Helle Thorning Schmidt fejrede sit 1 års jubilæum som formand for Socialdemokraterne med et udspil kaldet ”Samling om fornyelse”. Et udspil der kommer med en lang række løfter om bedre velfærd, og som betegnes som et skridt til venstre for Socialdemokraterne.

Udspillet kommer efter katastrofale meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne nåede bunden med 19 procent i meningsmålingerne – det laveste siden 1903! Man kan sige det er en total kovending i forhold til de nylige udmeldinger om at Socialdemokraterne ønskede at hæve efterlønsalderen.

Man må sige der var brug for et udspil fra Helle Thorning, hvis første år har været alt andet end en dans på (socialdemokratiske) roser. Dette udspil må ses som intet andet end et nederlag for Helle T, hendes fløj og deres ”fornyelse”, der ikke har været andet end borgerlig politik, pakket ind i rødt gavepapir.

Selve udspillet
Udspillet har tre hovedslogans:

• Vi er bedst til velfærd
• Vi vil bekæmpe ulighed
• Vi vil investere i mennesker

Udspillet er helt klart et forsøg på at distancere sig fra den borgerlige regering, med en lang række løfter om bedre velfærd; halvering af antallet på kontanthjælp, der skal bygges flere boliger, uligheden skal bekæmpes, ulandsbistanden sættes op o.l.

Helle Thorning Schmidt førte formandsvalgkamp på en fornyelse af partiet – men hun har, måtte sande at en ”fornyelse”, forstået som højredrejning hverken var, hvad vælgerne eller partiet ville have. Udspillet er helt klart et forsøg på at slå fast at Socialdemokraterne er sikrere at velfærden i Danmark. Man kan kun bakke op om de fleste af forslagene i udspillet, men det åbner alligevel for en række spørgsmål.

Helle Thorning slår fast at velfærdsforbedringerne skal gennemføres samtidig med at skattestoppet fastholdes, men at danskerne ikke skal forvente skattelettelser. Der er råd til velfærd. Det kunne vi ikke være mere enige i, men spørgsmålet er hvordan der bliver råd?

Over hele Europa og i resten af verden ser vi en bølge af nedskæringer og angreb på arbejdernes pensionsalder, levestandard osv. Danmark har lige nu økonomisk vækst, men Danmark kan ikke isolere sig fra verdensøkonomien, og ej heller fra det kapitalistiske samfunds økonomiske love. Den sløje økonomiske situation i det meste af Europa vil også indhente Danmark – og så er lukning af skattehuller ikke nok.

Hvis løfterne skal holdes skal de enten gennemføres gennem nedskæringer på andre områder eller gennem et radikalt brud med de sidste mange års Socialdemokratisk politik.
Der er råd i Danmark – bankerne og de store virksomheder har gigantiske overskud på milliarder og atter milliarder. Skal velfærden sikres kræver det et brud med kapitalens magt.
At Helle Thorning Schmidt ikke er klar til at gøre dette er vel ingen hemmelighed for nogen, men det slås også helt fast i udspillet. Klassekampen må man lede forgæves efter i udspillet, hvor der tales om ”borgerne” og hvor det slås fast at ingen af de tidligere økonomiske teorier virker.

Intern opposition
Udspillet er blevet fremlagt som en venstredrejning af Socialdemokraterne. Flere ”gamle” socialdemokrater har udtalt i TV-avisen o.l. at nu kunne de kende partiet igen.
Som vi på denne side har sagt utallige gange er det eneste der kan sikre fremgang for socialdemokraterne en venstredrejning. Helle Thorning blev som sagt formand på løfter om fornyelse, og der er ingen tvivl om at hun gennem bl.a. de mildt sagt elendige meningsmålinger er blevet presset til at ændre linie. Det sidste år har hun foreslået den ene nedskæring efter den anden – hun har flere gange fremstået mere borgerlig end de borgerlige. Det må have ført til en intern diskussion i partiet – man må se udspillet som et tegn på pres indefra. Et pres for at få en anden politik – Helle Thorning har, måtte trække sin borgerlige politik, forklædt som ”fornyelse” til sig igen.

Hvad der konkret står i udspillet er ikke det afgørende – det afgørende bliver hvordan folk opfatter det. Socialdemokraterne kan tiltrække en lang række af arbejdere og unge, på igen at stå som velfærdens forsvarere. Men hvis der allerede nu er pres og diskussion vil dette ikke mindskes i fremtiden.

Hvis Socialdemokraterne nu går med til nedskæringer med den borgerlige regering vil det føre til ramaskrig blandt de medlemmer der er blevet tiltrukket af løfter om forsvar for velfærden. Ligeså vil det ligge et kæmpe pres på Socialdemokraterne hvis de igen efter et valg kommer i regering på baggrund om løfter om sikring af velfærden.

For en reel opposition
Regeringen fremlagde for nylig de såkaldte ”velfærdsreformer”. At disse langt fra er reformer, men nærmere kontrareformer, kan ingen være i tvivl om (se “Regeringens velfærdsudspil – klassekamp til tåspidserne”. Regeringen har lagt op til et bredt forlig, ”hen over midten”, spørgsmålet er om det nu er muligt.

Socialdemokraterne får svært ved at gå med i et sådant forlig om nedskæringer, uden at komme til at se ud som om de svigter det nye udspil. Det kan lægge store hindringer i vejen for at regeringen kan komme igennem med sine reformer. Det er dog langt fra udelukket at Socialdemokraterne går med til nedskæringer – under dække af at ville ”sikre den fremtidige velfærd”.

Samtidig har der de sidste uger været enorm diskussion mellem Socialdemokraterne og de Radikale, som har meldt ud at de også godt kunne tænkes at gå med i en borgerlig regering.

Vi har hele tiden sagt at de Radikale grundlæggende er et borgerligt parti (se “Det Radikale Venstre – fin overflade, men knap så attraktivt indhold”, og det viser deres seneste udmelding med al tydelighed. Dette åbner op for en reel opposition. En opposition bestående af arbejderpartierne, på et program med krav om konkrete forbedringer. En sådan opposition der fremlagde et klart program for forbedringer af velfærden, og som brugte socialdemokratiets mange medlemmer på landets arbejdspladser og i fagforeningerne til at få programmet ud til hver eneste arbejder i Danmark ville let kunne vippe den borgerlige regering af pinden.

Arbejderpartierne må gå sammen om de konkrete krav og hver især forbeholde sig retten til at fremlægge bud på hvordan de gennemføres. Der er ingen tvivl om at en udbygning af velfærden og gennemførsel af kravene ikke kan gennemføres uden et brud med kapitalismen – men med overskuddene fra bankerne og de største virksomheder ville der være råd.

Vi opfordrer alle til at gå ind i arbejderpartierne og der kæmpe for en sådan politik. Ledelsen har gang på gang vist at de er i stand til at svigte løfter – vi må kæmpe for at fastholde dem på løfterne om bedre velfærd.

For en arbejderregering på et socialistisk program.