Revolution i Yemen


Frederik Ohsten



3 minutter

Det er nu tydeligt, at Yemens præsident Saleh er en færdig mand. Den 18. marts blev 52 demonstranter massakreret i hovedstaden Sanaa, og det fik situationen til at eksplodere. Hæren er splittet. General Ali Mohsen Al-Ahmar, – der faktisk er præsidentens halvbror – har stillet sig på oprørets side. Det forlyder, at 60 procent af hæren har vendt sig imod præsidenten.

En amerikansk diplomat beskrev i Wall Street Journal Mohsen som en, der ”altid har været i kulissen som en reserve-diktator,” og tilføjede, at selv i tilfælde af Salehs afgang ”kan man have et Yemen, der ligner Yemen.”

For Saudi Arabiens kongefamilie, der altid har set på Yemen som deres egen baggård, er generalen et ”sikkert” alternativ til revolution. Der er bare et lille problem: de revolutionære masser, der har rejst sig og kan føle deres magt, vil ikke stille sig tilfreds med ”et Yemen der ligner Yemen” Tværtimod kæmper de og dør for et Yemen, der er helt anderledes end dagens Yemen – landet med elendighed, fattigdom, stammebaseret styre, diktatur og nationens underkastelse under imperialismens herredømme. Folket vil have radikal forandring, og de vil ikke stille sig tilfreds med general Mohsen i stedet for Saleh.

Den politik, som Saleh har ført, har været dikteret af IMF og verensbanken. Regimets politik er blevet støttet med våben og penge fra USA, som i 2010 støttede regimet med 150 millioner dollars i militær bistand. Afsløringer fra Wikileaks viser, at Washington har været vidende om, at våbnene er blevet brugt imod regimets modstandere – mod oprørske stammer i nord, seperatister i syd samt oppositionen generelt.

Saudi-panik
Monarkiet i Saudi Arabien er i panik over revolutionen i Yemen på grund af den virkning den har i hele regionen – herunder i selve Saudi Arabien. De reaktionære herskere reagerede på revolutionen i Bahrain ved at sende tropper ind og besætte landet, men det vil ikke være let at gentage samme manøvre i Yemen. Selv hvis Riyadh ønskede at sende militæret til Yemen for at redde regimet vil det være langt vanskeligere end at køre over motorvejsbroen til Bahrains hovedstad Manama.

Foto: Sallam

Hvis Yemens presserende problemer skal løses, er det værd at huske på erfaringerne fra det tidligere Sydyemen, hvor økonomien var på statens hænder og der var fuld beskæftigelse og gratis uddannelse.

Internationalisme
Der er brug for at gennationalisere de privatiserede virksomheder og ekspropriere al den ejendom, som tilhører Salehs klan. Den offentlige ejendom må være under det revolutionære folks direkte kontrol for at hindre kontrarevolutionær sabotage og korruption. De menige i hæren må gå sammen med folket og organisere sig for at beskytte revolutionen imod korrupte generaler og andre ledere, der altid har været med i regimet, og som kun er på folkets side i ord. Det er opskriften på en socialistisk revolution, som er den eneste måde, hvorpå den demokratiske revolution kan gennemføres.

Det vigtigste for Yemens revolution er at den baserer sig på revolution i resten af den arabiske verden. Et revolutionært styre i Yemen kan blive første skridt i et radikalt brud med den frygtelige blindgyde, som landet befinder sig i på grund af kapitalismen og godsejervældets fortsatte eksistens.