Sygeplejerskerne har fået nok. De har stemt NEJ til overenskomstforliget. Skal kravene om højere løn indfries må der tænkes ud over de officielle rammer.
I går, torsdag den 25. marts, blev afstemningsresultatet om overenskomsten (OK21) for medlemmer af Dansk Sygeplejeråd (DSR) offentliggjort. Til chok og forbitrelse hos samfundets øvre lag forkastede sygeplejerskerne forhandlingsresultatet.
For politikerne og deres kommentatorer i avisspalterne kom det som en overraskelse. De havde ellers vænnet sig til, at corona var den pisk, der kunne svinges over arbejderne for at få dem til at makke ret og havde ikke troet, at en stor gruppe arbejdere ville gå imod den “offentlige mening” om at holde igen. Tilbageholdenheden og samfundssindet gælder dog kun arbejderklassen, mens nogle af de rigeste i samfundet har udnyttet krisen til at blive endnu rigere.
Og på overfladen kunne overklassens strateger ikke se nogen fare. Nederlaget fra strejken i 2008 har vejet tungt på store dele af arbejderklassen i den offentlige sektor i mange år. Der har ikke været nogen organiseret NEJ-kampagne eller synlig fagopposition. Hele fagtoppen, inkluderet lederne fra DSR støttede naturligvis det elendige overenskomstresultat de havde forhandlet sig frem til. Sygeplejersker er en af de faggrupper, som er blevet kørt allerhårdest det seneste år under corona-krisen. Politikerne troede, at de kunne sove trygt om natten, fordi al sundhedspersonale var drænet for energi.
På trods af alt dette blev det alligevel et NEJ. Det var ikke et stort flertal. 47,3 % stemte NEJ, mens 46,5 % stemte JA. Men at det blev et NEJ, og at det var den højeste stemmeprocent blandt sygeplejerskerne siden 2008, er uset og virkelig markant.
Corona er blevet brugt af arbejdsgivere i den offentlige såvel som i den private sektor til at angribe arbejderes forhold, rettigheder og overenskomster eller som undskyldning for at bevare en ubærlig status quo. Sygeplejerskernes NEJ er første gang siden corona-udbruddet, at en stor gruppe arbejdere sætter foden ned og siger: “Nok er nok”. Det vidner om, at den dirrende vrede og brændende frustration, som har ligget og ulmet i årevis, ikke længere kunne holdes tilbage.
Ikke bare corona
Det blev bare for meget med det latterligt dårlige forhandlingsresultat med OK21. 5,02 % blev det til i lønstigning over tre år. De kloge hoveder siger, at inflationen vil være 3,95 % i samme periode, men selv ud fra den betragtning alene, vil lønstigningen være forsvindende lille. Det virker dog mere end naivt at tro, at inflationen vil holde sig på så lavt et blus med de enorme mængder penge, som staten har kastet ud i økonomien. Allerede i år er prognosen for huspriserne, at de vil stige med 9,7 % og frisører har bebudet prisstigninger ved deres åbning. På verdensmarkedet meldes om stigende producentpriser, som vil blive sendt videre til forbrugerne.
Det har derfor lydt utrolig hult, når politikere og forhandlere fra fagtoppen har rost OK21-resultaterne. Sygeplejerskerne har da også set lige igennem politikernes hykleri, når Christiansborg formaner mådehold og samfundssind, mens de så let som ingenting kaster 19 mia. kr. efter minkavlere og selv tager en fin lønforhøjelse fra den 1. april i år.
Ikke nok med, at den sølle lønstigning er en del af resultatet, så bevares den såkaldte “reguleringsordning”. Den gør, at der er et loft over lønstigninger i den offentlige sektor, som ikke må overskride udviklingen i den private sektor. Mens der således er et loft, så er der modsat ikke noget gulv. Det betyder, at hvis lønnen falder på det private arbejdsmarked, så er de offentlige ansatte tvunget til at følge med ned.
Det absurde i denne ordning viser sig tydeligt i år, hvor blandt andet sygeplejersker skal gå ned i løn på grund af ordningen. Hvorfor? Fordi de har arbejdet ekstra meget i 2020 på grund af corona! Sygeplejerskerne kan kun forvente at arbejde ekstra i den kommende periode med de lange ventelister, som er opstået på grund af COVID-19, og som nu skal afvikles.. Derfor kan de forvente, at deres løn bliver yderligere nedreguleret.
Som vi tidligere har beskrevet var det ikke kun, hvordan de blev behandlet, herunder corona-pandemien, som var problemet. Sundhedsvæsnet er langsomt, men effektivt blev udsultet af politikerne i årevis. Det gør forholdene så slemme, at sygeplejersker flygter fra job til job, hvis de overhovedet bliver i faget.
Vi kigger på det…ude i fremtiden
I virkeligheden trækker problemerne tråde flere årtier tilbage. Det sidste stykke tid har der været fokus på, at den lave løn i de traditionelle kvindefag som hos sygeplejersker eller pædagoger hænger sammen med Tjenestemandsreformen, som blev vedtaget i 1969. Med reformen blev de forskellige grupper af offentlige ansatte indplaceret i et løntrinssystem, hvor de traditionelle kvindefag systematisk blev placeret i bunden i modsætning til andre fag med lignende kvalifikationskrav, men som var mandsdominerede.
Det er blot ét eksempel på hvordan kvindeundertrykkelse er politisk forankret i den gældende samfundsstruktur. Hvis lederne af DSR virkelig ville af med den oldnordiske og kvindefjendske Tjenestemandsreform, så ville det være oplagt at bruge det momentum, som der er med overenskomstforhandlinger, og konfronteret arbejdsgiverne direkte, som i den her forbindelse er politikerne. Lederne bør gøre det meget klart og sige: “Et af vores minimumskrav er at få skrottet den reform, ellers så tager vi en konflikt på det.”
Det er positivt, at der endelig bliver signaleret, at der skal gøres noget ved denne reform. Opbakningen er ikke til at tage fejl af, for på ganske kort tid er der allerede blevet samlet mere end 50.000 underskrifter ind for at få løftet sygeplejerskelønnen og få indhentet lønefterslæbet. Men politikerne har allerede ladet det her stå i 50 år og gør det gerne 50 år mere, hvis de ikke får tvunget armen om på ryggen. Hvis det her skal igennem, skal det kæmpes igennem.
I stedet for at udnytte en favorabel situation, gjorde lederne det modsatte. Her er det formanden for DSR, Grete Christensen:
– Vi har et ønske om, at de kvindedominerede fag, som har et lønefterslæb, de skal have det indhentet; men det tror vi på er en politisk dagsorden, som vi skal forfølge efter de her forhandlinger.
Det kommer ikke som en overraskelse, at sygeplejerskerne og deres tillidsvalgte langt bedre end deres øverste fagforeningsledere forstår, at hovedansvaret ligger på Christiansborg. Er løn- og arbejdsforhold for de offentlige ansatte ikke en politisk dagsorden? Er det ikke politikerne, som direkte bestemmer dette ved at sætte den økonomiske ramme for den offentlige sektor? Det er i forvejen gak-gak, når den “danske model” bliver lovprist ved overenskomstforhandlinger hos de private som en selvstændig forhandling mellem arbejdstagere og arbejdsgivere; men Folketinget laver igen og igen lovindgreb, når det er nødvendigt. Det er endnu mere kuk-kuk, når de offentlige ansatte forhandler overenskomst og deres fagforeningsledere forsøger at bilde arbejdere ind, at der er en anden, separat “politisk dagsorden”, som intet har at gøre med kampen for en bedre overenskomst.
Grete Christensen forsøger at sparke problemet ud i en fjern fremtid, hvor det igen kan gå i glemmebogen. Når vi som marxister bruger parolen “Klassekamp er kvindekamp”, så er det fordi det er realitet. Hvis fagforeningens ledere virkelig vil gøre op med lønefterslæbet, så skal de involvere titusindvis af deres medlemmer i klassekamp på en masseskala med strejker, massemøder og blokader. Det vil være den eneste måde, hvorpå arbejdere i de traditionelle kvindefag vil kunne vride armen om på politikerne.
Kampen må sprænge rammen
Der er stadig mange offentlige faggrupper, som mangler at stemme om OK21. Selvom sygeplejerskerne har stemt NEJ, som radiograferne ligeledes har gjort, så er det endnu ikke ensbetydende med konflikt. Forhandlingslederne kan både forsøge at forhandle igen under samme ramme eller gå til forligsmanden. Det er nemt at forestille sig, at taktikken fra toppen af fagbevægelsen bliver at trække tiden ud på den ene eller anden måde og på den måde kvæle den interne utilfredshed langsomt.
Men at der nu er blevet stemt NEJ til det elendige forhandlingsresultat, er en første sejr, som der kan bygges videre på. Det er nu der skal lægges pres og ikke kun på arbejdsgiverne, men også på egne forhandlere. For de har ikke leveret, hvad de skulle. Sæt fut under kedlerne nu, og staten tvinges til at give indrømmelser. Dybt inde i statsapparatet er der frygt , som det kan ses i, hvor desperat politi og domstole har håndteret kritik af corona-politikken det sidste stykke tid. Politikerne og embedsmændene ved godt, at der lurer en stor frustration under overfladen rundt i samfundet, og at situationen er eksplosiv.
Hvis det kommer til en konflikt, kan det ændre hele dynamikken på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at trække på læren af strejken i 2008. En effektiv konflikt vil ikke kunne vindes med samme halvhjertede og opgivende indsats fra ledelsen, som det var tilfældet i 2008. Meldingerne fra Grete Christensen og de andre ledere fra DSR vidner desværre om, at de har glemt hvem de repræsenterer- Målet er ikke en aftale i sig selv, men hvad den faktisk skaber af forbedringer for deres medlemmer. Initiativet må derfor komme fra bunden af fagforeningen ude på arbejdspladserne, og der må være fuld blus på fra starten af.
Det er politikerne som er skyld i den vanvittigt dårlige bemanding, der findes i sundhedsvæsenet. Men det betyder faktisk også, at under en strejke vil det nødberedskab, som ville blive sat ind gøre bemandingen ligesom nu eller bedre, end den er normalt. Det er sindssygt i sig selv! Helt kynisk set vil en stringent overenskomstmæssig strejke, som holder sig inden for rammerne, betyde, at staten sparer penge, og strejkekasserne overtager lønudgiften og bliver tømt ligesom i 2008. Selv hvis strejken spreder sig til nødberedskabet, gør det situationen sårbar, fordi det drejer sig om plejepersonale med menneskers liv og helbred i hænderne. En stor grund til den demoralisering, der fulgte i kølvandet på strejken i 2008, skyldtes, at strejkevåbnet ikke havde effekt ,og at de faglige ledere dengang endte med at tigge og bede om, at den borgerlige regering greb ind i konflikten.
Hvis en ny konflikt skal vindes, må viljen til at vinde må være tydelig fra start af og ramme Christiansborg – den virkelige arbejdsgiver, som lægger rammerne for regionerne – så hårdt som muligt. Rammen for, hvad arbejdere må inden for den snævre overenskomstramme, må sprænges. Der må tænkes ud af boksen i forhold til strejker, demokratiske stormøder, demonstrationer og blokader. Sygeplejersker ude på gulvet vil være tusind gange mere kreative til at finde på konflikttiltag, som vil gøre ondt på politikerne. Andre steder i verden har vi set, hvor effektivt det kan være, når arbejdere har taget kampen i egne hænder og gjort tingene på deres måde. Eksempelvis ved at blokere parlamenter, så politikere ikke kunne møde ind, eller har slået lejr uden for deres bolig samt offensivt brugt demonstrationer og civil ulydighed.
Det her er et alvorligt spørgsmål, og ingenting bliver givet ved at spørge høfligt. Sygeplejerskerne skal ikke bede pænt, men må kræve ordentlige løn- og arbejdsforhold, hvad kun er fair og rimeligt. De må skabe så bred en støtte i arbejderklassen som muligt og sprede kampen så meget som muligt. Hvis det skal lykkes, må tilgangen være aggressiv og modig. At vise styrke, initiativ og kampvilje vil være måden at appellere til andre offentlige ansatte på, men også til arbejdere i den private sektor og få dem involveret i en konflikt. Hvis konflikten skal være så hurtig og effektiv som mulig, så må kampen spredes til så mange lag af arbejderklassen som mulig.
Corona er blevet brugt som chokterapi mod arbejderklassen. Arbejdsgiverne startede med at køre arbejderne i det private midt over i OK20. Nærmest uden at hæve stemmen fik arbejdsgivere forskellige fagforeningsledere til at sætte dele af overenskomsterne ud af kraft. Arbejdere blev sat ned i løn og timer, mens firmaerne skovlede gratis penge ind fra staten. Som vi har beskrevet igen og igen, går arbejdsgiverne efter struben på de organiserede arbejdere ved at fyre tillidsvalgte. Arbejdere rundt om i landet er så småt begyndt at slå igen mod denne tendens, som kan aflæses i strejkestatistikken.
Arbejdere i den private sektor har alt at vinde ved at støtte op om en eventuel sygeplejerske-konflikt. En sejr for sygeplejerskerne vil være første gang, ikke bare siden corona-udbruddet, men i virkeligheden siden krisen i 2008, at en væsentlig del af arbejderklassen tager en sejr hjem og får sat en stopper for undermineringen af arbejderklassens løn- og arbejdsforhold. Det vil være en kæmpe moralsk sejr for den samlede arbejderklasse i den offentlige såvel som i den private sektor og vil give incitament til andre grupper af arbejdere til at sige stop og slå tilbage.
Så vent ikke på signal, eller at der bliver taget initiativ fra toppen af fagbevægelsen. Der er ingen grund til at holde igen, men al mulig grund til at starte organiseringen og mobiliseringen allerede nu. Et sådant pres er afgørende for, at de faglige ledere kan mærke, at de bliver åndet i nakken, og at politikerne på Christiansborg kan mærke, at jorden brænder under dem. Den her kamp kan vindes, og den vil blive vundet på gulvet og på gaden – ikke i forhandlingslokalet eller på Christiansborg.
