”Det er længe siden jeg har oplevet en så entusiastisk kongres. Det vidner om en organisation med god politisk forståelse, tillid til vores politiske ideer og perspektiv, og som er klar til at tage fat på arbejdet.” Således lød de afsluttende bemærkninger fra Jonas Foldager, der lukkede Socialistisk Standpunkts kongres i weekenden den 25-27. april. Det på trods af, at en gruppe for nyligt valgte at forlade organisationen, som det har været rapporteret på modkraft.dk. Socialistisk Standpunkt besluttede på weekendens kongres at gå fremtiden i møde med nyt navn: Revolutionære Socialister.

Hele weekenden stod i marxismens tegn, med diskussioner af den aktuelle situation, både i Danmark og internationalt. Herværende organisation er den danske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT). Derfor var vi så heldige, at kunne indlede weekendens diskussioner med et oplæg fra Francesco Merli, fra IMT’s internationale sekretariat, om perspektiverne for revolution på globalt plan. Dette udgangspunkt i den internationale situation er, efter vores opfattelse, helt afgørende for at kunne forstå situationen i de enkelte lande.

Francesco Merli forklarede bl.a., at den internationale krise i kapitalismen, hvis lige ikke er set tidligere i historien, på ingen måde er løst. Tværtimod er verdensøkonomien som en narkoman. Den er afhængig af løbende indsprøjtninger af milliarder af dollar og euro hver eneste dag, for blot at præstere en miserabel vækst. Men biproduktet er massive aktie- og obligationsbobler og overhængende fare for inflation i fremtiden. Samtidig angribes de brede massers levestandard i uset omfang, ud fra markedets benhårde diktater.

Mens de brede masser oplever lønnedgang og nedskæringer i velfærd og levestandard, bliver de rigeste rigere med rekordfart. Det har alvorlige konsekvenser, selv set fra den herskende elites standpunkt, påpegede Fransesco Merli. De kan se, at resultatet vil blive sociale eksplosioner, selv i højvækstlande som vi så det i Tyrkiet og Brasilien. Ingen lande kan undslippe denne udvikling. Men eliten er magtesløs i forhold til at gøre noget ved det. Det skyldes, at hvad der gælder for systemet og den herskende klasse som helhed, ikke gælder for den enkelte kapitalist eller den enkelte nationalstat. I et anarkisk system som det kapitalistiske er det konkurrencen – markedet – der bestemmer.

Så alle kapitalister kan blive enige om, at det, ud fra et objektivt ønske om social fred og fastholdelse af efterspørgsel, er nødvendigt at holde en vis levestandard til arbejderklassen. Men samtidig må hver enkelt kapitalist angribe deres egne arbejderes lønninger og rettigheder for at klare sig i konkurrencen. Den herskende klasses program kan derfor ikke betyde andet end klassekamp på historisk skala. Det er vores perspektiv og allerede nu virkelighed i mange lande.

Danmark går ikke fri

Netop den internationale karakter af kapitalismens krise var udgangspunktet for diskussionen af perspektiverne for klassekampen i Danmark. Her indledte redaktør på Socialistisk Standpunkt Marie Frederiksen diskussionen, med en grundig argumentation for hvorfor det er utopi at tro, at Danmark kan liste sig ud af den internationale krise. Dansk økonomi er lille og fuldstændig afhængig af eksport, primært til Tyskland, og de andre nabolande. Samtidig er den danske realkreditsektor en tikkende bombe, som er helt afhængig af de internationale finanskapitalisters tillid, og deraf følgende historisk lave renter. Blot det mindste, der rokker ved dette, kan sende dansk økonomi ud i en negativ spiral.

Vi vil, argumenterede hun, også komme til at se stigende klassekamp i Danmark, som i resten af verden. Den herskende klasse kan nemlig ikke bare justere og optimere velfærden, som de påstår igen og igen. Tværtimod. Deres mål er helt at afskaffe den.

Toppen af Socialdemokratiet, med Helle Thorning og Corydon i spidsen, er sprunget ombord i denne nedskæringsskude med begge ben. Deres elendige borgerlige politik har nu sikret, at netop de borgerlige vil vinde næste valg, senest i efteråret 2015. Med størstedelen af arbejderpartierne fuldstændig miskrediteret og i krise, kan vi forvente, at de borgerlige vil gennemføre alt det, de tidligere ikke har turdet. Derfor bør vi forberede os på kampe i den næste periode – SU-protesterne, lærerlockouten og bevægelsen på Københavns Universitet var kun et forvarsel.

Behov for stærk, revolutionær organisation

Det betyder også, at de revolutionære kræfter ikke har al tid i verden. Dette var en pointe, der blev understreget i diskussionerne. Vi må bygge en stærk organisation nu, inden begivenhederne tager fart.

Ud over den revolutionære avis’ rolle og andre organisatoriske emner, diskuterede kongressen også nødvendigheden af at stå mere åbent frem som en revolutionær organisation, og som en del af IMT. Kongressen besluttede derfor, at organisationen fremover vil gå under navnet Revolutionære Socialister, et navn der mere præcist beskriver, hvad vi er. Ligeledes vil avisens navn blive ændret til Revolution. Det sidste vil blive implementeret ved semesterstart efter sommerferien.

Diskussionen på kongressen gav et billede af en lille, men målbevidst gruppe af unge marxister, som er klar til at tage fat på de store opgaver. Revolutionære Socialister kæmper for, at arbejderklassen tager magten og opbygger et socialistisk samfund. Skal det lykkes, kræver det intet mindre end et revolutionært masseparti, noget der ikke eksisterer i dag.

Der var imidlertid ingen illusioner om, at arbejderklassen kommer strømmende til en lille gruppe som Revolutionære Socialister. Et masseparti kan ikke udråbes, men skabes af store begivenheder, ud af arbejderbevægelsen og af arbejderklassens traditionelle organisationer. Vi bygger i dag en revolutionær organisation, der tilbyder vores marxistiske ideer til arbejderklassen og unge. Det er nødvendigt at bygge en så stærk organisation som muligt, der har absorberet arbejderklassens samlede erfaringer, inden klassekampen for alvor udspiller sig. Marxismen er netop det: arbejderklassens generaliserede erfaringer. Revolutionære Socialister bygger på ideerne fra Marx, Engels, Lenin, Trotskij og Ted Grant, der efter anden verdenskrig videreudviklede marxismen og grundlage IMT. Dermed lægger vi grunden til fremtidens revolutionære masseparti. Jo stærkere vi kan bygge vores organisation i dag, jo længere kan vi nå ud.

Forhold til Enhedslisten

Som det også blev påpeget til mødet, så er Enhedslisten det af de tre arbejderpartier, vi orienterer os imod, opfordrer til at stemme på osv. og det er åbenlyst, at vi vil stå skulder ved skulder med Enhedslistens medlemmer i mange kampe. Men toppens drejning mod den politiske midte, samtidig med den kampagne, der internt køres mod de mere venstreorienterede tendenser i partiet viser, at der er store forhindringer for en seriøs revolutionær organisation inde i Enhedslisten, på nuværende tidspunkt.

Kapitalismen har spillet fallit og reformismen kan ikke vise nogen vej frem. Frem for alt er der brug for at sige tingene, som de er, og det var derfor kongressens opfattelse, at det gøres bedst og mest kraftfuldt som selvstændig organisation. Det vil naturligvis ændre sig i fremtiden, men præcis hvordan klassekampen vil ændre de eksisterende masseorganisationer, kan vi ikke på forhånd spå om. Den bedste forberedelse på de fremtidige udviklinger er at bygge en så stærk revolutionær socialistisk organisation som muligt nu.

Gåpåmodet blandt deltagerne blev også omsat i hård valuta, da der blev indsamlet over 10.000 kr. til kampfonden. Med en sådan start er Revolutionære Socialister kommet overordentligt godt på vej.