At vi har været vidner til noget helt specielt i elevbevægelsens historie, er de færreste til venstre for den politiske midte i tvivl om. STOP-NU bevægelsen har overrasket mange med dens massive karakter. 2.500 elever, lærlinge og studerende til fælles konference for alle landets uddannelser, er ikke noget man ser til hverdag. Op mod 100.000 på gaderne på den fælles aktionsdag, til kamp mod den hovedløse nedskæringspolitik som den borgerlige regering udøver. Dette er ikke mindre end imponerende!

Ovennævnte tal afslører imidlertid ikke protesternes sande karakter. Vi må nemlig huske på, at protesterne ikke opstod på baggrund af nye konkrete nedskæringer. Sådanne protester har vi set mange af de sidste år, endog rigtig store. Men denne bevægelse er kvalitativt anderledes, i og med den er opstået som resultat af den vrede og de frustrationer, som er blevet ophobet hos almindelige elever, studerende og lærlinge over mange år, ved gang på gang at blive trådt på af de respektive regeringer. Denne stemning af utilfredshed var ledelsen af STOP-NU bevægelsen i stand til at opfange og, gennem konferencen og demonstrationen d. 5/10, give et konkret udtryk. Initiativer man virkelig må rose den for. Det er utrolig positivt, at ledelsen af elevbevægelsen turde tage chancen og opbygge STOP-NU bevægelsen, og dermed agere som ledelse.

Hvad skal vi gøre nu?
Før vi går videre, lad os opsummere:
1) STOP-NU har vist, at det kan lade sig gøre at samle alle elever studerende og lærlinge til kamp for fælles hovedkrav.
2) STOP-NU har med allerstørste tydelighed demonstreret, at ungdommen kan mærke, at deres vilkår er og bliver forringet,
3) og at de er villige til at kæmpe for deres ret!

Ledelsen af STOP-NU sidder altså med de bedst mulige kort på hånden for at føre bevægelsen videre og vinde mange af kravene. Det springende, og afgørende punkt er HVORDAN bevægelsen føres videre.

Ledelsen af STOP-NU har foreslået, at man laver Danmarks største underskriftsindsamling. Hvis dette kan lade sig gøre, altså at samle mere end 150.000 underskrifter, må regeringen da forstå, at den har taget fejl, og vil ændre sin politik. Eller vil den? For hvad er en underskriftsindsamling udtryk for? At de, der har skrevet under, er utilfredse med tingenes tilstand. Men har de sidste års kampe, kulminerende i en af de største enkeltprotester fra en samlet ungdom, ikke med al tydelighed vist dette allerede? I allerhøjeste grad!

Derfor må en underskriftsindsamling ikke stå alene! En underskriftsindsamling kan være en DEL af bevægelsen, men stadig må man i sådanne tilfælde gøre sig dette værktøjs begrænsninger bevidst. En underskriftsindsamling kan være en helt udmærket måde at komme i kontakt med større dele af den danske ungdom, der endnu ikke har været inddraget i bevægelsen. Men den kan ikke vinde kampen for os.

En uvildig undersøgelse?
Den borgerlige regerings argument mod Stop Nu bevægelsen har hele tiden været, at vores tal var forkerte. At der i virkeligheden ikke var foretaget forringelser af de studerendes hverdag under den borgerlige regering.
Et sådan argument er utroligt arrogant, og når man så står som ledelse for en så stor og imponerende bevægelse, som man med rette er stolt af, kan det være utroligt fristende at forsøge at give regeringen en lærestreg på deres hjemmebane, og samle ind til en ”uvildig” undersøgelse for at bevise ”videnskabeligt” at man har ret.

Det kan imidlertid ikke understreges kraftigt nok, at dette er et umanerligt farligt skridt!
For det første: Hvem vil være ”uvildig” i et så politisk spørgsmål?
For det andet: Hvis alle fornuftige mennesker før demonstrationen d 5/10 ikke var klar over, at de studerende havde oplevet forringelser, så er de i hvert fald nu klar over, at regeringens argument er fuldstændigt ude på ”Lars Tyndskids marker”.
Derfor er det ganske ufornuftigt at løbe efter regeringen ud over disse marker og forsøge at overbevise den… Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Regeringen er borgerlig, og derfor fører den borgerlig politik. Vi må ikke tro, vi får omvendt regeringen og får den på vores side. Hvis vi ”modbeviser” dette argument ved hjælp af en ”uvildig” undersøgelse, som vi finansierer med vores ganske ynkelige SU eller lærlingeløn, vil regeringen bare finde på et nyt argument, og vi kan begynde forfra.

Derfor må vi blive på den vej som ledelsen af Stop Nu bevægelsen oprindelig udlagde for bevægelsen: At vi ved fælles kamp, skulder ved skulder, på tværs af uddannelserne, ville kæmpe os til sejr!

Vejen frem er udvidelse af kampen og direkte kamp mod de borgerlige!

Hvordan kan vi så, ikke bare fortsætte kampen, men også udvide den? Til at starte med må ledelsen af Stop Nu tage det helt indlysende skridt, som alle studerende, der har deltaget i kampen, for længst har taget, nemlig at sige åbent, at Stop Nu direkte kæmper mod den borgerlige regering og de støttepartier, der holder den på magten. Alle i ledelsen for bevægelsen ved det, og handler derefter, men ingen tør sige det. Sandheden er vores bedste våben!

Dernæst må man indkalde til en ny konference, for at den foreløbige kamp kan evalueres, og retninger frem mod udvidelse af kampen kan udstikkes demokratisk. Her kan en ny aktionsdag vedtages, som må have endnu bredere deltagelse. Vi mangler stadig at få mange elever med fx universitetsstuderende og lærlinge. En ny aktionsdag med endnu større strejker og demonstrationer er det stærkeste våben, vi har til at tvinge regeringen til at give efter.

Men vi må ikke begrænse os til de studerende. Vores demonstrationer presser kun regeringen i kraft af, at den virker opfordrende for alle almindelige mennesker, der går på arbejde hver dag, og som også er trætte af den borgerlige nedskæringspolitik. De studerendes kamp er pionerernes kamp. De studerendes kamp viser vejen for almindelige arbejdende mennesker. Derfor kan vi presse regeringen til indrømmelser. Men kun hvis deres bagland, deres store støtter, bliver nervøse. Deres støtter er virksomhedsejere, storaktionærer og bankerne, og de bliver kun nervøse hvis de trues på pengepungen.

Det har vi studerende ikke kræfterne til. Når vi nedlægger undervisningen går det i princippet kun direkte ud over os selv. Vi behøver hjælp fra folk, der også rammes af regeringens nedskæringer. Både direkte i form af fx stigning i priser på offentlig transport, men også fordi de er interesserede i, at deres børn får en god og gratis uddannelse. Nemlig ganske almindelige mennesker der går på arbejde hver dag. For når de nedlægger dette, går det direkte ud over regeringens store støtter, som mister penge.

Lad os starte med lærerne som vi arbejder sammen med til hverdag. De skal også snart forhandle ny overenskomst, og er derfor ekstra på stikkerne for tiden. Men selv hvis vi får lærerne med, rammer vi ikke regeringens bagland på pengepungen. Men det vil give os enorm støtte og respekt, når vi derefter henvender os til folk på det private arbejdsmarked… Regeringens største frygt!

Det er sandt, at ledelsen af Stop Nu allerede samarbejder med arbejderbevægelsen, for eksempel fik de 50.000kr af LO til afholdelse af konferencen. Men når vi snakker om at inddrage almindelige mennesker på det private arbejdsmarked, mener vi ikke, at man bare skal bruge deres organisationer, nemlig fagforeningerne, til at trække penge ud af. Vi mener, at de almindelige arbejdende mennesker rundt om på virksomhederne ude i landet helt konkret skal kontaktes. Lad os tage ud og samle støtteerklæringer, økonomiske bidrag til vores kamp og få dem til at gå direkte med i en fælles national aktionsdag!

Sammen står vi stærkere, sammen kan vi vinde!