stået uden job. Og stadig har de forsat deres kamp for anstændige
arbejdsforhold.
Det er en fuldstændig gendrivelse af løgnene om, at den danske
arbejderklasse er ”borgerliggjort” eller ”ikke gider” at kæmpe faglige kampe.
HCS skraldemændenes kamp viser, at det modsatte er tilfældet. Her er tale om
arbejdere fra en virksomhed, der tidligere ikke har været organiseret.
Tidligere kunne HCS have været brugt af arbejderbevægelsens kynikere som
eksempel på, at arbejderne ikke vil kæmpe. I dag står skraldemændene fra HCS
allerforrest i klassekampen.
Det viser om noget, at der ligger en enorm utilfredshed og
ulmer på de danske arbejdspladser over de massive angreb, som arbejdsgiverne
har sat ind, særligt efter krisens start.
Kampen har været en af de mest bitre i de senere år.
Skraldemændene fra HCS har gjort mere end nogen kunne forvente og har stået som
en fantastisk inspiration for resten af arbejderklassen og dens organisationer.
HCS’s aktionerende skraldemænd har lært resten af arbejderbevægelsen, at man
ikke bare skal bukke og neje for arbejdsgiveren, selvom der er krise, men
tværtimod kæmpe.
Udviste lederne af fagbevægelsen bare halvt så meget mod og
handlekraft, som skraldemændene fra HCS har gjort, ville arbejdsgiverne have
været slået af banen for år tilbage.
Tingene må siges, som
de er
Men det er ikke nok at rose og kun holde de stærke sider
frem. En god ven er ikke én, der maler et skønmaleri af virkeligheden men en,
der siger tingene, som de er. Stærke sider såvel som svage.
Skraldemændene fra HCS har i de seneste uger oplevet en
stigende chikane og stadig voldsommere angreb fra politiet. Det er nu åbenlyst,
at 50 mand ikke er i stand til at forhindre HCS’ ledelses skruebrækkere i at
aflæsse på forbrændingerne under politibeskyttelse. Og indtil nu har det heller
ikke kunnet presse de Socialdemokratiske borgmestre i de berørte kommuner til
at tage arbejdernes kamp og krav op.
Det står med andre ord stadigt mere klart, at de
aktionerende skraldemænds isolation må brydes. Enhed er arbejderklassens eneste
styrke. Enhed på den enkelte arbejdsplads er afgørende for at have
gennemslagskraft overfor den enkelte arbejdsgiver. På samme måde er enhed i
arbejderklassen som helhed afgørende, når man står overfor en samlet
kapitalistklasse. Og det er den situation, de aktionerende skraldemænd fra HCS
står i. Skraldemændenes modstander er ikke længere kun HCS’s ledelse men
landets største arbejdsgiverorganisation DI og dermed også den borgerlige
regering. Dvs. alle landets arbejdsgivere, der håber på at knuse skraldemændene
og sende en kraftig advarsel til alle arbejdere om at acceptere forringede
arbejdsforhold, og de angreb som arbejdsgiverne gennemfører under påskud af
krisen. Særligt vil et nederlag for skraldemændene have en mærkbar effekt op
til overenskomstforhandlingerne i foråret og lokalforhandlingerne, der tegner
til at blive hårde.
Kampen er politisk
Det står nu også lysende klart, at skraldemændenes kamp ikke
længere kun er en faglig kamp, men at den er blevet politisk. Det ses af
politiets handlinger og det ses på det faktum, at kommunerne sidder med det
afgørende ord i denne sag. Det er altså op til politiske beslutninger, hvorvidt
”gangster-firmaet” HCS skal fortsætte (rov)driften af renovationen, eller om
kommunerne skal lave deres eget renovationsfirma, der kan ansætte de fyrede og
sikre ordentlige løn og arbejdsforhold.
I de berørte kommuner sidder der Socialdemokratiske
borgmestre. Disse har ikke været gevaldig lydhøre overfor skraldemændene indtil
nu. Men man skal ikke tage fejl. Deres bagland og rødder ligger i
arbejderbevægelsen, og de er derfor også modtagelige overfor pres på en måde,
som ikke gælder borgerlige borgmestre.
HCS er første slag i
en politisk krig
Kampen på HCS giver allerede nu, inden den er overstået, en
lang række vigtige erfaringer. Først og fremmest at arbejdsgiverne er i
offensiven og har tænkt sig at udnytte krisen til at smadre arbejderklassens
tilkæmpede løn- og arbejdsforhold. Det er en afgørende lektie til alle landets
arbejdspladser, der må forberede sig. Denne kamp er blot første slag i en lang
krig fra arbejdsgivernes side.
 |
Men samtidig har skraldemændenes kamp afsløret i hvor høj
grad, der mangler en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen. At skraldemændene
har stået med ryggen mod muren så længe og kæmpet en desperat kamp alene, uden
at fagbevægelsen og særligt 3F har kunne organisere og sprede kampen, er intet
mindre end en skandale.
Havde der været en organiseret venstrefløj inde i
fagbevægelsen mellem tillidsfolk på de vigtigste arbejdspladser og med
positioner i fagbevægelsen, havde kampen været spredt i løbet af den første
uge. Og arbejdsgivernes offensiv kunne være blevet bremset hurtigt. Men netop
på grund af denne manglende venstrefløj risikerer skraldemændene i HCS i det
lange løb at blive løbet over ende. En gruppe på 50 kan ikke klare presset fra
den samlede kapitalistklasse uendeligt, heller ikke modige klassekæmpere, som
skraldemændene fra HCS. Hvis kampen ikke spredes, vil det dømme skraldemændene
til nederlag.
Kommunalvalget – en
mulighed
Den 17. november er der kommunalvalg. Det betyder, at alle
landets borgmestre udskyder ubehagelige beslutninger, skruer op for servicen
osv. for at stille sig godt overfor vælgerne. Derfor er de berørte borgmestre
formentlig heller ikke så glade, når en flok skraldemænd beslutter sig for at
kæmpe for ordentlige arbejdsforhold midt under ”deres” valgkamp. Det giver
dårlige stemmetal, når borgerne ikke får hentet deres affald. Borgmestrene vil
helst bare have problemerne overstået og dysset ned.
Men det åbner samtidig en mulighed for skraldemændene.
Kommunerne har det sidste ord overfor HCS. Det er en dårlig sag for en
socialdemokratisk borgmester og de to andre arbejderpartier at benytte et
selskab, der udnytter sine arbejdere på det groveste og tramper på deres
arbejdsmiljø.
Derfor var det heller ikke tilfældigt, at politiet ikke uden
videre ville lukke de aktionerende skraldemænd ind på rådhuspladsen i Glostrup
den 27. oktober. Borgmestrene frygter, med god grund, at sagen skal vende sig
mod dem selv. Det er ikke godt for en socialdemokratisk borgmester med
demonstrerende arbejdere foran sit rådhus.
Det lader lidt til, at de socialdemokratiske borgmestre har
glemt at de er politiske repræsentanter for arbejderne i kommunerne. De er
valgt til at varetage arbejderklassens interesser lokalt. Det vil også sige i
lokale arbejdskampe og så sandelig også straks at smide firmaer, der bryder
arbejdsmiljøloven og benytter sig af skruebrækkere, på porten. Den forbindelse
mellem almindelige arbejdere og deres politiske repræsentanter i toppen af
partierne må genskabes. Men for at det sker, kræver det, at der lægges pres på
de politiske repræsentanter.
Skraldemændenes kamp
er en kamp i arbejderbevægelsen
Bag de socialdemokratiske borgmestre i de berørte kommuner
står imidlertid partiforeningerne. I det daglige bliver de ofte glemt af
borgmestrene på deres store kontorer, men ikke desto mindre skal borgmestrene
have opbakning for den politik, de fører, fra deres partiforening. Og det samme
gælder kommunalbestyrelsesmedlemmerne fra de andre arbejderpartier.
Derfor må kampens fokus i højre grad vende sig mod S, SF og
Enhedslistens partiforeninger. Arbejderbevægelsen kan ikke acceptere, at
arbejderpartier indirekte er medvirkende til brud på arbejdsmiljøloven og
overenskomsterne, for ikke at tale om brug af skruebrækkere. Det allerlaveste
en arbejder kan tænke sig. Der sidder masser af gode klassebevidste arbejdere i
socialdemokratiske partiforeninger, i Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
partiforeninger. De må aktiveres i kampen. Det er arbejderpartiernes opgave at
føre arbejderklassens politiske kamp. Og det er denne kamp i allerhøjeste grad.
Altså må partiforeningerne ind i kampen.
 |
Her er der en åbenlys mulighed for at tage udgangspunkt i
den aftale, der er lavet mellem lokale LO-sektioner i bl.a. København og
arbejderpartierne om, at arbejderpartierne skal tage fagbevægelsens krav op. En
vigtig brik i disse aftaler er en diskussion om, at privatiseringer skal
tilbagerulles. Og netop skraldemændenes sag hører absolut hjemme inden for en
sådan aftale.
3F bør derfor øjeblikkeligt tage kontakt til alle
arbejderpartiernes partiforeninger i Storkøbenhavn og kræve, at der tages
afstand fra HCS, at alle aftaler med dem annulleres, og at der i stedet dannes
et kommunalt selskab, der kan ansætte de fyrede.
Ligeledes bør alle, der støtter skraldemændenes kamp, møde
op til planlagte møder og arrangementer i arbejderpartiernes partiforeningerne
og starte diskussioner med medlemmerne om nødvendigheden af at bakke
skraldemændene op.
En anden måde at presse kravene igennem kan være ved at
arrangere åbne fællesmøder mellem skraldemænd, partier og fagforeninger, hvor
skraldemændene kan fremlægge deres sag. Herfra kan der arbejdes på at indkalde
til fælles demonstrationer imod HCS, for ordentlige arbejdsforhold og
genansættelse af de aktionerende skraldemænd, i de enkelte byer.
Ingen genveje
En strejke kan ikke vindes for eksempel gennem medierne,
eller ved andre genveje. Chefredaktørerne på alle landets medier er selv
arbejdsgivere. De har ingen interesser i at støtte kæmpende arbejdere på
afgørende vis. Derfor kan arbejderklassen heller ikke stole på medierne som en
allieret i kampen mod arbejdsgiverne. En strejkes eneste styrke er enhed og
sammenhold.
En af de vigtigste opgaver i en strejke er at bevare
sammenholdet. Det kan man kun, hvis man også fysisk mødes og opholder sig
sammen og hele tiden demokratisk diskuterer og beslutter de næste skridt, så
der skabes enighed om planen, og alle er klar over hvad den går ud på, og hver
enkelts rolle i den. Der er brug for, at alle høres, og at alle kræfter
udnyttes.
Der er en fare for, at man i kampens hede og med en masse
muligheder for pressedækning, møder osv. glemmer hvorfra ens styrke kommer, og
hvad der kan vinde kampen. Arbejderklassen kan ikke stole på andre end sig
selv. Samlet handling er afgørende. Både blandt de strejkende, men også i
arbejderbevægelsen og arbejderklassen som helhed.
Sammenholdet er det eneste våben, arbejderne har.
Arbejderfamilierne i
kommunerne må inddrages
Lige nu sidder der mange almindelige arbejderfamilier i de
berørte kommuner, som ikke ved hvad kampen handler om, men som er ærgerlige og
sure over, at de ikke får hentet deres affald. På den måde virker de som en
styrke for HCS’ ledelse, der gør hvad de kan for at opblæse denne stemning, og
som en yderligere hindring i skraldemændenes kamp for anstændige
arbejdsforhold. Derfor må denne stemning også modarbejdes. Disse familier kan
vendes til skraldemændenes fordel.
En oplagt mulighed er at uddele korte løbesedler på alle
adresser, der er ramt af konflikten, som forklarer sagen i hovedtræk, som den
virkelig er, og som giver eksempler på HCS’ fuldstændigt uacceptable fremfærd,
og som beder om forståelse og solidaritet i kampen. Og som forklarer hvorfor
det er en kamp ikke bare for skraldemændene, men for de rettigheder og forhold
arbejderne har kæmpet for de sidste 100 år. Et sådan tiltag vil uden tvivl
vække en vis sympati, fra i hvert fald en del af de berørte familier, og sende
bølger gennem lokalområdet.
Tillidsmandsmøde
Det springende punkt, der kan afgøre kampens videre skæbne,
er flere arbejdspladser inddrages som svar på arbejdsgiverens optrapning. 3F
burde for længe siden have taget initiativ til at indkalde til
tillidsmandsmøde, der kunne diskutere kampens videre forløb. Denne mangel må
der hurtigst muligt rettes op på.
 |
Ved at indkalde til et tillidsmandsmøde for alle
arbejdspladser i Storkøbenhavn vil man dels kunne sikre, at alle ved, hvad der
foregår og får den virkelige historie for forløbet (som medierne ikke skriver).
Og dels vil man også kunne sende en samlet besked til de berørte borgmestre om,
at man ikke vil acceptere, at socialdemokratisk ledede kommuner benytter
underleverandører, der ikke overholder de mest basale arbejdsmiljø- og
overenskomstmæssige krav, og at et kommunalt selskab skal oprettes, der kan
ansætte de fyrede skraldemænd. Samtidigt kan man gøre det klart, at man er parat
til at optrappe kampen med demonstrationer og faglige møder på
arbejdspladserne. Et tillidsmandsmøde vil også kunne nedsætte en aktionskomite,
der kan fungere som samlende instans, et afgørende skridt i ofte hektiske
faglige kampe.
Historiske erfaringer
Disse metoder; sammenhold, solidaritet mellem
arbejdspladser, tillidsmandsmøder og fælles kamp side om side i
arbejderbevægelsen, er ikke nogen, der er faldet ned fra himlen. Det er
metoder, der igennem hele klassekampens historie har vist sig at være de
eneste, der sikrer resultater. Mæglingsmøder, forhandling og smarte tricks
virker kun, hvis de bakkes op af magt. Og den eneste magt arbejderklassen
besidder kommer i form af antal og stilling i produktionen. Derfor: jo flere
der inddrages i kampen, jo stærkere står man. Jo flere maskiner og jo mere
produktion der sættes i stå, jo hårdere slår man.
Men en faglig kamp i almindelighed og denne i særdeleshed
kan ikke foregå udenom arbejderbevægelsen. Igennem arbejderbevægelsen og dens
politiske partier kan det nødvendige pres opbygges til at fjerne HCS fra
kommunerne og sikre de aktionerende skraldemænd ansættelse under ordentlige
forhold i et nyt kommunalt renovationsselskab.
