I januar blev det meddelt, at de danske investeringsforeninger regner med at udbetale rekordstore udbytter til investorerne. Alene Danske Banks investeringsforening Danske Invest udbetaler udbytter for ni milliarder kroner. For de samme penge kunne man ifølge Fagbladet 3F forlænge dagpengeperioden til fem år. De hundredtusindvis af arbejdere, der enten er ramt eller truet af arbejdsløshed, kunne nok gerne bruge den tryghed, en sådan forlængelse ville give. Men nu går pengene i stedet til folk, der har værdipapirer liggende i et pengeskab.
Bank-bistand for milliarder
Nu kan man mene, at disse penge, som investorerne har tjent gennem den levevej, det er at eje papirer, er deres retmæssige ejendom. Man kan mene, at sådanne finansielle overskud, som velhavende mennesker tjener uden at arbejde, er et udtryk for retfærdighed, civilisation eller endda guddommeligt forsyn. Men da bankerne kom i problemer på grund af hasarderede spekulationer, trådte alle de ”ansvarlige” politikere til med åbne checkhæfter. Med den efterhånden lange række af bankpakker har staten ifølge tænketanken Cevea givet støtte og garantier til bankerne for i alt 4.462 milliarder kroner. Det svarer til 150 øresundsbroer. Eller hvad det ville koste at indfri SF’s løfte om to lærere i de små klasser 1.100 gange.
Der er ingen, der med sikkerhed ved, hvor stor en andel af de 4.462 milliarder, der vil gå tabt, eller om staten ligefrem vil ende med et overskud på bankpakkerne. Men indtil videre ser det ikke godt ud. Den seneste opgørelse, der blev offentliggjort af Cevea i marts 2012, viste, at staten foreløbig har tabt 2,6 milliarder på bankpakkerne. Det er 100 gange det beløb, som Odense Kommune vil spare på kommunens skoler i år. De åh-så ansvarlige politikere har med andre ord valgt, at disse penge skulle gå til bankerne i stedet for skolebørnenes uddannelse.
1000 gange Syrien-flygtninge
Det bliver værre endnu. Sidste år regnede Ugebrevet A4 ud, at hvis staten i 2008 havde fået aktier for de penge, som den skød ind i Danske Bank gennem statsgarantier, kunne staten have tjent 25 milliarder kroner. Det er tusind gange så meget, som regeringen har afsat til at hjælpe de flygtninge, der flygter fra myrderierne i Syrien. Eller 100 gange så meget, som de besparelser, som regeringen ifølge Altinget.dk pålagde de danske universiteter at spare på administrationen i 2012 og 2013 tilsammen.
Uanset hvordan man vender og drejer tallene, så står kendsgerningerne nøgne tilbage: de danske finansfyrsters ryggesløse spekulation har kostet skatteyderne (hvoraf arbejderklassen udgør langt den største del) enorme beløb, som man kunne have brugt på gode og nyttige formål i stedet for meningsløs bistandshjælp til bankerne. Men har man ikke fået gjort op med den kasino-agtige spekulation i tvivlsomme værdipapirer og russisk roulette med samfundsøkonomien? Som vi skal se forholder det sig helt anderledes.
Bankerne tjener tykt på spekulation
Det er velkendt, at bankerne spekulerede i et enormt omfang op til krakket i 2007. Men nu spekulerer bankerne igen med fornyet styrke. For landets næststørste bank Nordea udgør derivater næsten en fjerdedel af bankens aktiver. Det fremgår af et notat, som tænketanken Cevea udarbejdede i september sidste år.
I fire af de fem største banker (den femte, Nykredit Bank, opgør ikke omfanget af derivater i deres årsrapporter) er derivaternes andel af de samlede aktiver steget fra 5,8 procent i 2005 til 15,3 procent i 2011. Disse derivat-papirer er komplicerede spekulative produkter, som bygger på et underliggende produkt, for eksempel en aftale om at sælge en bestemt aktie på et tidspunkt i fremtiden. Lige for tiden er der god profit på disse ting, men så snart profitten blive til tab, vil bankerne igen henvende sig til staten og endnu engang forlange at få udleveret gratis penge.
Metode i galskaben
Hvorfor bliver politikerne i hele verden ved med at udskrive milliard-checks til bankerne? Hvorfor medvirker repræsentanter fra Socialdemokratiet og SF til denne galskab samtidig med, at de skærer ned på skoler, sygehuse og sociale rettigheder? De argumenterer med, at det var gået endnu værre, hvis bankerne blot fik lov at gå konkurs. Det ville føre til, at endnu flere virksomheder ville gå fallit, og endnu flere arbejdere ville blive fyret. Det er ikke helt forkert. Det er faktisk det eneste logiske, hvis man accepterer, at bankerne død og pine skal være privat ejendom. Hvis man accepterer, at der ikke er noget alternativ til det kapitalistiske samfundssystem, er det ”det mindst onde” at acceptere bankernes afpresning og udsugning af arbejdernes skattepenge. Der er med Polonius’ ord i Shakespeares Hamlet metode i galskaben. Men det er absolut ikke en naturlov, at det skal være sådan.
En demokratisk plan
Hvis finanssektoren blev offentlig ejendom og underlagt demokratisk planlægning, ville det være muligt at sætte en stopper for de uhyrligheder, som de har påført befolkningens store flertal. Man ville omgående kunne gøre op med de eksorbitante direktørlønninger (der ifølge Cevea i gennemsnit voksede med 21 procent fra 2007 til 2011). Gennem demokratisk valgte repræsentanter og fuld gennemsigtighed ville man hurtigt udrydde den massive svindel, der trives i bankverdenen. Man ville samtidig kunne afsløre den store skatteunddragelse og alle de fupnumre, som store virksomheder og erhvervs-matadorer bedriver. Men vigtigst af alt: det ville være muligt at tage de første skridt til en demokratisk plan for økonomien.
En sådan nationalisering af bankerne ville betyde, at man ville kunne sætte alle i arbejde gennem målrettede rationelle investeringer og billig kredit til små virksomheder. Alle arbejdere, der sidder fanget i bankernes gældsfælde, ville omgående kunne få eftergivet den uretfærdige gæld til spekulations-milliardærerne. En sådan nationalisering af bankerne ville – sammen med en overtagelse af de største virksomheder – lægge grundstenen for, at alle de ting, der styrer vores liv, ville blive lagt i vores egne hænder. For første gang nogensinde ville det være flertallet, der afgjorde samfundets skæbne og udvikling. Kriser og arbejdsløshed ville sammen med bankpakker og investerings-udbytter blive henvist til et museum for fortidslevn.
