Onsdag den 7. april tikkede en nyhed ind til alverdens nyhedsbureauer, som har givet god anledning til forskrækkelse hos de herskende klasser over hele Centralasien – og endda så langt væk som til Washington. Parlamentsbygningen i Kirgisistans hovedstad Bishkek var blevet indtaget, regeringen opløst af oppositionen og den forhadte præsident Kurmanbek Bakiyev var blevet afsat og flygtede fra byen i fly.

Bakiyev-regimet: et gangsterstyre
Hvad der for alvor må være et chok for regionens korrupte og mere eller mindre udemokratiske regimer er, at det ikke var et militærkup, som væltede Bakiyev og hans gangsterstyre. Tværtimod – de uroligheder som havde rystet regimet i 5 dage udviklede sig til en folkelig revolution.

Optakten til den socialdemokratiske oppositions magtovertagelse begyndte den 3. april, hvor spredte protester brød ud i flere af landets større byer. Der havde længe hersket utilfredshed over præsident Bakiyevs styre, der over hans godt 5-årige regeringsperiode havde bevæget sig i en mere og mere korrupt og udemokratisk retning. Økonomien forværredes yderligere, og priserne på elektricitet og vand steg to gange i løbet af 2010.

Repression
Katalysatoren til urolighederne var en korruptionssag, hvor en italiensk domstol udstedte en arrestordre over en højtrangerende ansat i et rådgivningsfirma tilknyttet Kirgisistans udviklingsfond, en statslig institution, som i sidste led styres af Bakiyevs søn. Regeringen viste ingen nåde over for uafhængige medier, der ”gravede” i skandalen: i løbet af marts blev en radiostation, en nyhedsside på nettet samt tre aviser, deriblandt socialdemokraternes avis Forum, lukket af myndighederne. Ligeledes blev flere af oppositionens ledere anholdt.

Protesterne udviklede sig til optøjer med tusindvis af demonstranter på gaderne, og indtil videre er 74 mennesker – hovedsageligt demonstranter – blevet dræbt. Men svært bevæbnede soldater kunne ikke stoppe massebevægelsen. For første gang nogensinde ser vi en folkelig revolution i en tidligere sovjetrepublik.

Oppositionen
Oppositionen har samlet sig bag Roza Otunbayeva, leder af det Socialdemokratiske Parti. Hun har tidligere tjent som udenrigsminister i den forrige præsident Akayevs regering, der som den nu væltede Bakiyev-administration ligeledes var kendetegnet af korruption og nepotisme. Akayev selv mistede magten til Bakiyev i 2005, da en anden række omfattende protester førte til et jordskredsvalg. Også under disse begivenheder var Otunbayeva en af de vigtigste ledere for massebevægelsen af fattige kirgisere.

Men mere end at være en reel, brugbar lederskikkelse for arbejderklassen og de fattige bønder, er hun, som Zelaya i Honduras og Mousavi, i Iran blevet brugt som et samlingspunkt for masserne i gaderne. Snarere end at Otunbayeva repræsenterer masserne, er det dem, som skubber hende fremad og udtrykker sig gennem hende, i manglen på et revolutionært alternativ. De kirgisere, som heroisk har kæmpet mod politi og militær, indtaget parlamentet og væltet regeringen, har vist et langt højere politisk niveau end den reformistiske opposition, og der vil blive stillet store krav til Otunbayeva og hendes ministre i den næste tid. Krav, som det er usandsynligt, at de kan eller vil indfri.

Imperialisterne er rædselsslagne
I Washington ses der med bekymring på situationen i Kirgisistan. Landet er strategisk vigtigt for USA, grundet sin centrale beliggenhed i Asien. I 2001 blev der opført en amerikansk militærbase uden for Bishkek, et uhyre vigtigt transitcenter for USA’s krig i Afghanistan. Oppositionen har længe haft som krav at få basen lukket, men Otunbayeva har allerede antydet, at den kan få lov til at køre videre. På den måde håber hun på håndsrækning fra Obama, men det vil miskreditere den nye regering i massernes øjne.

Det er altså ikke Otunbayeva som amerikanerne er bange for, men den revolutionære bevægelse, der har skaffet hende magten. Amerikanerne frygter med rette, at begivenhederne i Kirgisistan skaber ”ustabilitet” i de omkringliggende lande som Tadsjikistan og Usbekistan, lande, hvis politiske og økonomiske situationer er meget lig dem, der har været status quo i Kirgisistan siden Sovjetunionens fald. Med andre ord: De frygter, at revolutionen spredes til andre lande i Centralasien, og derfra videre til Pakistan og Iran. Dette vil i seriøs grad kompromittere den imperialistiske krig i Afghanistan.

Velkommen til kapitalismen: økonomisk kollaps
Straks efter masserne i gaderne indtog parlamentsbygningen erklærede Otunbayeva, at en ny ”folkets regering” var blevet indsat. Men der venter denne regering en kæmpe og utaknemmelig opgave. Som flere andre tidligere sovjetrepublikker i centralasien har Kirgisistan oplevet de værste sider af både stalinisme og kapitalisme – regimer der med jernhånd undertrykker basale menneskerettigheder, manglende demokrati, drastisk fald i levestandarden som følge af planøkonomiens kollaps, privatiseringer og andre ”reformer” samt voldsom korruption.

Omkring 40 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og kapitalismen har for længst bevist, at den intet positivt fremskridt har kunnet skabe for de kirgisiske arbejdere og bønder. Statsgælden er enorm, og internationale kapitalister forlanger tilbagebetaling. Den miserable økonomiske situation er kun blevet værre af den verdensomspændende økonomiske krise, og den nye socialdemokratiske regering vil ikke kunne undgå yderligere nedskæringer og andre angreb på basale leveforhold. I så fald vil de kirgisiske masser ikke tøve med at vælte deres regering igen.

En ægte revolution
Vi har netop været vidne til en politisk revolution i Kirgisistan. De borgerlige medier har tidligere rapporteret tårevædende om såkaldte ”revolutioner” i de gamle Sovjetrepublikker, som eksempelvis Ukraine i 2006 (”den Orange Revolution”) og Kirgisistan selv i 2005 (”Tulipanrevolutionen”). Men i sidste ende var disse udelukkende parlamentariske begivenheder, hvor masserne ikke spillede en selvstændig rolle, men kun fungerede som fodtudser for borgerlige politikere og deres personlige ambitioner.

Hvad vi derimod inden for kort tid har set i Kirgisistan er en massebevægelse, baseret på undertrykte arbejdere og bønder, der har taget skæbnen i egne hænder, og væltet en udemokratisk og nepotistisk regering.

Revolutionær fremtid
Men skal der for alvor ske progressive forandringer i landet, og hvis de brede masser skal løftes ud af fattigdom og desperation, så skal der mere til. Revolutionen må ikke stoppe her. Der må gennemføres en nationalisering af økonomien under arbejdernes demokratiske kontrol. Kapitalismen må afskaffes og erstattes af et socialistisk samfund. Desværre har stalinismen forsøgt at udrydde alle traditioner fra Oktoberrevolutionen i 1917, og efterladt de kirgisiske masser uden en revolutionær ledelse. Meget tyder på, at de bliver nødt til at gøre bitre erfaringer i det næste stykke tid. Men den kirgisiske arbejderklasse har en stolt fortid, og den har vist, at når den først bevæger sig, er den vanskelig at stoppe.

Alle klassebevidste arbejdere og unge bør studere revolutionen i Kirgisistan. Den er den første af sin art i en tidligere sovjetrepublik, og den vil have enorm betydning for arbejderklassens fremtid i hele regionen. Bliver kapitalismen afskaffet i Kirgisistan eller et af de nærliggende lande, da vil vejen være banet for en demokratisk, socialistisk føderation af centralasien, hvilket vil fungere som inspiration og forbillede for arbejdere og undertrykte i hele verden.