Etablissementet er i krise. Det ligger fast efter de første tre primærvalg i det Demokratiske parti.
(artiklen er opdateret mandag den 24. februar af Martin Hansen)
Efter den store misere i Iowa har ræset om at blive demokraternes næste præsidentkandidat været forbi New Hampshire og Nevada. Ikke overraskende vandt Bernie Sanders også her.
I New Hampshire blev det kun til en kneben sejr til Sanders over Pete Buttigieg med blot lidt over et procentpoint (25,7 procent mod 24,4 procent). Det er langt fra hans 22-points knusende sejr over Hillary Clinton tilbage i 2016. Sanders vandt i alle statens syv større byer, mens nogle af de små forstæder gik til Mayor Pete, som Buttigieg også kaldes. Trods sin sejr fik Sanders samme antal delegerede som Buttigieg, ni hver, mens Minnesotas Amy Klobuchar kom ind på en tredjeplads med seks delegerede. Før primærvalget i Nevada havde Buttigieg således flest delegerede, selvom Sanders havde fået flere stemmer end ham i både Iowa og New Hampshire. Hvilket kun understreger, hvor udemokratisk det ”Demokratiske” parti virkelig er.
Men så fik de demokratiske vælgere i Nevada lov til at få deres stemmer hørt. Og med 88 procent af stemmerne talt op i skrivende stund, står det til en stor sejr for Bernie Sanders. 47,1 procent har stemt på ham, hvilket giver ham 13 delegerede mod Joe Bidens to og Pete Buttigieg ene. Resultatet viser også, at bagtroppen falder mere bagud. Elizabeth Warren har fået 9,6 procent af stemmerne, Klobuchar 3,9 procent og New York-milliardæren Tom Steyer 4,6 procent.
Bevægelsen bag Sanders udtrykker et ønske om venstreorienteret politik i USA, især blandt de unge, der er dødtrætte af de parlamentariske intriger og rænkespil i kapitalismen og systemets to partier. Etablissementet er i krise og en eksplosiv periode er under forberedelse i USA.
Etablissementet mister fodfæstet
Elizabeth Warren, som mange havde forventet ville klare sig bedre som en ”progressiv liberal”, har indtil videre lidt nederlag i valgkampen. Sanders er tydeligvis førstevalget blandt de progressive/socialistiske vælgere – hvorfor vælge ”Bernie light”, når man kan få den rigtige vare?
Warren har nu ændret sin tilgang til at være, at hun er tilpas progressiv og tilpas konservativ til at kunne forene partiet til november. Som hun udtrykker det:
»Hvis vi skal slå Donald Trump til november, skal vi have et stort vælgerfremmøde blandt vore egne vælgere, og for at få det, har vi brug for en præsidentkandidat, som den bredeste koalition i vort parti føler, de kan bakke op om. Vi har ikke råd til at forfalde til fraktioner. Vi har ikke råd til at spilde vor kollektive magt. Vi vil vinde, når vi står sammen.«
Det står stadig hen i det uvisse, hvordan denne form for borgerlig-liberal, centristisk forening kan virke i et land, der er mere polariseret end i mands minde.
Hvad angår eks vicepræsident Joe Biden har han haft en svær start, og blev eksempelvis kun nummer fem i New Hampshire. Det var også åbenbart for ham, at resultatet ville blive skidt, og før valgresultatet lå klar, hoppede han ind i sit privatfly og fløj videre til South Carolina for at gøde jorden for primærvalget dér. Hans håb om at klare sig bedre i den stat beror blandt andet på hans tætte bånd til Barack Obama, og at staten har en stor afroamerikansk befolkning. Men intet er sikkert, og smilet er da også stivnet lidt på tidligere så selvsikre Biden.
Sundhedsforsikring er i forreste linje
Exit polls i Iowa og New Hampshire har vist, at de demokratiske vælgere vægter sundhedsforsikring højest som politiske mærkesag. Partiets kandidater er delt mellem en fløj, som tæller Sanders og Warren, der vil have sundhedsforsikring til alle amerikanere, og den fløj, som afviser en universel sundhedsforsikring og i stedet foretrækker at understøtte den kaotiske Obamacare. Mens primærvalgene går sin gang, vil disse forskelle dukke hyppigere op. Det er derfor væsentligt at forstå, hvad der nøjagtigt bliver foreslået.
Obamacare er en lappeløsning bestående af private sundhedsforsikringer og den statslige sundhedsforsikring Medicare (indført af præsident Johnson i 1965), hvor de fattigste modtager finansiel støtte fra staten – støtte, der går direkte i lommerne på de store forsikringsselskaber. Under Obamacare er omkring 30 millioner amerikanere stadig ikke dækket af nogen sundhedsforsikring. Men selv det er for meget for Trump & Co, som gerne vil afskaffe Obamacare uden at komme med nogle forslag til, hvad de vil erstatte det med.
Sanders plan vil på den anden side garantere dækning for alle. Ifølge hans forslag vil det blive finansieret gennem en skat på arbejdsgivernes løn til deres medarbejdere. Det refereres ofte til som “single-payer”, fordi det ville være regeringen der betaler regningen i stedet for individer, og forsikringsselskaberne ville være helt ude af billedet. Ikke overraskende foretrækker seks ud af ti af vælgerne i New Hampshire denne model og omkring 40 procent af dem stemte på Sanders. De, som var imod, stemte enten på Buttigieg eller Klobuchar, mens nogle få også stemte på tidligere vicepræsident Joe Biden.
En universel dækning vil være et kæmpe skridt fremad i USA, men det vil ikke desto mindre bevare den private og profitsøgende sundhedssektor. Og selvom det på papiret lyder godt med en arbejdsgiverbetalt frem for en arbejderbetalt skat, vil disse omkostninger nærmest uomtvisteligt blive givet videre til arbejderne i en eller anden form. Beklageligvis, argumenterer ingen af kandidaterne for en virkelig, socialistisk velfærdsplan, hvor hospitalsvæsenet og medicinalindustrien nationaliseres under offentligt ejerskab, kontrolleret demokratisk og drevet ud fra almenvældets interesser. Dette er naturligvis, hvad man kan forvente af et kapitalistisk parti som Demokraterne.
Vælgernes andet nøglespørgsmål er naturligvis: Hvem kan slå Trump? Exit polls i New Hampshire indikerede, at vælgere hellere vil stemme på én, som kan sparke The Donald ud af 1600 Pennsylvania Avenue, end én som er i bedst mulig overensstemmelse med deres egne politiske synspunkter. Resultaterne fra New Hampshire indikerer dermed, at statens demokrater er splittet mellem dem, som tænker, at Sanders kald for en ”politisk revolution mod milliardærklassen” er vejen til at slå Trump, og ”de moderate”, som Klobuchar og Buttigieg. Både Klobuchar og Buttigieg har kørt hårdt på, at nomineringen af en selverklæret socialist vil være en katastrofe for partiet.
Den tidligere borgmester fra South Bend, Indiana, Buttigieg, opsummerede sin opposition til Sanders’ vision ved at erklære at ”sårbare amerikanere ikke har den luksus at gå efter ideologisk renhed over en sikker sejr.” Han langede også et slet skjult slag mod generationskløften mellem de to: ”Jeg beundrede Mr. Sanders, da jeg gik i high school. Jeg har meget respekt for ham i dag”.
Split i toppen
Sanders’ alder kan stadig blive et emne i valgkampen. Vinder han præsidentembedet, vil han være 79 år ved sin indvielse, hvilket vil gøre ham til den ældste præsident i USA’s historie. Og for blot fire måneder siden blev han ramt af et hjerteanfald under valgkampen. Men intet af dette har haft en effekt på hans appel blandt de unge. Derimod var der en tydelig generationskløft i New Hampshire, hvor 51 procent af vælgerne mellem 18 og 29 år foretrak Sanders fremfor Buttigieg, som kun vandt knapt 18 procent inden for denne demografi. Blandt de 30-44 årige slog Sanders Buttigieg med 36 procent mod 22 procent. Kun hos dem over 45 år slog Buttigieg sin ældre rival. Det er et positivt bevis på, at selv hvis Sanders ikke vinder, svinger ungdommen helt klart mere til venstre – noget, som skaber frygt hos den herskende klasse.
Meget er på spil i de næste måneders valgkamp, hvor det største slag falder den såkaldte supertirsdag 3. marts, hvor 14 stater skal til stemmeboksene. Inden da går turen dog til South Carolina, hvor der bor mange sorte amerikanere. Joe Biden står stærkere i staten, og han vil måske kunne indhente noget af det tabte. Men samme håb havde de borgerlige demokrater til Nevada, og selvom Biden med sine 21 procent klarede sig bedre end hidtil, blev han stadig kun nummer 2 i staten og det langt bagefter Sanders 47,1 procent.
Bidens håb er, at hans bånd til fagforeningstoppen vil kunne give ham det nødvendige skub for at indhente senatoren fra Vermont. I et kvalmende eksempel på fagforeningsledelsens snæversyn uddelte ledelsen af den indflydelsesrige fagforening for kokke- og køkkenarbejdere (Culinary Workers union) løbesedler, der påstod, at Sanders vil fratage medlemmerne deres sundhedsforsikring! I stedet for at kæmpe for en bedre sundhedsforsikring for alle arbejdere, underminerer ledelsens snæversyn det kæmpe potentiale, der kunne være i at samle arbejdere indenfor og udenfor fagforeningerne. Det understreger også klassesamarbejdet mellem fagforeningernes topledelse og ledelsen hos Demokraterne.
Der ville naturligvis ikke være tale om et amerikansk valg, hvis ikke milliarder af dollar blev brugt på at påvirke vælgerne. De fleste store donorer forventer at få noget igen for deres bidrag, og hvis udsigten til at en bestemt investering ikke vil give afkast, vil støtten hurtigt tørre ud. Mens selvfinansierede milliardærer som Tom Steyer og Michael Bloomberg ikke behøver at bekymre sig, er der mere på spil for Biden og Warren. Begge har allerede skåret ned på deres reklamer, fordi de dræner valgkassen. I takt med at supertirsdag nærmer sig, og med Bloomberg der bruger hundrede millioner af dollar, nærmer Warren og Biden sig en ”knald eller fald”-situation.
Sanders derimod fortsætter med at opbygge en stor krigskiste til valgkampen baseret på små bidrag. Hans kampagne rejste 25 millioner dollar i januar, og i de ni første dage i februar havde kampagnen modtaget 600.000 yderligere bidrag. Denne brede base burde give Sanders kraft nok til at nå de sidste runder i nomineringsprocessen.
For at nå helt i mål skal Sanders dog vinde de 1991 delegerede, som nomineringen til Demokraternes præsidentkandidat kræver, og den vej vil blive lang og ikke uden strabadser. Selvom han på nuværende tidspunkt har førerpositionen blandt de ”progressive” i partiet, og ”de moderate” er splittet mellem Buttigieg, Biden og Klobuchar, er Sanders’ sejr på ingen måde garanteret. Vi kan være sikre på, at studehandler, bagvaskelse og manøvrer bag kulisserne før eller senere vil bringe en af de ”moderate” kandidater helt frem i feltet, enten før sommerens partikonvent eller under. Hvis det sker, og Sanders ”taber” til de kombinerede kræfter hos dem, som vandt færre stemmer og delegerede end ham, hvordan vil han så svare igen? Hvordan vil hans støtter reagere?
Det er også værd at bemærke, at selvom Trump opstiller uudfordret i de fleste stater, så fik han næsten 150.000 af de republikanske stemmer i New Hampshire – og 15 procent stemte imod ham. Trump tabte staten med en snæver margen i 2016 og det kunne være et dårligt tegn for ham.
I 2016 var krisen fra 2008 i friskere erindring hos de fleste vælgere. Valget i 2020 udfolder sig på baggrund af et af de længste økonomiske opsving nogensinde. Men det er også et af de svageste. Sanders er løbet med på de andre kandidaters propaganda: At arbejdernes problemer hovedsageligt skyldes Trump og republikanerne. Men Trumps politik er ikke den fundamentale forklaring på, hvorfor det gør ondt på arbejderne – sygdommen er den amerikanske kapitalisme.
Lenin forklarede, at split i toppen af samfundet er det første større tegn på, at en revolutionær situation er ved at opstå, og at dette finder sted »når det er umuligt for den herskende klasse at fortsætte med at regere som hidtil; når der er en krise, i den ene eller anden form, blandt ’overklassen’, en krise i den herskende klasses politik, som fører til en sprække, hvorigennem de undertrykte klassers utilfredshed og indignation bryder igennem«.
Vi er endnu ikke på tærsklen til Den Tredje Amerikanske Revolution, men vi er tættere på, end de fleste tror. Uenighederne inden for det demokratiske parti og mellem demokraterne og republikanerne er et vigtigt symptom på denne proces’ begyndelse. Mens marxisterne skal holde øje med disse dynamikker, må vi fortsat bevare fokus på det grundlæggende: den gryende økonomiske krise, den intensiverede klassekamp, behovet for et socialistisk masseparti for arbejderklassen og behovet for at bygge et revolutionært alternativ, der kan kæmpe for socialisme i vor tid.
