Boris Jeltsin taler fra en kampvogn foran parlamentsbygningen i Moskva, mandag den 19. august 1991.
For 20 år siden var der en euforisk stemning blandt det internationale borgerskab. Sovjetunionen, Østblokken og Balkan var i en fremadskridende proces af opløsning og de såkaldte socialistiske planøkonomier så ud til at have lidt deres endeligt. Årtiers økonomisk stagnation, på grund af det bureaukratiets dødvægt, havde undermineret de nationaliserede planlagte økonomier og løbet af 1980’erne kom alle de stalinistiske regimer i krise. Den herskende klasse i Vesten satte ind med en ideologisk offensiv og i perioden fra 1989 til 1991 lykkedes det kapitalismen at “sejre” i alle de tidligere såkaldte “socialistiske” stater. Euforien og selvsikkerheden bland borgerskabet blev tydelig vist med en leder i Wall Street Journal (24/5/89) med overskriften “Vi vandt” og med Francis Fukuyamas teser om at “historien var slut” og den liberale ideologi og markedsøkonomien definitivt havde vist sin overlegenhed. “Socialismen” var blevet afprøvet og havde spillet fallit, så nu måtte man overgive sig til den evige dominans af markedets love.
Hvad der for borgerskabet var en sejr – både ideologisk og økonomisk – var et kæmpe nederlag arbejderklassen. Ikke bare i Rusland og resten af Østblokken, men i hele verden. Siden sammenbrud har der været kørt en ideologisk offensiv mod alt, hvad der har med socialisme at gøre. Men hvad der var i Sovjetunionen var ikke socialisme men et bureaukratis stalinistisk regime med en planøkonomi. Alle traditionerne var oktoberrevolutionen 1917 var effektivt blevet udrenset af regimet for at konsolidere bureaukratiets privilegier og magt.
Revolutionen forrådt
Leon Trotskij forklarede i sit værk ”Revolutionen Forrådt”, som allerede er skrevet i 1936, den proces, der skete mere end 50 år efter med Sovjetunionens opløsning og tilbagevenden til kapitalismen.
Den russiske revolution havde skabt enorm fremgang i det tilbagestående og semi-feudale Rusland med uhørt hastighed. Den nationaliserede planøkonomi havde skabt helt usete vækstrater, og landet blev en af de førende økonomier på få årtier. Det løftede millioner af mennesker ud af fattigdom og analfabetismen. Men revolutionen forblev isoleret i Rusland og de nye sovjetrepublikker, og desuden mistede arbejderne gradvist deres politiske magt i slutningen af 20’erne og det demokratiske sovjetregime, blev overtaget af bureaurater. Denne isolation og bureaukratiets konsolidering af magten i egne hænder satte arbejderstatens overlevelse i fare. Trotskij sagde, at ”en planlagt økonomi har brug for demokrati som menneskekroppen har brug for ilt”. Trotskij forklarede, at hvis ikke arbejderklassen genvandt den politiske magt og indførte et ægte arbejderdemokrati, ville en tilbagevenden til kapitalisme være uundgåelig.
Bureaukratiet bremsen for udvikling
Til trods for at den nationaliserede planøkonomi fortsatte med at eksistere, og kunne udvikle økonomien i Sovjet efter alle revolutionens og det bolsjevikiske partis traditioner effektivt var likvideret gennem udrensning og skueprocesser i løbet af 30’erne, var bureaukratiet en lænke på udviklingen. Selv i perioden med de første femårsplaner, hvor bureaukratiet spillede en relativ progressiv rolle i at udvikle produktionsmidlerne, var de direkte skyld i et enormt spild og ineffektivitet. Det var umuligt for bureaukratiet at planlægge den mere og mere komplicerede økonomi. En relativt lille bureaukratisk kaste kan ikke have den nødvendige viden og indsigt i produktionen til at kunne planlægge økonomien. Kun et reelt arbejderdemokrati vil kunne køre en effektiv nationaliseret planøkonomi.
Bureaukratiets interesse var først og fremmest at forsvare deres egne positioner og privilegier, men på den anden side forsvarede de i en meget lang periode den planlagte økonomi, fordi den var grundlaget for deres egen magt. Men bureaukratiets var en enorm dødvægt for hele økonomien. Ikke nok med at de havde privileger, som ingen almindelige arbejdere havde, de stødte også hurtigt mod det dilemma, at des mere de kom modsætning til resten af samfundet, desto mere bange blev de for, at arbejderne ville gøre modstand og dermed måtte de konstant have mere kontrol, hvilket igen kom i konflikt med produktionens behov for fri udvikling.
Fra at blive en relativ hindring for økonomiens udvikling blev det stalinistiske bureaukrati en absolut hindring. Fra 1965 begyndte vækstraterne at bremse op. Fra 1965 til 1970 var den årlige gennemsnitlige vækstraten på 5,2 procent og fra 1971 til 1978 faldt den til 3,7 procent. Det vil sige at de fik vækstrater der lignede det der var i de udviklede kapitalistiske lande i efterkrigsperioden. I perioden med Khrusjtjov og Bresjnev kom det stalinistiske regime i større og større krise.
Perestrojka og glastnost
I begyndelsen af 1980’erne var det sovjetiske samfund nået ind i en blindgyde. Ledelsen i bureaukratiet var handlingslammede. Uanset hvilke tiltag det lavede for at udvikle økonomien og tilfredsstille massernes basale behov, mislykkedes det. Der kom også flere og flere sager med bureaukrater der var involveret i enorm korruption, og masserne havde større og større utilfredshed og mistillid til regimet. Bureaukratiet var splittet i forhold til hvilken vej de skulle bevæges sig. De så med nervøsitet til massebevægelsen i Polen med arbejderne i Solidarnost-fagforeningen, der havde revolutionært potentiale. De var bange for, at det samme ville ske i Sovjet.
I 1985 bliver Gorbatjov generalsekretær for Kommunistpartiet. Han repræsenterede ”refom-fløjen” i partiet. På den 27. kongres i Kommunistpartiet i 1987 holder han en tale, hvor han fremlagede et program for perestrojka (restrukturering) og glastnost (åbenhed). Perestrojka gik ud på at åbne mere op for økonomien og der blev introduceret forskellige tiltag for at øge ”incitamentet” til at arbejde hårdere blandt arbejderne. Desuden blev, der øget brug af løndifferentialer. Nogle steder førte denne ”økonomiske reform” til direkte lønnedgang. Reformerne var ikke særlig populære blandt masserne. Mange steder blev reformerne omdøbt til katastrojka.
I et forsøg på, at formilde massernes åbenlyse mistillid til regimet, forsøger Gorbatjov og hans støtter i bureaukratiet at læne sig op af masserne. Korruptionen og bureaukratiets åbenlyse luksusliv (sammenlignet med masserne) havde nået vanvittige højder. Så Gorbatjov igangsætter en lettere udrensning blandt dele af bureaukratiet og en stor del af partibureaukratiet blev fyret.
Splittelse i bureaukratiet
Gorbatjov var som en lus mellem to negle. På den måtte masserne få indrømmelser og på den anden side repræsenterede han bureaukratiet og deres interesser. De såkaldte reformer som Gorbatjov gennemførte, skulle forhindre en revolution fra neden og fastholde bureaukratiets magt. Men denne proces forberedte i virkeligheden at store dele af bureaukratiet gik direkte mod kapitalisme. Det eneste de havde for øje var, at bevare deres privilegier.
I slutningen af 1980’erne kom den sovjetiske økonomi i den dybere og dybere krise. Perestrojka havde ikke haft den ønskede virkning. I 1989 havde Sovjet et underskud på statsfinanserne på 6,2 procent og den økonomiske vækst var tæt på nul. Køerne foran fødevarebutikkerne blev længere og længere, der var fødevaremangel og levestandarden blandt masserne fladt drastisk.
Samtidig var der en bevægelse mod opløsning af de stalinistiske regimer i Østeuropa, løsrivelses bevægelser i de baltiske sovjetrepublikker og i flere af de kaukasiske sovjetrepublikker. Desuden var der strejkebevægelser i flere kulmineområder på blandt andet på grund af manglende udbetaling af løn.
Sovjetunionen bevægede sig med hastige skridt mod opløsning. Men bureaukratiet var splittet om hvilken vej de skulle gå. Der var en del af bureaukratiet, der åbent talte for at gå mod markedsøkonomi, med det klare formål at etablere dem selv som ny kapitalistklasse. Men der var også dele af bureaukratiet, de såkaldte ”hardliners”, der ville fastholde det stalinistiske regime.
Sovjetunionens opløsning
Boris Jeltsin blev en af hovedfortalerne for en tilbagevenden til markedsøkonomi. Han var i 1988 blevet valgt som de facto præsident for den Socialistiske Russiske Sovjet Føderation. I løbet af 1990 og 1991 bliver, der rigtig sat gang i reformprocessen.
Den 19. august var der kampvogn på gaden i Moskva. En fløj af de såkaldte ”hardliners” havde med hjælp fra en sektion af hæren fået tilbageholdt Gorbatjov og forsøgte at lave et statskup. De ville ikke acceptere opløsningen af Sovjetunionen, og den begyndende løsrivelse som var i gang i flere sovjetrepublikker. De ville bevare bureaukratiets magt og måske endda vende tilbage til hård repression for at holde på den. Jeltsin udnyttede situation og prøvede at mobilisere ”masserne” mod kupforsøget. Men der var ingen respons. Kupmagerne trak sig efter et par dage og Jeltsin stod som sejrsherre.
Arbejderklassens passivitet var i virkeligheden bemærkelsesværdig i denne situation. De havde ikke fulgt opfordringen til generalstrejke mod kupmagerne. Der var ikke særlig stor opbakning til den pro-kapitalistiske fløj i befolkningen, men der var på den anden side heller ingen aktiv opbakning til den del af bureaukratiet, der ville bevare den planlagte økonomi.
Gorbatjov var blevet marginaliseret efter kupforsøget og Jeltsin stod med magten til at gennemføre de afgørende reformer mod kapitalisme. Den 6. november 1991 forbød Jeltsin Kommunistpartiet i hele Sovjetrusland, i løbet af efteråret løsrev alle sovjetstater sig fra Rusland og den 25. december opløste Jeltsin officielt Sovjetunionen.
Kapitalismens indtog
Processen mod kapitalisme havde foregået over en næsten tiårig periode, men de afgørende slag mod den planlagte økonomi blev givet efter opløsningen. Som en af de første handlinger som premiereminister for Rusland ophævede Jeltsin den 2. januar 1992 priskontrollen på varer og statsmonopolet på udenrigshandelen. Det førte til at mange varer steg 300-350 procent uden at lønningerne fulgte med. Kort efter blev masseprivatiseringer af industri sat i gang. Mange industrier blev lukket helt ned og det førte til eksplosion i arbejdsløsheden. Hvad man gennemført i Rusland fra 1992 og årene frem var ren og skær økonomisk chokterapi. Det førte til et kollaps i økonomien med fald i BNP på årlig basis på mellem 4 og 15 procent. Markedet kollapsede allerede da det blev indført.
Introduktionen af markedsøkonomi har direkte ført til social desintegration. Fattigdom, alkoholisme, stofmisbrug og generel sænkelse af levevilkår er resultatet for almindelige russere. Det medicinske tidsskrift The Lancet publicerede i 2009 (31/1/09) et studie der konkluderede at op mod en million mænd i den arbejdsdygtige alder døde direkte af det økonomiske chok efter masseprivatiseringerne fra 1999 til 2002. For det store flertal af befolkningerne i Sovjetunionen og Østeuropa er indførelsen af kapitalisme og rå markedsøkonomi lig med elendighed og usikkerhed. Der er publiceret flere meningsmålinger der viser at flertallet af befolkningerne i disse lande hellere ville leve under de gamle stalinistiske regimer end under kapitalisme. For eksempel offentliggjorde Det Al-Russiske Meningsmålingscenter i 2005(16/12/05) en måling der viste at 66% af befolkningen beklager kollapset af Sovjet. Under ”socialismen” var man i det mindste sikret en lejlighed, et arbejde, stabile varepriser og god og billig offentlig transport. Intet af dette kan kapitalismen tilbyde.
Forsvar for planøkonomien – for et nyt Oktober
Som Trotskij forklarede var bevægelsen mod kapitalisme uundgåelig i Rusland, hvis ikke der havde været en politisk revolution der havde udskiftet det den stalinistiske karikatur af et socialistisk regime med ægte arbejderdemokrati. Den kapitalistiske kontrarevolution i starten af 1990’erne var en logisk slutning for bureaukratiet, der kunne overføre deres privilegier til et nyt økonomisk system. Men tilbagevenden til kapitalisme i Rusland var en katastrofe for almindelige mennesker. Den nationaliserede planlagte økonomi var et historisk fremskridt. Hvad der gik galt i Sovjet var ikke socialisme. Det var en stalinistisk karikatur af socialisme.
Men med den nuværende dybe krise i kapitalismen, stiller mange ung og arbejdere spørgsmålstegn ved det økonomiske system, der betyder fattigdom, arbejdsløshed, sult og krige. De søger alternativer. En ny generation af unge er ikke tynget af stalinismens åg, der har miskrediteret ordet socialisme. De har set den uplanlagte anarkistiske markedsøkonomi betyder fattigdom og massearbejdsløshed. Kampen er nu for en nationaliseret planøkonomi under arbejderklassens kontrol – for en ny Oktoberrevolution.
