Tusindvis gik på gaden for at fejre indsættelsen af nye borgmestre i Spanien søndag d. 13. juni, i scener der ikke er set lignende siden 1979, eller måske endda 1931. Kommunal- og regionalvalgene d. 24. maj udgjorde et voldsomt tilbageslag for det herskende højrefløjsparti PP. Men omfanget af deres nederlag blev først rigtig tydeligt d. 13. juni, da borgmestre fra partier og alliancer til venstre for socialdemokratismen blev indsat i 4 af de 5 største byer i landet: Madrid, Barcelona, Zaragoza og Valencia. Den femte, Sevilla, blev overtaget af en borgmester fra PSOE (Socialdemokratiet), med støtte fra Participa Sevilla, som er støttet af Podemos og Izquierda Unida (IU).

Madrid

I Madrid vandt Manuela Carmena, der er en af de overlevende fra den ekstreme højrefløjs Atocha massakre på arbejderadvokater med link til fagbevægelsen i 1977, over den forhadte højreorienterede Esperanza Aguirre. Manuela Carmena stod i spidsen for Ahora Madrid-listen, der inkluderede medlemmer fra Podemos, Izquierda Unida m.fl. Før det havde borgmestre fra det borgerlige PP regeret hovedstaden i 24 år.

Barcelona

I Barcelona var det Ada Colau, aktivist imod at folk sættes på gaden, i spidsen for Barcelona en Comú (inkluderende Podemos, IU m.fl.), som vandt over de borgerlige højrefløjsnationalister Trias fra CiU. Colau mindedes i sin tale sin families beskedne baggrund fra hendes fattige bedsteforældre, der var nødt til at emigrere til Barcelona, hvor de startede med at arbejde som tjenestefolk. Tusindvis fyldte Sant Jaume pladsen for at fejre hendes valgsejr. Til stede var et republikansk flag med bogstaverne UHP (foreningen af proletariske brødre, parolen for arbejderenhed i 1930’erne). Mange af de deltagende har også haft deltaget i besættelsen af Catalunya pladsen fire år tidligere under Indignados bevægelsen d. 15. maj, der endte i brutal undertrykkelse fra det kommunale og Catalanske politi. 

Galicien og Andulisen

I Valencia erstattede den venstreorienterede Joan Ribó fra Compromís den højreorienterede korrupte Rita Barberá fra PP, der havde styret byen uafbrudt i 24 år.

Der var andre bemærkelsesværdige sejre. I Galicien vandt den såkaldte Atlantic Tide-liste i de centrale byer Ferrol, A Coruña og Santiago de Compostela. I sine traditionelle højborge blev PP reduceret til kun at have borgmesterposten i 1 ud af 7 af de vigtige galiciske byer.

Efter 20 års PP-styre i Cadiz, blev den antikapitalistiske radikale Jose Maria Gonzalez “Kichi” valgt som borgmester i spidsen for Cádiz Sí Se Puede-listen (støttet af Podemos). Foran tusindvis af mennesker holdt han en tale, hvor han hyldede “almindelige mennesker som sørger for alting. De åbner skolerne, fejer gaderne, bygger broer, laver og tænder gadelygterne. … De er byens hjerte, der gør den i stand til at vågne hver morgen til duften af brød og churros og at gå i seng hver nat, beskyttet og tryg.” Og han tilføjede eftertrykkeligt: “Det kan være vi laver 100 fejl, men I kan trygt stole på, at vi vil anerkende og rette dem. Men vi vil aldrig tage fejl af, hvilken side vi er på, over for dem der smider folk ud af deres hjem, fyrer, udbytter, skærer ned, hamstrer og efterlader landet uden nogen fremtid.” Cadiz i Andalusien er provinsen med den højeste arbejdsløshed i hele landet (over 42%) og samtidig et af de steder, hvor Podemos står stærkest.

Sejr over højrenationalister

I Badalona blev antikapitalisten og tilhænger af catalansk selvstændighed, læreren Dolors Sabater borgmester, og erstattede den højreorienterede racistiske borgmester Albiol fra PP. Badalana er med en befolkning på 180.000 den tredjestørste by i Catalonien. Sabater stillede op som en del af Guanyem Badalona en Comú, en liste der involverede medlemmer fra den venstreorienterede pro-selvstændigheds-CUP, Podemos, nogle medlemmer fra IU og andre. Den blev nummer 2 ved valget d. 24. maj og havde brug for støtte fra den catalanske afdeling af PSOE (PSC), venstrefløjsnationalisterne ERC og Cataloniens IU (ICV). Også her kom tusindvis ud for at fejre og råbe et velfortjent farvel-buh efter racisten Albiol.

I Navarras hovedstad Iruña-Pamplona blev højrefløjsnationalisterne UPN fortrængt fra byrådet efter 28 års uafbrudt styre. Her vandt det radikale baskiske venstrefløjsnationalistiske EH Bildu, med støtte fra en række venstrefløjs- og baskisk nationalistiske kræfter (her i blandt nogle støttet af Podemos, IU og andre). Den nye borgmester, Joesba Asirón, blev mødt af en folkemængde på torvet, der råbte “Agur UPN” (Farvel UPN) og viftede baskiske og republikanske flag

I Legames, der ligger i industribæltet syd for Madrid og har en befolkning på 190.000, fik Leganemos-listen 6 byrådsmedlemmer og blev det næststørste parti, mindre end 700 stemmer efter PSOE. På grund af opsplitningen af stemmerne (med 4 partier, der fik 6 byrådsmedlemmer hver) var det ikke muligt at opnå en aftale for en samlet venstrefløj. Leganemos, støttet af Podemos og en betydelig del af det lokale IU, forblev i opposition.

Ed til arbejderklassen, ikke Kongen

Som i så mange andre byer og storbyer på tværs af landet, talte byrådsmedlemmerne i deres edsaflæggelse om arbejderkampe, bevægelse imod nedskæringer og sparepolitik og fremhævede minderne om dem, der blev skudt af Francos tropper under borgerkrigen. Officielt skal byrådsmedlemmerne sværges ind ved at tage forfatningen og kongen i ed. De byrådsmedlemmer, der var støttet af Podemos, sagde, at de kun fremsagde eden “af juridisk nødvendighed”, men lovede at forsvare arbejderklassens interesser og ikke Kongens.

Overalt har disse nye byrådsmedlemmer indvilliget i en omfattende nedgang af deres officielle gager (i praksis har de gennemført princippet om, at en valgt repræsentant bør modtage en løn, der er i harmoni med dem, der har valgt ham eller hende). De har ligeledes givet afkald på deres officielle biler osv. De har også forpligtet sig til at være ansvarlige over for arbejderklassen og involvere almindelige menneskers direkte deltagelse.

Disse er stærke symbolske gestus, som afspejler det massive skift i spansk politik siden indignados-bevægelsen i 2011. “Mareas” borgmestrene i Galicien nægtede at deltage i en traditionel ceremoni dagen efter deres edsaflæggelse, hvor de valgte borgmestre skal sværge troskab til Santiago, Galacias skytshelgen. På sin første arbejdsdag tog Barcelonas borgmester Ada Colau metroen til arbejderklassekvarteret Nou Barris (hvor hendes liste BeC fik 33% af stemmerne) for at forsvare en familie, der var blevet truet med at blive sat på gaden. Udsmidningen blev forhindret.

Hårdt slag for de borgerlige

Alle steder var resultaterne af kommunalvalget et alvorligt tilbageslag for det herskende højrefløjsparti PP, som samlet tabte 2,5 millioner stemmer (20 procentpoint). Men “oppositionen”, det socialdemokratiske PSOE, tabte over 600.000 stemmer (2,7 procentpoint). Stemmerne fra IU og de lister, der var støttet af Podemos, er langt sværere at få et overblik over, fordi der var en lang række af lokale ”folkelige enhedslister”, der bestod af forskellige elementer fra by til by. 3 af de største byer (Madrid, Barcelona og Zaragoza) styres nu af borgmestre fra sådanne lister.

Et andet interessant aspekt ved borgermestervalgene har været miskrediteringen af Ciudadanos (Borgerne). Denne nye højrefløjsformation skulle stå for “demokratisk fornyelse”; men i virkeligheden har denne gruppe været afgørende for at lade PP fortsætte på magten i en hel række provinshovedstæder samt Madrid-regionen, og har lavet en aftale med PSOE, der gør det muligt for dem at danne en regering i Andalusien, på trods af at de står midt i korruptionsskandaler. Resultatet er at partiet er miskrediteret.

Spørgsmålet om vejen frem

Lige som det har skabt enorm entusiasme og håb om forandring, har kommunalvalgene og de nye borgmestre også sat en række vigtige strategiske diskussioner på dagsordenen. Først og fremmest er det blevet klart for titusindvis af aktivister, at enheden mellem forskellige partier til venstre for PSOE har været afgørende for disse sejre. Dette har startet en livlig debat om en eller anden form for samlet liste, der inkluderer Podemos, IU og andre venstreorienterede nationalistiske organisationer, til at stille op i det kommende folketingsvalg. Der er forhindringer for dette, blandt andet de forskellige interesser i organisationernes apparater, smålig rivalisering osv.

Debatten har også været centreret for meget omkring de rent tekniske aspekter af en sådan enhed (hvad skal listens navn være, mekanismerne for valg af kandidater, de enkelte partiers rolle osv.) i stedet for de programmatiske aspekter. Dette er lidt som at starte med at bygge et hus, ved at bygge taget. Enhed bør skabes på et fælles aftalt program for hvilke konkrete tiltag, der skal til for at rulle nedskæringer og besparelserne tilbage og at garantere basale rettigheder som uddannelse, sygeforsikring, boliger osv.

Et andet spørgsmål, der indtil videre har manglet i debatten, er den nødvendige forbindelse mellem kampen i de institutionelle organer, som lokalråd o.l., og massemobiliseringen af arbejdere og unge på gaden. Vi må forstå at institutionernes arbejde, især på lokalt plan, er ekstremt begrænset i sin rækkevidde. Til dette må tilføjes det faktum, at de nye borgmestre i de fleste tilfælde er afhængige af meget skrøbelige alliancer med andre kræfter, inklusiv PSOE. Det eneste måde deres position kan styrkes, er ved fuldt ud at benytte og støtte sig på massemobiliseringer i gaderne. Byrådsmedlemmerne og borgmestrene må være ansvarlige over for masseforsamlinger i hvert distrikt, og sørge for at presset fra masseaktioner lægges på institutionerne.

Uanset alle de forhindringer der ligger forude, er valget af disse nye borgmestre og byrådsmedlemmer, som er det første direkte politiske udtryk for de sidste 5 års dybereliggende proces med massemobilisering af arbejderklassen, et friskt pust. Det giver hele bevægelsen tiltro til sin egen styrke såvel som håb om, at regimet og dets nedskæringspolitik kan bekæmpes.

Marxister må deltage energisk i disse bevægelser, være aktive i de daglige kampe, og samtidig altid pointere, at den eneste måde en holdbar sejr kan opnås, er ved at udfordre hele det rådne kapitalistiske system.

Oprindelig bragt på Marxist.com, 15. juni 2015 (Her kan man også se videoer af en lang række at talerne ved indsættelsen)