Regimet i Damaskus kæmper desperat for sin overlevelse. De samme ledere fra USA, EU og de reaktionære arabiske stater, der indtil for nylig støttede Assad-regimets neoliberale politik og angreb på befolkningens levestandard, konspirerer nu for at aflede revolutionen og indsætte ledere, der vil sikre kapitalismens fortsatte eksistens i landet.
De syriske masser har trodset alle odds. Hele verden beundrer det heltemod, hvormed de har rejst sig imod det undertrykkende militærregime. Styret har svaret igen med grufulde massakrer. Alle ærlige unge og arbejdere i hele verden ser med sympati på de syriske masser, der kæmper for en bedre fremtid imod det morderiske regime.
Revolutionære råd
I løbet af revolutionen har de syriske masser dannet folkelige komitéer og revolutionære råd, der tager sig af sikkerheden og den praktiske styring af de befriede områder. Disse råd og komitéer er demokratisk valgte organer, der udspringer direkte af folkets kamp. Sådanne råd er et almindeligt fænomen i mange revolutioner, lige fra Pariserkommunen i 1871 og den russiske revolution i 1917, den iranske revolution i 1978-79 og revolutionerne i Tunesien og Egypten sidste år. I Zabadani, der ligger tæt på grænsen til Libanon, udsendte byens revolutionære råd en erklæring, som det er værd at citere fra:
”Folket har lavet et familie-baseret valgsystem, så én ud af hver 1.000 borger får plads i rådet. Familierne indvilligede i at danne grupper på omkring tusind hver, og alle dele af samfundet deltog. Det er værd at nævne de kristne, hvor en præst holdt en rørende tale i forsamlingen. (…) Imamerne i moskeerne er blevet erstattet med nogle, der hører til folket og er på revolutionens side. Der er blevet oprettet et særligt organ til sikkerhed og efterforskning, folkelige domstole og et fængsel. (…) Alle deltager i et stort kursus for at kunne modstå et potentielt angreb – militært, sikring af fødevarer og sundhedsydelser og indkvartering af flygtninge (…) Regimets byråd blev forbudt, og det samme er sket med enhver myndighed, der ikke er valgt ved frie valg.”
Zabadani blev nedkæmpet af regimets styrker i midten af februar. Men revolutionære råd af typen som i Zabadani findes andre steder. De er begyndelsen på en dobbeltmagt, i det mindste på lokalt niveau. Hvis de udvikler sig på et højere niveau, vil det kunne betyde at regimets dage er talte.
Revolutionens ”ledere”
Imidlertid forsøger forskellige småborgerlige oppositionspolitikere at kapre revolutionen. De har udråbt sig selv som ”ledere” af revolutionen, og de har hurtigt fået støtte fra USA, EU, Tyrkiet og reaktionære regimer som Saudi Arabien og Qatar. Disse ledere stoler ikke på masserne, men er bange for massebevægelsen, da den truer deres egen ”ledende” position. I stedet for at føre kampen mod regimet som en revolutionær kamp – det vil sige en politisk kamp for at vinde støtte hos arbejderne, bønderne og soldaterne – forsøger de at reducere revolutionen til en militær kamp. De forsøger i vid udstrækning at forbyde politisk organisering og diskussion i de revolutionære grupper og væbnede styrker.
Et spørgsmål om brød
Grupper som Syriens Nationalråd nægter at fremkomme med andre paroler end en abstrakt parole om ”demokrati”. Men arbejderklassen i de store byer vil ikke sætte livet på spil for et ”demokrati”, som formentlig blot vil være et dække over nye magthavere, der vil udplyndre folket. Arbejderklassen har i de seneste ca. 20 år, men især siden 2005, oplevet, at levestandarden er blevet kraftigt forringet. Regimet har ført en politik med privatiseringer og ”åbning” af økonomien for at blive optaget i WTO og få en associeringsaftale med EU. Samtidig er store statslige virksomheder blevet solgt til regimets egne sønner, der skamløst har beriget sig selv ved at plyndre statens ejendom.
Regimet har gennemført omfattende privatiseringer af bankvæsen og forsikringsselskaber, men også indenfor sundhedsvæsenet gennem privat sygesikring i stedet for det gamle, offentlige system. Selskabsskatten har været den laveste i regionen, og lønningernes andel af den samlede indkomst er ifølge den syriske økonom Nabil Marzouq faldet fra 40,5 procent i 2004 til 33 procent i 2009. Der er sket en massiv omfordeling fra fattig til rig. Især landbefolkningen er blevet kastet ud i desperation, fordi regimet har satset på kun at udvikle de dele af landet, der var attraktive for investorerne fra udlandet. Efter råd fra IMF blev de offentlige tilskud til brændstof, cement, elektricitet og gødning drastisk sat ned. Tilskuddene til insektbekæmpelsesmidler blev helt afskaffet. Mange små landmænd kan ikke længere leve af at dyrke deres jord.
Kapitalismen betyder ruin
Det er denne pro-kapitalistiske politik, der er det egentlige grundlag for den massive frustration i Syrien. Den tidligere velfærdsstat er stort set blevet smadret i takt med, at landets økonomi er blevet tilpasset verdensmarkedet. Den statslige planlægning, der i 1970’erne og 80’erne garanterede en vis fremgang og økonomisk tryghed, er blevet erstattet af markedets anarki.
Over for truslen om at blive styrtet, har regimet siden opstanden begyndte sidste år, imidlertid givet en lang række indrømmelser. Alle planer om yderligere privatiseringer blev skrinlagt. Finansloven for 2012 indeholdt offentlige udgifter for 58 procent ekstra for at give store lønstigninger til ansatte i den offentlige sektor og genoprette en del af den velfærd, der er blevet nedbrudt i de senere år. Det viser, at alle seriøse reformer kun vindes gennem truslen om revolution. Men det har også ført til, at et stort lag af arbejdere (især i den offentlige sektor) ikke støtter op om revolutionen, fordi de ikke stoler på oppositionens småborgerlige ”ledere”.
Revolutionen må bevæbnes med socialistisk politik
De oppositionsledere, der nu fører sig frem med abstrakte paroler om ”demokrati” er aldeles ude af stand til at forbinde sig med arbejderklassen. Det er en af de vigtigste grunde til, at regimet endnu ikke er blevet knækket. Hvis revolutionen bevæbnede sig med et program for gen-nationalisering af de privatiserede virksomheder, tilbagerulning af nedskæringerne og arbejderdemokrati på fabrikkerne, ville arbejderklassen kunne vindes for revolutionen. Men det ville betyde, at de småborgerlige ledere fra Syriens Nationalråd ville være nødt til at stille sig i spidsen for en socialistisk revolution. Det er det sidste, de ønsker.
I stedet opfordrer disse ”ledere” til udenlandsk intervention. De har oven i købet den frækhed at hævde, at der er brug for militær intervention udefra for at forhindre, at revolutionen bliver militariseret. På et tidspunkt, hvor masserne i mange syriske byer danner deres egne revolutionære råd og bevæbner sig til forsvar mod regimet, opfordrer disse slyngler til, at de imperialistiske gribbe skal blande sig.
Nej til udenlandsk intervention
Saudi Arabiens udenrigsminister, Prins Saud Al-Faisal, sagde til ”Syriens Venners” topmøde den 24. februar, at det var en ”glimrende idé” at bevæbne de syriske oprørere. Emiren i Qatar har fremført idéen om at sende en slags ”muslimsk indsatsstyrke” af sted for at bekæmpe det syriske regime. En sådan indsatsstyrke skal angiveligt bestå af jihadister i stil med de, der i 1980’erne blev sendt til Afghanistan for at bekæmpe Sovjetunionen. Folk som Osama bin Laden og andre kontrarevolutionære eventyrere.
En udenlandsk intervention vil ikke hjælpe det syriske folk – tværtimod. Det vil betyde, at de syriske masser får et nyt, undertrykkende regime over sig. Lederne fra USA, Saudi Arabien, Tyskland og Qatar fører en politik på hjemmefronten, der går ud på at angribe arbejdernes forhold. De vil ikke føre en anderledes politik i Syrien. Det, de ønsker, er et stabilt regime, de kan stole på vil underordne sig udenlandske kapitalinteresser, og som vil fortsætte den neoliberale økonomiske politik, der har betydet ruin for det store flertal af unge, arbejdere og bønder. Disse ”Syriens Venner” ønsker med andre ord det stik modsatte af, hvad de syriske revolutionære kæmper for. Dertil kommer det forhold, at almindelige syrere ikke ønsker en udenlandsk besættelse af landet, som det skete i Irak. Alene det, at oppositionens ”ledere” opfordrer til udenlandsk intervention, er med til at frastøde mange folk fra revolutionen.
For at den syriske revolution kan vinde er der derfor brug for:
• Revolutionen må afvise udenlandsk intervention.
• De uduelige ledere fra Syriens Nationalråd repræsenterer ikke revolutionen. I stedet må alle de revolutionære råd forbindes til et fælles revolutionært råd på nationalt plan, og der må forberedes en væbnet opstand, der kan marchere mod Damaskus.
• Arbejderklassen må kaste sin styrke ind i kampen gennem strejker, som var det der i sidste ende tilførte Mubarak-regimet dødsstødet i Egypten.
• Revolutionen må bevæbne sig med socialistisk politik for at vinde arbejderklassen og soldaterne i regimets hær.
