Denne artikel om valgresultatet i i Storbritannien er skrevet af vores søsterorganisation i England Socialist Appeal. Analysen er særdeles interessant da vi i Danmark selv står midt i en valgkamp og der er flere vigtige lektier i det engelske valg for socialister. Artiklen blev første gang bragt på www.socialist.net d. 8. maj.

I dag [8. maj] fejrer storkapitalen og finansspekulanterne fra City of London at deres venner i Tory Partiet (Konservative) sejrede I valget. Champagnepropperne springer og aktiekurserne stiger. De riges parti er tilbage i sadlen og det med et uventet flertal i House of Commons. Det vil blive de riges regering: af de rige og for de rige. De superrige med deres formue i skattely vil drage et lettelsens suk.

I modsætning hertil er millioner af arbejdere vågnet i dag med bange anelser, ved nyheden om at Cameron og hans kumpaner er lykkedes i at snige sig tilbage til magten, om end med et lille flertal. Storbritanniens arbejdere står nu over for flere år med Tory-angreb og nedskæringer, når de skal tvinges til at betale for kapitalismens krise. Nedskæringerne på velfærden på 12 milliarder pund (ca. 125 mia. kroner), som de Konservative har annonceret, vil ramme samfundets mest sårbare: de syge, de gamle og de svage. Unge og kvinder vil især få den fulde styrke af de Konservatives nedskærings-grønthøster at føle.

Liberalt kollaps

Valget vil markere et stort skifte i britisk politik. I årtier var der kun tre partier som talte i Westminster: Tories, Labour og de Liberale (nu omdøbt til Liberal Democrats). Men sidstnævnte er blevet knust. Liberal Democrats har modtaget deres retfærdige straf fra vælgerne, for at være gået i seng med de Konservative. De ses retfærdigvis som ”partners-in-crime” i koalitionen, og led total ydmygelse og valgmæssig udslettelse. De tabte 49 parlamentsmedlemmer, hvilket efterlod dem med bare otte tilbage i parlamentet.

Vince Cable (Erhvervsminister), Danny Alexander (Vicefinansminister), og Ed Davy (energiminister), alle fra de Liberale, mistede alle deres plads på grund af deres forræderi og opportunisme. Deres leder, Nick Clegg, var akkurat i stand til at holde fast i sin plads, som resultat af at nogle højrefløjsfolk stemte taktisk på ham i hans valgkreds i Sheffield. Men andre veteraner fra Liberal Democrats, såsom Simon Hughes og Charles Kennedy blev helt uceremonielt sparket ud. Og trods det, at Clegg blev genvalgt, måtte han, på grund af det katastrofevalg partiet oplevede, krybe til korset og træde tilbage som formand for partiet.

”Blair-isterne kredser over kadaveret efter Milibands nederlag”

Lederen for det socialdemokratiske Labour lovede at han kunne levere en sejr. I stedet led Labour dets værste nederlag siden 1987. Stående overfor udsigten til endnu fem år med en Tory-regering, vil Labours støtter nu rive sig i håret og undre sig over hvad der gik galt. Det lykkedes partiet at vinde 23 færre sæder end det havde under Gordon Brown i 2010. Symbolsk mistede Ed Balls, Labours såkaldte skygge-finansminister og arkitekten bag Labours ”milde” nedskæringsprogram, sit sæde til en Konservativ. Jim Murphy, den nyvalgte højrefløjs-leder for Labour i Skotland, blev besejret og det samme blev Labours kampagneleder Douglas Alexander.

Så stor var skuffelsen, at Ed Miliband trådte tilbage som Labours leder og åbnede vejen for et nyt formandsvalg. Givet de nye rigide valg-regler, bliver der ingen kandidat til posten fra partiets venstrefløj. Allerede nu, er unge, ivrige repræsentanter fra en ny generation af ”Blair-ister”, den ene mere frastødende end den anden, ved at falde over hinanden, i deres iver for at få jobbet.

Det synes utroligt, at Labour, efter fem år med smertefulde spareprogrammer, fejlede totalt i at besejre de Konservative. Skylden for dette ligger udelukkende på skuldrene af højrefløjs-ledelsen, som ikke var i stand til at bekæmpe de Konservative seriøst og som præsenterede et program der ikke gav vælgerne noget klart alternativ til Camerons besparelser. Det er sandt, at under valgkampen gjorde Miliband et vagt forsøg på at distancere sig fra de Konservative og de liberale, men det var for halvhjertet og alt for sent.

At Labours ledelse satte al deres lid til en “smart,” overbetalt amerikansk rådgiver viste sig katastrofal. Efter fem år med ”det-synes-jeg-også-politik” ser folk med skepsis på Labours løfter. Og hvem kan klandre dem for det? På side ét i Labours manifest indtager behovet for yderligere nedskæringer og besparelser en prominent plads. Et program baseret på flere nedskæringer kunne ikke inspirere folk til at stemme på Labour. Det viser resultatet klart.

Udmanøvreret af SNP

Som det kunne forventes skyder Blair-isterne og de Konservative medier skylden for Labours nederlag på at de var “for venstreorienterede” og erhvervsfjendtlige. Men det står i kontrast til den virkelige stemning, som det blev vist i Skotland, hvor SNP (Scottish National Party) succesfuldt angreb Labour fra venstre.

Scottish National Party appellerede til vælgerne ved at stå fast på et program imod besparelser, nedlæggelse af Trident (Storbritanniens atomprogram) og andre radikale forslag. De spillede anti-Tory-kortet og tilbød at støtte op om en Labour-regering, hvis den var parat til at bekæmpe nedskæringer – et tilbud som Ed Miliband på tåbelig vis afslog. Som konsekvens heraf gik SNP fra seks til 56 parlamentsmedlemmer. Det er intet mindre end en politisk Tsunami i Skotland, hvor de fik 50 procent af stemmerne. De tre andre Westminster-partier blev reduceret til bundskrab, med bare et enkelt parlamentsmedlem hver.

I hvad der sandsynligvis er historiens største stemmeskred, tabte Labour 40 parlamentsmedlemmer til SNP med ét slag, inklusiv Gordon Browns gamle valgkreds. SNP oplevede et stemmeskred på 39% fra Labour i Glasgow nordøst. Lignende stemmeskred fandt sted over hele Skotland.

Denne seismiske transformation afslører løgnen om, at folk frastødes af venstreorienteret politik. Labour havde engang en solid base i Skotland, men er i årevis drejet til højre. Partiet har forladt socialistisk politik og svigtet folk.

Mange tidligere Labour-vælgere forklarede, at de ikke havde forladt Labour, men at Labour havde forladt dem. Der var mange henvisninger til Tony Blair og Irak-krigen. Det faktum, at Labour havde holdt med de Konservative og Liberal Demokraterne i folkeafstemningen om skotsk uafhængighed, var også en stor faktor i partiets stemmemæssige kollaps. Alle Westminster partierne, inklusiv Labour, var blevet miskrediteret. De blev set som en del af det rådne britiske Etablissement.

Farvel, Nigel

Der var nogle lyspunkter for Labour, f.eks. i London hvor partiet klarede sig godt. Det blev gentaget i Manchester, Liverpool, Birmingham, i virkeligheden i alle de industrielle byområder.

Selv UKIP, som fremstillede sig som et anti-etablissementsparti har ædt sig ind på potentielle Labour-vælgere, især i den nordlige del af England. Labour vandt nogle konservative pladser, men mistede også nogle pladser til de Konservative.

Det meget bebudede gennembrud for UKIP materialiserede sig aldrig. Det lykkedes dem at fastholde et parlamentsmedlem, der tidligere var hoppet fra de Konservative i Kent, men mistede et andet. Heller ikke UKIP’s leder, Nigel Farage, formåede at vinde en plads. På baggrund af dette choknederlag, indgav han sin afskedsbegæring. Men UKIP er ingenting uden Farage, især efter at de Konservative har overtaget deres politik, ved at love at afholde en folkeafstemning om hvorvidt man skal være uden for eller inden for Europa.

De Grønne, der gik til valg på et anti-spareprogram, øgede deres andel af stemmerne. Omkring en million mennesker stemte på de Grønne, herunder et betydeligt lag af radikaliserede unge. Caroline Lucas, de Grønnes eneste parlamentsmedlem for Brighton Pavilion, øgede sit flertal. Men andre steder formåede de Grønne ikke at vinde en plads, takket være et valgsystem der er skævvredet imod mindre partier.

EU-exit og opbrud af Storbritannien

Cameron har formået at klemme sig ind i Downing Street Nr. 10 (premierministerens bolig) – det er første gang partiet har vundet et flertal siden 1992. Men med et lille flertal vil dette ikke være en stabil regering. Spørgsmålet om den lovede folkeafstemning vedrørende Europa i 2017 vil åbne alvorlige splittelser op inden for deres rækker.

Vi så, hvilke problemer de Konservative fik under John Major, der refererede til sine menige parlamentsmedlemmer som “bastards”. Den afgørende del af den britiske kapitalistklasse ønsker ikke, at Storbritannien skal forlade EU. Men det er muligt, at de kan tabe en folkeafstemning om Europa, med katastrofale konsekvenser.

Tilsvarende, hvis der blev holdt en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed, er det meget sandsynligt, at et flertal ville stemme ja. Det er indlysende, at SNP vil feje alle modstandere til side i valget til Holyrood (det skotske parlament) i 2016. Med sin opportunistiske promovering af engelsk nationalisme af partipolitiske årsager, har Cameron leget med ilden. En konservativ regering, der gennemfører dybe nedskæringer, vil skubbe det skotske folk længere i retning mod uafhængighed og opløsningen af Den Britiske Union.

Den nye konservative regering vil være ustabil, med latente splittelser og kriser lige under overfladen. Selvom der ikke var nogen massebevægelse rettet mod den tidligere koalitionsregering, på grund af Labours og fagforeningsledernes svigt, er der opbygget en kolossal vrede i arbejderklassen, der kan eksplodere under den næste regeringsperiode. Når de Konservative intensiverer nedskæringspolitikken, kan de meget hurtigt blive mødt med massemodstand i gaderne. De faglige ledere vil ikke være i stand til at holde denne vrede tilbage for evigt. Imod deres vilje, vil de blive skubbet først ud i semi-opposition og så ud i direkte opposition.

Turbulens, krise og kamp forude

Situationen i Storbritannien har aldrig været så ustabil. Den underliggende følelse af utilfredshed vil intensiveres. Problemet er, at det endnu ikke har fundet et direkte politisk udtryk, undtagen i Skotland. Den konservative “flertals” regering hviler i virkeligheden på bare 35% af de afgivne stemmer (og 24% af den samlede vælgerskare), hvilket er langt fra solidt. Når dens sande karakter udstilles, vil den snart miste sin legitimitet i millioner af menneskers øjne. Deres løfter om et nyt “opsving” vil vise sig at være en stak løgne. Forsøget på at skabe balance i budgettet, mens økonomien bremser op, vil øge arbejdernes elendighed.

Som krisen i Europa spreder sig, vil yderligere nedskæringer blive krævet. Målet om at reducere de offentlige udgifter til før-krigs niveau vil betyde en tilbagevenden til leveforhold som under Viktoria tiden for mange og skabe en stemning af vrede og massiv modstand mod den konservative regering. Den gennemførte kun 40% af nedskæringerne i dens sidste regeringsperiode, nu følger yderligere 60%.

I takt med, at de Konservative strammer skruen, vil de rige blive rigere og de fattige stadig fattigere. Dette er opskriften på åben klassekrig i Storbritannien. Politikken med at lappe på kapitalismen, som Labour-lederne fremfører, har vist sig at være en fuldstændig fiasko. I stedet for at efterabe de Konservative, må arbejderbevægelsen kæmpe på et program for at ændre samfundet. Der er ingen vej ud for arbejderne på kapitalismens grundlag – kun flere nedskæringer og øget elendighed. Kun en revolutionær omdannelse af samfundet i retning af socialisme kan tilbyde en vej ud af dette mareridt.

Kun ved at overtage de vigtigste dele af økonomien – bankerne, forsikringsselskaberne og de store monopoler – kan vi demokratisk planlægge økonomien til gavn for det arbejdende folk. På dette grundlag kan vi tilbyde vellønnede job, anstændige boliger og gratis uddannelse til vores børn. Ressourcerne ville være der til at øge levestandarden massivt og fjerne kapitalistisk nedskæringspolitik. Briterne skriger efter et radikalt program. Hvis et sådant program blev fremsat, ville det vinde en jordskredssejr overalt.

Dette valg er ikke enden, men kun begyndelsen. Vi er gået ind i en stormfuld periode internationalt. I Storbritannien vil klassekampen intensiveres i den næste periode. Vi må være rustet til dette. Kun de marxistiske ideer kan forberede arbejderklassen på en eksplosiv periode med skarpe og pludselige skift. Opbygningen af den marxistiske tendens er en presserende opgave, der ikke kan vente.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 10 – juni 2015. Tegn abonnement og modtag den trykte udgave 10 gange om året.