Det er efterhånden ved at være en kliche, at der er for mange i klasserne, for få praktikpladser, gamle bøger, stressede lærere og en alt for lav SU. Ikke desto mindre er det den virkelighed, danske elever, lærlinge og studerende befinder sig i. Efter adskillige år med nedskæringer er forholdene i uddannelsessektoren ved at bryde igennem bunden. Færre midler betyder dårligere kvalitet, og det er skadeligt både for den enkelte elev og den enkelte lærer, men også samfundet som helhed. Ordentlig uddannelse er et vigtigt element for at forbedre produktiviteten og skabe langsigtet økonomisk fremgang.
Fornyelse, ja tak
SFU tager, med udgangspunkt i at en stærk uddannelsessektor er nøglen til vækst i samfundet, kampen op mod de misserable forhold på landets uddannelsesinstitutioner og den borgerlige regerings nulvækst og sparplaner. I kampagnen ”Fornyelse, ja tak!” ligger ungdomspartiet op til forbedringer på landets uddannelser og stiller en række gode krav. Blandt andet kræver de:
- Mindre bureaukrati
- Praktikpladser til alle
- Max 28 i klasserne
- Ingen brugerbetaling
- Ingen lærefri timer
Hvis landets uddannelser virkelig skal forbedres, er gennemførslen af disse krav et minimum. Især kampen mod brugerbetaling er vigtig, da det hænger uløseligt sammen med kravet om lige adgang til uddannelse. Men det er vigtigt, at kampen ikke stopper her. Det er ikke nok at afværge de angreb, der kommer. Uddannelsessektoren skal ikke bare beskyttes mod forringelser, den skal forbedres – der skal investeres! Samtidig er det helt afgørende at se problemerne i uddannelsessektoren i et større perspektiv.
Uddannelse er vigtigt – men kan ikke løse de økonomiske problemer
Det første skridt i enhver kampagne må – som SFU’s kampagne gør – være at rejse krav direkte i forbindelse med de problemer, som unge har. Det næste skridt må være en forklaring på, hvorfor problemerne er der, og endelig hvordan at de kan løses mere overordnet set.
Det er selvfølgelig meget vigtigt at have en veluddannet befolkning, der kan tænke selv, deltage i demokratiet, og skabe vækst. Men ordentlig uddannelse kan desværre ikke i sig selv sikre økonomien og fremtidens velfærdssamfund. Uddannede arbejdere skaber kun vækst, såfremt de har arbejde. En højt uddannet arbejdsløs er lige så uproduktiv som en ufaglært arbejdsløs.
Det afgørende problem ligger derfor i vores samfunds kapitalistiske struktur med det frie marked og den evige profitjagt, som har skabt den igangværende økonomiske krise. Vi kan ikke uddanne os ud af krisen.
Hvor skal pengene komme fra?
Vi befinder os i den værste krise siden 1930’erne. Staternes gæld er enorm og arbejdsløsheden stiger. Også i Danmark kører den danske stat med et kæmpe budgetunderskud og vi får at vide, at der ikke er penge til at investere i uddannelse. Derfor må venstrefløjen have en klar løsning. En løsning som hverken rammer andre dele af uddannelsessektoren, andre dele af velfærden, eller arbejderklassen som sådan. Men hvem skal så betale? Hvor skal pengene komme fra?
I SFU’s økonomiske papir fra 2009 er der flere gode forslag. Der står blandt andet, at selskabsskatten skal stige fra 30 procent, hvilket endda godt kan sættes højere, nordsøolien skal nationaliseres, formueskatten skal genindføres, og en ny elite-skat skal pålægges folk, der tjener over en million. Derudover det helt oplagt, at se på de enorme profitter. De 20 største selskaber i Danmark havde for den første halvdel af 2010 et overskud på 37,3 milliarder kroner – efter skat og efter millionlønninger og kæmpebonusser til direktionerne.
En fælles kamp for socialisme
Hvis man virkelig vil forbedre uddannelserne og velfærden, må man begynde et opgør med kapitalismen. Der er desværre ikke nogen smutvej. Samfundet rummer enorme rigdomme og det store flertal burde demokratisk bestemme over dem. Kampen for bedre uddannelser er en del af klassekampen. Det er grundlæggende set en kamp for, at arbejderklassen børn også har råd til at tage uddannelse.
Arbejderklassen har i sidste ende al magt over produktionen og kan derfor som de eneste lægge det nødvendige pres på kapitalisterne. I arbejderklassen har ungdommen den stærkest tænkelige alliancepartner, og med dets tusinder af unge medlemmer har SFU en kæmpe mulighed for at gøre denne alliance til virkelighed.
