I februar blev Erik Helgeson, den nationale talsmand og vicepræsident for Svenska Hamnarbetarförbundet, fyret. Grunden? Fagforeningen havde stemt for at blokere håndteringen af militært udstyr tiltænkt Israel.

Som svar på arbejdernes beslutning, slog Gøteborg Roro Terminaler(GRT), ejet af den danske shipping gigant DFDS, hårdt ned mod Helgeson, som blev fyret på den opspundne fortælling om at være en trussel mod “national sikkerhed”. 

Dette er et hidtil uhørt angreb på fagforeningen og Helgeson, som har været en ledende figur blandt havnearbejderne siden overenskomstkonflikten i 2017. 

Fagforeningen bliver anklaget – af arbejdsgiveren, ikke staten – for at have brudt loven ved at lave en liste til Arbetsdomstolen “omkring den militære handel med Israel.” Men dette er intet mere end en dårlig undskyldning, siden listen er baseret på offentligt tilgængelig information.

Fagforeningen har bragt GRT for retten over den uberettigede fyring af Helgeson. Problemet er, at det multinationale selskab, der driver havnen, nemt kan absorbere de små bøder, som enhver domstol vil bede det om at betale. DFDS berettede om en indtægt på mere end en milliard euro i bare det første kvartal af 2025. 

Derfor kræver fagforeningen nu en ændring i overenskomsten, hvor uberettigede fyringer koster bøder svarende til 1 procent af arbejdsgiverens årlige omsætning. De kræver også større bøder for andre forsøg på at forhindre de tillidsvalgtes arbejde. Oveni kræver de en styrket forpligtigelse for at cheferne indgår i forhandlinger, et loft over brugen af midlertidig arbejdskraft, en større fond for arbejdere i nød og mere. 

En trussel mod deres profitter

Kapitalisterne slår på krigstrommerne og bruger nationalisme til at angribe arbejdere. I denne sag er den reelle grund til snak om “fremmede trusler” og “national sikkerhed” åbenlys. Det bliver simpelthen brugt til at forhindre en blokade fra en militant fagforening, som truer kapitalisternes profitter. Med havnearbejdernes tradition for at kæmpe, er det ikke svært at forstå arbejdsgivernes ønske om at nedbryde deres kampvilje. 

På et tidspunkt hvor spændingerne mellem de imperialistiske magter er stigende, med regeringer, der øger investeringerne for at opruste deres militær, ser kapitalisterne en mulighed i våben- og transportindustrien for at tjene fedt på krig og konflikt. Men krig og militarisering betyder også radikaliseringen af millioner, især blandt de unge, som vi har set over hele verden i Palæstina-bevægelsen.

Den sidste ting kapitalisterne ønsker er, at en sektion af arbejderklassen tilslutter sig kampen og tager handling der, ulig demonstrationer og studenterprotester, direkte rammer deres profitter. Det er derfor kapitalisterne og staten nu begrænser demokratiske rettigheder i et forsøg på at forhindre kamp og organisering. Men dette kommer med en pris, da det vil provokere end endnu dybere vrede mod kapitalisterne, politikerne og hele det kapitalistiske system.

Strejker

Arbejderne har ikke ladet sig nøje med bare at bringe GRT for retten over den uberettigede fyring af Helgeson. Den 30. april udløb fagforeningens overenskomst med De Svenske Havne uden en ny overenskomst på plads. For at tvinge arbejdsgiverne til forhandlingsbordet, gik fagforeningen i strejke på alle landets havne den 21. maj, hvor 89 procent af fagforeningsmedlemmerne stemte for strejken.

Arbejdsgiverne har nægtet at afholde seriøse forhandlinger og har svaret med lockout og brug af strejkebrydere. De har ikke engang fremsat deres krav. I stedet regner de med en aftale med den bredere føderation af fagforeninger inden for transport, som de mener sætter normen for alle havnearbejdere. Til at starte med gav det bagslag, da fagforeningerne indenfor transport også indkaldte til strejker. Men nu er de nået en aftale, hvilket efterlader havnearbejdernes fagforening alene i kampen. 

Det her er ikke en ny oplevelse for havnearbejdernes fagforening. Fagforeningen er ikke en del af fagforeningernes hovedforbund, LO, som gør det muligt for den at være mere militant. De har også bevaret gamle demokratiske traditioner – som muligheden for at medlemmer kan stemme om at strejke og hvorvidt fagforeningen skal acceptere tilbud fra arbejdsgiverne – til forskel fra resten af den svenske fagforeningsbevægelse, hvor fagtoppen bestemmer alt. På grund af dette har resten af fagforeningsbevægelsen, særligt LO’s lederskab, traditionelt valgt at afvise støtte til havnearbejderne. Selv nu, hvor basale fagforeningsrettigheder bliver angrebet, tier de.

Havnearbejderne er dog ikke alene. De har støtten fra alle dem som har protesteret folkemordet i Gaza. De har fået tilsendt mange støttebeskeder fra lokale fagforenings afdelinger, hvilket giver et indblik i den reelle støtte der findes blandt arbejdere for deres kamp. Vigtigere er, at International Dockworkers Council(IDC) har lovet deres støtte.

Om mandagen d. 26. maj afviste belgiske havnearbejdere at aflaste et skib, der kom fra Gøteborg, da skibet havde været lastet af strejkebrydere. Dette er det eneste skib, som arbejdsgiverne har formået at sende til havs ved hjælp af strejkebryderne. Det viser sig at kontorpersonalet og cheferne, der blev brugt som skruebrækkere, ikke er så effektive som rigtige havnearbejdere.

Indtil videre har havnearbejdernes strejke været begrænset til nogle få dages strejker ad gangen for at få cheferne til at trække sig tilbage. Da cheferne dog virker stålfaste, vil denne konflikt nok eskalere, hvilket vil underminere de svenske kapitalisters profitter. Hoveddelen af import og eksport til landet går igennem havnene.

Dette kunne også blive en inspiration for andre svenske arbejdere, der ønsker at kæmpe, trods deres fagbossers forsøg på at bremse dem. 

I den danske og den svenske sektion af Revolutionary Communist International støtter vi helhjertet havnearbejdernes strejke og deres tidligere blokade af militært udstyr tiltænkt Israel. Arbejdsgivernes kyniske forsøg på at sabotere en militant fagforening ved at fyre Helgeson, og den internationale solidaritet som han og de svenske havnearbejdere er blevet mødt med viser hvor de reelle skillelinjer i samfundet ligger: ikke mellem nationer, men langs klasselinjer. 

Angrebet viser nødvendigheden af at udvide kampen for også at forsvare arbejderklassens ret til at organisere sig og demokratiske rettigheder. Et angreb på havnearbejderne er et angreb på hele arbejderklassen.

• Solidaritet med Erik Helgeson og havnearbejdernes fagforening!
• Forsvar fagforenings-rettigheder!
• Kæmp imod krigsmagerne!
• Stop Israels besættelse af Palæstina!