I dag, den 30. januar 2014 imploderede SF’s folketingsgruppe og partitop, efter i to år i regering at have solgt ud af samtlige principper. Salget af aktier i en af landets energikæmper, til finansspekulanterne i Goldman Sachs blev dråben, der fik bægret til at flyde over. Partiets krise er nu total.

Medlemmerne har meldt sig ud i tusindvis og meningsmålinger er raslet ned de seneste år, i takt med hver nyt angreb partiet har accepteret, for at vedligeholde sin hellige alliance med Socialdemokraternes højrefløj. Der er intet overraskende over meldingen om, at SF’s ryg nu knækkede.

Allerede i maj 2010, da SF og Socialdemokraterne fremlagde deres fælles program, som de ville føre valgkamp på, gjorde vi klart, at: ”Hvis SF deltager i en regering på dette grundlag kan det kun føre til, at tusindvis af arbejdere og unge bliver desillusionerede og bevæger sig bort fra SF. Det er en farlig kurs, som risikerer ikke blot at sætte den vundne fremgang over styr – den nuværende kurs risikerer også at skubbe de bedste lag i arbejderklassen og ungdommen væk fra partiet. SF må afholde sig fra at deltage i regering på dette grundlag.”

Ingen overraskelse

Det skrev vi allerede inden det dybt borgerlige regeringsgrundlag, som De Radikale dikterede, blev lavet. Hvordan kunne vi være så sikre? Fordi selve grundlaget for samarbejde med Socialdemokraternes højrefløj, var politisk kapitulation og en tro på, at små-justeringer af økonomien ville kunne ”forsvare velfærdsstaten”, på trods af dyb krise i økonomien.

Samarbejdet med det borgerlige Radikale Venstre umuliggjorde yderligere et hvert forsøg på bryde med markedets diktater. De var borgerskabets garanti for, at regeringen ville danse efter deres pibe. Sagen var, at de borgerlige vandt flertal ved valget i 2011. Men SF’s ledelse lukkede øjnene for dette faktum og tog ét af de borgerlige partier med i regering. Alt for at få ”regeringsprojektet” til at lykkes.

Den 27. september 2011 skrev vi følgende: ”Deltager SF i en regering med de Radikale, der fører borgerlig politik, vil det have katastrofale konsekvenser. SFs søsterparti i Norge, Sosialistisk Venstreparti, viser fremtiden, med et valgresultat på 4,1 procent ved lokalvalget i september, efter flere års regeringsdeltagelse og en udvikling i opbakningen, der har lignet SF’s bare med et par års forspring.”

SF-toppen tog alligevel springet og kastede sig gladelig ud i regeringssamarbejdet. Men der gik ikke længe før det blev åbenlyst for alle, at regeringen ikke bare videreførte de borgerliges politik, men uddybede den. Resultatet var kraftig medlemstilbagegang og brat fald i meningsmålingerne.

Nye ledelse fortsatte borgerlig politik

I 2012 blev det for meget for partiets medlemmer. Ved formandsvalget efter Villy Søvndals afgang, fik den ledende højrefløj en veritabel knock-out, da 2/3 af medlemmerne hellere ville støtte den ukendte kommunalpolitiker Annette Vilhelmsen, end højrefløjens kandidat Astrid Krag. Det var åbenlyst for alle med øjne i hovedet, at det ikke var et tilvalg af Annette Vilhelmsen, men et fravalg af den borgerlige linje som partitoppen havde ført hidtil. Men den nye ledelse lukkede øjnene for dette, og håbede på det bedste, imens højrefløjen forberedte at splitte ud af partiet, og forlade den synkende skude, til fordel for Socialdemokraterne. Den 23. december 2012 skrev vi følgende:

”Den nye ledelse er lige kommet til, men samtidig har man fra første øjeblik gjort alt hvad man kunne for at understrege, at der ikke ville være forskel på den politiske linje under Annette og Villy. Man fortsætter i samme spor. Men det er et spor der ender blindt. Der er derfor en overhængende fare for at den nye ledelse, i tilfælde af en højreudsplitning, vil fortætte denne taktik og forsøge at ‘dække dem af’, at gøre disse opportunister overflødige, ved at overtage deres politik.

Det vil imidlertid være en farlig taktik, der hurtigt kan blive katastrofal. SF’s medlemmer lavede nemlig ikke et veritabelt oprør i forbindelse med formandsvalget, blot fordi de syntes at det var underholdende at smadre den kandidat som den daværende ledelse støttede. Nej, det var fordi den daværende ledelses politiske linje var forkert og havde bragt partiet fra 13 til 5% i meningsmålingerne. Fordi den linje som Thor Möger, Astrid Krag, Kasper Bjering og Mattias Tesfeye forsvarede, var ved at gøre Socialistisk Folkeparti til Borgerligt Folkeparti. SF’s medlemmer fik ny entusiasme ved udsigten til at kursen ville blive lagt om. Sker det ikke, så vil det modsatte blive resultatet: desillusion.”

Det er resultatet, vi står tilbage med i dag. Et parti, der inden regeringsdeltagelse havde opnået 20 procents tilslutning i meningsmålingerne (januar 2010), er nu i reel fare for opløsning.

Det er afgørende, at alle i arbejderbevægelsen drager de nødvendige konklusioner: Vi står i en historisk krise i kapitalismen, der i stadig større grad deler samfundet i to poler; arbejderklassen på den ene side og borgerskabet på den anden, med fuldstændig modsatrettede interesser. Der er kun to sider i denne klassekamp. At forsøge at gå line-dans på barrikaden er umuligt. Da SF toppen ikke var villig til at bryde med kapitalismens snævre grænser, men tværtimod accepterede at administrere krisen, kunne de kun havne på den herskende klasses side, og dermed angribe deres egen base. Resultatet af dette ses i dag.

Samtidig viser SF’s allernyeste historie, at et opgør med partiets højrefløj må ske på et solidt marxistisk program. Højrefløjen i SFs ”realistiske” linje førte partiet ind i kviksandet, men venstrefløjens manglende politiske alternativ var ikke i stand til at føre partiet ud på sikker grund. Det er en lektion, ikke bare til Enhedslisten, men alle de europæiske venstrefløjspartier. Den såkaldte venstrefløj i SF, der vandt formandskabet, havde intet program. De var bare imod højrefløjen, men havde intet alternativ at sætte i stedet.

Perspektiver

Der er uden tvivl en række topsocialdemokrater, der nu gnider sig veltilfredse i hænderne over at være sluppet af med ”dilettanterne” fra SF. Nu er der kun ”regeringsduelige” partier tilbage.

Men deres glæde vil være kortlivet. Regeringen har været i krise siden dag ét. SF har indtil nu taget strygene. Med SF’s afgang er der ingen til at dække socialdemokraternes venstre flanke. Nu bliver det socialdemokraterne, der skal stå på mål for arbejderklassens vrede, når regeringen fortætter gennemførslen af anti-arbejder politik, som der er lagt op til i de næste år.

Om regeringen kan overleve perioden ud er svært at sige. Det afhænger af mange faktorer. Men sikkert er det, at grunden er blevet endnu mere usikker under regeringens fødder.

Alle arbejdere og unge kan kun bifalde SF’s exit, men som sagt er det alt for sent. Partiets fremtid er højest usikker, men vil ligegyldig hvad have udspillet sin rolle overfor arbejderklassen og ungdommen i lang tid fremover.

I hele Europa hiver den herskende klasse arbejderpartier som SF og Socialdemokratiet til regeringsmagten, for at gennemføre den for kapitalismen nødvendige politik. Det fører til massiv miskreditering af disse partier. SF’s skæbne er et glimrende bevis. Samtlige af disse partier, fra Socialistpartiet i Frankrig over PASOK i Grækenland til S-SF i Danmark klapper hælene sammen, når diktatet fra markederne tikker ind.

Det er årsagen til den enorme mistillid til politiske partier, som vi ser i alle lande, som også SF’s fallit er en konsekvens af. Grædekonerne på den såkaldte venstrefløj herhjemme kan imidlertid godt tørre øjnene. Konklusionen af denne mistillid fra arbejdere og unge bør ikke være pessimistisk. Tværtimod: Det viser, at masserne længes efter et egentligt alternativ: efter et program der tør gå imod kapitalisternes interesser, efter ledere, som er konsekvente i deres forsvar af arbejderklassen og unge. Fejler partierne på disse punkter, viser SF’s nedtur hvad konsekvenserne kan være.