Epstein-filerne viser, at det ikke blot er ét råddent æble, men en hel klasse af magthavere fra den internationale elite der er problemet.

Revolution mod Epstein-klassen!

Epstein artikel foto (1)

Markus Strufe




Navnet Jeffrey Epstein har været på alles læber de seneste uger. Forbrydelserne begået af Epstein og resten af eliten gennem årtier vækker enorm vrede og foragt. Mange spørger sig selv: hvordan kan de slippe afsted med dette?

Det var piger og kvinder fra arbejderfamilier, som blev lokket af Epstein og hans venner med store pengesumme og løfter om et bedre liv. De blev udnyttet som lette ofre, der kunne misbruges, som det passede den herskende klasses forskruede lyster. 

Det enorme antal milliardærer, præsidenter, politikere, kendte, og royale, der er nævnt i Epstein-filerne, viser, at det ikke blot er ét råddent æble, men en hel klasse af magthavere fra den internationale elite. Som vi kommunister altid har sagt: De lever på en anden planet, og hvad der gælder af love og regler for det store flertal, gælder ikke for dem. 

Kongehusene i Europa, herunder det danske, er heller ingen undtagelse. Medierne gør alt for at redde Hans Majestæt Kong Frederik d. 10.s omdømme og bortforklarer hans forbindelser til Epstein. Men Epstein-filerne udstiller, at toppen af det danske samfund er lige så korrupt og degenereret som resten af verdens elite. De er en del af den internationale elite, de omgås samme personer og lever samme overklasse-liv som alle de andre kapitalister: de er en del af Epstein-klassen

Det største hykleri kommer fra politikerne på Christiansborg, som for tiden bruger voldtægtssager til at piske en racistisk stemning op mod såkaldte kriminelle udlændinge for at føre deres klamme politik. Men Epstein-skandalen er et tydeligt eksempel på, at de virkelige kriminelle og kvindeundertrykkere sidder i toppen af samfundet, som politikerne aldrig vil stille til ansvar. 

Kapitalismen har altid baseret sig på den mest inhumane udnyttelse af mennesker. Epstein-klassens kvindesyn og magtfuldkommenhed er en refleksion af den herskende klasses position i samfundet, som retfærdiggør undertrykkelsen af arbejderklassen og fattige for at beskytte deres profitter. 

Fængselsdomme og fordømmelser er ikke nok til at skabe retfærdighed for ofrene, undertrykte kvinder og resten af verdens undertrykte. Det kan kun gøres gennem revolution mod hele Epstein-klassen i Danmark og resten af verden! 

Kun afskaffelsen af deres rådne, undertrykkende system kan skabe retfærdighed og gøre op med al undertrykkelse i det her samfund og lægge grundlaget for et samfund fri for klasser, udbytning og kvindeundertrykkelse: et kommunistisk samfund. 

Den kamp kan ikke kæmpes af individer, men kan kun føres til ende, når unge og arbejdere organiserer sig og aktivt kæmper mod den herskende klasse. Vi opfordrer alle til at gå med i den kamp og organisere sig mod Epstein-klassen, organisere sig i Revolutionært Kommunistisk Parti!