De aktionerende skraldemænd fra HCS har holdt ud i mange uger nu, selv efter at de er blevet fyret. Men det står også klart, at kampen er ved at nærme sig et punkt, hvor den enten må tage skridt fremad, eller også vil dø ud. Ingen kamp kan vare evigt, og skraldemændene har kæmpet hårdt og bittert i utrolig lang tid. Men de er blevet ladt alene af fagbevægelsens top, og flere er nu så pressede, at de har opgivet kampen. Det er klart, at 50 skraldemænd alene ikke kan vinde kampen mod arbejdsgivernes samlede pres. Før eller siden må de bøje sig, hvis ikke de får forstærkning udefra.

Der er med andre ord en reel risiko for at kampen ender i nederlag for skraldemændene, men den har ikke været forgæves, tværtimod.

Skraldemændenes kamp er og har været imponerende. I en grad, som det ikke er set i mange år, har de taget ansvaret på sig og forsvaret retten til et sikkerheds- og arbejdsmiljømæssigt tåleligt arbejdsliv. Rettigheder som er under angreb på samtlige arbejdspladser i landet. De har så at sige taget hele arbejderklassens kamp på deres skuldre. Ude på landets arbejdspladser er ideen om, at man ikke nødvendigvis skal dukke nakken, blevet vakt til live. Og ikke mindst har kampen lært skraldemændene og resten af arbejderklassen vigtige lektioner, der kan bruges i den videre kamp. Arbejderklassen lærer ikke kun af sejre, men også af nederlag, måske endda mere end af sejre.

Krisen tynger
Kampen har ikke været uden besvær. Imod sig har de hele den vægt, hvormed den økonomiske krise vejer ned på arbejderklassen. I alle fabrikker og på alle arbejdspladser hænger trusselen om fyring i luften. Siden lavpunktet i juli 2008 med omkring 40.000 arbejdsløse ifølge den officielle opgørelse, er dette tal nu staget til omkring 100.000, langt over en fordobling på et år (Danmarks Statistik). Effekten er ikke til at tage fejl af.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening var antallet af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i andet kvartal 2009 på 70, resulterende i 3.255 tabte arbejdsdage, hvilket er det laveste niveau, siden statistikken blev startet i sin nuværende form i 1991. Det kan sammenlignes med niveauet i andet kvartal sidste år, hvor små 20.000 arbejdsdage gik tabt under faglige konflikter (DA konfliktstatistik 2. kvartal 2009). Med andre ord er antallet af strejker i Danmark dykket med 84 procent.

Arbejdsgiverne er klar over, at arbejderne på alle landets arbejdspladser er trængt i defensiven af frygt for at miste deres arbejde, som for en stor dels vedkommende er ensbetydende med at måtte gå fra hus og hjem.

Og arbejdernes frygt er ikke ubegrundet. Niveauet af tvangsauktioner er femdoblet siden lavpunktet i 2006 og er med 500 om måneden på et niveau, der ikke er set siden foråret 1995 og på hastig fart opad (Danmarks Statistik).

Omvæltningen siden opsvingets kulmination er med andre ord eksplosiv og har uden tvivl haft en betydelig virkning på at hæmme spontane sympatistrejker med skraldemændene fra HCS, selv om der har været flere eksempler, dog af kortvarig og ikke så omfangsrig karakter.

Organisation af kampen afgørende
Netop derfor har stilheden fra fagbevægelsens ledelse været så meget desto mere larmende. Skraldemændene har indtil nu stået alene i kampen. Ja, den objektive situation arbejder på nuværende tidspunkt imod skraldemændene. Men netop derfor har ikke bare skraldemændene, men hele arbejderklassen, brug for, at fagbevægelsens ledelse gør alt i sin magt for at bakke skraldemændene op. Det vil sige at sprede konflikten og gøre den politisk.

I den nuværende situation bliver det for de brede lag i arbejderklassen betragtet som selvmord at kaste sig ud i en kamp, hvis ikke man har sine egne mægtige organisationer i ryggen.

Fagbevægelsen, med 3F’s ledelse i spidsen, har ikke vist nogen ledelse i kampen, tværtimod. Repræsentanter for 3F har endda opfordret skraldemændene til at søge arbejde hos underleverandøren Mikael Mühring. Det er netop dette firma, der lige nu fungerer som skruebrækker. Sådan vindes en faglig kamp ikke.

Derfor leger 3F også med ilden. Et nederlag til nogen af de mest modige klassekæmpere, som skraldemændene fra HCS vitterligt er, kan føre til desillusion blandt skraldemændene, men også i et vist omfang hos de lag af arbejderklassen, der har fulgt kampen, de mest avancerede lag. En desillusion som arbejdsgiverne vil udnytte til det yderste. Men desillusionen vil kun være midlertidig. Arbejderklassens eneste styrke er enhed og solidaritet, og det er derfor, fagforeningerne er til. Desværre lader det til, at dele i toppen af fagforeningerne mange steder har glemt, at arbejderklassen intet har fået uden kamp, og at deres eneste og fornemste opgave er at stå i spidsen for arbejderklassens kampe.

Der er ingen vej uden om fagforeningerne. Uden organisation står arbejderklassen helt ubeskyttet. Den eneste vej er at tage kampen op indenfor fagforeningerne. Alle bevidste klassekæmpere må samle sig og kæmpe for, at fagforeningerne igen bliver kamporganisationer. Der er behov for at opbygge et netværk af tillidsmænd, der kan reagere så snart der starter en kamp som den i HCS, og som kan samarbejde om at få fagbevægelsen til igen at være i front i kampene.

Den faglige og politiske kamp kan ikke skilles ad
Situationen vil uden tvivl blive benyttet af arbejdsgiverne til at vise arbejderklassen, at der ikke er noget at gøre, at det ikke nytter at kæmpe imod. Vi står lige nu midt i en massiv offensiv fra kapitalistklassens side, som vil fortsætte i den kommende periode. De er ikke tilfredse med de enorme profitter, de hentede under opsvinget, og nu vil de forsøge at klemme hver eneste dråbe ud af arbejderklassen.

Under skraldemændenes konflikt er det blevet tydeligt, at faglige og politiske spørgsmål ikke kan adskilles. Skraldemændenes kamp har rejst en række vigtige spørgsmål. Det drejer sig om kamp imod udliciteringer, kamp til forsvar for arbejdsforhold, om politiets indblanding i faglige konflikter og behovet for en kæmpende fag- og arbejderbevægelse. Det er spørgsmål, som må debatteres i enhver partiafdeling i arbejderpartierne.

Men skraldemændenes kamp har også tydeligt vist sig ikke at kunne vindes ved faglige midler alene. Derfor er det også beklageligt, at arbejderpartierne har været mere eller mindre fraværende i konflikten. I alle de berørte kommuner sidder der socialdemokratiske borgmestre, som hele tiden har været åbne for pres fra bunden og fra resten af arbejderpartierne. I realiteten har disse borgmestre siddet med nøglen til at løse konflikten ved at danne et kommunalt selskab og genansætte de fyrede skraldemænd under ordentlige forhold.

Desværre har ledelsen af SF åbenbart ikke været interesseret i at blande sig. I hvert fald har de været mere eller mindre stille.

Det samme gælder ’den organiserede venstrefløj’ i fagbevægelsen, med bl.a. Enhedslisten i spidsen og deres ungdomsorganisation SUF på sidelinjen. Fine ord og økonomisk støtte (der rigtig nok er vigtig) har der været nok af. Men desværre kom de til at spille en uheldig rolle ved at lade skraldemændene forstå, at de ville arrangere en støttedemonstration, for ugen efter at bakke ud. Den slags ting efterlader et uheldigt indtryk af en useriøs tilgang til arbejderklassens kamp, og må rettes, hvis Enhedslisten (og SUF for den sags skyld) vil gøre sig håb om at vinde en solid base i arbejderklassen og på arbejdspladserne.

Øjnene vendt mod den politiske scene
Når arbejderklassen føler sig presset på den faglige front, og ser at ledelsen for fagbevægelsen ikke er i stand til at vise en vej frem i de enkelte kampe, vil arbejderklassens fokus naturligt vende sig mod den politiske scene og kampen for en arbejderregering, der kan forsvare arbejderklassens leve- og arbejdsforhold. Det er en proces, vi i denne avis har analyseret gentagne gange, og hvor udviklingerne i arbejderpartierne og særligt SF, der har set den største tilstrømning af aktive arbejdere, vil være afgørende for den kommende periode. Marxisterne vil tage del i denne proces skulder ved skulder med de mest avancerede lag af arbejderklassen i SF.

Vi vil kæmpe for en klar socialistisk politik i hele arbejderbevægelsen og særligt SF. Og ikke mindst vil vi kæmpe for at bringe SF ind på fabriksgulvet og fabriksgulvet ind i SF. Et mål som den nuværende konflikt i HCS har vist er umuligt at komme udenom.

Muldvarpen graver videre
Men bare fordi øjnene retter sig mod den politiske scene, betyder det ikke, at udviklingerne i fagbevægelsen vil gå i stå. Vi har i artikler og Dansk Perspektiv forklaret, hvordan klassekampen under krisen vil få en mere koncentreret og bitter karakter. At de store ”festival-agtige” demonstrationer for bedre velfærd under opsvinget nu, i den første periode af krisen, vil blive erstattet af mindre, men langt voldsommere og mere eksplosive kampe.

Ikke mange er kommet skraldemændene til hjælp med sympatistrejker, og det kan måske virke som om, folk er ligeglade. Mange er lige nu bange for at gå i kamp, men det var skraldemændene i HCS også for trekvart år siden. Dem, der i dag tier stille, vil i morgen være dem, der går forrest i nye kampe. Arbejdsgiverne tvinger arbejderklassen i kamp. På enhver arbejdsplads presses citronen til sit yderste, og hvert sted vil der være noget, der på et tidspunkt får arbejderne til at sige, ”nok er nok”, ligesom skraldemændene har gjort.

Under den til tider rolige overflade på arbejdspladserne udvikler arbejderklassens bevidsthed sig med stormskridt. Arbejderklassen bliver hver eneste dag tvunget til at genoverveje alt, hvad man troede stabilt og sikkert. Retten til arbejde, ordentlige arbejdsforhold og et sted at bo viser sig ikke at være en selvfølge under kapitalismen. Det eneste, der står tilbage, er den enorme interessekløft, der skiller arbejdere fra kapitalisterne. En kløft der udvider sig hver eneste dag.

Konklusionerne må drages
Et nederlag for skraldemændene i HCS vil desillusionere dem. Men de mest avancerede af skraldemændene vil også drage vigtige konklusioner. Konklusioner der før eller siden vil trænge den umiddelbare desillusion i baggrunden.

Kampen i HCS viser, at den eneste måde at vinde kampene imod arbejdsgiverne er at stå sammen. På den enkelte arbejdsplads, men vigtigst af alt i hele arbejderbevægelsen. Men den viser også, at ledelsen i arbejderbevægelsen har bevæget sig for langt væk fra medlemmerne. Og at den eneste løsning for arbejderklassen er at generobre sine organisationer.

Hver eneste dag beviser det kapitalistiske system, at det ikke er værdigt til at overleve. Intet kan det tilbyde arbejderklassen. Kapitalisterne tager alt fra arbejderklassen. Ikke engang sine egne produktionsmidler kan det udvikle. Produktion lukkes ned, tusinder fyres og løn og arbejdsforhold angribes imens kapitalisterne spinder guld på arbejderklassens ulykke. Større arbejdsløshed betyder lavere lønninger. Lavere lønninger betyder flere penge i kapitalisternes lommer. Det er kapitalisternes mantra.

Derfor er arbejderklassens defensive kamp under krisen også i kim-form en kamp for et socialistisk samfund og en demokratisk planlagt økonomi, der kan sikre arbejde, velfærd og fremgang til hele samfundet. Undervejs i den defensive kamp vil begivenhederne tvinge arbejderklassen til at drage de nødvendige konklusioner. Både sejre, men også nederlag, giver arbejderklassen altafgørende erfaringer.

Strejken i HCS er et slag i en langvarig krig, mellem arbejdere og arbejdsgivere. Skraldemændene var frontløbere for hele arbejderklassen og har måttet tage hårde slag. En krig afgøres ikke af et enkelt slag, og lærer man af nederlaget, kan det vendes til en styrke. Derfor må et eventuelt nederlag for skraldemændene heller ikke modtages med modløshed og resignation, men åbent og ærligt må konklusionerne diskuteres, og styrker og svagheder vendes og drejes. Kun sådan kan vi lære af en konflikt som kampen på HCS. Men frem for alt må de vundne erfaringer ikke stå isoleret. De må rettes ind i arbejderbevægelsen, fagforeningerne og SF, og de må bruges til at styrke den marxistiske tendens. SF kan drage uvurderlig nytte af de erfaringer, som skraldemændene har gjort sig. Men det kræver, at skraldemændene går ind i SF sammen med marxisterne i Socialistisk Standpunkt.