Den 27. september var der valg i Venezuela. Et valg er altid et øjebliksbillede af situationen i et givent land, og vil altid svinge alt efter hvordan nylige begivenheder har influeret bevidstheden hos de forskellige klasser. Hvad var valget i Venezuela så et billede på? Man kan forstille sig Venezuela som en mand, der holder fast i to reb, der er bundet om hver af hans arme. Det er reaktionen, oligarkiet, godsejerne og resten af overklassen, der hiver i det ene reb, og revolutionen, arbejderklassen, bønderne og ungdommen, der hiver i det andet. Hvis manden ikke skal blive revet midt over, må den ene side vinde.

Lige nu har Venezuela det værste fra to verdener: hverken en planøkonomi, som man ville kunne planlægge produktionen demokratisk efter, eller en markedsøkonomi, der fungere efter ”normale” kapitalistisk kriterier. Man har nationaliseret vigtige fabrikker og har arbejderkontrol nogle steder, men mangler stadig kontrol med de vigtigste dele af industrien og finanssektoren. På den anden side er omkring 70 pct. af økonomien stadig på private hænder, men er under pres hele tiden med overhængende trusler om nationaliseringer fra regeringens side, så incitamentet til at investere er ikke stort.

Valget
Det er tydeligt, at det ikke er en holdbar situation og det er valget en indikator på. Den revolutionære bevægelse har holdt godt fast i deres reb i mange år, men ”socialisme i det 21. århundrede”, som præsident Hugo Chávez annoncerede i 2005, er endnu ikke blevet en realitet. Den revolutionære bevægelse forsætter på sit 11. år. Masserne forventer socialisme i handling i stedet for taler og ord. Bureaukratiets forsonlige kurs over for oligarkiet skaber udmattelse og demoralisering blandt masserne. Det afspejles også i valget, hvor højrefløjens fremgang egentlig ikke var en særlig stor forøgelse i deres stemmetal i forhold til tidligere. PSUV tabte til gengæld en del stemmer i form af folk, der blev hjemme og undlod at stemme. Det er derfor også latterligt når danske medier beskriver højrefløjens som en kæmpe succes. Ved parlamentsvalget i 2005 boykottede oppositionen, og det er derfor ikke mærkeligt, at venstrefløjen mistede sit 2/3 flertal, og endte med 98 ud af 167 pladser i parlamentet.

Sådan blev valget:

Omstændighederne for valget har heller ikke været de bedste for den siddende regering med den verdensomspændende finanskrise. Udover det er der tårnhøj inflation på mad og andre dagligvarer, hvilke især rammer basen for den bolivariske bevægelse, nemlig arbejderklassen og de fattige bønder. Et andet problem, som ikke er blevet mindre de senere år, er det sorte marked. Her forhandles dollaren til langt over den officielle pris, og det underminerer Venezuelas møntfod, bolivaren. Det er et kæmpe økonomisk problem, og det vil kun kunne afvikles, hvis staten tager kontrol med udenrigshandlen.

Femte kolonne i revolutionen
Dette udnyttede højrefløjen op til dette valg sammen med andre problemer som arbejdsløshed, jævnlige svigt i el-forsyningen, forhøjelse i kriminalitet og mangel på basale forbrugsvarer. Det traditionelle oligarki i Venezuela, som består af en lille håndfuld familier, prøver at udsulte økonomien og dermed befolkningen. Eksempelvis med fødevaremangel, hvor man undlader at importere visse varer. De gør ellers normale madvarer til luksusvarer for at undgå priskontrol, eller også gemmer de dem af vejen i store lagre.

Oligarkiet forsøger med denne sabotage at bekæmpe den revolutionære bevægelse. Samtidig får de hjælp af en femte kolonne af bureaukrater inde i PSUV som direkte modarbejder revolutionen.

Fremgang til højrefløjen ved valget har chokeret mange i den bolivariske bevægelse og menige medlemmer af PSUV, som nemt har kunne få et billede af Chávez som uovervindelig, der ville vinde hvert et valg med stort flertal. Men det må siges klart og ærligt, at denne tilbagegang til det progressive Venezuela vil forsætte medmindre man færdiggør revolutionen, og ikke ved at stoppe sin ”socialistiske blokpolitik” som højrefløjen prædiker.

Flertallet må bruges
PSUV har stadig flertal i parlamentet og ville kunne give sikre en bemyndigelseslov som kunne give præsident Chavez beføjelser til at tage de næste nødvendige skridt. Men det må også siges at socialisme ikke bygges i parlamentet, men gennem massernes aktive bevægelse og handling. Problemerne i Venezuela vil ikke blive mindre – men tværtimod vokse sig større – hvis man ikke tager et opgør med problemernes rod – det kapitalistiske system. Hvis revolutionen ikke bliver gennemført, vil de sociale tiltag, man har fået igennem til gavn for arbejderklassen og de fattige, blive rullet tilbage. De revolutionære må tage fat om deres reb med begge hænder og af al kræft hive til hvis ikke masserne vil miste deres tilkæmpede indflydelse.

Revolutionen må fuldføres
Man må agitere for en nationalisering af hele finanssektoren for at stoppe al spekulation, og for statens monopol på udenrigshandel så det sorte marked kan destrueres. En plan for udvikling af industrien må udarbejdes, hvilket kapitalisterne tydeligvis ikke er interesseret i. De dele af økonomien, der er nødvendige for sådan en plan, og for at kunne planlægge produktionen i forhold til arbejdsstyrken, må blive tvunget ind under arbejdernes demokratiske kontrol. Samtidig må man radikalisere den vage jordreform, man har påbegyndt, så bønderne kan overtage jorden fra godsejerne og Venezuela kan blive uafhængig af at importere fødevare fra udlandet. Hvis revolutionen dør, så dør alle de fremskridt som den har skabt for de undertrykte og besiddelsesløse klasser, og derfor må socialisme opbygges for at bevare og udbygge disse fremskridt.