Her i weekenden var jeg en tur i hovedstaden, San Salvador. Jeg troede at jeg generelt fandt mig bedst til rette i storbyer, men allerede efter få timer i byen, glædede jeg mig til at vende tilbage til min lille landsbyflække.

Først ankom jeg til et kvarter i udkanten af San Salvador kaldet Soyapango. Her er fattigdommen fuldstændig ekstremt iøjefaldende. På en tidligere losseplads, Las Victorias, er omkring 1.200 familier flyttet ind i løbet af 00′erne i hjemmebyggede skure, sammensat af blik, træ og andet ragelse, der kan formes som boliger. Den her shantytown slum er ikke kun foruroligende på grund af de sparsomme boligforhold. Voldsomme mængder metangas siver konstant op af jorden, og det forårsager kræft og andre sygdomme i de mennesker, som er nødsaget til at kalde den gamle losseplads hjem.

I Danmark ville blot en brøkdel af den forurening, som er i Las Victorias’ jord gøre det til en ulovlig grund, men siden familierne er BZ’ere, flyttet ind ulovligt, er de ikke indbefattet samme regler som resten af befolkningen. Dette medvirker også at de som kriminelle ikke har nogle politikere til at tale deres sag. Rent vand er indskrevet som en ret i den salvadoranske grundlov, men bare lugten og synet af vandet i Las Victorias gav mig kvalme.

En del af den her ekstreme forurening skyldes de ringe krav, der stilles til firmaer i El Salvador. Et eksempel er at Mellemamerikas svar på KFC, Pollo Campero, leder alt deres affald åbenlyst ud i den store flod, som løber gennem San Salvadors udkantsområder.

Fastfood kæderne var det næste, der slog mig som en kødhammer i fjæset. På den store vej, jeg boede på, var der ikke kun ét eksemplar af alle de amerikanske kæder (Taco Bell, Burger King, Mac D, KFC, Pizza hut, Wendys, Mister Donut, og så videre), der var flere af den præcis samme butik på samme gade. Jeg nåede for eksempel at se tre identiske KFC med mindre end et par kilometer imellem. Aldrig i mit liv har jeg set noget sted nær så amerikaniseret, og jeg kommer fra en bydel med mindst otte 7/11’er (som jeg kan tælle i hovedet).

Den amerikanske ambassade i San Salvador er en af de største bygningskomplekser i hele landet, grundet de mange militære rådgivere, de sendte herned i løbet af 80′erne. Alt, hvad man kan se, er en høj, hvid mur, der strækker sig flere minutters kørsel i alle retninger, og skaber en firkant, der minder mere om Kongens Have i fremtræden end nogen ambassade i København.

Det mest uhyggelige ved at have oplevet noget af Mellemamerikas mest ekstreme fattigdom, er netop den ligeså ekstreme dyrkelse af amerikansk konsumeringskultur, der foregår mindre end en kilometer derfra. Få minutter efter den tankevækkende gåtur gennem Las Victorias, fandt jeg mig selv i et gigantisk shoppingcenter. Jeg kiggede på butikker som er eksakte kopier af dem i Europa eller USA, og jeg fangede endda mig selv i at være ved at købe en t-shirt til 20dollars. Tyve svin. Det lyder måske ikke af alverden, men det er pokkers mange dagslønne for en salvadoreño, der bor i Las Victorias. Jeg smed tanken fra mig og forlod Mellemamerikas største shoppingcenter, blot for at opdage at der lå to ligeså store malls på samme gade, lige ved siden af den kapitalismens højborg, jeg just havde undsluppet. Overforbrugskulturen er noget, jeg har levet i midten af i Danmark hele mit liv, men her, hvor den absolutte fattigdom ligger og sulter ihjel med direkte udsyn til verdens mest overflødige materielle goder, kan kapitalismen og den fri handel ikke beskrives som andet end absurd og ulækker, fucked up and twisted, injusto y LOCO.

Man siger, at 14 familier i realiteten ejer El Salvador, og det har været sådan siden Fincaernes (Plantagerne hvori bønder reelt arbejdede som slaver) tid. Disse oligarker vil blive nævnt i senere posts på min blog i kontekst til borgerkrigen.