Prigozhin. Billede: fair use
Den sidste tids dramatiske begivenheder i Rusland, har givet anledning til alle mulige spekulationer. Fredag aften den 23. juni lancerede lederen af Wagner-lejehæren, oligarken Yevgeny Prigozhin, en “march for retfærdighed” med det erklærede mål at fjerne lederen af de væbnede styrker og forsvarsministeren. Lørdag havde han taget kontrol over byen Rostov ved Don og marcherede med en tungt bevæbnet militærkonvoj mod Moskva. Putin stemplede ham som forræder og lovede, at de involverede ville blive straffet. Men sidst på dagen vendte Prigozhins militærkonvoj pludselig om, og det blev annonceret, at der var indgået en aftale med den hviderussiske præsident Lukashenko som mægler. Motivationen bag de forskellige aktørers handlinger er omgivet af uvished, men begivenhederne afslører noget om karakteren af Ruslands krig i Ukraine og Putins regime.
I stedet for at kaste os ud i spekulationer, lad os først koncentrere os om de faktiske forhold. Fredag den 23. juni udgav Prigozhin en række provokerende videoer på Telegram, hvor han satte spørgsmålstegn ved motiverne for Ruslands invasion af Ukraine: Han sagde, at krigen var unødvendig, at Rusland ikke var truet af Ukraine, og at Rusland burde have indgået en aftale med præsident Volodymyr Zelensky, da han kom til magten. Ifølge Prigozhin var krigen “ikke nødvendig for at få russiske borgere tilbage i vores favn, eller for at demilitarisere eller afnazificere Ukraine. Krigen var nødvendig, for at en flok dyr simpelthen kunne sole sig i ære”. Det er selvfølgelig det stik modsatte af, hvad Prigozhin sagde, da Ruslands invasion begyndte, som han ellers var begejstret for.
Han angreb også forsvarsminister Sergei Shoigu og chefen for de russiske væbnede styrker Valery Gerasimov for deres håndtering af krigen i Ukraine og krævede, at de begge skulle fjernes. I stærke termer bekendtgjorde han, at “Wagners officerer har truffet en beslutning. Den ulykke, der spredes af landets militære ledelse, må stoppes.” Derefter meddelte han, at Wagners soldater ville overtage Rostov, og at alle, der forsøgte at stoppe dem, “ville blive tilintetgjort”.
Det var en seriøs trussel, som de russiske myndigheder hurtigt stemplede som et kupforsøg, og en efterforskning mod Prigozhin for “væbnet oprør” blev indledt. I et forsøg på at appellere til hærens soldater og officerer, svarede han, at det ikke var et militærkup, “men en march for retfærdighed”.
Spændinger kommer frem i lyset
Prigozhin angreb forsvarsminister Sergej Shoigu. Billede: Presidential Press and Information Office Wikimedia Commons
Det var ikke første gang Prigozhin angreb hærens ledelse. I månedsvis har spændingerne stået på, med beskyldninger fra Wagner-chefen om, at hans tropper ikke fik nok ammunition og andre forsyninger til at kunne fortsætte krigen. Der har også foregået en konstant konflikt om, hvem der skulle tage æren for fremskridt på fronten, især i det lange slag om byen Bakhmut, hvor Wagners lejesoldater (mange rekrutteret fra russiske fængsler) spillede en nøglerolle.
Det lader til at have været det centrale spørgsmål. På et vist tidspunkt i krigen i Ukraine, da det ikke gik efter planen, og Putin ikke var begejstret for at ty til en fuld mobilisering af frygt for de potentielle politiske konsekvenser, besluttede han at benytte sig af Wagners styrker, en privat militærentreprenør (et fancy navn for et lejesoldatfirma), som drives af hans ven og oligark Prigozhin. Wagner-styrker blev allerede brugt af Rusland i Afrika – og forinden i Syrien – for at udvide sine indflydelsessfærer ved at tilbyde forskellige afrikanske regeringer lejesoldaters tjeneste. Det er en del af en mere generel tendens, som vi har set i retning af udlicitering af visse aspekter af krig til private virksomheder. USA har brugt milliarder af dollars på at hyre private militærvirksomheder (såsom det kontroversielle Blackwater), der har stillet titusindvis af mænd og kvinder til rådighed for de imperialistiske krige i bl.a. Afghanistan og Irak.
Brugen af Wagner i Ukrainekrigen var en meget profitabel forretning for Prigozhin, som brugte konflikten til ikke blot at fylde sine egne lommer, men også til at opbygge sin egen magtbase og projicere sit image gennem en hær af hyrede bloggere og telegramgrupper. Det bragte ham i konflikt med militærets ledelse.
Da slaget om Bakhmut var overstået, mente militærledelsen, at det var det rette tidspunkt at sætte ind mod Wagner. Man besluttede, at alle de Wagner-folk, der ønskede at fortsætte med at kæmpe i Ukraine, skulle indgå individuelle kontrakter med forsvarsministeriet. Det betød enden for Prigozhins lukrative forretning i Ukraine krigen, men også et alvorligt tilbageslag for de politiske ambitioner, han havde udviklet. Han erklærede derfor, at ingen af hans mænd ville underskrive den slags kontrakter.
Putin, som på typisk bonapartistisk vis indtil da havde balanceret mellem Shoigu og Prigozhin, bakkede offentligt op om beslutningen, hvilket var et hårdt slag for hans lejesoldat-oligark-ven. En Bonaparte kan ikke tillade, at nogen med ambitioner underminerer sin egen magt.
Prigozhin havde nu kun to muligheder: enten at rette sig efter kravene og dermed se enden på Wagners deltagelse i krigen i Ukraine, eller at trodse beslutningen med en magtdemonstration og forsøge at få en bedre aftale med Putin. Det forklarer også hans seneste kommentarer om de påståede succeser i den ukrainske modoffensiv. Han ønskede at give indtryk af, at hans egne soldater, en stor og erfaren kerne, var uundværlige ved fronten.
I de tidlige morgentimer lørdag den 24. juni indtog hans styrker flere vigtige militære anlæg i Rostov, herunder hovedkvarteret for hærens sydlige militærdistrikt og flybasen, uden at affyre et eneste skud. I en video på Telegram kunne man se Prigozhin i hovedkvarteret, hvor han talte med viceforsvarsministeren Yevkurov og vicechefen for Den Russiske Føderations generalstab Alekseev.
I en anden video, der blev lagt op kl. 7.30, krævede Prigozhin, at forsvarsminister Shoigu og chefen for den russiske generalstab Gerasimov blev “udleveret” til ham, ellers truede han med at “tage til Moskva”.
Ved 10-tiden holdt Putin en tv-transmitteret tale. “Handlinger, der splitter vores enhed, er en kniv i ryggen på vores land og vores folk,” sagde han, og tilføjede: “Og vores handlinger for at forsvare fædrelandet mod sådan en trussel vil være brutale… De, der forberedte mytteriet, som rettede deres våben mod kampfæller, har forrådt Rusland og vil betale for det.”
Samtidig med at han ikke lod nogen være i tvivl om sin holdning, appellerede han også til Wagners egne folk ved at beskrive dem som “helte, der befriede Soledar og Artemivsk, byer i Donbas. De kæmpede og gav deres liv til Novorossiya og den russiske verdens enhed. Deres navn og ære er også blevet forrådt af dem, der forsøger at organisere mytteriet.”
Det er bemærkelsesværdigt, at Putin sammenlignede situationen med den i 1917:
“Netop sådan et slag blev uddelt i 1917, da landet var med i 1. verdenskrig, hvor sejren blev stjålet. Intriger og splittelse bag hærens ryg viste sig at være den største katastrofe, ødelæggelse af hæren og staten, tab af enorme territorier, hvilket resulterede i tragedie og borgerkrig.”
Det er selvfølgelig løgn. Det var 1. verdenskrigs ødelæggelse, der udløste februarrevolutionen i 1917, ikke omvendt. Men det bekræfter den reaktionære, prozaristiske, imperialistiske karakter af Putins ideologi. Det burde være klart for enhver (han angreb også Lenin og bolsjevikkerne for kunstigt at have skabt Ukraine, da han retfærdiggjorde sin invasion for over et år siden). Men det har ikke forhindret Ruslands “kommunistiske” parti og forskellige andre “kommunistiske” partier i på skammelig vis at støtte Putin eller nære illusioner om den “progressive” karakter af hans regime og krigen i Ukraine.
Et desperat, mislykket eventyr
Eftersom Putin havde stødt Prigozhin fra sig, havde han intet andet valg end desperat at kaste sig ud i et eventyr. Prigozhin regnede formentlig med – eller håbede i det mindste på – at han havde en bred støtte blandt hærens soldater, blandt officererne i de højere stillinger og generelt inden for staten og den politiske magtstruktur.
Hans militærkonvoj på et par tusinde tungt bevæbnede soldater rykkede i løbet af dagen hurtigt frem mod Moskva. I stedet for at styrke deres position i de byer, de passerede, virkede det som om, de var ude på et vanvittigt kapløb for at nå Moskva, før den russiske hær havde tid til at organisere et forsvar og stoppe dem.
Hvad var hans plan? Max Seddon fra Financial Times citerer en person, der beskrives som én, der har “kendt Prigozhin siden begyndelsen af 1990’erne”:
“Jeg tror ikke, han havde noget særligt i tankerne. Han besluttede sig bare for at forsøge at overbevise Putin om, at han skulle have lov til at beholde alle de penge, de ville tage fra ham… Og så kom situationen helt ud af kontrol. På et tidspunkt indså han, at han ikke vidste, hvad hans næste træk skulle være. Han ville komme til Moskva, og hvad så?”
Det virker sandsynligt. Indtil da havde der tilsyneladende kun været få væbnede sammenstød. Den eneste modstand, Prigozhin mødte, var et angreb fra luftvåbnet, som Wagner afværgede ved at skyde adskillige angrebshelikoptere ned. Sidst på eftermiddagen var Wagners konvoj nået til Elets i Lipetsk-regionen, kun 250 km fra hovedstaden Moskva. Fart og overraskelsesmomentet havde indtil da været til deres favør.
Det skyldes, at den militære ledelse ikke ønskede at omdirigere styrker væk fra fronten og dermed svække den, i tilfælde af at den ukrainske hær forsøgte at udnytte situationen. Desuden var de dårligt bevæbnede og mindre erfarne værnepligtige langs ruten til Moskva ikke i humør til at konfrontere en tungt bevæbnet konvoj af erfarne lejesoldater.
Inden dagen var omme, var tjetjenske tropper imidlertid ankommet og havde omringet Rostov ved Don, og militære forsvarsværker var blevet opført ved indkørslerne til Moskva.
Så tog begivenhederne endnu en pludselig drejning. Klokken 20.30 oplyste hviderussiske medier, at præsident Lukashenko havde mæglet sig frem til en aftale, og Prigozhin meddelte, at “efter at være nået til et punkt, hvor der ville blive blodsudgydelser”, ville hans styrker trække sig tilbage, væk fra hovedstaden.
Lørdag aften blev en aftale indgået med den hviderussiske præsident Lukashenko som mægler. Billede: Presidential Executive Office of Russia Wikimedia Commons
Aftalen, som præsidentens talsmand Peskov offentliggjorde, betyder, at Wagner-soldater, der ikke havde deltaget i det væbnede oprør, ville få lov til at melde sig til hæren i Ukraine, mens de, der havde deltaget, ikke ville blive retsforfulgt “på grund af deres militære bedrifter”. Desuden ville efterforskningen mod Prigozhin frafalde, og han ville få fri passage til Hviderusland. Ved 23-tiden forlod Wagners styrker og Prigozhin selv Rostov ved Don.
Det oprindelige mål, som var at fjerne Wagner fra krigen i Ukraine, eller i det mindste at underlægge den hærens kommando, var i praksis blevet opnået, og det væbnede oprør blev opløst med næsten ingen tab af menneskeliv. Prigozhin havde ikke noget andet alternativ end at acceptere aftalen. Han havde ikke formået at vinde nogen støtte til sit foretagende, og han var klar over, at han ikke havde nogen chance for at vinde en direkte militær konfrontation med hæren, selv hvis det lykkedes ham at nå frem til Moskva. Han havde i det mindste reddet sit eget liv og var måske blevet tilbudt muligheden for at beholde sine aktiver og Wagners lukrative operationer i Afrika.
Nu hvor Prigozhin har lagt våbnene, er hans position under alle omstændigheder blevet meget svagere. Allerede mandag morgen den 26. juni rapporterede russiske medier, at “straffesagen om organisering af et væbnet oprør, hvor den hovedtiltalte er Prigozhin, ikke er blevet afsluttet og fortsat efterforskes af FSB’s efterforskningsafdeling”.
Hvis der er én ting, en bonapartistisk leder som Putin ikke kan tilgive, så er det forræderi. Prigozhin kan nu få meget svært ved at tegne en livsforsikring!
Fare afværget, men sprækkerne består
Det er tydeligt, at Putin i forsøget på at holde skansen i Ukraine-krigen har taget en stor chance ved at bruge lejesoldater, som ikke er direkte under hans kontrol. Staten havde delvist mistet sit voldsmonopol. Og det er ikke kun tilfældet med Wagner. Det statsejede energiselskab Gazprom har også fået lov til at oprette sin egen væbnede milits.
Men Prigozhin var blevet overmodig og var ved at udvikle sine egne ambitioner. Da Prigozhin åbent udfordrede Putin, oplevede han ikke den støtte, han troede, han kunne regne med, og han er nu blevet uskadeliggjort som en trussel. Hvis Shoigu og Gerasimov forbliver på deres poster, som det ser ud til indtil videre, vil Prigozhins nederlag være komplet, og han vil blot have styrket sine rivaler.
Som de russiske kammerater i IMT påpegede i deres udtalelse, så var der fra det russiske arbejdende folks synspunkt naturligvis intet at vinde ved at vælte mellem Putin og Prigozhin. Det var et sammenstød mellem en reaktionær oligark og lederen af et reaktionært oligarkisk regime, som kæmpede om rovet og fordeling af magten.
Det er ironisk, at vestlige imperialistiske kommentatorer frydede sig over muligheden for et vellykket kup af Prigozhin, en reaktionær lejesoldat. De mere fornuftige repræsentanter for den herskende klasse var en smule mere varsomme. Lederen i Financial Times kommenterede: “Weekendens uroligheder var også en påmindelse om, at hvis Putin nogensinde bliver væltet, kan det blive af mere yderligtgående elementer, som er fast besluttet på at fortsætte krigen i Ukraine på en endnu mere brutal facon.”
De vestlige borgerlige medier var spækket med alle mulige spekulationer om, at dette var enden på Putin, et nært forestående sammenbrud i Ruslands krigsindsats i Ukraine osv. I virkeligheden har både vestlige efterretningstjenester og den ukrainske overkommando kommenteret, at der under begivenhederne ikke opstod huller i den russiske forsvarslinje.
Under begivenheder som disse er det klogt ikke at lade sig påvirke af løse spekulationer og holde sig til kendsgerningerne. Det er også bedst at være tålmodig og vente på, at de faktiske forhold kommer frem.
Indtil videre har de betydningsfulde oligarker bakket op om Putin. Ingen del af hærens officerskaste gik ud til støtte for Prigozhin, og han modtog ikke nogen støtte fra befolkningen. Det eneste konkrete resultat er, at Wagner-gruppen, og især Prigozhin, nu er blevet fjernet som en direkte trussel mod Putin, hvilket var det, Putin arbejdede hen imod.
Betyder det, at alt er godt i Putins regime? Nej. Prigozhins eventyr afslørede, at der er sprækker i regimet. Indtil videre vil de blive holdt skjult, og Putin vil samle kræfterne omkring behovet for at stå sammen i forsvaret af “fædrelandet”. Den relativt hurtige afslutning på Progozhins eventyr vil sende et signal til alle, der kunne have overvejet at støtte ham.
Men i det lange løb kan det, der i dag virker som en lille sprække, vokse sig større. Så kan scenariet – efter yderligere kampe i Ukraine, hvor flere unge mænd bliver slagtet – ændre sig radikalt, og mindet om 1917 kan vende tilbage og hjemsøge Putin. Ikke på den karikerede måde, som han har præsenteret det i forhold til Prigozhin, men som en ægte arbejderrevolution, der ville feje oligarkerne og deres regime væk.
