Blandt mange arbejdere og unge er der en tørst efter alternativer til den verden, vi lever i. Et af udtrykkene for det er den nye verdensomspændende bevægelse omkring de sociale forummer, hvor forskellige fagfore-ningsaktive, studenteraktivister, anti-krigsaktivister, venstreorienterede m.fl. mødes for at diskutere alternati-ver til den herskende verdensorden.
Disse sociale forummer spænder lige fra Verdens Sociale Forum (World Social Forum WSF) over Europæ-isk Socialt Forum (ESF) til sociale forummer som det danske (DSF) og sågar lokale forummer, såsom Ama-ger Sociale Forum. Ved det første WSF i 2001 deltog 20.000, i 2002 deltog 55.000 og i 2003 100.000. I Fi-renze 2002 deltog over 50.000 ved det første ESF og i år deltog op mod 35.000 ved ESF i Paris.
Hvad kan bevægelsen bruges til?
Der er meget positivt ved denne bevægelse – de forskellige arrangementer har været i stand til at samle rigtig mange mennesker fra alle mulige bevægelser, såsom fagbevægelse, studenterbevægelse, miljøbevægelser o.l. Det betyder, at mange mennesker fra hele verden mødes og diskuterer og koordinerer deres arbejde. Det kan måske være med til at opsamle nogle folk, som ikke tidligere har været politisk aktive, men som synes det lyder spændende.
Et helt konkret godt eksempel på et resultat af bevægelsen var den største globale demonstration nogensinde, nemlig antikrigsdemonstrationen 15. februar sidste år, mod krigen i Irak. Samtidig hævder fortalere for disse forummer, at de har været medvirkende til at svække den globale nyliberale dagsorden, og fx har medvirket til sammenbruddet i WTO’s forhandlinger. Om dette er rigtigt, kan vist i vidt omfang diskuteres. Sammen-bruddet i WTO’s forhandlinger skyldes først og fremmest spændingerne mellem på den ene side imperiali-sterne indbyrdes, og på den anden side Vesten mod “resten”.
Diffus bevægelse, mangel på program og demokratisk struktur
Men samtidig må bevægelsen siges at lide af nogle voldsomme mangler. De to hovedpunkter i kritikken kan opridses således: For det første mangler bevægelsen en demokratisk struktur. Det er uklart, hvem der beslut-ter hvad, fx det vigtige spørgsmål om hvilke debatter der prioriteres, hvem der skal tale osv. Det gør det også svært at ændre på tingene, hvis man er uenig.
Dette leder hen til det andet hovedkritikpunkt, nemlig manglen på et klart politisk program. Bevægelsen rummer grupper fra katolsk-kristne over regeringsnære NGO’er, til fagforeninger og radikale venstreoriente-rede grupperinger. Det betyder, at programmet er meget løst, udover at være imod nyliberalisme. Det giver plads til en masse grupperinger, der ikke ser noget grundlæggende problem i kapitalismen, men bare ønsker at ændre den “i en mere human retning”.
Det betyder, at bevægelsen ikke kan bruges til stort andet end at kritisere de nuværende ledere. Det er klart at vi som socialister mener, at kapitalismen ikke kan sikre nogen vej ud, hverken for de sultne børn i Afrika, den brasilianske minearbejder, kaffebonden i Nepal eller den danske førtidspensionist. Hvis bevægelsen ikke giver et klart svar på disse spørgsmål, kan det medvirke til at give en masse mennesker illusioner til kapita-lismen.
Danmarks Sociale Forum
Danmarks Sociale Forum (DSF) blev afholdt den sidste weekend i oktober i København, med omkring 400 deltagere. På mødet var der utrolig mange forskellige workshops og møder, hvor deltagerne kunne diskutere med hinanden. Et af de helt tydelige problemer ved dette forum var fagbevægelsens manglende tilstedevæ-relse. Kun få faglige organisationer som BUPL, PLS, DGS m.fl. var tilstede, og det er en smule tvivlsomt, hvor god mobiliseringen har været blandt deres menige medlemmer.
Hvis DSF virkelig skal være en succes, må det omfatte hele arbejderbevægelsen, heriblandt LO-fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Så kunne det virkelig blive et forum for debat om, hvordan vi slipper af med regeringen, krigene, arbejdsløsheden, osv. Uden arbejderbevægelsen vil disse sociale forummer være helt uden slagkraft – som en kniv uden blad.
Klart program og fast organisering
Hvis man vil have en bedre verden, er det nødvendigt at vide, hvilken verden, og hvordan man kommer der-hen. Det er ikke nok at diskutere løst, om man kan opstille alternativer. Forummer for diskussion er selvføl-gelig en fin ting. Men det kan aldrig og vil aldrig nogensinde blive en erstatning for kamp og organisation.
Man kan se den øgede opbakning til de sociale forummer som en øget modstand mod den nyliberale politik, regeringer verden over fører, og et ønske om at finde veje til at ændre den. De søger klare svar og perspekti-ver. Hvis bevægelsen skal kunne give det, må der tages nogle klare beslutninger, men disse beslutninger vil højst sandsynligt få bevægelsen til at falde sammen. Skal man være for eller imod globaliseringen, kan EU bruges til noget, reform eller revolution osv.
Ikke bare politisk ser det ud til at være en umulig opgave, også hele strukturen gør det svært at beslutte ret meget. Den eneste måde, noget kan besluttes på, er ved, at nogle skriver et forslag, som de så går rundt og forsøger at få de andre grupper til at skrive under på. En sådan løs bevægelse kan på ingen måde ændre ver-den fundamentalt. Den vil kun kunne tiltrække folk, så længe den traditionelle arbejderbevægelse er i stil-stand. Når først arbejderklassen og dens ungdom begynder at røre på sig i masseomfang, vil det først og fremmest være gennem fagforeninger og de etablerede arbejderpartier. I jagten på et klart politisk alternativ kan de sociale forummers forvirrede og usammenhængende budskaber ikke tilbyde noget varigt – det kan kun et revolutionært, socialistisk arbejderparti, med fast forankring i arbejderklassen og dens organisationer. Vejen dertil er udbredelse af de marxistiske idéer i arbejderbevægelsen og opbygning af den marxistiske tendens og derigennem tilbageerobring af arbejderbevægelsen til et reelt socialistisk, revolutionært program.
