Hver tiende barn på verdensplan er tvunget til at udføre arbejde som er mentalt, fysisk, socialt eller moralsk skadeligt for dem. Billede: ILO FlickFor nyligt udkom en UNICEF rapport, der viste at 160 millioner børn – altså hver tiende barn på verdensplan! – er tvunget til at udføre arbejde som er mentalt, fysisk, socialt eller moralsk skadeligt for dem.
Det inkluderer stærkt risikofyldt arbejde så som undervandsminedrift, tungt løftearbejde, håndtering af industrielt maskineri og brug af giftige kemikalier i landbruget. Alle disse opgaver udføres af børn helt ned til fem årsalderen.
Ser man på det hårdest udbyttede udsnit, estimeres det at 79 millioner børn jævnligt udfører opgaver, som udgør en direkte fare for deres fysiske og mentale helbred eller sågar deres liv. UNICEF vurderer endda at flere millioner er underlagt i decideret slaveri!
Ifølge den Internationale Arbejderorganisation (fra engelsk: International Labour Organization, ILO), dør 22.000 børn hvert år på arbejdet – i gennemsnit svarende til 60 om dagen.
Mellem 2016 og 2020 – for første gang i 20 år – er antallet af børnearbejdere steget. Med den globale kapitalismes senile forfald, er det i stigende grad de smalleste og svageste skuldre, som tvinges til at bære den største byrde.
De fattigste børn lider mest
ILO estimerer at en 1%-stigning af fattigdom i et land øger forekomsten af børnearbejde med mindst 0,7%. Hovedparten af børnearbejde er koncentreret i de fattigste lande.
I lavindkomstlande er mere end hver fjerde barn tvunget til at arbejde. I Afrika syd for Sahara – hvor mere end 40% af befolkningen stadig lever i dyb fattigdom – findes størstedelen af tilfældene, med 87 millioner børnearbejdere. Værst står det til ude i fattige landområder, hvor mere end 70% af børnearbejdet finder sted.
Det mest bekymrende ved tallene udgivet af UNICEF er, at deres data kun viser udviklingen op til 2020. Det er næppe nogen hemmelighed at Covid-19 ramte de fattigste lande hårdest. I løbet af 2020 alene blev yderligere 142 millioner børn skubbet under fattigdomsgrænsen.
Stigende fattigdom, lukkede skoler og ustabil fødevaresikkerhed betyder at langt flere børn bliver tvunget til at arbejde i de kommende år. UNICEF estimerer, at antallet af børnearbejdere vil være steget med 40 millioner ved udgangen af 2022.
Hovedparten af børnearbejde er koncentreret i de fattigste lande. I lavindkomstlande er mere end hver fjerde barn tvunget til at arbejde. Billede: ILO Flickr
I fx São Paulo så man, at forekomsten af børnearbejde steg med 26% mellem maj og juni 2020. I den Centralafrikanske Republik steg antallet af børn under 15 år, som arbejder i diamantminer med hele 50%.
I Ecuador er antallet af børnearbejdere vokset med en tredjedel siden starten af pandemien, og en anden undersøgelse viste, at antallet af børnearbejdere på kakaoplantagerne i Elfenbenskysten er steget med over en fjerdedel.
Uden juridiske eller arbejdsrettigheder til at beskytte dem ender børnene med en 16-timers arbejdsdag, 7 dage om ugen. Nogle bliver jævnligt udsat for vold eller seksuelle overgreb. Nogle bliver solgt for at dække deres forældres gæld, og selv dem der undslipper de mest brutale forhold har ar på sjælen resten af deres liv.
Desuden gør den lange arbejdsdag, at børnene ingen muligheder har for at forbedre deres situation gennem uddannelse. På den måde dømmes børnearbejdere til en fremtid i dyb fattigdom og elendighed, der lægger kimen til yderligere udnyttelse.
Endnu en af imperialismen forbrydelser
Det der finder sted er ikke bare en tragedie, det er modbydelig forbrydelse mod verdens mest udsatte børn. Det er imperialismen og den herskende klasse i de imperialistiske lande, som er ansvarlig for denne forbrydelse.
For det første er 10% af verdens børnearbejdere direkte involveret i produktionen af varer beregnet til eksport til rigere lande via imperialistiske monopoler. Men det er kun en side af sagen.
75% af børnearbejdere arbejder i deres families virksomhed eller landbrug. I langt størstedelen af disse tilfælde, har familien intet valg. Som resultat af deres ekstreme fattigdom, bliver alle medlemmer af familien nødt til at arbejde for at sikre familiens overlevelse.
Væksten i antallet af familier som lever i ekstrem fattigdom har taget fart i de seneste år. Fx har befolkningen i Afrika syd for Sahara oplevet et 20% fald i BNP per indbygger siden 2014.
Landene i denne del af verden er under massivt pres fra verdensmarkedet, hvor statsstøttede multinationale virksomheder og monopoler udplyndrer verdens ressourcer, dominerer kritiske sektorer og efterlader et spor af ødelæggelse og elendighed, hvorend de går frem.
For eksempel har videnskabsfolk advaret om, at fiskebestanden i det Indiske Ocean kan kollapse så tidligt som i 2024, hvis ikke industrielt fiskeri ophører eller reguleres. Ethvert forsøg på regulering bliver imidlertid gang på gang blokeret af den europæiske fiskeindustri.
For de kystnære fiskersamfund, der afhænger af mindre fangster, vil det være lig med deres undergang. Små fiskerbåde er nu tvunget til at sejle hundredvis af kilometer ud på dybt vand for at fange en mindre fangst end tidligere, som de må sælge til en dårligere pris.
Markedets ”usynlige hånd” er ved at udrydde hele økosystemer og lokalsamfund. Den stjæler menneskers livsgrundlag og giver intet til gengæld, andet end kampen for overlevelse. Billede: ILO Flickr
Den parasitiske herskende klasse i lande som Indien forværrer hele processen ved at indskrænke de små lokale fiskeres territorium, mens de gør det nemmere for multinationale selskaber at udnytte deres farvande. Reaktionære ledere som Modi bøjer sig for udenlandsk kapitals ønsker på bekostning af de fattige i hans eget land.
Indenfor landbruget kommer det til udtryk, når familiegårde tvinges til at sælge deres afgrøder til verdensmarkedets lave priser. På samme tid er imperialistiske virksomheder også ansvarlige for den udbredte ødelæggelse af det lokale miljø i disse lande.
Resultatet er en udpining af det eksisterende landbrugsareal, hyppigere forekomst af ekstreme vejrforhold, udplyndring af fiskebestande og spredningen af nye kvægsygdomme, der alt sammen leder til stigende fødevareusikkerhed og øget fattigdom.
Klimaforandringer, som er symptomet af kapitalismens uhæmmede og griske produktionsmåde, rammer desuden fattigere lande hårdere og skaber betingelserne som tvinger børn til at måtte arbejde. Et studie har vist, at i løbet af det sidste årti har en stigning af gennemsnitstemperaturen i Vestafrika på en grad celsius forårsaget et fald i høstudbytte på op mod 20 procent.
Markedets ”usynlige hånd” er ved at udrydde hele økosystemer og lokalsamfund. Den stjæler menneskers livsgrundlag og giver intet til gengæld, andet end kampen for overlevelse.
Oveni i alt dette kommer de fattige økonomiers knusende gæld til organisationer som IMF og Verdensbanken. Kombinationen af alle faktorerne bremser udviklingen i disse lande kunstigt og resulterer i, at der på bundlinjen flyder værdi fra de fattigste lande til de rigeste.
En af konsekvenserne er, at det i stigende grad er nødvendigt for hele familien, inklusiv børnene, at arbejde blot for at kunne overleve.
Selv dem, som er ”heldige” nok til at have mad på bordet, bliver gradvist nødt til at nedprioritere uddannelse for at kunne hjælpe på familiens gård eller forretning, fordi systemet de lever under ingen forhåbninger giver om en bedre fremtid.
Socialisme eller barbari
UNICEF-rapporten pointerer helt korrekt, hvordan ”unfair konkurrence” er en af hovedårsagerne bag fattigdom og børnearbejde.
Rapporten anslår også, at ”afmålt nødhjælp” fra rige imperialistiske lande ikke blot kunne standse den hastige vækst af børnearbejde, men reducere den med hele 15 millioner tilfælde ved udgangen af næste år.
Sandheden er, at der findes mere end nok rigdom i dag til at give hver eneste af de 1.6 milliarder børn, som bor rundtomkring på kloden, en ordentlig barndom. Billede: ILO Flickr
Men det er netop gennem sådanne former for ”nødhjælp”, at modtagerlandene afpresses til at betale milliarder af dollars i gæld til imperialistiske lande. Som igler suger de al værdi fra de fattigste egne af verden i form af afdrag (med renter, naturligvis) og ressourceudvinding, hvilket er årsagen til fattigdommen og elendigheden i første omgang.
Hjælpen kommer ikke fra de imperialistiske nationer, for det er præcis deres system, som er selve årsagen til, at størstedelen af klodens befolkning er dømt til en miserabel fremtid.
Sandheden er, at der findes mere end nok rigdom i dag til at give hver eneste af de 1.6 milliarder børn, som bor rundtomkring på kloden, en ordentlig barndom. Problemet er imidlertid, at den rigdom er låst inde i bankbokse, finansielle institutioner og i hænderne på en lille håndfuld kapitalister.
Disse kapitalister vil hellere bruge ”deres” rigdom på at bygge rumraketter til PR-stunts, end at bekæmpe fattigdom og elendighed.
Ingen børn burde være nødsaget til at arbejde for deres egen og deres families overlevelse. Det eneste håb for en anstændig tilværelse for unge i dag er, at arbejderklassen på globalt plan omvælter kapitalismen gennem en revolution og omstrukturerer samfundet efter socialistiske principper.
Kun da vil vi være i stand til effektivt at sætte verdens rigdomme i værk ved rationel økonomisk planlægning. På den måde vil alle mennesker for første gang i historien få mulighed for at udvikle sig og trives.
