Den 9. maj blev en fælles valgaftale mellem Podemos og Izquierda Unida (Forenet Venstre, IU) offentliggjort. Medlemmer af begge organisationer vil have mulighed for at stemme om aftalen i løbet af denne uge.
Aftalen vil også inkludere de fælles valglister der allerede eksisterede fra valget den 20. december i Catalonien, Galicien og Valencia. Allerede dengang argumenterede marxisterne i Lucha de Clases (IMT’s spanske sektion) for en landsdækkende valgaftale, en aftale der kun blev standset pga. de snævre interesser hos enkelte personer i begge organisationers politiske apparater.
Aftalen er blevet modtaget med entusiasme af tusinder af aktivister, og kan potentielt ændre hele scenariet ved valget den 26. juni. Dette valg blev indkaldt da det viste sig umuligt at forme en regering efter valget den 20. december. Det meste af regeringsblokken diskuterer internt spørgsmålet om, hvorvidt det socialdemokratiske PSOE ville foretrække en koalition med det ”reformistiske” højrefløjsparti Ciudadanos (Borgerne) eller med strømninger til venstre, hvilket inkluderer Podemos og IU.
Faktisk havde Podemos selv med behændighed placeret PSOEs ledere i dilemmaet mellem at danne en venstrefløjsregering eller en højreregering. Dette er interessant fordi lederne af Podemos altid har insisteret på, at Venstre og Højre er forældede kategorier uden relevans for nutiden, og har i stedet forklaret, at det nu er et spørgsmål om ”dem på bunden mod dem i toppen”.
De, der af forskellige årsager, internt i Podemos og UI gik imod fællesaftalen er blevet overvundet.
En ren gentagelse af valget fra december ville sandsynligvis ikke skabe nogen større forandring i sammensætningen af parlamentet, og kun ville resultere i en ny politisk lammelse. Den offentliggjorte valgaftale har dog ændret markant på spillet. Meningsmålinger viser lige nu at det samlede antal stemmer til Podemos og IU vil gøre det muligt for dem at vinde over PSOE i antal stemmer og måske endda også i mandater. Det spanske valgsystem, baseret på valgdistrikter, straffede Podemos ved det sidste valg: I mange mindre provinser, som kun repræsenteres af 3-4 parlamentsmedlemmer, manglede de lige akkurat de nødvendige stemmer for at få nogen valgt. Sammenlægningen af stemmer fra IU kunne betyde en fremgang på 15-20 mandater.
Det er endda muligt at en sådan fællesliste vil gøre det muligt at udfordre det herskende Partido Populars (konservative, PP) førsteplads. Aftalen skaber en fælles politisk platform, men giver også begge organisationer nok politisk selvstændighed til at forsvare egne holdninger og til at organisere egne kampagner uafhængigt. Det er dog sandsynligt at der vil blive holdt fælles massemøder med Alberto Garzón og Pablo Iglesias og andre velkendte ledende figurer, hvilket vil skabe entusiasme igennem hele Spanien.
En nylig meningsmåling lavet af CIS fra april viser, at sammenlægningen af IU og Podemos´ direkte stemmer og ”vælgerpræferencer” vil placere dem foran PP (19,8% for IU+Podemos, 19,2 % for PP, 18,0 for PSOE). Selvfølgelig er det endnu tidligt (den reelle valgkampagne starter først den 20. juni) og der er stadig en masse der skal gøres, men udsigten til at besejre PPs forhadte spareregering kan opildne et lag af ungdommen der var fraværende i december, og vinde en sektion af PSOE vælgere, der er vrede over deres partis nej til en aftale med Podemos. Den samme meningsmåling viser også ret interessant at IU og Podemos sammen topper i vælgergruppen 18-55 årige.
Selv hvis valgalliancen mellem Podemos og IU kommer på andenpladsen vil det placere PSOE i en endnu mere umulig position: de vil blive nødt til at vælge mellem at tillade dannelsen af en PP regering (og tabe endnu større dele af deres vælgerkorps som et resultat), eller gå ind i en koalition med Podemos, et scenarie den herskende klasse frygter.
Vi vil fra nu af komme til at se den mest ondsindede smædekampagne, fyldt med angreb, bagvaskelse og løgne rettet mod fælleslisten fra alle kapitalistiske massemediers side. De vil bringe borgerlige politikere og statsmænd tilbage fra de døde (González springer i tankerne) for at kritisere Podemos og IU, og for at advare imod ”farerne” for Spanien hvis de bliver valgt. En ”meningsdanner” fra det højreorienterede ABC har allerede beskrevet IU-Podemos aftalen som ”gammeldags stalinisme og barnlig fascisme”!!
Socialispartiets leder Pedro Sanchez har karakteriseret aftalen som værende fra den ”yderste venstrefløj”, og Mariano Rajoy (premierminister i Spanien og leder af PP) har brændemærket den som ”en koalition af ekstremister og radikale”. PPs talsmand Rafael Hernando beskriver aftalen som en ”alliance mellem cubansk og venezuelansk kommunisme”, og sammenligner den med ”de marxistisk-leninistiske regimer i Nordkorea, Kina, Bolivia, Venezuela og Cuba”. Alt dette vil give bagslag. Vi har set det før.
IU-Podemos listens program er baseret på de programmer begge organisationer præsenterede ved valget i december (de var stort set ens): et bredt program af reformer, imod nedskæringer, for tilbagetrækningen af PP regeringens værste love (inkluderende Ignacío Werts uddannelseslov, loven der har indskrænket de demokratiske rettigheder, de sidste to kontrareformer af arbejdsloven etc.), tiltag imod udsættelse, langsommere reduktion af underskud, højere offentligt forbrug, …
Entusiasmen for Podemos-IU aftalen hos tusinder af aktivister og hele lag af masserne repræsenterer ønsket om fundamental forandring, en dybfølt modstand imod det fejlslagne økonomiske system og det rådne politiske regime. Problemet er, at det fælles program og den politik der forsvares af lederne af begge organisationer ikke svarer på spørgsmålet om, hvor pengene til disse tilbagetrækninger af nedskæringer skal komme fra.
Den spanske kapitalisme er i krise. Den europæiske kapitalisme er i krise. Verdenskapitalismen bevæger sig imod en ny recession. EU forlanger allerede fra enhver potentiel ny regering i Spanien en pakke af nedskæringer til 10-12 milliarder euro eftersom PP regeringen missede målet for reduktionen af statsunderskuddet med et procentpoint i 2015. Lederne af Podemos-IU, hvis og når de kommer til magten, vil stå overfor det samme problem som Syriza og Tsipras løb ind i: indenfor en kriseramt kapitalismes grænser er ingen progressive reformer mulige.
Marxisternes opgave er at følge massen af arbejdere og unge igennem den proces, hvor de, gennem deres egne erfaringer, vil drage konklusioner. Og et nødvendigt stadie i denne proces er PPs nederlag og at Podemos kommer til magten på den ene eller anden måde. Vi deltager i deres kampe, både de valgmæssige og andre former for kamp, mens vi samtidigt tålmodigt forklarer, at hvad de ønsker kun kan realiseres igennem en omvæltning af hele kapitalismens rådne struktur.
Denne artikel blev første gang bragt på engelsk på marxist.com den 11. maj 2016.
