I størstedelen af det 19. århundrede var liberalisme borgerskabets Bibel. Der var en fast overbevisning om, at kapitalismen ville garantere menneskeligt fremskridt. Størstedelen af Vesteuropa havde gennemgået en periode med økonomisk fremgang, som så ud til at vare for evigt. Den ny teknologi – telefonen, dampskibet og jernbanen – havde spillet en endnu mere revolutionerende rolle i at knytte verden tæt sammen end internettet har gjort i vor egen tidsalder.
Fred og fremgang blev anset for at være normaltilstanden. ”I dag er bedre end i går, og i morgen er bedre end i dag.” De fleste troede, at Europas økonomier var så tæt forbundne, at krig var en umulighed. Videnskabens og teknologiens hurtige udvikling var et vidnesbyrd om fremtiden, en håndfast garanti om den vestlige civilisations overlegenhed. Og dog sluttede denne drøm i august 1914 med et grufuldt mareridt. Første Verdenskrig brød ud. Fornuft blev til ufornuft. Europa og hele verden kastede sig ud i en makaber dødedans.
Pludselig blev alt til sin modsætning. Fra at være et enormt fremskridt blev den moderne teknologi til et middel til den mest djævelske masseudryddelse. I stedet for liberalisme og demokrati trådte militarisme, censur og skjult eller åbent diktatur. Mindst ni millioner mennesker mistede livet i det enorme slagteri.
Krigens årsager
En ofte fremdraget idé er, at krige og konflikter skyldes menneskets iboende aggressivitet. Men det forklarer intet. Hvis mennesker er naturligt aggressive, hvorfor er der da ikke konstant krig? Hvorfor sønderriver samfundet ikke sig selv?
De periodiske udbrud af krig er et udtryk for de spændinger, der opstår i klassesamfundet, og som når et kritisk punkt, der kun kan løses med vold. Det blev allerede forklaret af den prøjsiske general Carl von Clausewitz med hans berømte citat ”krig er fortsættelsen af politik med andre midler.” For at forklare årsagerne til Første Verdenskrig er det nødvendigt med marxismens videnskabelige metode.
I sidste ende var krigen en udløber af, at Tysklands kapitalistiske ekspansion skete senere end det var tilfældet med England og Frankrig. Det skabte nye, ubærlige modsætninger. Tyskland fandt sig hæmmet og kvalt af sine store rivaler. Den herskende klike i Berlin havde i krigen i 1871 vundet en let sejr over Frankrig, og nu så den sig om efter en undskyldning for en krig, der kunne bane vejen for, at Tyskland kunne dominere Europa og vinde landområder, markeder og kolonier.
Vil det sige, at Tyskland var ansvarlig for krigen? Tanken om at lægge skylden for krig på en bestemt nations skuldre er forfejlet og overfladisk. Den tyske hær invaderede Belgien, og der hersker ingen tvivl om, at det var rædselsfuldt for den belgiske befolkning. Men det var endnu værre for de millioner af koloniale slaver i Congo, der var under ”stakkels lille Belgiens” herredømme.
De franske imperialister ønskede at genindtage Alsace og Lorraine, som Tyskland havde erobret i 1871. Men de ønskede også at erobre Rhinlandet og udplyndre og undertrykke den tyske befolkning, således som det senere skete med Versaillestraktaten efter krigen. De britiske imperialister udkæmpede en ”defensiv krig”, hvilket vil sige, at de kæmpede for at forsvare deres privilegerede position som verdens største imperialist og røverstat, der holdt mange millioner indere og afrikanere i koloni-slaveri. Lignende kyniske beregninger kan oplistes for enhver af de krigsførende nationer, store som små.
Fem millioner i Congo
Set i bakspejlet er det ikke svært at forstå katastrofen i 1914. Der var mange andre faktorer såsom konflikten mellem Østrig-Ungarn og Rusland omkring herredømmet over Balkan samt det russiske imperiums ambitioner om at erobre Istanbul fra det døende Osmanniske rige. De blodige Balkankrige i 1912-13 var en blodig advarsel, og det var flere gange tæt på krig mellem stormagterne inden 1914.
På trods af alle advarslerne var det en udbredt opfattelse, at der ikke kunne komme krig. England og Tyskland var hinandens største handelspartnere næst efter USA. Selv nu, hundrede år senere, er der lærde akademikere, der argumenterer for, at krigen ikke var nødvendig, og at man kunne have fundet en diplomatisk løsning. Mange borgerlige politikere græder desuden krokodilletårer over det store slagteri. De siger, at vi må ”lære af historien”, så den ikke gentager sig. Den kendsgerning, at tusindvis af mennesker fortsat bliver slagtet i krige, ser ikke ud til at være trængt ind i deres bevidsthed. Fem millioner er døde i Congo.
Hvorfor har der ikke været en ny verdenskrig i den seneste periode?
Er det muligt at drage paralleller mellem situationen i 1914 og i dag? Historiske analogier kan være brugbare inden for visse grænser, men det er altid vigtigt at huske på disse begrænsninger. Historien gentager sig ganske vist, men aldrig på præcis amme måde.
Den vigtigste parallel til i dag er, at kapitalismens modsætninger endnu en gang er trådt eksplosivt frem på verdensplan. En lang periode med kapitalistisk ekspansion – der havde vigtige lighedspunkter med perioden op til Første Verdenskrig – sluttede dramatisk i 2008. Vi står nu i den mest alvorlige krise i kapitalismen i 200 år.
I modsætning til, hvad de fleste borgerlige økonomer siger, har globaliseringen ikke afskaffet kapitalismens fundamentale modsætninger. Den har blot reproduceret dem i endnu større skala. Globaliseringen udtrykker sig nu som en global krise i kapitalismen. Den grundlæggende årsag er præcis den samme som i 1914; produktivkræfternes oprør imod de to grundlæggende forhindringer for menneskeligt fremskridt: den private ejendomsret til produktionsmidlerne samt nationalstaten.
Globalisering og krig
Forhenværende marxister som Eric Hobsbawm mente, at globaliseringen ville sætte en stopper for nationale konflikter. Karl Kautsky sagde det samme for hundrede år siden. Første Verdenskrig viste, at denne teori er hul. Og verdens tilstand i 2014 viser, at Hobsbawms nyrevisionisme er stupid. Langt mere ret har Lenin, hvis klassiker ”Imperialismen – kapitalismens højeste stadium”, er lige så frisk og relevant som den dag, den blev skrevet.
Og dog er der vigtige forskelle. Imperialisterne har to gange forsøgt at løse deres modsætninger gennem krig. I 1914 og 1939. Hvorfor kan det ikke ske igen? Modsætningerne imperialisterne imellem er nu så skarpe, at de tidligere ville have ført til krig. Så spørgsmålet er, hvorfor verden ikke atter er i krig?
Svaret er de ændrede styrkeforhold på verdensplan. For Tyskland ville det ikke give mening at invadere Belgien eller annektere Alsace-Lorraine af den enkle årsag, at Tyskland allerede kontrollerer hele Europa gennem sin økonomiske magt. Alle vigtige beslutninger bliver taget af Angela Merkel og den tyske Forbundsbank uden at det er nødvendigt at affyre et eneste skud. Måske skulle Frankrig starte en krig for uafhængighed af Tyskland? Det er tilstrækkeligt at stille spørgsmålet for at se, hvor absurd det er.
Sagen er, at Europas gamle småstater for længe siden ophørte med at spille en selvstændig rolle i verden. Det var grunden til, at det europæiske borgerskab var nødt til at danne EU for at kunne konkurrere med USA, Rusland og nu desuden Kina på verdensplan. Men en krig mellem Europa og nogle af disse stater er aldeles udelukket. Desuden mangler Europa en hær, en flåde og et flyvevåben. Sådanne væbnede styrker bliver nidkært holdt under kontrol af de forskellige nationers herskende klasser, som bag facaden med europæisk ”enhed” kæmper som hunde og katte for at forsvare deres ”nationale interesser”.
Fra et militært synspunkt kan intet land hamle op med USA’s kolossale styrke. Men også denne magt er begrænset. Der er store modsætninger mellem USA, Kina og Japan i Stillehavet. Tidligere ville det have ført til krig. Men Kina er ikke længere en svag, tilbagestående, halvkolonial stat, der let kan invaderes og undertvinges. Det er en voksende økonomisk og militær magt, der spiller med musklerne og forfølger sine egne interesser.
USA har allerede brændt sine fingre slemt i Irak og Afghanistan. De var ude af stand til at intervenere i Syrien. Hvordan kan de overhovedet overveje krig mod et land som Kina, når de ikke engang kan svare på de gentagne provokationer fra Nordkorea? Spørgsmålet er meget konkret.
Krig og revolution
Inden 1914 delte den europæiske arbejderbevægelses ledere borgerskabets illusioner. De socialdemokratiske ledere talte om socialisme og klassekamp når det var 1. maj, men i praksis havde de forladt perspektivet om socialistisk revolution til fordel for reformisme – tanken om at man fredeligt, gradvist og smertefrit kan lave kapitalismen om til socialisme på et uvist tidspunkt i den fjerne fremtid.
På den en e internationale kongres efter den anden vedtog Socialdemokratiet – som dengang indbefattede Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – resolutioner, der bandt Internationalen til at modsætte sig ethvert forsøg på at gå i krig, og endda bruge lejligheden til at organisere en revolutionær kamp imod kapitalisme og imperialisme.
Den russiske revolution
Til deres evige skam forrådte alle lederne af Anden Internationale (med undtagelse af russerne, serberne og irerne) arbejderklassen ved at støtte op om ”deres” herskende klasse på et ”patriotisk” grundlag. Resultatet blev, at millioner af arbejdere i uniform blev sendt i døden i Flandern. Kampråbet ”arbejdere i alle lande, foren jer!” virkede ondskabsfuldt ironisk da russiske, tyske, franske og britiske arbejdere skød og stak hinanden til døde i deres herrers interesse. Situationen så aldeles håbløs ud. Og dog endte den imperialistiske krig i revolution.
Den russiske revolution tilbød menneskeheden en udvej fra krig, fattigdom og lidelse. Men fraværet af en revolutionær ledelse på internationalt plan gjorde, at denne mulighed blev mistet i det ene land efter det andet. Resultatet var en ny krise og en endnu mere forfærdelig imperialistisk krig, der førte til 55 millioner menneskers død og næsten forårsagede den menneskelige civilisations kollaps.
To verdenskrige er tilstrækkeligt bevis for, at det kapitalistiske system har opbrugt sit progressive potentiale. Men Lenin forklarede, at kapitalismen altid kan finde en vej ud af selv den dybeste økonomiske krise, hvis ikke systemet bliver væltet. Det, som Lenin omtalte som en teoretisk mulighed, skete efter 1945. De særlige historiske forhold gjorde, at kapitalismen gik ind i en ny periode med opsving. Udsigten til socialistisk revolution, i det mindste i de udviklede kapitalistiske lande, var udsat.
En ubehagelig opvågnen
Ligesom i de to årtier inden 1914 var borgerskabet og dets ideologer berusede af illusioner. Og ligesom dengang gentog arbejderbevægelsens ledere disse illusioner. Mere nu end nogensinde tidligere har de opgivet blot at foregive at kæmpe for socialisme, og de har helhjertet taget ”markedet” til sig. Men i 2008 blev den søde frugt til aske i deres munde. Ligesom i 1914 har historien givet dem en brat og ubehagelig opvågnen.
Mange på venstrefløjen spørger om, hvorfor masserne ikke har rejst sig i oprør over den dybe krise. Til folk, der spørger således, henviser vi til 1914. Hvorfor førte den krise ikke omgående til en revolutionær bevægelse? Hvorfor samledes arbejderne ikke entusiastisk om det røde flag? Her vil formel logik og abstrakte generaliseringer ikke give svar. Kun en viden om dialektik kan kaste lys over spørgsmålet.
I modsætning til filosofisk idealisme, der antager, at menneskelig bevidsthed er drivkræften bag al menneskeligt fremskridt, siger dialektisk materialisme, at den menneskelige bevidsthed er ekstremt konservativ. Mænd og kvinder klynger sig altid til det, de kender: tradition, vane og rutine vejer tungt i hjernen. Kapitalismen fremelsker livslange vaner med lydighed, som let kan overføres fra skolen til produktionen og til kasernerne. Masserne vil altid vælge den udvej, der virker lettest indtil begivenhedernes slag tvinger dem til at sætte spørgsmålstegn ved den moral, religion og opfattelse, der har formet deres tankemåde hele livet.
Verdensånden til hest
Denne proces tager tid. Det er ikke en lige linje, men en meget modsætningsfyldt én. De selv samme soldater, der kippede med flagene og sang patriotiske sange i august og september 1914 hejste tre-fire år senere det røde flag og sang Internationale. Mellem disse to fænomener lå en afgrund – en afgrund fyldt med umådelig lidelse, grusomhed og død. Det var en hård lektie, men den gjorde sin virkning.
Hvad med i dag? Der er ikke krig, i det mindste ikke i samme forstand som i 1914. Men fra et historisk synspunkt vil 2008 blive anset for at være et lige så stort vendepunkt som dengang. Den store læreproces er begyndt. Ser det for langsomt ud for jer? Historien går fremad efter sine egne love og i sit eget tempo, der ikke kan gøres hurtigere gennem utålmodighed.
I 1806, da Hegel var ved at færdiggøre sin ”odagelsesrejse”, storværket Åndens Fænomologi (Phänomenologie des Geistes), så han Napoleon ride gennem gaderne i Jena og udbrød: ”jeg har set Verdensånden til hest!” Bibelen siger: ”De har øjne men ser ikke.” Kan I ikke allerede se beviser for en forandring i situationen. På gaderne i Istanbul og Athen, Sao Paolo og Madrid, Kairo og Lissabon er masserne sat i bevægelse.
I dag kan vi sige, at der er en ny Verdensånd på march overalt, ikke i skikkelse af en individuel helt, men i skikkelse af millioner af navnløse helte og heltinder, der langsomt, men sikkert drager konklusioner og bevæger sig for at tage skæbnen i egne hænder.
Lenin sagde, at kapitalismen er ”rædsel uden ende”. De blodige krampetrækninger, der finder sted i hele verden, viser, at det er rigtigt. Moralisterne græder over disse rædsler, men de har ingen idé om, hvad årsagerne er, for slet ikke at tale om løsningen. Pacifister, ”grønne”, feminister og andre peger på symptomerne, men ikke den bagvedliggende årsag – et sygt socialt system, der har overlevet sin historiske rolle.
De rædsler, vi ser, er blot symptomerne på kapitalismens dødskramper. Men de er også veerne for et nyt samfund, der kæmper for at blive født. Det er vores opgave at gøre disse veer så korte som muligt og hurtigt gennemføre fødslen af et nyt, virkeligt menneskeligt samfund.
Engang var der nogen, der sagde til den spanske revolutionære Durruti: ”I vil sidde på en ruinhob, hvis I sejrer”. Hertil svarede Durruti: ”Vi har altid levet i slum og huller i muren. Vi vil vide at finde os til rette for en tid. For du må ikke glemmer, at vi også kan bygge. Det er os, der har bygget disse paladser og byer, her i Spanien, i Amerika og alle andre steder. Vi arbejdere kan bygge andre i stedet. Og bedre. Vi er ikke det mindste bange for ruiner. Vi vil arve jorden, derom er der ingen tvivl. Borgerskabet vil sprænge og ødelægge sin egen verden, førend det forlader historiens scene. I vore hjerter bærer vi en ny verden. Den verden vokser dette minut.”
