De studerende på CBS protesterede mod regeringens regionaliseringsreform, dsv. nedskæringer forklædt som udflytning af studiepladser. Foto: Navid MolaaghaeiUdtalelse af Revolutionære Socialister
Det er ikke hver dag, at man ser CBS-studerende blokere deres ledelse. Men det skete i midten af november. De studerende protesterede mod regeringens regionaliseringsreform, dvs. nedskæringer forklædt som udflytning af studiepladser. At de studerende på CBS, der traditionelt ikke har været involveret i kampe, nu går forrest, viser noget om den vrede, der ulmer under overfladen blandt de studerende. Hvis den vrede omsættes til kamp, er det absolut muligt at stoppe nedskæringerne. Men det kræver, at kampen bredes ud til en massekamp, der involverer størstedelen af de studerende.
Politikerne har pålagt de videregående uddannelser i de større byer at reducere deres optag med 5-10% frem mod 2030. Fortællingen er, at disse pladser skal oprettes i provinsen, men virkeligheden er en ganske anden: Udflytningen er groft underfinansieret, og der er ikke nogen universiteter, der har råd til at udflytte alle pladserne.
Det fører i stedet til, at ikke bare studiepladser men hele fag slagtes. CBS vil f.eks. lukke 6 uddannelser helt, mens Århus universitet vil nedlægge 7 uddannelser og reducere antallet af studiepladser med 754. Københavns Universitet skærer 1600 studiepladser, størstedelen af dem på humaniora, hvor de vil reducere det årlige optag med 24%. Lignende tal kan replikeres på alle de videregående uddannelser.
Hvad handler det om?
Men det er ikke bare studiepladser og fag, der slagtes. På mange eksisterende studier er der gang i en “tilpasning” af fagene til arbejdsmarkedet, f.eks. på psykologi og sociologi på KU. Et af de kriterier, politikerne har opsat, for hvilke fag, der skal skæres, er dimittendledigheden. Det betyder, at alt rettes ind efter, at de studerende har størst chance for hurtigt at få et job efter endt uddannelse. Endnu et stort skridt i retning af den markedsgørelse, der har fundet sted på universiteterne de sidste mange år.
Markedsgørelsen blev for alvor sat i gang med universitetsloven i 2003, der fra 2005 i realiteten afskaffede universitetsdemokratiet. Demokratiet var et af resultaterne af studenteroprøret i 1968, der fik indført, at universiteterne blev ledet primært af de ansatte og studerende. Universitetsloven fjernede dette demokrati og gjorde flertallet af bestyrelserne eksternt, dvs. at universiteternes bestyrelser nu består af ikke-valgte folk fra uden for universitetet og ydermere et flertal af folk med tilknytning til erhvervslivet.
Men – kunne kloge hoveder indvende – er det ikke meget godt, at de studerende kan få et job efter endt uddannelse? Og mange studerende vil i hvert fald nok tilslutte sig det fromme ønske. Men ingen kan forudsige, hvilket arbejdsmarked, de fremtidige studerende skal ud til. Og desuden går det udenom det afgørende spørgsmål om, hvad universitetets rolle skal være i samfundet.
Som socialist kan man ikke være imod, at universitetet skal tjene samfundets interesser og løse virkelige problemer. Men sagen er, at “samfundet” ikke har én samlet interesse. Den markedsgørelse, vi ser finde sted nu, indretter universiteterne til at tjene erhvervslivets interesser i jagten på profit og ikke den brede befolknings interesser. På den måde mister “samfundet” vigtig viden: Grundforskning opgives f.eks. i stigende grad, fordi det ikke direkte kan anvendes, hvilket er en katastrofal udvikling for forskningen generelt. Undervisning og forskning, der giver en kritisk forståelse af samfundet, lukkes ned, fordi det ikke kan bruges direkte i erhvervslivet, men tværtimod vil være en hæmsko. Regionaliseringen forstærker denne tendens enormt: Mange af de studier, der skal spare mest, er kendt som kritiske, og de fag, der lukkes, er fag, der i højere grad ikke direkte kan anvendes i erhvervslivet.
Så jo, selvfølgelig skal de studerende helst kunne få et job, og universitetets forskning skal være samfundsrelevant, men det er ikke det, der er sket de sidste 20 år. Den bedste måde at sikre universitets samfundsrelevans er ved at genindføre universitetsdemokratiet, så underviserne og de studerende – dvs. dem, der ved mest om deres egne områder – igen får magten over deres fag tilbage. Kampen mod regionaliseringsreformen er altså både en kamp imod nedskæringer og en kamp for indholdet og demokratiet.
Kampen kan vindes
Kampen mod regionaliseringen kan vindes. Og oddsene er faktisk bedre, end de ofte er. For det første er regeringen presset helt ekstremt. Mens Mette Frederiksen længe kunne gå på vandet, er regeringen nu oversvømmet af dårlige historier om sms’er, Mink osv. Og dertil kommer en pandemi, der igen blusser op, mens sundhedsvæsenet er i opløsning, og sygeplejerskerne mildt sagt er sure på regeringen.
Og hvis regeringen er til at presse, så gælder det endnu mere deres støttepartier, især Enhedslisten. Det er intet mindre end en skandale, at de er gået med i aftalen om regionaliseringsreformen.
Enhedslisten præsenterede deres deltagelse som en sejr, bl.a. fordi de fik hævet udflytningstaxameteret fra 5 til 7%. Men det er ikke en sejr! Skulle aftalen være fuldt finansieret, havde det krævet 40-50%! Allerede før aftalen blev indgået, blev de advaret om, at aftalen ikke ville føre til udflytning af studiepladser til provinsen men lukninger af eksisterende uddannelser. Udover advarsler fra mange af Enhedslistens egne medlemmer, der er studerende eller ansatte på universiteterne, udtalte rektor for Københavns universitet d. 5. juni 2021, dvs. hele 20 dage før aftalen blev indgået: »Vi kommer ikke til at udflytte i stor stil. Vi kommer til at nedlægge«. Det kan altså ikke komme som en overraskelse for Enhedslisten, at der bliver lukket uddannelser.
Enhedslistens uddannelsesordfører Victoria Velásquez har da også erkendt, at aftalen vil føre til lukninger af studiepladser, med den forklaring, at ungdomsårgangene falder de næste år. Hvis det er den virkelige årsag til, at Enhedslisten mener, at der skal lukkes pladser, så burde partiet som minimum have været ærlige omkring det og stå på mål for den beslutning i stedet for at præsentere aftalen som en opgradering af provinsen.
Velásques har ikke kritiseret, at der skal skæres en masse studiepladser, men i stedet udtrykte hun en undren over KU’s udmelding om at skære 24% af pladserne på KUA. Ifølge Velásquez foregriber universitetet, at der igangsættes en politisk proces, som aftalepartierne skal ind over efter nytår, og hun mener desuden, at KU’s udmelding strider imod aftalen:
»Der er ikke noget, der er besluttet endnu. Jeg har meget svært ved at se, hvordan KU’s bud skulle blive realiseret, for det er i konflikt med aftalen. Vi har blandt andet aftalt, at der fortsat skal være diversitet og spredning i uddannelsestilbud, ikke kun rigid fokus på beskæftigelse. Det hænger ikke sammen, for KU’s udspil slagter i praksis humaniora«, siger hun til Forskerforum.
Man må undre sig over, at Velásques undrer sig. Det er rigtigt, at aftalen dikterer, at universiteterne skal sikre »et fortsat bredt udbud af uddannelser, herunder små fag og sprog«. Men den dikterer også, at det skal tage hensyn til »offentlige arbejdsgivere og erhvervslivets behov« og ikke mindst prioritere »uddannelser med særlig høj efterspørgsel og beskæftigelse«. Hun kritiserer KU for at se for snævert på dimittendledigheden, men det står jo klart og tydeligt, at det er et vigtigt kriterie. Og når hun siger, at det vil blive lavet om af aftalepartierne, er det endnu engang svært ikke at undre sig: Tror Velasques, at Socialdemokraterne, Venstre eller for den sags skyld Konservative vil sætte hensynet til diversitet over dimittendledighed?
Enhedslisten har stillet sig selv i en utrolig dårlig position, som er symptomatisk for hele deres politik under denne regering. Selv Radikale Venstre kunne se, at de skulle holde sig udenfor aftalen denne gang for ikke at komme i konflikt med et vigtigt vælgersegment: de studerende. Men ikke Enhedslisten. De følger Socialdemokraterne i tykt og tyndt ind i dårlige forlig, som de derefter udråber til sejre, fordi de blev lidt mindre dårlige, end de ellers kunne have været. Endnu engang agerer Enhedslisten venstredække for regeringen. I stedet for at rejse en venstreorienteret kritik af regeringen, udråber de regionaliseringsplanen som en sejr. Det kan kun skabe forvirring på universiteterne og har uden tvivl stækket studenterbevægelsen og kampen mod nedskæringer. De har et medansvar for den hidtil lave mobilisering.
Velásques får dog også indirekte sagt, at intet i aftalen endnu står skrevet i sten. Det er en kæmpe åbning for de studerende. Der var ikke nemt for Enhedslisten og for den sags skyld SF at forsvare at fortsætte støtten til regeringen, da de tromlede sygeplejerskerne. Hvordan skal de forsvare at støtte en regering, der tromler de studerende? Kampen kan vindes, men det kræver et massivt pres, et pres der kun kan komme gennem massekamp.
For en samlet kamp
Enhedslistens uddannelsesordfører Victoria Velásquez har erkendt, at aftalen vil føre til lukning af studiepladser, med den forklaring, at ungdomsårgangene falder de næste år. Hvis det var årsagen, burde Enhedslisten have været ærlige og præsenteret aftalen som den nedskæring, den er. Foto: Enhedslisten
Indtil nu har informationen til de studerende været minimal. Nogle steder fordi de aktive i fag- og studenterråd simpelthen heller ikke har vidst, hvad der er foregået, andre steder fordi de er blevet suget ind i “forhandlingerne” om, hvor og hvordan der skal spares.
På mange studier sidder akademiske råd lige nu og prøver at finde en måde at reducere konsekvenserne. De enkelte studier er ved at udarbejde planer til universitetsledelserne, som de håber der vil blive taget hensyn til, når ledelserne til jul skal præsentere en samlet plan for regeringen. Efter jul skal politikerne bag aftalen tage stilling til universiteternes forslag.
Mange steder er fag- og studenterråd involveret i disse “forhandlinger” om, hvor og hvordan der kan spares. På f.eks. sociologi på Københavns Universitet er de godt i gang med at omlægge studiets indhold, så fagene gør de studerende mere “arbejdsmarkedsparate”, da dimittendledigheden er et af de parametre, der fra politikerne er lagt vægt på. Men det er en farlig vej at gå, for det betyder, at de studerendes organisationer i stedet for at gå forrest i kampen mod nedskæringerne bliver medansvarlige. Politikerne vil uden tvivl finde det yderst belejligt at kunne fralægge sig ansvaret og i stedet pege på, at de ansatte og studerende selv har været med til at udarbejde forslagene.
Hvert fag forsøger at argumentere for, hvorfor netop de ikke skal skæres. Men problemet er, at så længe udflytningsreformen består, så er de overordnede besparelser fastlagt. Det betyder, at hvis et fag undgår at spare, så skal et andet fag spare det mere. Politikerne benytter den velkendte del og hersk-strategi: få fagene til at slås internt i stedet for mod den egentlige bagmand: regeringen og politikerne. Den eneste vej til at få stoppet besparelserne er, at studerende og ansatte på tværs af fag står sammen i en fælles kamp for at få stoppet regionaliseringsplanen.
Men studenterbevægelsen befinder sig desværre i en temmelig sørgelig forfatning. Mange steder består de af et par ildsjæle eller folk, der er helt indrulleret i forhandlinger med ledelsen, hvis ikke de er helt tomme. De afspejler de sidste mange års stilstand i studenterbevægelsen. Siden 00’erne har studenterbevægelsen ikke stået i spidsen for bevægelser, og selv dér stod mobiliseringerne blandt de universitetsstuderende langt tilbage sammenlignet med gymnasieeleverne.
På den modsatte pol af forhandlingsstrategien har der været forskellige aktioner gennemført af superaktivister, der har afvist forhandlingsstragien og i stedet har gennemført blokader og lignende. Det har skabt en negativ spiral, hvor de gode kræfter, der har været aktive i disse aktioner, har afvist fagråd og studenterråd, der så er blevet endnu mere tomme. Resultatet er, at mange fag- og studenterråd har mistet forbindelsen til de studerende, og at de har glemt, hvad deres virkelige opgave er: at gå forrest i kampen for de studerendes interesser. Det har så igen gjort det endnu mere fristende at afvise studenterbevægelsen og bare kaste sig ud i aktioner for de, der vil.
Fælles for fag- og studenterråd og superaktivisterne er, at al aktivitet de sidste mange år har været afskåret fra de brede lag af studerende. Imens fortsætter nedskæringerne ufortrødent år efter år på universiteterne. Det er på tide at sætte en stopper for de konstante angreb. Men det kræver en massekamp, hvor størstedelen af de studerende involveres. Kun sådan kan regeringen og politikerne presses til at ændre kurs.
Forudsætningen for en virkelig massekamp er, at bevægelsen bliver demokratisk. Det kræver tillid til de studerende. Tillid til, at de studerende selv kan tage stilling for eller imod nedskæringer; tillid til, at flertallet af de studerende er imod, og at de er villige til aktivt at kæmpe.
Hvad nu?
Forudsætningen for en bred bevægelse er, at de studerende ved, hvad der foregår. Det vil sige, at der lige nu kræves et massivt informationsarbejde og dernæst en plan for at involvere de studerende gennem stormøder. Hvordan de praktisk skal foregå ved de studerende bedst selv, men som minimum må der sendes folk ud på alle faghold for at informere. Kampen mod nedskæringerne må diskuteres og besluttes på stormøder på f.eks. fakultetsniveau med mål om, at et overvældende flertal af de studerende på fakultetet deltager. Hvordan møderne tilrettelægges er ikke ligegyldigt. Alt for ofte ender stormøder i timelange diskussioner uden konklusion, hvilket skræmmer de fleste studerende væk og er dræbende for en bevægelse. Møderne må have det formål at diskutere vejen frem konkret, tage en beslutning og vælge repræsentanter til et stormøde på hvert institut. En effektiv kamp ville være, hvis så mange institutter som muligt lukkes ned af vrede studerende.
Derudover er det afgørende, at kampen også udbredes til de ansatte. Der er uden tvivl lige så store frustrationer blandt underviserne som blandt de studerende. Underviserne har ofte lidt sværere ved at komme ud med deres frustrationer, fordi de frygter for deres ansættelse, men de vil utvivlsomt blive begejstrede for, at de studerende endelig gør noget, og en fælles kamp er langt stærkere. Første skridt er at tage fat i tillidsmanden eller andre gode undervisere.
Opgaven med at få sat ovenstående i værk er fag- og studenterrådenes. Kampen bliver først effektiv, når det er massekamp og ikke bare små grupper af aktivister, der laver aktioner. Alle skal med. Og om man vil det eller ej, så er fag- og studenterråd de studerendes organisationer, ligesom fagforeningerne er arbejdernes. De har en automatisk autoritet pga. deres historie, også selvom de fleste studerende på nuværende tidspunkt ikke aner, hvad fagrådet er, endsige at det findes. Det giver noget helt andet at stå foran et hold studerende og sige »jeg kommer fra fagrådet og vi foreslår at gøre X og Y mod nedskæringerne« fremfor at sige »jeg kommer fra denne her gruppe aktivister, der repræsenterer os selv, og vi er i gang med X og Y, og I kan være med, hvis I vil.« Derfor er der ingen vej uden om fag- og studenterråd, hvis et flertal af de studerende skal mobiliseres. Selvom det reelt svarer til at starte organiseringen mere eller mindre fra bunden mange steder.
Mange aktive i studenterbevægelsen er præget af en pessimisme i forhold til deres medstuderende: Det nytter slet ikke noget at mobilisere de studerende, og vi superaktivister skal nok klare det for dem. Men studenterrådet kan jo ikke vide, om de studerende er parate til at kæmpe, når de hverken har informeret dem om besparelserne eller fremlagt forslag til en plan for kampen mod nedskæringer, endsige forklaret de studerende, hvorfor deres aktive deltagelse er afgørende for at få stoppet disse besparelser. Det bliver en selvforstærkende profeti, at ingen vil være aktive, hvis ikke man informerer dem om de aktiviteter, man holder.
Derudover kan man møde argumentet fra aktive i fag- og studenterråd om, at det ikke er deres opgave at gå forrest i kampen. Ét argument imod at gå forrest er, at studenterorganisationerne er tværpolitiske. Implicit menes der, at studenterrådet skal repræsentere alle studerende og derfor ikke kan tage stilling. Men ikke at gøre noget er jo også at tage stilling, det er at acceptere nedskæringerne. I stedet ville det være på sin plads på demokratisk vis at spørge de studerende, hvad de mener og ønsker, at fag- og studenterrådene skal gøre. Et andet argument er, at det ville stille organisationerne dårligere i forhandlinger, hvis de også går forrest i kampen. For det første er der spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er klogt at “forhandle” hvis blot det handler om at tage medansvar for, hvordan nedskæringerne implementeres. Som sagt er det en farlig vej at gå. Derudover er det helt forfejlet at påstå, at der skulle være en modsætning mellem forhandlinger og mobiliseringer: jo større mobiliseringer, jo mere magt er der bag de, der forhandler.
Studenterbevægelsens sørgelige tilstand har fået mange aktivister til at afskrive den, allerede før den er blevet testet. Men realiteten er, at den er så tom, at et par håndfulde aktive studerende hurtigt vil kunne blive fagrådet og studenterrådet, og det vil give en helt anden tyngde i mobiliseringen. Den eneste grund til at gå udenom studenterbevægelsen er, hvis man ikke reelt har lyst til at mobilisere sine medstuderende. At tage kampen ind i studenterbevægelsen er ikke det samme som at opgive aktivisme. Det er et spørgsmål om, hvad formålet er med aktivismen. Et bannerdrop kan sagtens bruges til at informere så bredt som muligt om nedskæringer og næste stormøde for alle studerende. Universitetet kan om natten plastres til med plakater, der oplyser og indkalder til møde.
Dét, at et fagråd eller studenterråd er involveret, løser naturligvis ikke i sig problemet med at mobilisere de studerende, og organisationerne er naturligvis ikke er et mål i sig selv, men et middel til at mobilisere bredest muligt. Uanset hvordan bevægelsen organiseres, må målet konstant være at involvere flest muligt af de studerende. Det er kun gennem stormøder ved hvert skridt i bevægelsen, hvor de studerende vælger repræsentanter, der kan sikre, at beslutningerne træffes demokratisk og føres ud i livet. Ethvert skridt, der hæver de studerendes bevidsthed og organisering, styrker kampen; den nuværende og de fremtidige.
Regionaliseringen er endnu ikke gennemført. Politikerne er max pressede. Der er mulighed for at sætte en stopper for besparelserne. Det ville være en kæmpe sejr. Det ville udgøre et brud med de konstante besparelser og den øgede markedsgørelse. Men det kræver, at politikerne føler sig pressede. Et pres, der kun kan opstå fra en massekamp på landets universiteter.
