Den 5 juli ankom Bush til København, og det officielle Danmark var begejstret. Men langt fra alle delte denne begejstring.
Allerede tirsdag aften var der protester i form af koncert i både Århus og Købehavn. I København var koncerten en del af Live8 ”make poverty history”, og trods regnvejr tiltrak koncerten omkring 1000 mennesker. Ud over hele verden har hundredtusindvis af mennesker deltaget i koncerterne og vist, at den almindelige befolkning bekymrer sig om fattigdommen i Afrika. Men hvilket politisk alternativ mødes alle disse mennesker med? En appel til verdens ledere, heriblandt Bush, om at tage hensyn til de fattige og den slags. Men hvis disse ledere af verdens rigeste lande virkelig ville gøre noget ved problemerne, ville de have gjort det for længst – alle små børn i den vestlige verden kender til fattigdommen i Afrika – det kan ikke være på grund af uvidenhed, at de endnu ikke har gjort noget. Det er muligt, at denne folkelige opmærksomhed kan få verdens ledere til at reagere, men en rigtig løsning vil aldrig kunne findes så længe det er de store virksomheders interesser der dominerer verdensøkonomien.

Selvom Bush skulle fejre sin fødselsdag hos Anders Fogh, blev der alligevel tid til at diskutere lidt politik. Fogh havde besluttet, at diskussionen skulle handle om Afrika – måske meget belejligt at gå uden om den folkeligt upopulære Irakkrig, for ikke at tale om Bush’ holdning til abort, homoseksuelle og miljø. Efter mødet annoncerede Fogh, at der var masser, de kunne blive enige om omkring Afrika – men det er da vist ikke noget at være stolt af. De blev enige om, at problemerne skulle løses, men at en del af dem skyldtes afrikanerne selv; at regeringsførelsen var gået fejl i mange afrikanske lande. I Irak krævede en bedre regeringsførelse en besættelsesstyrke, der nu er på ubestemt tid, med utallige civile døde. Hvis det er midlet, ser det ikke lyst ud for den afrikanske befolkning. Men det essentielle problem for Afrikas befolkning er fattigdom, krige og sygdomme. Men der var ingen snak om ophævelse af patenterne på medicin, og ingen reel løsning på fattigdomsproblemerne. Måske kan G8 enes om at give flere penge i ulandsbistand, men det store problem er manglen på økonomisk udvikling. Og her er problemet mere komplekst, fordi kapitalismen ikke levner plads til, at underudviklede lande kan opbygge en industri i konkurrence med de avancerede kapitalistiske lande. Det eneste, der kan løse problemet, er en socialistisk omvæltning – ikke noget som hverken Bush og Fogh kan støtte, tværtimod.

Bush’ besøg blev da også mødt af massive protester. Der var en stor demonstration onsdag med ca. 20.000 deltagere – midt i ferien kl. 14.00. Busser var kørt ind fra hele landet og flere og flere samledes foran den amerikanske ambassade.
Over hele landet var der startet ”Stop Bush”-grupper, hvor især unge mennesker samledes for at være med til at give Bush modstand. Dette var en imponerende demonstration af ungdommens energi og entusiasme for at ændre samfundet. Dette aktive lag af unge mennesker viser, at ungdommen absolut ikke er passiv og degenereret, som nogle borgerlige gerne vil fremstille det. Tværtimod er den politiske bevidsthed hos unge begyndt at vækkes, hvilket vi også så ved ”Stop Nu”-demonstrationerne i efteråret, hvor titusinder af unge gik i aktion mod nedskæringerne på uddannelse.
Hvis den store modstand mod Bush-regeringens imperialistiske politik skal gøres konkret i fremtiden, må den finde en vej til arbejderbevægelsen. De aktive unge i ”Stop Bush”-grupperne må bære deres entusiasme ind i arbejderpartierne, fagbevægelsen og de unges masseorganisationer og kæmpe for, at disse organisationer tager et program op, der vil give imperialismen og nedskæringspolitikken modstand.

Bannere til demonstrationen havde slagord som ”En anden verden er nødvendig”, ”Bush er terrorist”, ”Drop Bush, not bombs”, ”Nej til USA’s statsterror mod Cuba” og ”Stop Bush og Fogh”.
Der var en god stemning i demonstrationen og de fleste holdt ved helt til enden. Blandt talerne var formand for SF, Villy Søvndal og Folketingsmedlem for Enhedslisten Line Barfod.

Villy Søvndal sagde blandt andet:
”Man skal vælge sine venner med omhu, og Anders Fogh har udvist en fatal mangel på dømmekraft i sit valg af venner. Der bør i sig selv diskvalificere ham som statsminister.”
Og: ”Rejs hjem, Bush. Hjem fra Danmark og hjem fra Irak.”

Det er helt rigtigt, at modstanden mod Bush’ politik kædes sammen med modstanden mod den borgerlige regering og bestræbelserne for at få en ny regering, der vil sætte en stopper for imperialistiske krige, stoppe nedskæringerne på velfærden, afskaffe arbejdsløsheden og i opruste den ramponerede velfærdsstat. SF må holde fast og kræve, at en ny regering af arbejderpartierne stopper med at ligge under for imperialisternes dominans og vil føre en udenrigspolitik, der baserer sig på arbejderklassens interesser over hele verden.

Line Barfod talte imod terrorlovgivningen, som indskrænker almindelige menneskers rettigheder og den amerikanske mishandling af fanger. Til slut sagde hun, at:
”Handling kan skabe forvandling, og der er i denne tid brug for alle kræfter. Det er ikke en kamp vi kan vinde alene. Udelukkende ved at stå sammen både lokalt og med mennesker over hele jorden, kan vi udfordre den politik som Bush og Fogh er bannerførere for.”
Line Barfod har helt ret i, at der er brug for en alliance over hele verden, hvis der skal sættes en stopper for imperialismen. Men hun kom desværre ikke ind på, hvem der skal være i den alliance.
Det er ABC for marxister, at arbejderklassen må med og gå forrest i kampen, hvis man skal kunne slå de borgerlige tilbage. Uanset hvor mange unge studerende, der går på gaden, vil det ikke i sig selv rokke ved noget væsentligt, selv om det kan påvirke arbejdernes bevidsthed. Kun arbejderklassen har magten til at stætte samfundet i stå gennem arbejdernes stilling i produktionen. Dette må siges højt og tydeligt; Imperialistisk krig er imod arbejderklassens interesse. Der går en lige linje fra besættelsen af Irak til angreb på dagpenge, SU og efterløn. Disse angreb er ikke tilfældige, men skyldes, at kapitalismen ikke længere er i stand til at spill en progressiv rolle. Kapitalisterne må afvæbnes, og kun den internationale arbejderklasse kan gøre det.

Det, der er brug for, er et klart politisk svar – ikke appeller til verdens ledere. Vi må selv ændre verden, vi kan ikke regne med at verdens ledere vil gøre det for os. Men rapporten i medierne var mindre positiv; de eneste protester, der fik massiv dækning, var et par hundrede såkaldte autonome, der kom i slåskamp med politiet under en ”reclaim the streets” demonstration. Hvordan det at kræve gaderne tilbage kan ændre verden er svært at sige, men et er sikkert; det spiller lige ind i medierne og de borgeliges kram; de der, der demonstrerer mod Bush og vil en anden verden er vooldspsykopater – og almindelige mennesker, der ikke deltog, bliver bange for at deltage i demonstrationer i fremtiden – de vil ikke ud og slås med politiet. Det eneste disse ”små” avantgarde demonstrationer gør, er altså at splitte demonstrationen og skræmme folk fra at deltage – højst sandsynligt det modsatte af hvad de vil opnå.

Det eneste, der kan sikre en anden verden er arbejderklassens deltagelse. I demonstrationen onsdag var der primært unge, men også nogle fagforeninger deltog med faner. Ungdommen er en vigtig faktor, men de unge må appellere til arbejderne om at gå med. Kun sådan kan Bush Fogh stoppes og smides ud sammen med det system, de er kransekagefigurer for.