1. maj er en stærk tradition i Danmark for mange arbejdere og unge. I årevis er Arbejdernes Internationale Kampdag dog blevet forsøgt udvandet og gjort apolitisk af lederne i fagbevægelsen og den etablerede venstrefløj — reduceret til en slags “folkefestival,” hvor folk drikker øl og lytter til musik i solen. Men på trods af reformisternes forsøg på at sløre dagens politiske betydning, er der stadig mange, der møder op med et håb om at høre radikale taler og finde revolutionære ideer.
I Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) har vi sat os for at genoplive 1. maj som den revolutionære kampdag, den oprindeligt var. Det er en dag, der handler om at kæmpe tilbage mod kapitalisterne og ikke mindst organisere arbejdere og unge i kampen for socialisme.
I RKP var vores indsats på 1. maj den største, vi nogensinde har lavet. For første gang organiserede vi Revolutionær 1. maj i de fem største byer i Danmark: København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
Vores største indsats var i København. Vi startede dagen med en demonstration på Den Røde Plads på Nørrebro, der samlede flere hundrede deltagere under bannere med hammer og segl og paroler som “Systemet er problemet — kæmp for kommunisme.” Efter talerne marcherede vi gennem byen med kampråb som: “Hvad kan stoppe folkemord? Klassekamp, klassekamp!”
Da vi nåede Fælledparken, hvor fagforeninger, Socialdemokratiet og venstrefløjspartierne traditionelt samles, rungede vores kampråb ud i hele parken. De revolutionære var ankommet.
Vi havde en stor plads med telte og en scene, som flere tusinde besøgte i løbet af dagen, netop fordi vores arrangement tilbød reel revolutionær politik. Hver gang en taler gik på scenen, samlede der sig en masse interesserede mennesker. Vi talte om den liberale verdensordens sammenbrud, kapitalismens krise, Socialdemokratiets forræderi og chauvinisme samt behovet for revolution i Danmark og internationalt. Vores taler blev mødt med højlydte klapsalver. En arbejder sagde til os: “I er de eneste, der virkelig taler om politik i dag — og de eneste, der kan give rigtige svar.”
I resten af landet så billedet ud på samme måde. I Århus satte vi vores egen scene op i Mølleparken og holdt taler, som blev mødt med stor entusiasme fra unge og arbejdere. En kammerat blev endda interviewet af TV2, hvilket sidenhen er gået viralt på Instagram.
I Aalborg, Odense og Esbjerg var vores kammerater også ude med faner, aviser og bøger for at markere den revolutionære kampdag og for at rekruttere de næste til partiet, og med kæmpe succes.
Vi har pustet nyt liv i 1. majs revolutionære traditioner — traditioner, som Socialdemokratiet og fagforeningsbureaukratiet længe har forsøgt at kvæle med fortællingen om, at kampen er ovre, og at arbejderklassen må nøjes med de sejre, der blev vundet i fortiden. Men arbejderklassen kan godt se, at den fortsat er under angreb; at kapitalisterne presser dem hårdere og hårdere; at kapitalismen befinder sig i en dyb krise og at kæmpemæssige, tektoniske skift finder sted på verdensplan. Flere og flere når til den erkendelse, at der skal radikale midler til for at bryde ud af systemets blindgyde.
En tørst efter at forstå verden gennemsyrede dagen og som resultat solgte vi 230 bøger fra vores boder. Hen over dagen stod folk i kø for at købe litteratur og vores avis, Revolution.
Men unge og arbejdere kom ikke kun for at købe bøger — de kom også for at blive aktive i kampen. I alt tilmeldte mere end 100 personer sig for at høre mere om RKP og deltage i kampen for kommunisme! Mulighederne for en hurtig vækst af de kommunistiske kræfter i hele Danmark er bedre end nogensinde, og vi udnytter dem.
Vores opgave i Revolutionært Kommunistisk Parti i den kommende tid er at sikre, at de næste hundrede bliver aktive i kampen og bliver uddannet i de marxistiske og bolsjevikiske ideer.
Efter vores magtdemonstration den 1. maj burde alarmklokkerne ringe i toppen af det danske samfund og hos den herskende klasse, som længe har troet, at de var sluppet af med kommunismens spøgelse. De kunne ikke tage mere fejl. Kommunisterne er tilbage, vi vokser med lynets hast, og vi stopper ikke, før arbejderklassen har taget magten, og det kapitalistiske system er et svagt minde fra fortiden.
