig det mindste). Jeg fortalte ham om IMTs arbejde i Venezuela. Han lyste op: ”Så det går os altså godt?”, ”Ja Ted, det går os rigtig godt, og det er alt sammen takke været dig.”

Selvom hans koncentration og hukommelse generelt set var i nedgang, havde han sine lyse punkter når han var i stand til at deltage i politiske diskussioner. Jeg udnyttede de dage til at lave nogle interview med ham om bevægelsens historie, som vi offentligtgjorde på Marxist.com. for få uger siden spurgte jeg ham: ”Hvis du skulle møde Chavez, hvad ville du sige til ham?”. Han svarede øjeblikkeligt: ”Jeg ville sige at han skulle tage magten”. Sidste gang at Ana og jeg besøgte ham, var sidste søndag (hans 93 års fødselsdag). Han virkede en del langsommere end normalt og talte ikke meget, men var stadig i stand til at følge os til hoveddøren. Jeg talte til ham i telefonen, næsten hver dag siden. I går aftes ringede han igen, og spurgte hvornår jeg ville besøge ham, jeg sagde at jeg ville ringe igen fredag morgen og håbede på at bringe Manzoor Ahmed, det marxistiske parlamentsmedlem fra Pakistan, til at se ham. Han var meget opmuntret og det var således at vi tog afsked.

Dette møde skulle aldrig finde sted. Ted Grant er ikke længere med os. Den mand der gjorde så meget for at forsvare marxismens ideer og som nærmest enehændigt reddede trotskismens arv fra skibbrud, er faldet bort. For de af os som blev uddannet af Ted, som arbejdede og kæmpede ved hans side for at opbygge den revolutionære bevægelse, og som forblev loyale til ham til det sidste, er dette et hårdt slag.

Han var den sidste levende repræsentant for en enestående generation – en generation af revolutionære giganter som kæmpede under Leon Trotskijs banner og som reddede Oktoberrevolutionens ære og vedholdt dens arv for at føre den videre, intakt og uplettet, til den nye generation. Ted Grant var den mest enestående repræsentant for den generation. Han har givet banneret til os – programmet, teorien, metoderne og ideerne, som alene kan bringe sejr.

Ted Grant var aldrig en sentimental mand. Han ville ikke have ønsket os at spilde vores tid på frugtløst jammer og sorgen. Vi vil sørge over tabet af en stor mand, kammerat og ven, men vi vil fejre hans minde, på den eneste måde han ville godkende: ved at optrappe arbejdet, ved at kæmpe for de marxistiske ideer og ved at opbygge den Internationale Marxistiske Tendens. Vi vil bygge et monument til mindet om kammerat Grant – et ukueligt monument af proletarisk organisation – et monument der er i stand til at ændre verden.

Der var ingen som Ted Grant da han var i live og der er ingen der kan erstatte ham, nu da han er væk. Men i den Internationale Marxistiske Tendens rækker er der mange erfarne kadrer som har taget ideerne og metoderne til sig og er fuldt udrustede til at føre dem ud i praksis. I dag kan ingen betvivle, at den tendens der blev skabt og vedligeholdt af Ted Grant går stærkt fremad. Disse ideers autoritet og prestige har aldrig været så høje som de er nu. Det er det bedste vidnesbyrd om rigtigheden af Teds ideer og tilgang. Det er retfærdiggørelsen for hans livsværk, som vi alle for altid vil stå i gæld til.