Kom med til demonstration foran beskæftigelsesministeriet tirsdag den. 21 september.
Ingen kvaler – indvandrere og unge betaler. Sådan kan regeringens udspil til arbejdsmarkedsreformen, der blev lanceret den 7. september, opsummeres. En reform, der skulle skaffe øget arbejdsudbud på 10.600 personer i finansministeriets magiske regnemaskine – et løfte, regeringen og de andre støttepartier havde givet de Radikale i forståelsespapiret. Et løfte, hvis eneste formål er at lægge et nedadgående pres på lønningerne i en situation med generelt stigende priser.
Regeringens løsning er klar: De nyuddannede unge dagpengemodtagere skal på fattigdomsydelse på 9.500 kr om måneden før skat, og deres dagpengeret halveres til et enkelt år. Indvandrere på kontanthjælp skal tvinges i såkaldte nyttejob = offentligt arbejde betalt med “selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse”, altså under 40 kroner i timen. Det er det primære indhold i det nye udspil fra regeringen til en arbejdsmarkedsreform, som har fået den mundrette titel “Danmark kan mere 1”.
For at få fagbevægelsen til at sluge den bitre pille er den forsødet med en række initiativer, der skal stille forbundskontorerne tilfredse: Øget fradragsret på fagforeningskontingentet og forhøjet dagpengesats i tre måneder til arbejdsløse, der har været på arbejdsmarkedet i længere tid, er blandt disse. Det ønskede resultat blev opnået: En række fagbosser har meldt ganske tydeligt ud. Således skrev formanden for FH Lizette Risgaard næsten samtidig med offentliggørelsen: “Udspillet er ambitiøst, effektivt og retfærdigt,” og en række forbundsformænd med partikortet i orden bakkede op.
Dermed har socialdemokraterne tilsyneladende ændret holdning, siden Peter Hummelgaard i februar 2020 skarpt afviste Liberal Alliances forslag om at skære på dimittenderne: “Regeringen mener ikke, at løsningen er at skære i dagpengene til dimittender og risikere, at unge helt fravælger dagpengesystemet”. Men som socialdemokraten Jens Otto Krag sagde: Man har et standpunkt til man tager et nyt.
Tilbage står de unge dimittender. Det er ikke en ubetydelig gruppe, der bliver ramt. Hver fjerde dagpengemodtager er dimittend. Disse er ikke kun akademikere, men fx også nyudlærte fra håndværksfagene. Hvis regeringens forslag bliver realitet, vil de blive sendt under fattigdomsgrænsen, som ligger lidt over 10.000 kroner. Mette Frederiksens “Socialdemokratiet classic” vil dermed have skabt en ny fattigdomsydelse, som skal gøre de unge desperate nok til at tage et hvilket som helst arbejde, til en hvilken som helst løn, for at overleve. Så javist, det er rigtigt, at arbejdsgiverne lige nu påstår, at de desperat mangler arbejdskraft. Men det har ikke givet sig udslag i, at de tilbyder højere lønninger. Eller stillinger med bedre forhold eller flere timer. Ej heller, at de opretter lærepladser til de 16.000 unge, der mangler læreplads i dag. Så hvor akut er manglen egentlig?
Men selv hvis vi accepterer, at der er større efterspørgsel efter arbejdskraft i dag end før pandemien, så er problemet, at konjunkturerne vender, før snarere end siden. Med stigende arbejdsløshed vil titusinder af unge, der efter endt uddannelse bliver sparket ud af deres “billige” studieboliger og mister diverse studierabatter, for alvor mærke, hvad fattigdom betyder. Altsammen med venlig hilsen fra Socialdemokratiet og fagtoppen.
De unge, der får regningen for “Danmark kan mere 1”, er de samme unge, som blev løjet op i ansigtet ved klimaforhandlingerne efter “klimavalget” i 2019. De samme unge, som fik skylden for smittespredning under coronapandemien, og de samme, som oplever den største usikkerhed i ansættelsen generelt. En undersøgelse, som CEVEA for nyligt fik lavet, viser, at 300.000 arbejdere i Danmark er på såkaldte nultimerskontrakter. Det gælder for 13,8 % af de privatansatte. Størstedelen er unge og studerende. Nultimerskontrakter er kontrakter, hvor du ikke er garanteret nogen timer overhovedet. Så hvis du brokker dig eller skaber problemer, så risikerer du, at der pludselig ikke er nogle vagter til dig. Går du til din fagforening med et problem? – ingen vagter. Det er ikke en fyring, det er bare ærgerligt. Det er blandt andet det, der er tilfældet på Nemlig.com’s lagre. På grund af disse timeløse kontrakter optjener de ansatte ofte ikke dagpengeret. Men nu skal de andre “heldige” unge, der kommer ud fra uddannelse til arbejdsløshed – og altså har ret til dagpenge – også holde for.
Regeringen fremturer dog med fortællingen om, at dimittenderne bare er forkælede akademikere, som ikke vil tage sig et arbejde – det mest nedladende og ulækre spin. Hvorfor har unge, der har kæmpet sig igennem en videregående uddannelse, ikke ret til dagpenge som alle andre? Virkeligheden er også, at unge fra alle faggrupper rammes. Men regeringens spin er ikke tilfældigt. Udspillet er konstrueret til at skabe maksimal splittelse i arbejderklassen. Gamle mod unge. Akademikere mod faglærte. “Danskere” mod “indvandrere”.
Og det sidste er naturligvis vigtigt: ingen nedskæringer uden også at forsøge at lægge skylden på indvandrerne. Det er blevet socialdemokratiets modus operandi. Der skal være en sammenhæng mellem ret og pligt, formaner landsmoderen Mette Frederiksen os. Det snyltende udenlandske rakkerpak skal ikke kunne gå hjemme og hygge sig for offentlige ydelser! Hun nævner naturligvis intet om politikerne selv, som får hele to år med fuld løn efter afsluttet valgperiode. Men “indvandrere,” de skal sendes i nyttejob! Som statsautoriserede løndumpere skal de for eksempel rense grafitti, samle affald eller lignende offentlige opgaver. Det på trods af, at Fagbladet 3f helt tilbage i 2014 kunne berette, at nyttejob har kontraproduktiv effekt: “En kortlægning af nyttejobberes arbejdsopgaver, i 79 ud af landets 98 kommuner, viser, at folk på kontanthjælp, der er sendt i nyttejob, i stigende grad tager sig af helt almindelige opgaver i landets kommuner,” som det hed. Nyttejob går ud over regulære job.
Udspillet sætter regeringens støttepartier, og særligt Enhedslisten, i en yderst vanskelig klemme. De har holdt hånden under regeringen, mens den løj om sine højtragende klimaambitioner. De holdt hånden under dem, mens de tromlede de handicappede i økonomiaftalen fra foråret og senest ved arbejdsgiverindgrebet i sygeplejerskernes ligelønskamp. Og nu skal de holde hånden under en regering, som åbenlyst bejler til de borgerlige i sine anstrengelser for at være “økonomisk ansvarlig” og gennemføre nødvendighedens politik? Skal de holde hånden under angreb på arbejdere og unge?
Regeringen er dog snu og kunne meget vel finde på at gennemføre reformen som et såkaldt kludetæppeforlig: Enhedslisten kan stemme for nogle af de gode ting, mens de afgørende nedskæringer laves med de borgerlige partier, fra hvem regeringen har snuppet ideen om at skære på de dimitterede dagpengemodtagere. Men at deltagelse i et kludetæppeforlig skulle friholde Enhedslisten fra medansvar, er det vist kun parlamentariske krakiler, der kan påstå. Alle, der deltager i forliget, hvordan det end er strikket sammen, er medansvarlige for alle dets konsekvenser, og sådan vil det også blive set i befolkningen.
Alligevel ser vi allerede nu, at Enhedslistens folketingsgruppe forsøger at kaste kold vand på al snak om at trække støtten til denne regering, der fortsætter sin voldsomme højredrejning. Således skrev Peder Hvelplund den 11. september på facebook:
“Det er ikke Thorning-Corydon og deres uforfalskede nyliberalisme, vi står over for. […] Her er der tale om en reform der som udgangspunkt skal finansiere investeringer i uddannelse og klima, gennem nedlæggelse af erhvervsstøtteordninger og en skattereform der hæver beskatningen på aktie-, kapital- og udlejningsindkomster. Klassisk socialdemokratisk reformpolitik. Derfor synes jeg også det er helt afgørende at den gennemført tåbelige “dagpengereform”, ikke bidrager med et provenu. For klimaomstilling skal ikke betales af dagpengesystemet – heller ikke uddannelsesinvesteringer. Derfor skal de forpligte sig til ikke at trække en bønne ud af dagpengesystemet. Det finder jeg afgørende.”
Hvad vi ser herover er forberedelse – en slag for-smøring af medlemmer og vælgere – til at indgå i forliget ved at indsætte en “afgørende” betingelse, som udspillet allerede indeholder. Men selv hvis regeringen “forpligter sig” til at holde de sparede penge i dagpengesystemet, hvad hjælper det så de +20.000 unge, der med reformen kastes ud i fattigdom, at pengene går til et par måneders forhøjede dagpenge til andre arbejdsløse arbejdere, der er mere etablerede? Hvordan skal det betale regningerne for de titusindvis af unge arbejdsløse, at hunden fodres med sin egen hale?
Sagen er, at dette reformudspil endnu engang demonstrerer, at Enhedslistens folketingsgruppe solgte en illusion, da de jublede over forståelsespapiret. Vi advarede kraftigt imod disse illusioner helt fra regeringens dannelse: Som vi skrev tilbage i juni 2019, mens store dele af venstrefløjen var fordrukken i sejrschampagne:
“Denne gang er Enhedslisten med ombord og har, sammen med SF og Mette Frederiksen, bundet sig til masten af den reformistiske skude, der nu skal stævne ud i mildest talt ukendt farvand. Og det er sket under hurraråb. Den nye regering og dens forståelsespapir udråbes til en epokegørende sejr.
Det er sandt, at dokumentet indeholder små sejre. Men vores påstand er, at den næste periode vil vise, at intet grundlæggende ændres. Nedskæringer, stigning i pensionsalder, fattigdomsydelser og racistisk udlændingepolitik vil fortsætte, mens klimaomstillingen stadig vil gå alt for langsom. Enhedslisten har nu taget ansvaret for en regering, der kun kan skuffe. Det betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke er en opposition til venstre for Socialdemokratiet i Folketinget. Hvem skal arbejdere og unge se til, når Frederiksen og hendes regerings reelle politik bliver afsløret, og kun højrefløjen står i opposition?”
Virkeligheden er ved at indhente de smukke reformistiske drømme, og det forkromede projekt med at agere socialdemokratiets eksterne venstrefløj flopper.
Tilbage står de unge. Det er hverken første eller sidste gang, at de bliver solgt af socialdemokratiet og fagtoppen. Men i modsætning til tidligere er en trodsighed ved at brede sig. Ligesom sygeplejerskerne ikke blev knust af regeringsindgrebet, men stædigt fortsatte deres kamp, således er unge også ved at have fået nok. Nok af brudte løfter og tomt spin. Nok af levebrødspolitikere og dårlige undskyldninger. Unge er blevet radikaliseret over mange år. Men ud over klimabevægelsen for et par år siden har det ikke fået et kollektivt udtryk. Det er foregået under overfladen, hos den enkelte.
Det er et spørgsmål om tid, før dette ændrer sig, og en ny bølge af ungdomsprotester og massemobiliseringer bryder frem. Regeringens nye arbejdsmarkedsreform skubber yderligere i den retning.
Så hermed en opfordring til de politisk bevidste unge på landets uddannelsessteder: Drop de små “spektakulære” happenings og det hyggelige gadeteater, som har været de eneste aktionsformer studenterbevægelsen har brugt de seneste år, og gå over til de værktøjer, der rent faktisk virker: massekamp. Initiativet til dette vil ikke komme fra toppen. Det skal tvinges igennem fra bunden ved, at studerende og unge selv går i aktion og kræver, at deres organisationer kommer ind i kampen. Kort sagt: Forvent ingen hjælp ovenfra. Organiser jer. Start selv kampen imod regeringens arbejdsgiverpolitik.
