”… at dansk økonomi lige nu er i god form (…) er ubestrideligt.”
– Berlingske Business, 25. oktober 2007.

”En alvorlig nedtur for dansk økonomi er nu i fuld gang.”
– Berlingske Business, 25. juni 2008.

Nogle gange kan det være en spøjs opgave at følge med i, hvad de borgerlige økonomer siger. Det er lidt som at følge en maniodepressiv patient. Den ene dag er alt fryd og gammen, og den næste dag står ragnarok for døren. Disse ”eksperter” er tilsyneladende ude af stand til at forstå økonomien. Det er ikke en tilfældighed.

De borgerlige økonomer forstår intet
De seneste tal viser, at Danmark nu officielt er i økonomisk recession. Det betyder, at der har været to kvartaler i træk, hvor den økonomiske vækst har været negativ. Oversat til dansk betyder det, at økonomien er i krise. Det betyder, at vi kan vente os fyringer og flere angreb fra arbejdsgiverne og den borgerlige regering i den kommende tid. Alle aktive unge og arbejdere må være klar til at kæmpe imod disse angreb.

De borgerlige økonomer er ude af stand til at forstå kriser, som er et uundgåeligt resultat af kapitalismen. Alle deres forudsigelser har vist sig at være værdiløse. Det er ikke nyt. I 1929, få dage efter aktiekrakket, forsikrede Harvard Economic Survey sine læsere: ”En stor depression er udenfor det muliges rækkevidde.” I en undersøgelse i marts 2001 sagde 95 procent af de amerikanske økonomer, at der ikke ville komme recession, selv om recessionen allerede var begyndt. Og citaterne øverst i denne artikel fortæller samme historie: de borgerlige økonomer forstår ikke deres eget system.

Hvad sker der?
Men lad os se på, hvad nedturen vil betyde. En økonomisk nedtur betyder, at kapitalisterne ikke længere investerer og ikke kan afsætte deres varer. Det betyder, at de begynder at fyre arbejdere og skære ned i produktionen. Bankerne vil begynde at gå i panik for at sikre sig, at de mange lån, de har spredt på markedet, bliver betalt. De vil kræve, at pengene bliver betalt. Det vil forværre krisen.

Herværende avis har siden 2005 forklaret, at modsætningerne i økonomien var så store, at en krise var nært forestående. Men vi har samtidig forklaret, at kapitalisterne har udsat krisen gennem at skabe en massiv økonomisk boble. De har sprøjtet enorme mængder af luftpenge ud på markedet gennem lån, der fra et borgerligt økonomisk synspunkt er aldeles uforsvarligt. De har sat massevis af arbejderfamilier i bundløs gæld for at tjene penge på disse lån, som til gengæld har pumpet penge ud i forbrug. Det var alt sammen vældig rart. Gæld har imidlertid en meget ubehagelig egenskab: den skal betales tilbage – og med renter.

Sidste sommer så vi de første rystelser på vejen til krise. Det amerikanske sub-prime marked, hvor bankerne havde handlet med uansvarlige lån, kollapsede. Det satte gang i en kreditkrise på det internationale finansmarked. Imidlertid er det vigtigt at forstå, at det ikke er årsagen til krisen – det er kun krisens udtryksform. Den virkelige grund er, at profitraten i virkelig produktion er lav. Det pressede kapitalisterne til at investere massivt i finanssektoren. Spekulationen på aktiemarkederne boomede i sidste periode. Da dette marked kollapsede, rykkede mange kapitalister deres investeringer over i råvarer – særligt fødevarer, olie og metaller. Det er denne spekulation, der er den væsentligste faktor bag den verdensomspændende fødevarekrise, som i næste periode vil slå millioner af mennesker ihjel.

Hvad vil der ske?
Konsekvenserne af en økonomisk nedtur vil være hård for de danske arbejdere. De borgerlige økonomer snakker om, at det er nødvendigt at ”genoprette investorernes tillid”. Men denne ”tillid” er ikke grebet ud af den blå luft – den har et materielt grundlag. Kapitalisterne vil kun investere, når profitraten (altså den mængde profit de får igen i forhold til deres investeringer) er høj.

Hvad kan kapitalisterne gøre for at hæve profitraten? De kan ikke spare på maskineri eller bygninger – den knap de kan skrue på er arbejdskraften. De er nødt til at få mere arbejdskraft ud af arbejderne for den samme eller en mindre pose penge til løn. Det betyder, at arbejderne skal løbe hurtigere, betjene flere maskiner, arbejde længere for de samme penge – og desuden gå ned i løn. Det er den måde, kapitalisterne kan ”løse” krisen på uden selv at blive ramt. Sådan har det været tidligere, sådan er det nu, og sådan vil det altid være, så længe produktionen er baseret på profit.

Nationalbankens direktør Nils Bernstein var allerede i sidste måned ude og sige, at arbejdsløsheden skulle stige med 50.000 arbejdere. Formålet er klart nok: flere arbejdsløse skal presse arbejderne til at acceptere lønnedgang. Det er kapitalismens svar på de kriser, den selv har skabt.

Kapitalisterne vil altså lægge hele byrden for krisen på arbejdernes skuldre. De vil angribe arbejderne direkte ved at øge arbejdspres og arbejdstid, samt sænke lønniveauet. Men de vil også angribe arbejderne indirekte gennem prisstigninger på forbrugsvarerne og nedskæringer i den offentlige velfærd. De ønsker, at staten skal hjælpe arbejdsgiverne i stedet for almindelige mennesker. Og de har en fremragende alliancepartner i den borgerlige regering.

Markedets vanvid
”Der kommer en nedgang i det private forbrug nu. Det vil svække væksten i hele den danske økonomi og trække arbejdsløsheden op. Udviklingen er formentlig i gang lige nu. Men det varer et par måneder, før vi får sikre tal og klarhed over, hvor alvorlig en nedtur der er tale om,” siger analytiker Bjarke Roed-Frederiksen fra Nordea til Berlingske Business 25. juni.

I den seneste periode har arbejdsløsheden været relativt lav. Regeringen har ganske vist skjult en masse arbejdsløse i statistikkerne ved hjælp af talfusk, men det er rigtigt, at mange har været i arbejde. Det vil ændre sig i den kommende periode. Det vil især ramme byggeriet hårdt. Faktisk er det allerede begyndt.

En anden faktor, der vil blive mere tydelig i fremtiden, er pensionskassernes børs-cirkus. I årevis har vi hørt, at det ikke kan gå galt at basere sin alderdom på spekulation i værdipapirer – hvilket er, hvad pensionsselskaberne går ud på. Men læs lige engang, hvad Børsen skriver 2. juli:

”Finanstilsynets opgørelse over samtlige finansielle virksomheder i Danmark tegnede i sidste måned et dystert billede af en sektor, der det seneste års tid har set pengene fosse ud af kasserne. (…) Pensions- og livsforsikringskunder måtte således vinke farvel til 41 mia. kr. i 2007 – det var nemlig, hvad branchens samlede investeringsafkast faldt med fra 55 mia. kr. i 2006.”

Børsen skriver, at pengekasserne er ved at være tomme i de danske pensionskasser. Ifølge beregninger, som Berlingske Business har lavet, vil pengekassen hos PFA være tom om fem måneder. Topdanmark vil være løbet tør for penge om tre måneder.

Hvad vil disse selskaber så gøre? Ifølge Topdanmarks koncerndirektør Christian Sagild, der er citeret i Berlingske Business, vil de begynde at bruge ”den individuelle bonusgrad”. Hvad betyder det? Den individuelle bonusgrad er penge, som allerede er tilskrevet kundernes konti, men som selskabet altså kan trække tilbage, hvis den kollektive kasse er tom. Det betyder, at de penge, som arbejderne har betalt ind til pension i disse selskaber, kan ryge på gulvet. Kapitalisterne skyr ingen midler, når de skal redde sig ud af krisen. De har ingen skrupler over på denne måde at stjæle de danske arbejderes pensionsopsparinger – så meget for ”privat ejendomsret”!

Arbejderbevægelsen må svare igen
Det har så vidt vides endnu aldrig kunne lade sig gøre at gennemføre overenskomstforhandlinger uden, at der har rejst sig et hylekor af borgerlige økonomer, der har advaret imod lønstigninger. De har hele tiden sagt, at lønstigninger vil føre til inflation og ”overophedning” af økonomien, som ville føre til krise.

I år gav overenskomstforhandlingerne på det offentlige område et resultat på mellem 12,8 og 13,3 procent som udgiftsramme over tre år. Men lønstigningerne i udgiftsrammen er kun på omkring ni procent over de tre år. Det giver 2,9 procent om året i gennemsnit – det er 0,5 procentpoint under den officielle inflation, der nu er på 3,4 procent. Hvordan ”lønstigninger”, der ligger under inflationen, og derfor er reallønsnedgang, kan skabe inflation eller krise i økonomien, skal man vist være borgerlig økonom (der ikke selv oplever lønnedgang!) for at forstå. Sandheden er, at det ikke er lønningerne, der skaber kriser og inflation – det er kapitalismens anarkistiske natur, de tilbagevendende kriser og den uhyrlige spekulation, som finanskapitalisterne har bedrevet i den sidste periode.

Det er disse kapitalister, der har ansvaret for den nuværende krise. De vil forsøge at få arbejderne til at bære byrden, men det er uacceptabelt. De danske arbejdere har ikke skabt krisen – tværtimod har de danske arbejdere igen og igen udvist mådehold i overenskomstforhandlingerne og været villige til at arbejde mere. Siden 1996 er den gennemsnitlige arbejdstid steget med 79 timer om året. Det betyder, at vi arbejder to uger ekstra uden at kapitalisterne har kompenseret os for det. De danske arbejdere har slidt hårdt for at skabe opsvinget, men det kapitalistiske system, der baserer sig på profit i stedet for menneskelige behov og rationel planlægning, er ude af stand til at sikre fremgang.

Arbejderbevægelsen må svare igen. Hvis kapitalismen ikke har råd til at sikre velfærd og ordentlige forhold for arbejderne, så har arbejderne ikke råd til kapitalismen. I stedet for kriser og finans-korthuse må vi have en økonomi, hvor de 200 største banker og virksomheder bliver sat under demokratisk kontrol, så økonomien kan planlægges efter menneskelige behov.