I den tid Signe Helmer har arbejdet som sygeplejerske, har der været en generel forringelse af forholdene i sundhedsvæsenet. | Privatfoto
Regeringen og den påtvungne overenskomst lovede bedre forhold for sygeplejerskerne, men situationen på hospitalerne er kun forværret, hvor forholdene er ringere end nogensinde.
Signe Helmer begyndte sin uddannelse som sygeplejerske for ti år siden, og har haft sin gang på hospitaler de sidste syv år. I dag arbejder hun på Rigshospitalet. I den tid Signe har arbejdet som sygeplejerske, har der været en generel forringelse af forholdene i sundhedsvæsenet, som har gjort det svært at rekruttere til faget: »Under Covid-19 tænkte mange: ”nu må der ske noget,” men det gjorde der overhovedet ikke. Manglen på sygeplejersker er meget mere alvorlig nu end tidligere,« fortæller Signe.
Siden strejken
Forringelsen af sygeplejerskers vilkår fik som bekendt udtryk i en lang strejke sidste år. Den officielle strejke sluttede imidlertid med et regeringsindgreb, og dermed blev sygeplejerskernes krav ikke mødt. »Efter regeringsindgrebet er det kun blevet værre. Det er virkelig slemt ude på afdelingerne,« siger Signe og fortsætter: »For mange afdelinger er det et held, at de overhovedet er kommet igennem sommeren.«
De dårligere arbejdsforhold og det manglende personale rammer selvfølgelig også patienterne. Signe fortæller: »Man hører historier fra andre afdelinger om, at når man ringer på klokken, så kommer der bare ikke noget personale, og det skaber enormt meget utryghed.« Dette er blot et eksempel på de stadig dårligere forhold, som Signe ser og oplever. »Der er afdelinger, hvor der ikke længere er plads til deres patienter. Så de har deres patienter udliciteret på andre afdelinger, og så følger de specialiserede sygeplejersker jo ikke med.«
Realiteterne på sygehusene taler for sig selv. Manglende personale, for få hænder og for få midler skaber løbende dårligere forhold for alle mennesker, der er i kontakt med institutionen. Oveni alt dette betyder en inflation på næsten 10 procent også, at lønfremgangen på blot 6 procent over tre år(!), som sygeplejerskerne fik i forbindelse med regeringsindgrebet allerede i år er blevet til en reallønstilbagegang.
Regeringens brudte løfter
Manglen på sygeplejersker er markant. Signe fortæller, at hun oplever, at kolleger forsvinder på grund af forringede arbejdsforhold, og at de ikke bliver erstattet. »Der er jo mange, som læser kandidater, finder noget andet eller arbejder i det private. Så de forsvinder i hvert fald,« fortæller Signe. Oplevelsen er altså, at der kommer færre og færre sygeplejersker, fordi arbejdsforholdene simpelthen er for ringe. Det efterlader hospitalerne med mangel på sygeplejersker.
Allerede i 2020, længe inden strejken, lovede regeringen, at der skulle komme 1.000 flere sygeplejersker. Signe fortæller: »Jeg har hørt, at der er kommet 300 flere sygeplejersker, men vi mærker dem i hvert fald ikke på hospitalsafdelingerne.« Disse tal bekræftes i statistikkerne.
I 2022 blev der optaget 18 procent færre elever på sygeplejerskeuddannelsen sammenlignet med normalen. Ved at tvinge en skodoverenskomst ned over hovedet på sygeplejerskerne, har regeringen gjort det sværere at rekruttere til faget, mens hospitalerne skriger på flere sygeplejersker. Regeringen er ikke blot ude af stand til at afhjælpe problemet, de er ansvarlige for at gøre det værre.
Dansk Sygeplejeråd
Toppen af sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), mistede meget af dens opbakning under forløbet med strejken sidste år. To gange sendte de en overenskomst til afstemning hos medlemmerne, og to gange fik de den tilbage med et nej.
Da sygeplejerskerne strejkede, var det altså tydeligt, at dette ikke var hensigten fra toppen af DSR, og det var også tydeligt i den måde de ledte strejken på, som endte i regeringsindgrebet. Dette forløb har skabt en stemning blandt mange sygeplejersker, hvor man ikke altid stoler på sin egen fagforening Der er mange, der ikke er sikre på, hvor DSR står, og der er ikke så stor tiltro til, at DSR kan forhandle en overenskomst igennem næste gang, der reelt vil gøre en positiv forskel for sygeplejerskerne, og som der kan stemmes ja til. En ny konflikt kan derfor på ingen måde udelukkes.
Men hvis det igen kommer til konflikt er det nødvendigt at de offentlige arbejdere står sammen: »Jeg synes ikke, at det giver mening at diskutere, om det er pædagogerne, sygeplejerskerne eller ergoterapeuterne, der skal have penge, for det er jo grupper, der samarbejder!« siger Signe. Dette vidner om et lag af sygeplejersker, der ikke vil kæmpe om midler internt med andre faggrupper. Denne solidariske tilgang til kamp er nødvendig, hvis der skal ske reelle ændringer i forholdene for de offentlige ansatte.
Et år efter indgrebet
Her et år efter regeringsindgrebet i sygeplejerskestrejken er tilliden til politikere og toppen af DSR forsvindende lille hos mange sygeplejersker. Der er ingen tro på, at Christiansborg eller fagtoppen kan løse de problematikker, man står overfor. Forholdene på de danske sygehuse og hospitaler er kun blevet forværret siden regeringsindgrebet. Personalet flygter, de tilbageværende skal løfte en større og større opgave og inflationen æder deres købekraft.
Hvis denne virkelighed skal ændres, er det nødvendig med kollektiv og solidarisk kamp på tværs af fag. Men også, at det er op til arbejderne selv at føre denne kamp, når de faglige og politiske ledere er så ude af trit med virkeligheden, som de er. Vi så en flig af potentialet for sådan en kamp, da sygeplejerskerne fortsatte strejken efter regeringsindgrebet rundt om på landets sygehuse og direkte imod fagtoppens diktater. Hvis det bliver endnu større og endnu mere organiseret op mod en ny konflikt, så vil arbejderne stå i en helt andet styrkeposition overfor arbejdsgiverne
