Sygeplejerske Christian Fog. Billede: Privat fotoAt vores sundhedsvæsen er presset helt i knæ, er efterhånden ved at gå op for de fleste danskere. En verdensomspændende pandemi, en historisk lang strejke blandt sygeplejerskerne samt landsdækkende arbejdsnedlæggelser var, hvad der skulle til for at sætte fokus på et sundhedsvæsen, der nærmer sig kollaps. Men problemerne har ikke deres rod i pandemien – de har været der i årtier.
Christian Fog blev færdiguddannet som sygeplejer i 1997 og arbejder i dag som anæstesisygeplejer på Herlev Hospital. Vi står her små 25 år senere med et markant svagere sundhedsvæsen på randen af kollaps. Det er virkeligheden i velfærdsdanmark, og det er konsekvensen af årtiers nedskæringer. Christian fremhæver eksempelvis det såkaldte produktivitetskrav, der i perioden fra 2003 til 2017 pålagde hospitalerne at spare 2%. Vel og mærke hvert år! Det har naturligvis haft konsekvenser, og bl.a. sygeplejerskerne har også forsøgt at gøre opmærksom på problemerne, forklarer Christian:
”Det har sygeplejerskerne jo råbt op om i mange år. Vi kan ikke strække os mere, men det er der ikke blevet lyttet til. Tilstanden er jo så bare blevet værre og værre. Og der er kommet færre hænder til at passe patienterne. Og færre hoveder til at tænke over, hvad der skal gøres for dem.”
At tilstanden i det danske sundhedsvæsen er kritisk, er på ingen måde en holdning Christian står alene med. Vi har tidligere interviewet sygeplejersken Lisbeth, som også forklarer, hvordan de konstante besparelser har resulteret i, at sygeplejerskerne har mindre og mindre tid til at tage sig af patienterne. Lignende historier skal man ikke lede længe efter at finde, og de konstante nedskæringer år efter år har også haft en betydning for sygeplejerskerne:
”Vi ser i dag, at sygeplejerskerne går ned med stress, og de magter ikke at fortsætte arbejdet. Mange går hjem med ondt i maven og en følelse af skyld, fordi man bliver nødt til at prioritere imellem patienterne. Patienter, der vel og mærke alle sammen har brug for pleje, men fordi der ikke er hænder nok, er konsekvenserne, at nogen ikke får den behandling de har brug for. Det nytter jo ikke noget, at vi bare render rundt og deler medicin ud og så smutter ind på kontoret for at skrive det i journalen. Vi er jo sygeplejersker, og vi skal være der for patienterne. Og vi skal passe på dem”.
Med andre ord, er det altså både patienter og sundhedspersonale, som mærker problemerne på egen krop. At sygeplejerskerne ikke kan levere den sundhedsfaglige pleje og behandling, som patienterne har brug for, bunder helt konkret i, at der ikke prioriteres nok ressourcer. Så simpelt kan det siges. Absurditeten i at vi i en velfærdsstat som Danmark ikke prioriterer vores sundhedsvæsen, illustrerer Christian med dette eksempel: Manglen på ressourcer gør nemlig, at patienterne skal udskrives så hurtigt som muligt, så de få sengepladser der er, kan optages af endnu mere akutte patienter. Resultatet er, at patienter sendes for tidligt hjem, og naturligt nok betyder det, at de må genindlægges. I sidste ende koster det blot endnu flere ressourcer. Det vidner om et desperat sundhedsvæsen på randen af kollaps!
At arbejde efter reglerne
Sygeplejerskerne som faggruppe har i den grad været ivrige i deres kamp for bedre arbejdsvilkår. Det seneste år har budt på en historisk lang strejke, spontane arbejdsnedlæggelser og idéen om kollektiv opsigelse har også været fremme. Christian sagde ikke selv sit arbejde op, men han kan sagtens forstå, at der er nogen, der er så frustrerede i øjeblikket, at de vælger at gå den vej. Han vil dog gerne fremhæve noget andet, nemlig at der bredt blandt sygeplejerskerne i slutningen af 2021 blev taget en kollektiv beslutning om at arbejde efter reglerne. Altså at gå på arbejde og opfylde den kontrakt man er ansat under. Hverken mere eller mindre. Det lyder måske ikke som noget, der normalt vil betyde det store på en arbejdsplads, men det har vist sig at have en kæmpe effekt:
”Man kan se, at det som der sker i øjeblikket, hvor vi arbejder efter reglerne og ikke tager flere vagter, har en betydning. Hospitalerne kan ikke leve op til behandlingsgarantien og ventelisterne stiger for de planlagte indlæggelser. Det betyder faktisk også, at man bliver nødt til at lukke sengepladser ned på flere afdelinger. Hvis folk ikke arbejder mere, end de er ansat til, og altså ikke tager ekstra vagter, så er der mange afdelinger hvor der ikke er folk nok til at varetage plejebehandlingen af patienterne.”
Vi står altså i en situation, hvor sundhedsvæsenet har svært ved at fungere når sygeplejerskerne arbejder, som de er ansat til. Det bør om noget gøre det helt tydeligt, at de problemer vores sundhedsvæsen står over for er yderst omfattende. Det udstiller i den grad, at det der mangler er hænder til at varetage behandlingen af patienterne. Pandemi eller ej.
Problemerne i sundhedsvæsenet skyldes ikke corona
Man har heller ikke ligefrem skullet lede med lys og lygte de seneste måneder for at finde historier om hvor slemt det egentlig står til rundt om på landets hospitaler: Kun 10 ledige senge på intensivafdelingerne i hele Danmark, store problemer med at besætte stillinger og mangel på relevante sygeplejersker så stor, at kirurger og bedøvelseslæger må udsætte operationer, som de ellers har tid til. Det er selvfølgelig vigtigt at råbe op om de problemer der udspiller sig i samfundet, men det er samtidig også vigtigt at forstå hvorfor de opstår.
”De her stigende ventelister bliver tit forklaret med, at vi har en coronapandemi og har haft en sygeplejestrejke. Men sagen er jo den, at når sygeplejerskerne arbejder efter reglerne og den timesats, de er ansat til, så mangler der jo lige pludselig en masse folk. Man kan se, at operationer bliver udskudt, og ventelisterne bliver længere. Og i øjeblikket er det jo ikke på grund af corona. Det kan godt være det er oppe at vende i medierne, og der er nok flere corona-patienter på sygehusene, men det er jo ikke sådan, at intensivafdelingerne er fuldstændig lagt ned”, forklarer Christian.
Problemerne i sundhedsvæsenet har ikke rod i coronapandemien, som i stedet bør forstås som et ekstra pres på et i forvejen presset sundhedsvæsen. Situationen på landets hospitaler kombineret med det vedvarende pres fra sygeplejerskerne har resulteret i, at parterne bag finansloven den 5. december 2021 blev tvunget til at sætte en mia. kroner af til at styrke sundhedsvæsenet henover vinteren. Den gamle traver med at tisse i bukserne for at holde varmen er her skaleret op til et helt nyt niveau hvad angår både volumen og tid. Den her vinterpakke ændrer absolut intet ved de bagvedliggende grunde til, at sundhedsvæsenet er presset helt i bund. Hvad sker der mon til april, når vinterpakken slutter? Ja, så er vi tilbage til den helt samme situation. Vinterpakken er en kortsigtet løsning, der allerhøjest lige kan betyde, at vi undgår et fuldstændigt kollaps i en periode med ekstra pres på sundhedsvæsenet. Det løser bare ikke noget på længere sigt.
Sundhedsvæsenet skal løftes
Vi har ikke brug for flere af den her slags kortsigtede virkelighedsfjerne hovsaløsninger som vinterpakken er et udtryk for. Christian ved godt hvad der skal til, og det kan egentlig forklares meget simpelt:
”Vi har ikke behov for, at sygeplejerskerne forlader faget. Vi har behov for, at de bliver. Vi har behov for at uddanne nye sygeplejersker, og vi har behov for, at de bliver på hospitalerne”.
Og hvordan får man så det til at ske? Et af de krav der er gået igen i sygeplejerskernes paroler, er kravet om højere løn. Vigtigt at forstå her, påpeger Christian, er, at dette krav for en stor del af sygeplejerskerne ikke skal ses som at være målet i sig selv.
”I forbindelse med strejken havde vi jo et lønkrav, og det er jo fordi vi kan se, at vi ikke kan rekruttere folk. Til den løn, det arbejdspres og de arbejdsvilkår vi har på hospitalerne, kan vi ikke rekruttere nye personaler. Og vi mister også folk, fordi folk prøver at finde nye græsgange. Andre erhverv hvor der er mindre stress, og hvor de kan holde ud at være i længden”.
Altså bør lønkravet forstås som et middel til at gøre faget mere attraktivt og derved tiltrække flere nye til faget samt fastholde de folk, der allerede arbejder som sygeplejersker. Det der skal til er et løft af arbejdsvilkårene, herunder lønniveauet, og et mindre arbejdspres for landets sundhedspersonale. Hvis det ikke sker, vil problemerne blot vokse sig endnu større i fremtiden.
