Note fra redaktionen: Denne artikel blev skrevet umiddelbart efter demonstrationen den 11. marts – altså længe inden krigen imod Libyen blev vedtaget i FN. På grund af tekniske problemer har det ikke været muligt at offentliggøre den før nu. Imidlertid forklarer den glimrende de grundlæggende problemstillinger allerede inden begivenhederne begyndte at eskalere.

Fredag den 11. marts blev der afholdt en demonstration på Københavns Rådhusplads til støtte for de arabiske massers oprør. Initiativtagerne til demonstrationen var Mellemfolkeligt Samvirke, men en bred række af organisationer bakkede op, herunder Socialistisk Standpunkt.

Politiet siger, 600 deltog, men det er tydeligvis en enorm underdrivelse. Flere tusinde deltog.

Men demonstrationen rejser en række spørgsmål for den danske venstrefløj.

En af talerne på fredagens demonstration var Søren Pind, der er ny ”assimilationsminister”, som konferencier Omar Marzouk kaldte ham.

Én ting er, at Mellemfolkeligt Samvirke inviterer Søren Pind, en minister fra Venstre, der absolut ikke kan beskyldes for at være progressiv på nogen måde, som taler. Det mener vi, er forkert, men det vigtigste efter demonstrationen mener vi ikke, er hvorvidt og hvorfor Mellemfolkeligt Samvirke inviterede Søren Pind og Venstres Ungdom. Der var heldigvis ingen tvivl om, hvad flertallet af demonstranterne følte for Søren Pind, der blev mødt med omfattende buh-råb.

En helt anden ting er dog de mange repræsentanter for venstrefløjen, der var til stede, som talte til demonstrationen. Hvordan stillede de sig i forhold til Søren Pind og de borgerliges udenrigspolitik generelt? Hvad er deres indstilling til de arabiske masser?

Der er helt afgørende spørgsmål på spil her.

Hvad er et flyveforbud?
De arabiske masser kæmper en heroisk kamp, hvor de satser deres liv. Hvordan den vestlige arbejderbevægelse reagerer og støtter, kan være med til at afgøre udfaldet af kampen i Libyen, og ikke mindst hvor mange mennesker, der skal dø for Gaddafis hånd.

Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet talte blandt andet om nødvendigheden af at støtte et flyveforbud. Ingen andre fra venstrefløjen gik imod dette forslag.

Mange ærlige arbejdere og unge tænker: vi må gøre noget for at hjælpe de libyske masser imod Gaddafi. Men hvad betyder et flyveforbud? I alverdens medier taler de om et flyveforbud som humanitært, men et flyveforbud, og enhver anden form for militær intervention fra de vestlige imperialistiske magter, kan aldrig blive humanitært.

Et flyveforbud betyder, at en fremmed magt påtvinger sin vilje på Libyen. Det er helt ABC for socialister at rejse spørgsmålet: hvem skal da håndhæve dette flyveforbud og i hvilken interesse?

Formanden for SFU Pelle Dam sagde, at EU må på banen. Hvordan forestiller Pelle Dam sig, at Sarkozy, David Cameron, Berlusconi og Lars Løkke kan have noget som helst progressivt formål med en militær intervention i Libyen? Eller Obama for den sags skyld? Andre fremhæver FN. Hvad er FN andet end en samling af de samme magteliter, bare på verdensplan? De selv samme der har været med til at holde hånden over Gaddafi og som har solgt våben og støttet med militærekspertise til de arabiske diktatorer i årtier.

Krig om profit
Der må ikke herske nogen tvivl – en militær intervention fra ”verdenssamfundet” handler om intet andet end kontrollen over den libyske olie. En militær tilstedeværelse i Libyen vil omgående komme i direkte konflikt med det libyske folks kamp for frihed. Resultatet vil blive som i Irak, hvor vi de seneste uger har set regeringen åbne ild mod tusinder af fredelige demonstranter. Eller som i Afghanistan, hvor præsident yderst korrupte gangster-præsident Karzai, der ”vandt” det seneste valg ved massiv valgsvindel, kun bliver holdt oppe af de vestlige væbnede styrker.

Imperialisterne frygter, at det libyske folk får kontrollen over olierigdommene, og sætter en stopper for den vestlige dominans i landet, og dermed også sætter et eksempel for masserne i hele regionen.
I Tunesien og Egypten gik henholdsvis Ben Ali og Mubarak af, før folket nåede at gå så langt som i Libyen. Det afgørende skub til begge diktatorer var, da arbejderklassen gik ind på scenen i en massiv strejkebevægelse. I Tunesien og Egypten satser imperialisterne på, at de stadig kan få en ”ordnet overgang”, at de kan standse den revolutionære bølge. De satser på at installere nye regimer, – demokratiske eller ej – der kan sikre, at den private ejendomsret, at roen og ordenen sikres, at arbejderklassen ikke får kontrollen med økonomien, med andre ord at de store multinationale selskaber kan fortsætte med at trække profit ud af landene.

I Libyen er Gaddafi blevet siddende så længe, at folket har bevæbnet sig i kampen mod ham og har overtaget flere vigtige olieinstallationer – det er den eneste grund til at ”vesten” nu bekymrer sig om det libyske folk. De vil gøre alt i verden for at olierigdommene ikke falder i hænderne på de libyske masser – skulle det ske, vil vi se de selv samme gentlemen, der nu skråler op om demokrati, sige, at det libyske folk ingen ret har til at bestemme over andre menneskers private ejendom.

Revolutionær internationalisme i stedet for reformistisk forræderi
Socialisters opgave at forklare dette – at sige helt klart: Der findes ikke noget samlet ”Vesten”. De borgerlige forsøger at fremstille Vesten som én blok med fælles interesser. Men deres ”Vesten” dækker ikke over andet end imperialismens interesser, der har sikret imperialismens interesser i disse lande, stabilitet, lave oliepriser, billig arbejdskraft, billige råvarer og massiv udbytning. Deres nuværende omsorg har ingen anden interesse end profit og kontrol.

Den eneste støtte socialister kan give er den klassebaserede støtte. At de vestlige arbejdere og unge bekymrer sig for det libyske folk og ønsker at gøre noget er et sundt tegn på klassesolidaritet. Støtten må organiseres på klassebasis. Det er den vestlige arbejderbevægelses opgave at organisere den presserende støtte til det libyske folk på arbejderklassebasis. Først og fremmest gennem en politisk støtte til de libyske masser. Kampen mod Gaddafi og mod diktatorerne i resten af regionen kan kun ske gennem opstillingen af et revolutionært program. Det er første opgave: at kæmpe for at den vestlige arbejderbevægelse fremsætter klar klassebaseret støtte til de arabiske masser og klart bekæmper de borgerlige. At vi går imod en imperialistisk militær intervention i Libyen betyder ikke at vi er pacifister. Det libyske og resten af verdens folk har al ret til at bevæbne sig i kampen mod undertrykkerne, og kan de vestlige arbejderklasse hjælpe til med indsamling af penge til våben og den slags, mener vi, det må sættes i værk.

Et helt grundlæggende princip for socialister har altid været internationalismen. Marx forklarede, at arbejderklassen intet fædreland har. Kapitalismen er international. De arabiske diktatorer har været i stand til at sikre de vestlige kapitalister har sikret sig billig arbejdskraft ved at smadre arbejderklassens organisering og kamp. Det er blevet brugt til at presse løn og arbejdsforhold for arbejdere i hele verden.

Et klassespørgsmål
De arabiske massers kamp mod diktatorerne udgør starten på verdensrevolutionen – enhver af deres sejre, er en sejr for de undertrykte i hele verden, fordi det svækker imperialismen, det svækker de herskende klasser – det hjælper med andre ord de danske og resten af verdens arbejdere og undertrykte i kampen mod ”deres” herskende klasser. På samme måde er den bedste støtte, som vi kan give de arabiske masser, at kæmpe med al magt mod de herskende klasser i Danmark, i EU og i resten af verden.

Det er socialisters opgave, at stille dette helt klart op; at forklare at skillelinjerne ikke går mellem nationalitet, religion eller for den sags skyld demokratier og ”ikke-demokratier” men mellem klasser. Ved demonstrationen fredag d. 11 marts skete det modsatte desværre. Johanne Schmidt Nielsen, der

Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten fik det største bifald på demonstrationen. Johanne Schmidt Nielsen understregede gentagne gange, at de arabiske massers kamp er en kamp for demokrati. Men Søren Pind og formanden for Venstres ungdom talte også om demokrati.

Johanne Schmidt Nielsen forklarede ikke hvorfor de arabiske massers krav om frihed og demokrati står i skærende modsætning til Søren Pinds opfattelse af demokrati.

”Vesten” har siden årtusindeskiftet fremført ideen om at de arabiske befolkninger ikke selv kunne indføre demokrati, men at ”vesten” måtte komme og hjælpe til og for eksempel vælte Saddam Hussein. Den arabiske revolution viser at det er helt forkert – de arabiske masser er absolut i stand til at gennemføre forandring selv, og ser vi på erfaringen fra Irak er det tydeligt at en bevægelse for forandring kan kun ske gennem de arabiske masser selv, den kan ikke komme udefra. Demokrati er ikke det samme for dem der undertrykker og de undertrykte.

For de, der undertrykker, betyder demokrati og frihed, retten til at undertrykke andre – og de store demokrater i ”Vesten”, støtter gladeligt bombningen at Afghanistan og Irak, de støtter gladeligt torturfængslerne under disse diktatorer, de støtter gladeligt kvindeundertrykkelsen, forfølgelsen af politiske oppositionspartier og bevægelser, knægtelse af alle faglige rettigheder, nægtelse af ytringsfriheden – så længe det sikrer stabilitet, så længe det sikrer lave oliepriser, så længe det sikrer store profitter. Når ledere for den danske venstrefløj går på talerstolen og siger, at ”vi i Vesten” kan lære de arabiske masser om demokrati, må det siges at være intet mindre end skandaløst. Tværtimod de danske arbejdere og unge har meget at lære fra de arabiske massers revolutionære kamp. Når ledere af den danske venstrefløj fra talerstolen appellerer til EU, så må det siges, at de fører folk bag lyset. Det er netop i ”demokratiets” navn, at ”vesten” fører krig i Irak og Afghanistan.

Det er venstrefløjens opgave at forklare at ”demokrati” ikke er et begreb der står over klassemodsætningerne. Roden til situationen i de arabiske lande med diktaturer, høj arbejdsløshed, fødevaremangel og undertrykkelse, kort sagt alt det de arabiske masser er i oprør imod, findes i den selv samme situation som de borgerlige verden over forsvarer, kapitalismen på verdensplan. Helt centralt i de borgerliges demokratiopfattelse står forsvaret af ”den private ejendomsret”, for dem betyder internationalisme kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.

SFU-top arm i arm med de borgerlige
De vestlige kapitalister har brug for et marked med billig arbejdskraft, hvor de kan udtrykke ekstra store profitter, for billige råvarer – det er til dels undertrykkelsen af disse lande, der har været med til at de kunne tolerere forholdsvis demokratiske forhold i de ”vestlige” lande. Kapitalismens verdensomspændende krise betyder også her et frontalt angreb på arbejderklassens ”demokratiske” rettigheder i Vesten. I USA er den ene delstat efter den anden ved at ophæve retten til kollektiv faglig organisering og forhandling af overenskomster. Er det de demokratiske rettigheder, Vesten skal indføre i de arabiske lande?

Skal demokratiet og friheden virkelig indføres for det arabiske folk kan det kun ske gennem et opgør med imperialismen, i egne lande, altså et opgør med kapitalismen på verdensplan.

Når venstrefløjens ledere i Danmark bruger den samme retorik om demokrati og frihed fra samme talerstol som Søren Pind og Venstres Ungdom, tilslører de dette forhold. De kommer frivilligt eller ufrivilligt til at fremstille det som om ”demokrati” kan adskilles fra klasseinteresser, som om ”Vesten” vil lade de arabiske masser bestemme selv. De tilslører de sidste 100 års historie.

Formanden for SFU, Pelle Dam, blev præsenteret sammen med formanden for Venstres Ungdom, Jakob Engel Schmidt, på scenen; som repræsentanter for ”den danske ungdom. Formanden for VU gentog igen og igen at ”den danske ungdom” stod sammen om at støtte op om kampen for demokrati og frihed i de arabiske lande. Pelle Dam talte lige efter Jakob Engel Schmidt. Pelle Dam kritiserede ikke en eneste gang i sit indlæg Venstre eller de borgerlige, han forklarede på intet tidspunkt at VU og SFU står for to modstridende interesser. I stedet brugte Pelle Dam sin taletid på at forklare om behovet for et flyveforbud og intervention fra EU.

Udstil hykleriet, kæmp for revolution
Det er socialisters opgave at forklare at de vestlige lederes snak om demokrati ikke er andet end skalkeskjul for fortsat udbytning af arbejderne, for angreb på enhver social rettighed. For arbejdere, unge og undertrykte i såvel de arabiske lande som ”Vesten” handler demokrati ikke om retten til at sige hvad man mener, at stemme hver fjerde år – det er selvfølgelig rettigheder vi forsvarer – men det handler om retten til at have et job, at kunne få mad på bordet at kunne sikre sine børn en tryg fremtid. De demokratiske krav kan ikke adskilles fra de sociale krav – kampen for demokrati kan ikke adskilles fra kampen om hvilket samfundssystem der skal indføres i disse lande. De vestlige ledere de nye regimer i Tunesien og Egypten ikke give de arabiske masser hvad de kræver, de kan ikke give dem arbejde, brød og frihed. Det kan ikke sikres så længe kapitalismen eksisterer som system.

Kampen for frihed for arbejderklassen, for virkeligt demokrati for de undertrykte, er en fælles kamp mellem arbejderne i Madison Wisconsin, der har besat senatsbygningen, de danske arbejdere der strejkede mod efterlønsangrebene, de franske, græske, spanske og portugisiske arbejdere, der kæmper mod den ene nedskæringspakke efter den anden, og ikke mindst de arabiske masser, der kæmper for retten til at bestemme over eget liv og skæbne.

Det er socialisters hovedopgave: At tegne klasselinjerne fuldstændig klart op, at udstille de borgerliges hykleri, og frem for alt at sige klart – de borgerlige står på den anden side af barrikaden – deres politik modarbejder den arabiske revolution, modarbejder de arabiske arbejdere og unge, ligesom de modarbejder de danske arbejdere og unge. Al samarbejde med dem må brydes – al klassesamarbejde må ophøre – for international arbejdersolidaritet.