Skolereformen: Hvordan 2+2 giver 5

tavle

Karen Larsen



4 minutter

 

Skolernes sommerferie begynder så småt at trænge sig på for lærere landet over og med den indvarsles folkeskolereformens implementering. Den grusomme sandhed om dens betydning begynder at gå op for lærere, pædagoger, forældre, elever og hvem der ellers påvirkes af den.

Mere for mindre

Som sådan har regeringen og forligsparterne gjort hvad de kunne for at sælge reformen som et smart pædagogisk fremskridt. En ren win-win. Men tilbage står, at reformen er et sparetiltag, som på den ene side skal få lærerne til at løbe hurtigere for de samme penge som før og på den anden side åbner muligheden for at gøre skolefritidsordninger og klubber overflødige med tiden, eller i det mindste skære kraftigt i åbningstiden. I Hjørring kommune har man taget konsekvensen og har allerede nedlagt samtlige SFO’er.

Lov 409, som skolereformen i juridisk form hedder, har skullet fortolkes individuelt i hver af landets kommuner. Det betyder, at lærernes arbejdsforhold nu ser meget forskellige ud fra kommune til kommune. Det gælder fx i forhold til tilstedeværelsespligten, altså den tid læreren skal være på skolen og fx forberede sig, som kan svinge enormt fra fuld tilstedeværelse på otte timer om dagen til nogle få timer en enkelt dag om ugen.

Det gælder også i forhold til hvor stor en del af den såkaldte understøttende undervisning, som varetages af pædagoger. Nogle steder har pædagogerne intet fået, mens der andre steder er åbnet for, at pædagoger kan varetage klasselæreropgaven.

Længere skoledage – mindre forberedelse

Et af regeringens hovedargumenter for reformen op til dens vedtagelse var, at en længere skoledag ville give dygtigere elever – kraftigt bakket op af både en mere og mere skinger Niels Egelund, som tilsyneladende er den eneste i landet, der kan udtale sig om pædagogik og DR som sendte program efter program, der viste flittige, velopdragene topdygtige kinesiske skoleelever give danske elever baghjul. Konklusionen lå klar; en længere skoledag var ikke bare godt men absolut nødvendigt for, at de små kinesiske skolebørn ikke skulle gafle samtlige job i Danmark for næsen af 9.a.

At der absolut mangler evidens for at konkludere, at længere skoledag giver dygtigere elever, er én ting. Noget andet er, at de flere timer eleverne skal gå i skole, skal dækkes direkte af de lærerressourcer, som der er i øjeblikket, hvilket betyder, at der skæres kraftigt i tiden til forberedelse. Da der sker en omstrukturering af den måde, tidsforbruget gøres op på, er det svært at sige præcis hvor meget, da det fx også bliver individuelt for hver enkelt lærer, men en vurdering på at ca. halvdelen af forberedelsestiden skæres væk, er nok ikke helt skudt ved siden af.

Det man altså får, er dårligere forberedte lærere, som skal forberede deres timer under elendige forhold, da nærmest ingen skoler har tilstrækkeligt med arbejdspladser, til at lærerne kan sidde og forberede sig på en ordentlig og uforstyrret måde, for slet ikke tale om under forhold som lever op til arbejdsmiljøstyrelsens krav til en kontorarbejdsplads.

Ned med nakken

Der er mange flere aspekter af skolereformen, der kan og bør diskuteres, som fx den pædagogiske retning reformen peger på med hårdere arbejde, flere tests og i det hele taget et større pres for, at den enkelte elev skal yde toppræstationer for at få muligheden for en ordentlig uddannelse og arbejde i fremtiden. Den diskussion er der ikke plads til her.

Her vil vi slå fast, at skolereformen ikke kommer til danne rammen om en lykkelig folkeskole til ”verdens lykkeligste folk”. Tværtimod er en væsentlig, men ikke fra regeringen utilsigtet bivirkning, at knække lærerne som en af de stærkest organiserede faggrupper og at spille faggrupper ud mod hinanden. Pædagoger og lærer kæmper om de samme timer, lærerne i én kommune føler sig forfordelt i forhold til lærere i en anden kommune, når forholdene er forskellige, så kræver det mere at fastholde en fælles kamp.

Det må være lærerne og pædagoger nes fagforenings (DLF, LFS og BUPL) fornemmeste opgave at sørge for at sikre sammenhold. Lærere og pædagoger har nøjagtig de samme interesser i forhold til regeringens nedslagtning af den offentlige sektor. Når én gruppe rammes, vil det uvægerligt ramme andre grupper. Taktikken har med lockouten og gennemtrumfningen af reformen været at tromle en del af den offentlige sektor, men andre dele vil stå for tur og i den situation er det absolut nødvendigt med en samlet kamp.

 

Denne artikel har været bragt i maj-nummeret (Nr. 93) af Socialistisk Standpunkt. Tegn abonnement HER