Mette Frederiksen taler til Folkemødet på BornholmAftalen om kommuners økonomi byder ikke bare på brudte illusioner, men også et vigtigt brud i regeringens politik.
Det hele skulle være så godt. Socialdemokratiet under Mette Frederiksen skulle være noget nyt eller rettere noget godt og gammelt: et farvel til Helle Thorning og Corydons nedskæringspolitik og en tilbagevenden til efterkrigstidens op- og udbygning af velfærdssamfundet.
Men med økonomiaftalen for 2022, der i juni blev indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, skete noget nyt. Og det var ikke til det bedre. Den besindige, regeringsvenlige og yderst populære formand for Danske Handicaporganisationer (DH) Thorkild Olesen var direkte rasende:
»Økonomiaftalen er en fuckfinger til os med handicap. Retorikken minder om 2010, hvor vi med handicap blev set som gøgeunger, der tog penge fra fx børn og ældre. Ambitionerne på handicapområdet er åbenbart aflyst. Det får konsekvenser for vores allermest sårbare borgere,« skrev han i organisationens pressemeddelelse den 9. juni.
Blot få måneder tidligere havde Danske Handicaporganisationer hånd i hånd med Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening og social- og ældreminister Astrid Kragh ellers indgået en officiel alliance for at udvikle området. Der blev spillet på de helt høje tangenter. Nu skulle den socialdemokratiske velfærdsstat tilbage! Men i stedet for udvikling gav regeringen de handicappede afvikling. Det er værd at citere lidt mere fra DH-formandens karakteristik:
»I aftalens tekst bliver vi med handicap i realiteten udpeget som skyldige i, at andre velfærdsområder må lide og ikke får kommunernes opmærksomhed. Samtidig giver regeringen frie hænder til, at kommunerne kan spare på handicapområdet. Så hvis kommunalbestyrelserne ikke kan få velfærdsenderne til at mødes, skal de bare tage pengene fra os med handicap. I aftalen er der en meget nedladende måde at tale om os og problemerne på. […] Der har været mange pæne ord og løfter til os med handicap. Men KL og regeringen slog alle håb ihjel med denne økonomiaftale.«
Indtil nu havde de fleste interesseorganisationer og støttepartier stolet blindt på regeringen, når de lovede guld og grønne skove: Der kommer flere sygeplejersker. Flere pædagoger. Bedre velfærd. Grøn omstilling. Og de sidste par år blev de automatiske nedskæringer da også fjernet, og der blev taget ganske små positive skridt: lidt flere penge til flere sygeplejersker. Luftige løfter om minimumsnormeringer i børneinstitutionerne. En klimalov med flotte hensigtserklæringer. Kritik af, at skridtene ikke var større blev fejet bort med, at det blot var begyndelsen – bare vent, det bliver bedre næste år! Hele tiden udskydelse og nye løfter.
DH var en del af heppekoret. Derfor er skiftet til »fuckfingeren« så meget desto mere markant og må karakteriseres som et brud, som vil have store politiske effekter. Når selv tætte allierede som DH føler sig forrådt, så sætter det ringe i vandet. Ikke mindst vil toppen af Enhedslisten få overordentligt svært ved at forklare, hvorfor man fortsætter med at holde hånden under en regering, som nu både fører en af de mest racistiske politikker i Europa og nu heller ikke længere leverer på den sociale/økonomiske politik.
Men hvorfor valgte regeringen først at indgå en alliance så sent som i februar for blot at give »en fuckfinger« til sin alliancepartner få måneder senere? Det er næppe bare dårligt politisk håndværk, men reflekterer et dybere skift, som rækker langt ud over Danmarks grænser.
I starten af året sang næsten alle verdens økonomer med på samme kor om, at nu var det tid til få spenderbukserne på. Økonomierne skulle sparkes i gang, og man kunne kun bruge for få penge. Alle var tilsyneladende blevet keynesianister. Biden i USA kastede billioner af dollars ud i økonomien, finansieret af gæld og seddelpressen. Det samme gjorde EU, ECB og de europæiske regeringer. Alverdens reformister, lige fra Socialdemokratiet til Enhedslisten, så dette midlertidige fænomen som begyndelsen til en ny æra på linje med efterkrigsopsvinget. Kapitalismen var tilsyneladende ikke længere en hindring for velfærd og bedre levestandard for de brede masser. Nu skulle der udbygges! Men ak. Der gik ikke længe, før de første alarmerende inflationstal fra USA på den dyre side af 5 procent sendte chokbølger igennem økonomstanden igen: Det løber ud af kontrol. Der skal bremses op!
Herhjemme kom De Økonomiske Råds såkaldte vismandsrapport den 1. juni med en rapport over samme linjer. Der var advarsler om, at økonomien risikerer at overophede, og at regeringen bør “normalisere” finanspolitikken:
»Der er afsat betydelige offentlige midler til hjælpepakker, testning og vaccination. Finanspolitikken må derfor aktuelt karakteriseres som stærkt ekspansiv, og det i en situation, hvor ledigheden kun ligger lidt over niveauet, før pandemien slog igennem på dansk økonomi. Argumentet mod yderligere generelle lempelser i 2021 er primært af konjunkturhensyn, men der er også en potentiel konflikt med budgetloven.«
Nationalbanken bakkede op samme dag:
»[Man bør] forberede sig på, at der kan blive behov for at stramme den planlagte finanspolitik.«
Med andre ord: Festen er slut, nu skal vi tilbage til normalen. Og altså også tilbage til Socialdemokratiet, som vi kender det: det “ansvarlige” nedskæringsparti, der administrerer kapitalismens krise og gennemfører de “nødvendige” angreb på arbejdere, unge, gamle og handicappede.
Hvor meget økonomiaftalen handler om en “panikopsparing” af råderummet for at kunne give lidt krummer ved finanslovsforhandlingerne, der starter til august, er ikke til at sige. Men når regeringen begynder at kaste sine loyale allierede under bussen, er det tegn på, at tingene ikke går som planlagt. Vi kan godt kridte skoene og forberede os på at skulle kæmpe for at bevare resterne af velfærden.
