Vi, de tidligere skraldemænd fra H.C. Svendsen A/S, er i konflikt, fordi vi igennem mange år har lidt under dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
For eksempel fik vi ikke udleveret åndedrætsværn og vandtætte dragter, når vi skulle vaske skraldebilerne. Og dem, der blev betragtet som de dårligste medarbejdere, blev hængt ud i et HCS nyhedsbrev. Tilmed har vi oplevet, at virksomheden ikke vil debattere vores problemer.
Utilfredse borgere har spurgt, hvorfor vi ikke bare siger op? Det er sådan set det, der er sket nu. Vi kan ikke arbejde under sådan en virksomhedskultur mere. Vi har kastet håndklædet i ringen og er blevet fritstillet.
De skraldemænd, som I borgere har mødt de seneste år, har selvfølgelig forsøgt at søge arbejde hos de nye vognmænd, der skal køre i jeres område. Men det viser sig desværre, at HCS – drevet af en af Danmarks rigeste vognmænd – har så meget magt, at vi nu er blacklisted og står uden mulighed for at få vores arbejde igen. Og for at presse os endnu mere har vi modtaget et brev med trusler om at blive sagsøgt og gjort personligt ansvarlige for de økonomiske tab, virksomheden lider som følge af konflikten.
Vi er kede af, at konflikten rammer jer borgere. Men vi håber på jeres opbakning og forståelse for, at det her er en kamp for alles rettigheder.
Med venlig hilsen
De tidligere HCS-skraldemænd