Mange er enige om, at det er tid til et regeringsskrifte. VK-regeringen har skåret ind til benet, hvilket har gjort ondt på børnefamilier, unge, ældre og arbejdere i Danmark. Nu er de så i færd med at høvle spåner af knoglen, og så er det ved at være for meget. Det var de store protester, strejker og demonstrationer i social- og sundhedssektoren i forsommeren et afgørende bevis på.
Men det er ikke lige meget, hvilken regering der kommer i stedet. Det der er brug for, er ikke endnu en SR-regering, som vi så i 1990’erne. Den konklusion har de tilsyneladende også draget i SF, Socialistisk Folkeparti. SF har nu erklæret, at de vil kæmpe for at komme i regering efter næste folketingsvalg. Det hørte vi bl.a. flere ledende SF’ere sige på årets kongres, og det står i den vedtage udtalelse, ”Ny regering – ny politik”, fra samme kongres. ”SF vil arbejde stærkt for at få mest mulig indflydelse på en kommende centrum-venstre regerings politik. Den indflydelse sikres bedst gennem SF\’s regeringsdeltagelse.”
Med SF’s klare profil mod krigen i Irak og kampen for bedre velfærd kunne det jo lyde som en god ting. Men regeringsdannelse er ikke en bogstavleg, men derimod et spørgsmål om politik.
SF – et socialistisk arbejderparti?
SF står i de fleste meningsmålinger i dag til knap 10 pct. af stemmerne mod de 6 pct. de fik i 2005. I samme periode er partiet vokset med 2.000 medlemmer, og har i dag 10.000 medlemmer. Det gør til en afgørende kraft i den danske arbejderbevægelse. Tilstrømningen til SF er et resultat af den radikalisering, vi har set de sidste år.
SF har altid været en del af den danske arbejderbevægelse, og blev født ud af et split med stalinisterne i DKP efter nedslagtningen af revolutionen i Ungarn i 1956. I SFs program bliver der slået et kraftigt slag for socialisme:
“SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.”
Selvom dette ikke er det, man oftest hører toppen af SF tale om, er det baggrunden for, den tilslutning SF har. At de så samtidig støtter EU-forfatningen, og har været med til velfærdsnedskæringer i mange kommuner er en anden sag. Tilslutningen til SF skal nok mest ses på trods heraf, og som en reaktion på manglen på opposition fra Socialdemokraterne.
SF – et regeringsparti
Som sådan er der altså ikke noget galt i, at SF nu efter mange års ”dvale” har valgt at gå i kamp for taburetter i regeringen. Problemet opstår først, når man ser på, hvilken regering SF har tænkt sig at deltage i. Fra ovenfornævnte udtalelse: ” VK-regeringen skal erstattes af en centrumvenstreregering. SF bestræber sig på at være en samlende kraft i oppositionen, fordi en stærk alliance om et helt andet Danmark er nødvendig, hvis VK-regeringen skal væltes. ”En centrumvenstreregering”, som der står i udtalelsen. Altså en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale (eller måske sågar Ny Alliance?).
Hvad er der af alternativ i en regering med De Radikale? Så sent som november 2006 forslog netop De Radikale en skattereform, som ville give de 10 pct. rigeste 6700 kr. mere om året, mens det ville betyde et tab på 500 kr. for de 20 pct. fattigste. De har været med til at smadre Skolepraktikordningen (SKP) for landets lærlinge og deltaget i VKO’s angreb på arbejdsmiljøet. Andre mærkesager i Det Radikale Venstre har været likvidering af efterlønnen og nedsat dagpengeperiode.
De Radikale er absolut intet arbejderparti. Det blev stiftet i begyndelsen af 1900-tallet, som en udsplitning fra det borgerlige Venstre, med det formål at holde Socialdemokratiet må reformismens smalle sti, deres ageren som støtteparti for Socialdemokraterne i utallige regeringer beviser klart dette. Det eneste formål med De Radikale har været, at legitimere at Socialdemokraterne i tidligere regeringer har ”været nødt til” at skære ned og forringe arbejdernes vilkår for ikke ”at sætte en stopper for regeringssamarbejdet”.
SF og De Radikale – en reaktionær utopi
Tror SF’s ledelse virkelig, at De Radikale kan bruges som alliancepartner for opnå det, som er beskrevet i SF’s program? Det er en utopi. Lad os citere SF’s program igen:
“Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Der vil til enhver tid være højrekræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker SF’s vision om et nyt samfund, og fordi en socialistisk udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur.”
Hvordan skulle De Radikale være med til at føre sådanne visioner ud i livet? En regering bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og SF vil dermed heller ikke kunne betegnes som en arbejderregering. Et regeringssamarbejde mellem de Radikale og SF, med reel indflydelse til SF er derfor ikke bare en utopi, men en reaktionær utopi.
Det må stå klart for SF, at en regering, som skal samarbejde med De Radikale, ikke vil komme til at føre arbejderpolitik. De Radikale vil, som vi har set i tidligere regeringssamarbejder, føre en politik, som skærer ned på velfærden, og hvor de som har mest, får mere. SF vil i en sådan regering være nødt til at gå på kompromis, på en lang række af deres mærkesager, med mindre centrumvenstreregeringen skal stå totalt lammet, ude af stand til at gennemføre nogle politiske mål.
Det vil derfor være en ren katastrofe, hvis SF indgår i en centrumvenstreregering. Ud over at være en katastrofe, vil det også være at skyde dem selv i foden (eller i hovedet), da de vil komme til at ”forråde” deres vælgere, ved at de ikke kan føre velfærdspolitik og efterfølgende vil miste vælgeropbakningen.
SF – højredrejningen er begyndt
Desværre er denne højredrejning af SF allerede begyndt. Topledelsen principløse frieri til regeringsmagten og talen om at man vil tage ”medansvar” er i sig selv et eksempel på dette. Faktisk er det paradoksalt, at det er Villy Søvndal, der vandt over højrefløjens kandidat Pia Olsen, som er slået ind på denne kurs. Villy Søvndal slog tilmed den principløse kurs fast på SFs landsmøde i april, hvor han udtalte at, ”I SF har vi kun ét ultimativt krav: Fogh skal væltes”.
Det tydeligste eksempel er dog SF’s ja til EU-forfatningen. Ikke nok med at SF bestemte sig for at gå ind for fatningen, der blev tilmed skrevet en lang aftale med VK-regeringen, Socialdemokraterne og De Radikale om, hvor fantastisk forfatningen var på alle områder lige fra miljø over arbejdsvilkår til demokrati.
Skattestoppet er blevet kritiseret af SF, men alligevel har Villy Søvndal udtalt, at han ”har en politisk forståelse for, hvorfor Socialdemokraterne vil lade skattestoppet fortsætte i næste valgperiode”. Under finanslovsforhandlingerne i 2006 fik Villy Søvndal sågar navnet ”Mr. Skattestop”, fordi han opgav kravet om at få det umenneskelige skattestop fjernet.
Som et yderligere tegn på dette er også, at SFs ledelse ikke længere stoler på klare politiske alternativer, men nu baserer sig på kommunikationsrådgivere og reklamefirmaer.
For SF i en socialistisk arbejderregering
Det, som SF bør arbejde for, er en arbejderregering. En arbejderregering bestående af de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Det må af SF gøres klart for vælgerne og Socialdemokraterne, at man ikke vil acceptere én eneste nedskæring på velfærden eller én eneste skattelettelse, som er til gavn for de rigeste og skader de fattigste. SF må stille op på et socialistisk program, som indbefatter forbedringer i uddannelsessektoren, altså rigtige investeringer i fremtiden. Det må indbefatte et forbedret sygehusvæsen, hvilket bl.a. vil betyde højere lønninger og efteruddannelse til sygeplejerskerne. Det må også indeholde forbedringer af, samt nedsættelse af priserne på den offentlige transport.
SF må lægge illusionerne til De Radikale på hylden. Man må væk fra studehandler med de borgerlige og tilbage til partiets program. En fælles kampagne med Socialdemokratiet og Enhedslisten for en arbejderregering, der vil føre arbejderpolitik, ville kunne gøre det af med den borgerlige regering på ingen tid. Det er den eneste vej frem.
