I dag skød Socialdemokraternes nye asyl- og udlændingeudspil gang i, hvad der tegner til at blive den mest ulækre og beskidte valgkamp i mands minde. Det er et udspil, som Mette Frederiksen beskriver som en mere ”human” udlændingepolitik for at sikre velfærden i Danmark. Men virkeligheden er det stik modsatte! Udspillet er barbarisk, umenneskeligt og endnu et søm i velfærdens ligkiste. Forslaget udstiller den socialdemokratistiske reformismes fuldstændige fallit. I en tid med krise har reformisterne intet andet at tilbyde end nedskæringer, som de dækker over ved at tilsvine og angribe de mest udsatte i verden, der bruges som syndebukke for systemets fallit.
I udspillet vil Socialdemokraterne afskaffe muligheden for at søge asyl i Danmark og sætte loft over antallet af flygtninge og familiesammenførte. Partiet vil med udspillet gøre op med den helt basale menneskeret det er, at kunne søge asyl i et land, hvis man er på flugt. I stedet vil partiet sende alle asylansøgere til lejre i f.eks. Nordafrika, hvor de skal opholde sig, mens deres asylsager behandles. At forholdene i de danske flygtningecentre er umenneskelige, er veldokumenteret, at de er det rene helvede i Nordafrika blev bl.a. vist i en nylig dokumentar på DR, der viste hvordan mennesker tortureres og handles som slaver fra lejre i Libyen. Det kunne ikke være mere kvalmende at høre Mette Frederiksen beskrive sin politik, der vil sende mennesker til disse lejre, som et forsøg på at skabe en mere human politik.
Den anden påstand – at de med udspillet vil sikre velfærden – er lige så hul. Socialdemokraterne vil indføre det såkaldte optjeningsprincip til danske velfærdsydelser på endnu flere områder, f.eks. børnechecken. Det er samme princip, der er indført med integrationsydelsen, så du skal have været i Danmark 7 ud af de sidste 8 år, før du kan få kontanthjælp. Det er et forslag, der rammer ikke bare udlændinge – hvilket i sig selv er slemt nok – men også danskere, der har boet i udlandet i mere end et år. Som vi har set med integrationsydelsen bruges ”udlændingestramninger” som rambuk mod velfærden generelt og gør op med arbejderbevægelsens gamle princip om, at mennesker er lige meget værd. Nogle mennesker er i socialdemokratiets optik tydeligvis bedre og dermed mere berettigede til velfærd end andre – afhængig af deres hudfarve og nationalitet.
Derudover vil Socialdemokraterne i udspillet sætte et loft over hvor mange, der kan komme til Danmark gennem familiesammenføring o.l. Familiesammenføringer skal altså ikke afhænge af hvem, der har ret til sammenføring, men et arbitrært loft som politikerne skal sætte år for år. Allerede nu kritiseres Danmark for sine familiesammenføringsregler, der lader flygtninge vente årevis på at få deres familiemedlemmer til landet, mens de lever i evig frygt for om de overlever så længe. At tale om at velfærd, men frarøve mennesker retten til at være sammen med deres familier, for slet ikke at tale om at få dem ud af livsfare, er skandaløst.
Mette Frederiksen begrunder den nye politik med, at der kommer flere flygtninge, end Europa kan klare, og at flertallet ikke hjælpes, bare fordi vi hjælper nogle. Den retorik er selv de partier, der kritiserer udspillet, hoppet med på. Argumentet om at ”vi selvfølgelig ikke kan tage alle flygtninge” er blevet et mantra for alle partier på Borgen. Men det er jo slet ikke det, der er spørgsmålet! Selvfølgelig kan verdens 50 millioner flygtning ikke alle sammen være i Danmark – der står sådan set heller ikke 50 millioner på den danske grænse. Spørgsmålet er ikke hvor mange – eller få – Danmark kan ”klare”.
De spørgsmål man burde rejse er, hvorfor vi oplever verden det højeste antal flygtninge siden Anden Verdenskrig og hvorfor blev flygtninge og indvandrere budt velkommen i 60’erne og 70’erne, mens de i dag er en ”belastning”? Begge svar skal findes i kapitalismens krise. De øgede spændinger på verdensplan fører til krige og væbnede konflikter, først og fremmest startet af Vesten, herunder af Danmark. Dertil skal lægges de økonomiske og miljømæssige problemer, der sender mennesker på flugt. Det er problemer der skyldes kapitalismen, og som nødhjælp og ulandsbistand ikke er andet end symptombehandling af.
Det andet ”problem” med den ”manglende integration” fremstilles som et spørgsmål om kultur. Men problemerne skyldes ikke kultur. Ja, der findes sociale problemer, der skyldes arbejdsløshed, fattigdom, manglende boliger i byerne der er til at betale osv. Igen et problem der bunder i kapitalismens krise. Flygtninge”krisen” er i virkeligheden et udtryk for systemets krise, der ikke kan absorbere den ekstra arbejdskraft, som disse mennesker kunne udgøre, et system der end ikke er i stand til at sætte de arbejdere, der allerede bor i de udviklede kapitalistiske lande i arbejde.
Socialdemokratiets udspil er det ultimative udtryk for reformismens fallit. Med en kapitalisme i krise er der ikke længere råd til reformer – i dag er reformer blevet synonymt med nedskæringer og angreb. Socialdemokraterne har taget konsekvensen – de kan ikke sige, hvad problemerne virkelig skyldes, for det ville kræve et opgør med kapitalismen. I stedet bruger de flygtninge og indvandrere som syndebuk for ”danske” arbejderes problemer, og som rambuk til at angribe velfærden.
Socialdemokraternes traditionelle parlamentariske grundlag har dog været kritiske. Men ingen af de ”kritiske” partier fremstiller et reelt alternativ. Enhedslisten bevæger sig med Socialdemokraterne mod højre – bare i lidt langsommere tempo.
”Det er bestemt ikke problemfrit at integrere flygtninge. Mange kommer fra lande, som er meget anderledes end Danmark,” skrev Johhanne Schmidt-Nielsen i en kommentar på facebook, altså med andre ord: der er et kulturelt problem, fordi de kommer fra andre lande. Og løsningen bliver derefter – en hattedameløsning, hvor det abstrakte ”Danmark” skal hjælpe verdens stakkels fattige. ”Men løsningen er da ikke at eksportere ansvaret for mennesker på flugt til for eksempel Nordafrika, hvor man i forvejen står med en kæmpemæssig opgave. Selvfølgelig kan og skal vi da også løfte en del af opgaven med at hjælpe mennesker hvis liv er truet.”
Men ”Danmark” er ikke en samlet enhed. Det ”Danmark”, den forenede nationalstat, som hun refererer til er konsensus-Danmark: summen af DF og S’ syge nationalkonservatisme, krydret med ”realistisk” økonomisk politik og folkelige Danmarksindsamlinger der indgyder os alle med ideen om den gavmilde danske nationale mentalitet. Det er at stikke folk blår i øjnene at give dem illusionen om at det danske borgerskab – som også en del af det samlede ”Danmark” – vil gøre op med en politik, der forsvarer deres interesser: dvs. en politik med militære eventyr i fattige dele af verden, og en politik der holder netop disse fattige dele af verden i fortsat fattigdom.
Vi må ikke have nogen illusioner til et ”samlet Danmark”. Arbejdere og unge i Danmark har intet skæbnefællesskab med den danske elite. Vi har et skæbnefællesskab med arbejdere og unge i resten af verden. Den eneste måde at sikre velfærden og sikre en human politik er ved at gøre op med det nuværende barbariske kapitalistiske system.
Med Socialdemokraternes udspil er det helt tydeligt, at en socialdemokratisk ledet regering ikke kan føre noget godt med sig. De forsøger at være mere Dansk Folkeparti end Dansk Folkeparti. Med den nuværende ledelse og nuværende politik er der intet progressivt over partiet. Det rejser spørgsmålet for Enhedslisten og venstrefløjen – hvad så? VLAK-regeringen er dybt reaktionær. Men alternativet er ikke Mette Frederiksens elendige og dybt reaktionære politik. Der er brug for et radikalt brud med diskurs og præmisser – vi må udstille Socialdemokraternes nuværende højreskred, som det det er – umenneskeligt, nationalistisk og arbejderfjendsk. Nej tak til Mette Frederiksens nationalkonservative politik! Ja tak til et revolutionært alternativ!
