Børsen skriver den 3. februar en leder med overskriften ”større krav til dansk produktivitet”. Lederen handler om industriens nye overenskomst, som de tilsyneladende er glade for. Faktisk er det svært at finde nogle negative bemærkninger om overenskomsten hos de danske kapitalisters dagblad.

Børsen starter med at sige:
”Det er positivt, at Danmark undgår en konflikt som den, det trækker op til i Tyskland, men det er afgørende, at de lokale lønforhandlinger respekterer, at der allerede er givet en pct. ved de centrale forhandlinger (…)”.

Altså: arbejderne skal ikke forvente, at det bliver nemt at hente ret meget i de lokale lønforhandlinger. Det er en økonomisk krigserklæring mod arbejderne på de danske industrivirksomheder.

Børsen fortsætter med at fortælle om Nordeas fremskrivninger, der spår en større produktivitetsstigning i Danmark end i udlandet. Børsen fortæller, at det imidlertid ikke er tilstrækkeligt til at vende den samlede ”lønkonkurrenceevne” (altså hvor meget de danske arbejdere får udbetalt i forhold til arbejdere i udlandet), så de danske arbejdere får udbetalt mindre i forhold til produktionen, end arbejdere i for eksempel Tyskland eller England. Det behager ikke Børsen, der skriver:
”Det er denne prognose, virksomhederne kan og bør gøre til skamme ved at hæve produktiviteten mere, end økonomerne tør love. Det er ikke nødvendigvis en umulig opgave.”

Her får vi at vide, at det er muligt at få de danske arbejdere til at producere mere for en relativt mindre løn. Og nu vil Børsen fortælle os hvordan:

”En kombination af øgede investeringer, ikke mindst i IT, og en smidigere tilrettelæggelse af arbejdet, typisk i samarbejde mellem virksomheden og dens medarbejdere.”

Børsen foreslår altså, at man må investere mere. Men det er ikke nok. Arbejderne må arbejde ”smidigere” – det vil sige, hurtigere og på arbejdstider, som arbejdsgiverne fuldstændig selv tilrettelægger. Det er ikke en tilfældighed, men afspejler den krise, som kapitalismen befinder sig i. Karl Marx forklarede, at kapitalismen bevæger sig i op- og nedture, og at der ikke findes en ”endelig” krise under kapitalismen. Intet opsving kan vare ved, og enhver krise under kapitalismen vil ikke vare for evigt. Kapitalismen vil komme ud af krisen igen. Men det sker ved at skære på arbejdernes rettigheder og ved at presse deres arbejdskraft endnu hårdere. Og det er præcis det, som Børsen nu foreslår. Ganske forudsigeligt. Og ganske forfærdeligt.

Individuel versus solidarisk pension
Mange politikere, konsulenter og højtlønnede ”eksperter” fortæller os med jævne mellemrum, at vi ikke kan regne med en ordentlig folkepension – hvis vi overhovedet kan regne med en. Derfor skal vi have private pensioner, siger de. For der er ikke råd til at give pension til folk, der har haft over 40 år eller mere på arbejdsmarkedet. De taler om ”ældrebyrden”.

Kapitalisternes arrogance er aldeles skamløs. Deres slogan er ”arbejd til du dør!” Det er tingenes tilstand i hele Vesteuropa i starten af det 21. århundrede. Hvor man i 60’erne og starten af 70’erne blev ved med at udvide velfærden og opbygge en tålelig tilværelse for arbejderklassen, er alt det nu blevet til det modsatte. Nu er alle de tilkæmpede rettigheder – lige fra børnecheck over SU og boligstøtte til folkepension – under angreb.

Det er i det lys man skal læse videre i Børsen:
”Samfundsøkonomisk er det positivt, at både arbejdere og funktionærer får forhøjet deres pensionsbidrag fra 9 pct. til 10,8 pct. Og det vil, selv om det ikke er hensigten, gøre velfærdsreformer politisk mere gennemførlige på langt sigt. Flere bedre stillede, selvfinansierende pensionister giver helt nye muligheder.”

Når Børsen skriver ”nye muligheder” glemmer de at tilføje, hvad de mener: for at ødelægge den solidariske folkepension. Det er det, der er sagens kerne. Det er flere gange blevet nævnt på tillidsmandsmøderne op til overenskomstforhandlingerne, at fagbevægelsen må holde op med at gå ind for private pensioner og i stedet kæmpe for en høj, solidarisk folkepension for alle. Desværre har forhandlerne ikke lyttet til det.

Strejkeret til alle!
Dennis Kristensen, formand for FOA, har for nylig annonceret, at han ønsker at indgå aftaler med de kristelige og opgive strejkeretten på disse områder. Det er en afvæbning af arbejderne, som under ingen omstændigheder kan accepteres. Strejkeretten er en grundlæggende demokratisk rettighed, og strejkevåbenet er det eneste magtmiddel, arbejderklassen besidder, da arbejderne ikke selv råder over fabrikker, banker, skibe, fly og massemedier. Vi har kritiseret dette, og marxisterne vil altid stå for arbejdernes fulde ret til at strejke.

De danske arbejdere har de seneste år udført utrolig mange strejker. At vi ligger på ”førstepladsen” i Europa med 462 strejkedage per 1000 indbygger i årene 1998-2002 skyldes til dels storkonflikten i 1998, og også pædagogstrejkerne i 2000 og 2002 spiller en vis rolle. Men det er helt tydeligt, at der er utrolig mange lokale strejker, der aldrig bliver spredt længere ud end enkelte arbejdspladser. Disse overenskomststridige strejker medfører store bøder, så det er klart, at det absolut ikke er for sjov, at arbejderne strejker. Det viser derimod den store utilfredshed, som er ophobet i det danske samfund.

CO-Industri skriver blandt andet om den nye overenskomst:
”Der indføres en række bestemmelser, der skal forhindre arbejdsuro i at bryde ud, samtidig er det aftalt at i tilfælde af, at overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fører til produktionstab, der skal indhentes ved overarbejde, skal dette ske uden overarbejdstillæg.”

Ud over at det er et angreb på overarbejdsrettighederne, så er dette et uhørt angreb på den demokratiske ret til at strejke. Arbejderbevægelsen må klart afvise alle indskrænkninger i strejkeretten. Væk med alle antistrejke- og blokaderegler! For fuld frihed til at strejke mod alle angreb på arbejdernes rettigheder!

Hvad må der til?
Den danske arbejderklasse har gennem opsvinget i 1990’erne accepteret ”individuelle løsninger” som overarbejde, mere pres og jag på arbejdsmarkedet. Det skyldes til dels, at der var et begrænset opsving, som gav håb om bedre tider, og dels, at lederne for arbejderbevægelsen ikke opsatte noget egentligt alternativ. I samme periode så vi en jævnt fremadskridende nedbrydning af velfærdssamfundet. DR har tidligere dokumenteret, at den reelle ungdomsarbejdsløshed faktisk var steget fra 11 procent i 1990 til 11,8 procent i 2001 – i en periode med noget, der skulle forestille et opsving!

Al snak om at klassekampen er død er blot ønsketænkning fra de borgerlige. Alene det faktum, at de er nødt til at gentage det igen og igen, er et bevis for, at klassekampen er lyslevende – hvorfor skulle man bruge så megen energi på noget, hvis det var uden betydning? Og strejketallene fra de danske arbejdere siger det helt klart: klassen er klar til kamp! Nu mangler vi bare, at ledelsen er det. Hvis ikke ledelsen for den danske fagbevægelse vil stille sig i spidsen og kæmpe for kravene fra arbejdspladserne, må de erstattes af andre, der vil. Fagbevægelsen må stoppe de borgerliges angreb på velfærden og kæmpe for en høj mindsteløn, en rimelig arbejdstid og ordentlige forhold for ungarbejdere og lærlinge. Hvis ledelsen går til kamp på et klart program, holder kampagnemøder på arbejdspladserne og udarbejder et perspektiv om nationalisering af de store virksomheder og banker under arbejdernes egen demokratiske kontrol, er der ingen der vil kunne stoppe dem.