Foto: Juan MilánColombias nationalstrejke har varet siden den 28. april, og har allerede ledt til resignationen af finansminister Alberto Carrasquilla og tilbagekaldelsen af en varslet skattereform. På gaden er bevægelsen stadigvæk stærk med gåpåmod, trods regeringens angreb for at knække den. Men disse forsøg er forgæves. Ethvert slag mod den opildner den og styrker dens bevidsthed. Bevægelsen er fyldt med forandringens energi, der drages fra værdigheden af de adskillige folk som er blevet uværdigt behandlet.
Selvfølgelig kan al denne aktivitet lede til udmattelse. Hver dag er en ny læringsproces og de fysiske kampe er udmattende. Oven i dette, er der en angst for deres kammeraters død i hænderne på den brutale stat. Trods bevægelsen vedbliver, har konsekvensen været, at bevægelsen har nået et vist niveau. Det har givet bevægelsen tid til at lære og at modne sig. Nu er tiden inde til at høste erfaringerne.
De reaktionære har vist deres sande, rådne og morderiske fjæs mere ligetil end hidtil, og fortsætter ufortrødent. Men regeringen er så svag, at den har mistet al troværdighed, hvilket har tvunget den til at åbne for dialog for at diffundere situations vrede. Den evner ikke engang at erkende dens egentlige modstandere, og endnu mindre at møde dem ansigt til ansigt.
Bevægelsens hjerte pumper ufortrødent videre, og magtbalancen er til massernes fordel, trods de stadigvæk er uafklaret med henhold til at tage det sidste stik hjem. De næste dage vil blive de afgørende og uomtvistelige erfaringer for folket. Uanset hvad har de dårligt stillede, især arbejderklassen, allerede opnået en masse. Hvis de er vedholdende, er sejren i deres horisont.
Kampen fortsætter!
De sidste uger har været historiske. Strejken fortsætter på trods af at regeringen gør sit yderste for at hindre det. For eksempel har Strejke Komiteen forsøgt at genvinde lederskab efter den talte for at folket skulle blive hjemme 1. maj. Desuden havde regeringen et møde med opportunisterne i den Revolutionære Uafhængig Arbejderbevægelse (Movimiento Obrero Independiente y Revolucionario) og den Grønne Alliance (Alianza Verde), som altid er villige til at give regeringen mere livslinje. Regeringens forsøg på dialog er både forsinket og uoprigtigt; den har vedholdt undertrykkelse med alle mulige midler (civilklædte betjente, paramilitær, cybercensur, likvideringer osv.), samt delvis forhandlet med forskellige fagforeninger i et forsøg på at dele bevægelsen. Hver bidrag er skadeligt som den forrige, men lige så ineffektiv.
Indtil videre er 47 drab, 963 vilkårlige arrestationer, 548 forsvindinger og 12 seksuelle overgreb ud af 1876 tilfælde af vold begået af de Colombianske myndigheder (nationale politi og militær), reporteret af NGO’en Temblores. Ifølge samme NGO, har der været tilskadekomne alle dage undtagen den 5. maj. Alt dette har bare været brændsel for folkets indignation. Marchen den 5. maj var hidtil den største, og dagen før, havde hele det statslige arsenal være i brug for at stoppe demonstranterne. Det var denne dag, at Lucas Villa blev skudt, og senere hen er han blevet erklæret hjernedød. Trods dette, var dagen ikke så voldelig som de foregående dages strejker, hvilke bevidner hvordan massernes kollektive kraft kan indgyde frygt i deres undertrykkere.
Trods antallet af demonstranter har været faldende på det sidste, er deres bevidsthed begyndt at blive mere radikaliseret. Det skyldes i høj grad statens klumsede og voldelige strategi, for hvem barbari er det eneste værktøj. Den øgede spænding truer med blot at ende i mere vold, idet staten utvivlsomt ikke kan holde modstanden hen, og ej heller har noget at tilbyde i kompromis. Desuden har den manglende tilslutning til regeringens politiske stævner vist dens manglende opbakning. For eksempel ved dens største stævne i storbyen Cali var det svært at få øje på nogen yngre end 40 blandt de godt 100 deltagende.
Imod regeringens intentioner, har dens barbari ledt de frustrerede masser sammen. Regeringen tog fejl af masserne og bemærkede ikke denne dynamik, ej heller havde de forventet det. De tror at masserne forbliver underdanige. Sandelig, er det i de unge lag i befolkningen samt de fattige kvarterer, hvor det debatteres flittigt hvordan man forsvarer sig mod statens overgreb.
Horderne af civilklædte betjente i Cali er et illustrativt eksempel på de mafia-lignende metoder regeringen har taget i brug. Disse bevæbnede civilbetjente forsøgte et bagholdsangreb, men endte med at flygte efter at blive holdt op af demonstranter, der blev forsvaret af tilstedeværende soldater. Denne kujonagtige respons står godt i mål med de infiltratorer der blev fanget af Minga, en bevægelse af indfødte arbejdere i landbrugsdistrikterne, samt det som demonstranterne i Bogotá har oplevet. Takket være hacktivist gruppen Anonymous blev kommunikationen, mellem de bange og forvirrede agenter der flygtede fra demonstranterne, gjort tilgængelig på sociale medier. Skurkenes frygt og bæven står tydeligt klart mere end nogen sinde før. Regeringen har længst glemt sine appeller til fordel for penge brugt på at hyre snigmordere på Twitter.
Alt imens har nogle soldater demonstreret støtte til de protesterende. Særligt én af disse stillede det trængende spørgsmål: “Hvem står du med? Folket eller regeringen?” Svaret kom et par dage senere, hvor en video tydeligt viste, at soldaterne ikke er villige til at bruge våben mod folket. Selvfølgelig er bevægelsen skeptisk overfor sådanne tilnærmelser, idet de er vandt til at opleve militær og politi kommanderet til at undertrykke dem i forsvaret af den herskende klasses interesser. Men én ting er sikkert: enhver fra de væbnede styrker der ønsker at blive en del af folkets kamp, må anmode om lov først. I så fald, vil det at byde masserne våben og træning i at anvende dem, styrke deres tiltro.
Strejkekomiteens standpunkt, at mødes med regeringen den 10. maj, er mildest talt skuffende. Denne holdning går imod folket, som har gjort det klart, at de ikke helmer før Iván Duque og Alvaro Uribe Vélez’s regering falder. Det er værd at bemærke, at Vélez var Pablo Escobar’s tidligere medarbejder og søn af narkotikahandler Alberto Uribe Sierra. For hvad det er værd, én af de traditionelle ledere som har været konsistente, er Gustavo Petro. På trods af at hans analyser af situationen ikke har været korrekte, har han ikke faldet hen i den opportunisme som er udbredt blandt størstedelen af de traditionelle venstreorienterede ledere og fagforeningerne
Indtil nu, har det største nederlag været angrebet på Minga, søndag den 9. maj. På Uribe’s ordre som efterfølgende blev gengivet af Duque, begik personer fra det narko-paramilitære miljø sammen med det nationale politi, mord på den indfødte befolkning der protesterede fredeligt.
“Borgerkrig” skrålede de kriminelle som om de skulle være nogen form for legitim styrke; det er de ingenlunde. Billederne og vidnesbyrdene fra overfaldet viser, at det var en operation foretaget af terrorister understøttet af staten i narkohandlerne og den finansielle sektors tjeneste. Vidner har berettet hvordan en Banco de Occidente lastbil var i de narko-paramilitæres hænder, hvilket demonstrerer den utvetydige alliance mellem det finansielle borgerskab og mafiaen. Denne operation var endnu en forfærdelig akt af Sarmiento-klanen, egerne af Banco de Occidente. Hvad mere kan man forvente af en falleret ingeniør der er blevet hustyv og spekulant?
Som om ovenstående ikke var nok, saboterede de tilmed en pressekonference og lanceringen af en video hymne af de Indfødtes Garde (en organisation formet for at forsvare indfødtes områder med civil modstand). Trods nogles frygt, vaklede de ikke i deres tro. Hvis de virker tilbageholdende, er det fordi løsninger bliver diskuteret. En organiseret respons er nødvendig, så meget er tydeligt, og man kan formode at denne kommer. Der er stadigvæk brug for lederskab.
Øjeblikket er vores fremtid
Vores fremtidsudsigter er dunkle, og ingen forhastede konklusioner skal drages under pres. Vi kan være forvisset det faktum, at efter mange dages kampe, har folkets bevidsthed taget forandring. Det er det bedste fundament for os at have, hvis det skulle lede til en revolutionær situation.
Ministeren for arbejdsanliggender har sagt, at hans største bekymring er de 20 milliarder pesos der går tabt hver dag. Akkurat derfor må vi lægge større pres på magthaverne. Hvad den herskende klasse frygter mest, selv mere end at miste magt, er økonomiske tab. Den resulterende insolvens har øget splittet blandt eliten. Med alt dette, samt bidraget fra Colombias nationale erhvervsforening (ANDI) i udvidet økonomisk støtte til præsidenten og de væbnede styrker imens de agerer forhandler, har uden tvivl fået mange medlemmer til at miste deres troværdighed til dets lederskab.
Kansler Claudia Blum, som forrige søndag publicerede en forfalsket video mens hun fordømte protesterne, blev inden dagen var omme, i bogstaveligste forstand, tvunget fra hendes embede af Colombias arbejdere og internationalt pres. Dette er værd at bemærke. Semana, en tidligere journalistisk bastion, er faldet i moralsk fordærv efter dets opkøb af Gilinski gruppen. Magasinet har forsøgt at portrættere denne krise som efterveerne fra det sidste kabinet. Sandheden er den, at siden Vicky Davila, en kronet narko-paramilitær og medlem af Gnecco-klanen, overtog management af magasinet, har dets troværdighed været lavere end hvilket som helst sensationelt tabloidblad.
Dette er sandelig et hårdt stød idet fru Blum, som forlod den post hun overtog fra hendes ægtefælle Francisco José Barberi, blev en af de mest prominente investorer i Iván Duque’s præsidentkampagne. Hendes svoger, Juan Manuel, var også investor. Francisco José Barberi Ospina som er præsident for Tecnoquímicas, en farmaceut gigant der var kontrolleret af narko-handlerne Rodriguez Orejuela og Cali Cartel, bosserne i 80’erne. Selv samme var del i toilet-papirskartellet og blev sanktioneret for aftalt prisfastsættelse for disse produkter for 5 år siden. Altså, er dette ikke en helt almindelig opsigelse. Det er en opsigelse af en repræsentant for den del af borgerskabet der vasker narkopenge hvide, men som også er ved at miste fodfæste på den politiske scene. Folket har altså formået af vride magt ud af hele to rædsomme ministre efter blot 12 strejkedage. Nu må vi styre mod endemålet.
Mange morgener er begyndt med indkaldelse til demonstration, og flere af proletariatets lag har været samlet til møder, hvor flere overvejer ikke at adlyde Strejkekomiteen, men i stedet opfordrer til arbejdsstop. Mange af folkets råd og græsrodskomiteer er begyndt at byde ind med ideer. Dette initiativ må holdes i hævd og bringes for en national konference med deltagelse af alle råd der udgår fra folket. Et sådanne organ er det eneste vi må anerkende.
Nu er vi nødsaget til at fortsætte kampen og tilkalde enhver potentiel kammerat med spørgsmålet ”Står du med folket eller regeringen?” Vi bliver nød til at appellere til vores kammerater for deres støtte til rådne organiseret af folket. Forsvarsstrategier må udvikles baseret på den indfødte befolknings, og de opstandene soldaters, hårde erfaringer. De mest bevidste arbejdere blandt os, og dem for hvilken tiden og omkostningerne tillader det, må skubbe på for etablere vores eget parti, et arbejderparti. Ethvert politisk tiltag fra borgerskabets side har endt i vanære. Det er vores tid til at yde Colombia et socialistisk alternativ.
Som soldaterne i oprør råbte: Al magt til folket!
Ud med Duque!
Strejken fortsætter!
Lyt til folkets råd!
