Søndag den 15. august var der valg i Venezuela. Afstemningen drejede sig om, hvorvidt præsident Hugo Chavez skulle blive siddende på posten til valgperioden udløber i 2006, eller om han skulle afsættes nu. Chavez står i spidsen for det, han kalder den ”bolivariske revolution”, opkaldt efter den latinamerikanske frihedshelt Simon Bolivar.
Sociale reformer
I løbet af Chavez’ regeringstid er der blevet startet sociale programmer for uddannelse og adgang til lægehjælp for alle. Indsatsen har været koncentreret om de mange mennesker i Venezuela, der lever i dyb fattigdom i slumkvartererne.16 millioner, som aldrig før har set en doktor, har nu adgang til lægehjælp. Og millioner af tidligere analfabeter er i gang med at lære at læse og skrive. Derudover er der blevet delt over 2 millioner hektar land ud til jordløse bønder. Disse fremskridt har kunnet lade sig gøre fordi regeringen har grebet en smule ind i olieindustrien og mod godsejerne. Men set i forhold til den samlede olieproduktion, er det stadig meget lidt, der er taget fra de store udenlandske firmaer.
Oppositionen ejer medierne
Afstemningen viste en opbakning til Chavez og den revolutionære proces. Oppositionen, som stod bag et mislykket kupforsøg i 2002, led et klart nederlag og fik kun 41 procent af stemmerne mod 59 procent til Chavez. Dette på trods af, at langt størstedelen af medierne i Venezuela – alle de private aviser, radio- og tv-stationer – åbent støtter den borgerlige opposition og flere gange har opfordret til voldelig opstand mod regeringen. Dette viser, hvor hult oppositionens ord klinger, når de taler om, at Chavez er ”udemokratisk”. Hvis TV2 eller Berlingske Tidende hver dag opfordrede til statskup og attentater mod regeringen, så ville de blive lukket med det samme. Men i Venezuela får de stadig lov til at fortsætte med dette.
Udemokratisk opposition
Efter oppositionen er blevet besejret i 7 afstemninger (med det seneste valg er det otte), har de forsøgt sig med andre midler for at vælte præsidenten Blandt andet stod de bag et statskup i april 2002, hvor de indsatte arbejdsgiverformanden Pedro Carmona som præsident, opløste parlamentet og trak alle sociale reformer tilbage. De kan ikke udstå, at der her er en præsident, som ikke er i lommen på de store banker og kapitalister. Og så står han oven i købet i spidsen for en bevægelse med millioner af aktive arbejdere – det er ikke noget, der er populært på direktionsgangene. Heldigvis blev kupmagerne overmandet af millioner af fattige, arbejdere og soldater, som ikke ville finde sig i, at et diktatur blev etableret og at alle fremskridt nu skulle stoppes.
Nu er oppositionen altså igen blevet besejret, og de borgerlige ledere er aldeles groggy. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt for dem at komme tilbage til ”normale” tilstande – med social elendighed og uhindrede beføjelser til de rige kapitalister, godsejere og bureaukrater – på demokratisk facon. Men det er heller ikke muligt for dem at forsøge et nyt kup. Det ville betyde en borgerkrig, og på grund af revolutionens store støtte i arbejderklassen, blandt bønderne og soldaterne, ville kapitalisterne utvivlsomt tabe.
Derfor er det nu helt op til den bolivariske bevægelse, hvad der nu skal ske. Der er ingen tvivl om, at resultatet af valget ikke kan accepteres blandt den gamle elite i landet. De vil kæmpe med næb og klør for at bevare deres privillegier, og en af de borgerlige ledere udtalte for nylig, at det ville blive nødvendigt med et diktatur i landet i mindst fem år, hvis man skal skille sig af med alle den bolivariske revolutions resultater. Det vil betyde en katastrofe for det store flertal i Venezuela. Alligevel mener nogle af lederne omkring Chavez, at det er muligt at indgå et kompromis med oppositionen og USA, som står bag.
Men det er i virkeligheden det samme som, hvis man skal lære en menneskeædende tiger at spise græs. Det kan ikke lade sig gøre. Den gamle elite og dens borgerlige politikere vil ikke være tilfredse før, at alle de arbejderstyrede fabrikker igen er under kontrol af en lille håndfuld kapitalister, før gratis lægehjælp er afskaffet, før folk har glemt alt om nogensinde igen at opnå reel indflydelse på deres eget liv.
Chancen må udnyttes
Oppositionen er lammet nu. Dette er en kæmpemæssig chance for én gang for alle at gøre op med den forhadte overklasse. Hvis man nationaliserer deres virksomheder under de ansattes egen ledelse og kontrol og indefrøs deres formuer, kan man effektivt afværge, at de genvinder kræfterne og stabler et nyt kup og diktatur på benene.
Dette vil samtidig gøre det muligt at planlægge Venezuelas enorme ressourcer på en rationel måde efter en socialistisk plan, og en socialistisk omdannelse af samfundet vil tage sin begyndelse.
