Det vakte en del skuffelse på venstrefløjen, da udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ikke ville stemme for Palæstinas optagelse i FN-organet UNESCO. Mange havde håbet og forventet, at S-R-SF-regeringen ville føre en helt ny udenrigspolitik. Der burde have været et grundlæggende brud med den borgerlige udenrigspolitik. Men det er blevet ved mindre ændringer, der i høj grad er af kosmetisk karakter.
Regeringen praler nu med, at den har givet den officielle palæstinensiske repræsentation en ny og opgraderet diplomatisk status. Desuden får repræsentationen – som nu altså hedder ”mission” lov til at bruge ordet ”Palæstina” om deres land. Det måtte de ellers ikke tidligere.
Når alt kommer til alt, er det en ”gratis omgang” for regeringen. Men det er endda tillige en meget lille én af slagsen. Palæstina er anerkendt som en selvstændig nation af et flertal af verdens lande. Danmark tilhører stadig det mindretal, der nægter at anerkende palæstinensernes ret. Eksempelvis er Venezuelas regering gået langt videre og har givet fuld diplomatisk status til Palæstinas repræsentanter. Men selv dette er relativt billigt. Det, der virkelig er brug for, er en revolutionær udenrigspolitik.
Imperialismen er fjenden
De danske kapitalister har i årevis underlagt sig USA’s udenrigspolitik for at opnå et ”godt forhold” til verdens største forbryderstat. De kriminelle krige i Irak og Afghanistan har været en del af denne handel. Dertil kommer røverkrigen i Libyen og krigen mod verdens fattigste mennesker i Somalia. Danske soldaters liv er blevet ofret for at Mærsk kan få kontrakter og øge sin profit. På den måde er den militære udenrigspolitik forbundet til den herskende klasses interesser.
Det store problem for palæstinenserne – ligesom for andre undertrykte nationer – er den imperialistiske verdensorden. De store banker og kapitalister, der styrer staternes politik, har ingen interesse i enhed mellem folkene i Mellemøsten. De ønsker, at folkene kan forblive splittede og dermed svage, fordi det letter udbytningen af folkene og udplyndringen af naturressourcerne. Spørgsmålet om Palæstinas befrielse er uløseligt forbundet til en uforsonlig kamp mod imperialismen.
Afskaf det hemmelige diplomati
Et vigtigt element i en revolutionær udenrigspolitik er en afskaffelse af det hemmelige diplomati. Alle traktater, pagter og andre rævekager, der nu er hemmelige, må offentliggøres. De tidligere lækager fra Wikileaks har vist en flig af alle de svinestreger og forbrydelser, som diplomaterne begår. Eksempelvis blev det sidste år afsløret, at de korrupte Fatah-ledere har tilbudt, at de israelske bosættere kan beholde Østjerusalem.
Der må være fuld åbenhed om udenrigspolitikken i alle detaljer. Alle forhandlinger må foregå åbent og under demokratisk kontrol. Faktisk var dette demokratiske skridt et af de første, som bolsjevikkerne tog efter revolutionen i 1917. En sådan åbenhed er ikke et ”moralsk” spørgsmål, men et demokratisk og praktisk spørgsmål om at kunne mobilisere arbejderne og ungdommen til en effektiv kamp mod imperialismen.
Revolutionen og arbejderpartierne
Den arabiske revolution rystede også Palæstina. De korrupte mafia-ledere fra Fatah blev tvunget til at lave en samlingsregering med de reaktionære ledere fra Hamas. Begge partiers ledere frygter at lide den samme skæbne som Mubarak i Egypten. Samtidig har den arabiske revolution også haft enorm virkning blandt israelske arbejdere og unge, som i efteråret afholdt de største demonstrationer i Israels historie. Hundredtusinder var på gaderne for at kræve social retfærdighed. Flere paroler var skrevet på arabisk, og bevægelsen skar igennem den nationalistiske splittelse, som generalerne og kapitalisterne prøver at spille på. Det viser klart, at potentialet for en samlet kamp mellem nationaliteterne er til stede. Desværre var det kun få på den palæstinensiske venstrefløj, der støttede denne massebevægelse. Men bevægelsen viste, at Israel også er et klassesamfund med rige og fattige, arbejdere og kapitalister.
På den danske venstrefløj har der i årevis floreret adskillige myter om, at araberne ikke er i stand til selv at rejse sig og gøre op med diktatorerne. Der har været myten om, at der aldrig kan være sociale protester i Israel. Der har været myten om, at den eneste vej frem er hattedameri, NGO’er og kapitalistisk diplomati. Den arabiske revolution har vist, at alle disse myter er uden indhold. Arbejderbevægelsen må i stedet opruste sit oprindelige grundlag: revolutionær internationalisme. Arbejderbevægelsen må arbejde og argumentere for en socialistisk omdannelse af hele Mellemøsten – og ikke mindst må den arbejde for en socialistisk revolution herhjemme til at gøre op med kapitalismens roderi. En sådan revolutionær inspiration vil være den bedste hjælp til palæstinensernes retfærdige kamp og andre undertrykte folk.
