Mandag den 24. august 2020 blev øverste chef for FE, Lars Findsen, fritaget for tjeneste. Billede: Pressefoto FE.
Fængsling af den øverste spionchef. En tidligere forsvarsminister sigtet for højforræderi. Intimidering af medierne. Det ene læk efter det andet fra de hemmelige spiontjenester. De danske efterretningstjenester er i et historisk stormvejr, efter regeringen har udløst en kæmpe krise inde i statsapparatet, der ryster flere fundamentale støttepiller for dansk kapitalisme.
En skandale uden sidestykke har udfoldet sig i og omkring efterretningstjenesterne det sidste halvandet års tid. Selv på en international skala er det uden historisk fortilfælde, at en vestlig regering har smidt sin egen spionchef i fængsel. Selvom regeringen forsøger at tone problemerne ned, så er denne krise helt exceptionel.
Hvad vi lige nu oplever, er en åben kamp mellem Mette Frederiksens regering og de inderste dele af staten. Men det rækker ud over det. Krisen er et udtryk for en splittelse i den herskende klasse om, hvordan dansk kapitalisme bedst muligt kan stabiliseres fremadrettet. Denne splittelse er nu med til at underminere tilliden til hele systemet.
Landsforrædere
Den foreløbige kulmination på krisen var fængslingen af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen, som, sammen med blandt andet tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, er blevet sigtet for straffelovens paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder. Den er også kendt som “landsforræderparagrafen”. Med denne sigtelse følger en strafferamme på op til 12 års fængsel.
Ingen af de to herrer er på nogen måde no names. Claus Hjort Frederiksen har siddet på tunge ministerposter størstedelen af de sidste to årtier i Beskæftigelses-, Finans- og Forsvarsministeriet og var allerede før sin ministertid en topfigur i Venstre gennem mange år. Han er en helt central spiller blandt den politiske elite i Danmark.
Lars Findsen er ligeledes en af de helt tunge drenge i det danske embedsapparat. Han startede sin karrierer i Justitsministeriet, avancerede så til chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), senere til departementschef i Forsvarsministeriet og endeligt blev han chef for FE. Han er desuden Ridder af 1. grad af Dannebrog.
Begge er nu kastet fra magtens tinde af Mette Frederiksen i en skandale, der er spundet ud af kontrol for hende. Men når man gennemgår sagen skridt for skridt, er det tydeligt, at der er opstået nogle alvorligt konflikter mellem forskellige lag i de bærende institutioner for dansk kapitalisme: regeringen, efterretningstjenesterne, embedsværket og medierne.
Der er mange elementer og flere spor i denne sag, så det er om at holde tungen lige i munden. Samtidig er der grundet sagens natur masser af utilgængelig information og ting, vi endnu ikke ved og måske aldrig kommer til at vide med sikkerhed. Men første gang offentligheden fik løftet en del af sløret for de dybe problemer og konflikter, som huserer i statens allerinderste, var i slutningen af sommeren 2020.
Regeringen hjemsender spionchefer
Mandag den 24. august 2020 blev øverste chef for FE, Lars Findsen, fritaget for tjeneste. Det samme var tilfældet for tre andre ledende medarbejdere i FE. Også tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, som på daværende tidspunkt var departementschef i Forsvarsministeriet, blev ligeledes fritaget for tjeneste.
Fritagelserne kom efter, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) i en rapport kritiserede de danske efterretningstjenester på baggrund af oplysninger, TET havde fået fra en eller flere whistleblowere i november 2019. Den usædvanligt hårde og offentlige kritik fra TET bestod i, at FE havde spioneret mod en ansat i TET, givet urigtige informationer, ført tilsynet bag lyset og ulovligt indsamlet oplysninger om danske statsborgere. På baggrund af TET’s rapport blev der nedsat en undersøgelseskommission, som skulle undersøge kritikken af FE.
Alle disse alvorlige kritikpunkter blev offentliggjort i en pressemeddelelse fra TET, og sådanne pressemeddelelser skal godkendes af forsvarsministeren, som uden tvivl har orienteret de andre ledende ministre. Det var altså op til regeringstoppen, hvordan denne sag skulle håndteres.
Regeringen kunne have modificeret pressemeddelelsen, holdt indholdet ukontroversielt, tacklet problemerne internt og undladt at udstille de hemmelige spiontjenesters beskidte vasketøj for hele offentligheden. Angiveligt skulle både tidligere statsministre, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen samt flere departementschefer alle have arbejdet for en sådan diskret løsning (Weekendavisen, 13/01/2022).
I stedet valgte regeringstoppen at gå i åben krig med efterretningstjenesten ved at sende hele ledelsen for FE hjem og udgive pressemeddelelsen, som den var.
Men hvorfor skulle TET’s kritikpunkter offentliggøres så detaljeret? Skyldes det ren inkompetence eller et uheld? Det tyder det ikke på, og det ville heller ikke ligne Mette Frederiksens hidtidige centralistiske regeringsstil og hang til detailstyring. Derudover er Trine Bramsen løbende blevet orienteret om TET’s arbejde. Hun har derfor vidst, hvad der var på vej, og hun har sandsynligvis ligeledes løbende orienteret Mette Frederiksen og resten af regeringens sikkerhedsudvalg.
Regeringstoppen har derfor haft kendskab til, hvad der var på vej. Ifølge Weekendavisen modtager Trine Bramsen udkastet til TET’s pressemeddelelse sammen med baggrundsmateriale i fire ringbind (Weekendavisen, 13/01/2022). Senere samme dag mødes hun med statsminister Mette Frederiksen, departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, samt den konstituerede departementschef i Forsvarsministeriet, Pernille Reuter Eriksen. Efter mødet senere på dagen træffer Trine Bramsen beslutningen om at hjemsende Lars Findsen og de andre medarbejdere fra FE.
Det har sandsynligvis været TET’s kritik af overvågningen af danske statsborgere gennem samarbejdet med NSA (som vil blive beskrevet nedenfor), der har været det mest tungtvejende i deres rapport. Men som Claus Hjort Frederiksen har været åbent ude og bekræfte, så har både statsmininsteren og forsvarsministeren haft kendskab til den hemmelige NSA-aftale, og de ved derfor, at der i hemmelighed er lovdækning bag det kontroversielle overvågningssamarbejde. Alligevel vælger regeringstoppen at give grønt lys for TET’s pressemeddelelse, der siger at overvågningen er ulovlig.
Regeringen formår med denne håndtering at rette hele offentlighedens opmærksomhed på de hemmelige spiontjenesters arbejde, hælde yderligere benzin på bålet internt i efterretningstjenesten og starte en politisk lavine.
Kortsigtede interesser
I mange medier er det blevet beskrevet, hvordan der er en enorm utilfredshed inde i efterretningstjenesterne. Det handler både om, hvordan tjenesterne internt er blevet moderniseret de seneste år af nye civile chefer. Men utilfredsheden lader især til at dreje sig om, at efterretningstjenesterne i højere og højere grad bliver brugt som politiske værktøjer, som vi vil se i de konkrete eksempler nedenfor.
Fra et marxistisk perspektiv repræsenterer efterretningstjenesterne og politikere forskellige grupper af repræsentanter for den herskende klasse i staten. Alle arbejder de grundlæggende set for at beskytte den nuværende kapitalistiske stat. Men de gør det i forskellige roller og fra forskellige indgangsvinkler, og får dermed forskellige interesser at tage hensyn til. Det er de her forskellige interesser, som i de senere år stadig mere ofte er stødt sammen, og som med den nuværende socialdemokratiske regerings ankomst er brudt ud i lys lue.
Kernen i institutioner som FE og PET er langsigtet, tålmodigt arbejde med efterretninger, som nemt kan strække sig over mange år, hvis ikke årtier, og som ikke tager hensyn til skiftende regeringskonstellationer. Tjenesternes formål er netop at beskytte ikke befolkningen men den borgerlige danske stat og dens kerneinteresser mod interne og eksterne fjender af den bestående orden. Det sker i høj grad ved at arbejde i hemmelighed, skabe tillidsfulde relationer til agenter, informanter samt fremmede magter og deres respektive spiontjenester. Der har naturligvis altid været problemer inde i efterretningstjenesterne, blandt andet i forhold til korruption, magtmisbrug, læk, osv. Men karakteren af den nuværende krise er i en helt anden liga, som normalt kun ses i bananrepublikker.
Regeringen og dens politikeres rolle i staten er anderledes. De bliver valgt til at stå i spidsen for det samlede statsapparat. Det drejer sig især om at vedligeholde samfundets demokratiske fernis og opretholde illusionen om, at befolkningen har reel demokratisk indflydelse over den kapitalistiske stat.
»Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender,« skrev Marx og Engels allerede i Det Kommunistiske Manifest. Det er dette udvalg, som regeringer på skift bliver valgt til at stå i spidsen for, og hvor hovedopgaven er at forvalte den herskende klasses overordnede interesser; at der på trods af ofte vidt forskellige og modstridende subjektive interesser hos de enkelte kapitalister først og fremmest bliver taget hensyn til systemet som helhed.
Da kapitalismen historisk set befinder sig i en kriseperiode, der bliver stadig mere modsætningsfuld og kaotisk, er denne opgave på ingen måde blevet lettere. En af konsekvenserne af kapitalismens krise er, at der ikke er råd til at give de samme krummer til arbejdere, unge og gamle som tidligere. Økonomien dikterer det modsatte. Det betyder, at de folkevalgte på Christiansborg i flere årtier har måttet gennemføre angreb på etablerede rettigheder for de brede masser samtidig med, at de forsøger at maskere angrebene som forbedringer for at blive valgt. Resultatet af disse forsøg på manipulation er, at de har mistet mere og mere legitimitet i befolkningens øjne. Politikerne forsøger derfor i højere grad at styre og kontrollere alle dele af statsapparatet – helt ud til de yderste forgreninger – med påbud om, at de skal “tænke politisk”, som det hedder på DJØF-sprog. Det sker i et desperate håb om, at det kan styrke den enkelte regerings greb om den offentlige mening. For hvis den siddende regering bakkes op af det, som de fleste borgere tror, er objektive institutioner, så må de jo have ret, ikke sandt? Og det er her, sammenstødene sker: mellem politikernes kortsigtede partipolitiske og personlige hensyn kontra statens langsigtede interesser. Og i tilfældet med efterretningstjenesterne drejer det sig ikke bare om tal i et excel-ark men om liv og død og selve “nationens” (det vil sige den herskende klasses) allerinderste interesser.
De læk fra efterretningstjenesterne, som er kommet frem de seneste år, og som blev intensiveret med hjemsendelse af FE’s ledelse, virker til at være forsøg fra dele af efterretningstjenesterne på at slå tilbage mod politikernes indtrængen på deres domæne. De tre største læk har handlet om det skandaløse samarbejde med NSA, den danske agent Ahmed Samsam og om de danske børn i Syrien; sager som vi kort vil ridse op her.
USA’s spionagefidibus
Efter hjemsendelsen af FE’s ledelse blev der i efteråret 2020 afsløret nye detaljer og informationer i medierne om samarbejdsaftalen mellem den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, og den danske stat. En aftale som har eksisteret siden 1996. Vi har tidligere beskrevet aftalen og forholdet mellem Danmark og USA på dette område (marxist.dk, 22/10/2020). Essensen af sagen er, at med den fortrolige aftale lader de danske politikere NSA aflytte og overvåge internationale telekabler, der løber gennem København. Betalingen for at lade den amerikanske efterretningstjeneste overvåge os alle og store dele af Europas befolkning gennem dette arrangement er, at de danske efterretningstjenester får et godt forhold til deres amerikanske kollegaer.
Aftalen blev allerede afsløret med Edward Snowdens læk af hemmelige dokumenter fra NSA i 2013, hvorefter Dagbladet Information beskrev kabelaftalen mellem Danmark og USA året efter. Aftalen var altså allerede kendt før TET’s rapport, men efter rapporten kom nye afsløringer til om samarbejdsaftalen.
Agent kastet under bussen
Politisk set har der sandsynligvis været stor modstand mod at skulle forsøge at hente den tidligere agent, Ahmed Samsam, hjem og dermed indrømme, at han ikke var fremmedkriger men derimod dansk agent. Billede: Luca Piergiovanni
I starten af 2020 afslørede Berlingske på baggrund af fortrolige kilder, at den danske statsborger, Ahmed Samsam, sad i spansk fængsel på grund af terroranklager, men at der var blevet begået et justitsmord på ham.
Ahmed Samsam blev nemlig i slutningen 2012 rekrutteret som agent for PET til at infiltrere de jihadistiske oprørsstyrker i Syrien. I 2013 blev han overdraget som agent til FE og fortsatte ligeledes med at tage på missioner i Syrien. Ahmed Samsam var en kæmpe fjer i hatten på PET og FE: de var de første vestlige efterretningstjenester, som fik held med at infiltrere jihadisterne i Syrien. I det internationale efterretningsarbejde kunne de danske efterretningstjenester derfor levere unikke informationer i starten af den syriske borgerkrig, som øgede deres autoritet gevaldigt. Ifølge Berlingske blev Ahmed Samsam internt i PET og FE betragtet som en af de vigtigste agenter i efterretningstjenesternes historie.
Ahmed Samsam stopper som agent hos FE i efteråret 2015. To år senere er han på ferie i Spanien. Her bliver han anholdt af det spanske politi og sigtet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien. Han forstår ikke, hvorfor han lige pludseligt bliver anholdt, og forklarer, at han er efterretningsagent, og påpeger, at de danske myndigheder har ladet ham gå på fri fod og ikke sigtet ham i to år efter, at han kom hjem fra Syrien, hvilket næppe ville være sket, hvis ikke han havde været agent. Det spanske politi henvender sig til PET og FE for at bekræfte hans historie, men forgæves; de danske efterretningstjenester ignorer det spanske politis henvendelser. Ahmed Samsam bliver overladt til sig selv og idømt 8 års fængsel i Spanien.
Det er en sag, hvor det tyder på, at der har været nogle politiske interesser som har stået i modsætning til efterretningstjenesternes. Da Ahmed Samsam blev anholdt i Spanien i 2017, blev det til at starte med portrætteret som sejr i de danske medier: at den første “fremmedkriger” fra Syrien endelig var blevet anholdt. Politisk set har der sandsynligvis været stor modstand mod at skulle vende på en tallerken, hvis man lige pludselig skulle forsøge at hjælpe ham hjem og dermed indrømme, at han ikke var fremmedkriger men derimod dansk agent.
At han blev efterladt i Spanien, skabte ramaskrig internt i efterretningstjenesterne. Agenter som Ahmed Samsam risikerer deres liv og kræver til gengæld kun, at efterretningstjenesterne har deres ryg, når det brænder på. Hvordan skal FE og PET kunne rekruttere nye agenter i fremtiden, hvis de kaster nogle af deres mest værdifulde under bussen, når det virkelig gælder?
Mettes uønskede børn
Det sidste store læk handler om de 25 danske børn, der har siddet i fangelejre i det nordlige Syrien, som regeringen nægtede at hente hjem med begrundelsen om, at de udgjorde en sikkerhedsrisiko, hvis de kom tilbage til Danmark. Men i slutningen af 2020 afslører Ekstra Bladet, endnu en gang på baggrund af fortrolige kilder, at PET tilbage i foråret 2019 har skrevet en rapport, men som er blevet tilbageholdt af regeringen. I rapporten vurderer PET, at børnene ikke udgør nogen sikkerhedsrisiko, men at det kunne børnene blive på sigt, hvis de ikke bliver hentet hjem. På baggrund af kilder i FE afslører Ekstra Bladet på samme vis, at FE lavede samme trusselvurdering i september 2020, som den socialdemokratiske regering også ignorerede (Ekstra Bladet, 16/12/2020).
Men til rapporten fra PET. Den blev holdt hemmelig af regeringen og udkom først ét år senere i marts 2020, da Danmark var lukket ned på grund af COVID-19 i, hvad der virker som et bevidst forsøg på at drukne rapporten i coronakrisen.
Justitsminister Nick Hækkerup skød skylden på PET og forklarede, at grunden til forsinkelsen var, at efterretningstjenesten havde behov for at opdatere vurderingen flere gange. Med lækkene kom det frem, at det var løgn. Regeringen har altså undertrykt PET’s rapport, fordi den gik direkte imod deres egen politik, og efterfølgende har den forsøgt at tørre “forsinkelsen” af rapporten af på PET.
Sager som disse forbedrer næppe forholdet mellem efterretningstjenesterne og regeringen. Vi har set lignende sager, som uden tvivl heller ikke har forbedret forholdet til Socialdemokraterne internt i spiontjenesterne. Det var eksempelvis tilfældet, da regeringen brugte FE som syndebuk for den kaotiske og pinlige evakuering fra Afghanistan i sommeren 2021 (marxist.dk, 07/10/2021).
I Danmark er der ytringsfrihed, men..
Som om der ikke var nok konfliktlinjer, så bliver der i efteråret 2021 åbnet en ny flanke: nu mod den frie presse. Den gamle ledelse er hjemsendt, og nye folk installeret. Nu skal de mange læk stoppes, koste hvad det vil. Den af regeringen konstituerede chef for FE og chefen for PET indkalder chefredaktører fra de store medier til samtaler, hvor de bliver mindet om, at de kan blive sigtet for landsforræderi, hvis de videregiver statshemmeligheder. I forlængelse af det bliver journalister indkaldt til afhøringer i håb om, at de vil føle sig intimideret til at afsløre deres kilder i efterretningstjenesterne.
PET- og FE-cheferne forsøger altså, med regeringens ånde i nakken, på desperat vis at løse deres problemer med interne læk gennem en intimideringskampagne mod medierne. Efterretningstjenester der er ude og true frie medier, er ikke hverdagskost, men noget som man normalt hører om i semi-diktaturstater.
Hemmeligt varetægtsfængslet
Men tilbage til undersøgelseskommissionen, Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Spændingerne mellem politikerne og efterretningstjenesterne er altså noget, der har stået på i et stykke tid. Umiddelbart virker det til, at TET’s rapport og hjemsendelsen af FE’s ledelse var den helt store dråbe, der fik bægeret til at flyde over, da lækkene fra de hemmelige spiontjenester blev intensiveret i den efterfølgende periode.
Undersøgelseskommissionen der skulle se nærmere på kritikken fra TET, aflagde sin fortrolige rapport og dens offentlige konklusioner den 13. december 2021. Det er samme dag, som Inger Støjberg bliver dømt i rigsretssagen, og det virker til at være et forsøg på at drukne kommissionens konklusioner, da de står i direkte kontrast til TET’s rapport, der startede hele miseren.
Sigtelsen mod den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) virker som et improviseret tiltag affødt af en proces som regeringen har mistet kontrollen over. Billede: Jan van de vel
Undersøgelseskommissionen frikender nemlig efterretningstjenesterne og deres ledelser, herunder Lars Findsen, fra al TET’s kritik om, at tjenesten havde handlet ulovlig. Det hjælper dog ikke Lars Findsen særlig meget. For allerede fem dage inden, den 8. december, blev han nemlig anholdt sammen med tre andre nuværende eller tidligere medarbejdere i FE og PET. Varetægtsfængslingen af FE-chefen foregik i hemmelighed med navneforbud og bag dobbeltlukkede døre, hvilket først kom frem i offentligheden i starten af januar i år. Her kom det ligeledes frem, at PET har overvåget og aflyttet ham siden hans hjemsendelse, og at der er blevet begået indbrud i hans hus under hans varetægtsfængsling.
Offentliggørelsen af varetægtsfængslingen af efterretningschefen sender chokbølger gennem samfundets top. Men det stopper ikke der. Få dage efter offentliggørelsen bliver der rejst sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen efter samme paragraf som den anvendt mod Lars Findsen. Så det virker til, at sigtelserne, hvis ordlyd endnu er hemmeligholdt, mod både ham og Lars Findsen kommer på baggrund af, at de har bekræftet forhold vedrørende NSA-kabelaftalen. Men sigtelsen af Claus Hjort Frederiksen sker først efter, at medierne begynder at stille spørgsmålstegn ved grundlaget for Lars Findsens anholdelse, da Claus Hjort Frederiksen jo i mange måneder forinden offentligt har bekræftet den hemmelige NSA-aftale i TV og i aviserne. Sigtelsen mod den tidligere forsvarsminister virker dermed som et improviseret tiltag ud fra en logik, der udspringer af en proces, regeringen selv har igangsat.
Til retsmødet den 10. januar hvor Lars Findsens varetægtsfængsling bliver forlænget, og den konkrete sigtelse forbliver hemmeligholdt, men navneforbuddet hæves, rejser han sig og henvender sig på usædvanlig vis til de tilstedeværende journalister: »Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I gerne citere mig for.«
Statsapparatet slår revner
»Fuldstændig vanvittigt« er en passende beskrivelse af hele den her sag. Spændingerne mellem politikerne og efterretningstjenesterne er taget til i en årrække. Men toppen af Mette Frederiksens regering lader nu til at have fremmanet kræfter, de ikke selv kan styre. Hvad der oprindeligt var tænkt som en disciplinær afklapsning, der skulle styrke regeringen, har nu resulteret i en dyb tillidskrise for regeringen fra selveste den herskende klasses side. Det er et voldsomt skift i den politiske situation, hvor Socialdemokratiet er gået fra at være en sikker bastion for den herskende klasse til nu at være kilde til uro og ustabilitet.
De seneste år har været præget af stigende politikerlede, øget mistillid til det politiske system, partipolitisk fragmentering og ustabile regeringer. Mette Frederiksen valgte derfor heller ikke at gentage Helle Thornings-Schmidt føjelige tilgang til embedsapparatet, da hun overtog hun Statsministeriet. Hun havde en helt klar plan: større kontrol. Mette Frederiksens Socialdemokrati ville styre embedsapparatet og staten fremfor at lade sig styre af det.
Allerede da regeringen blev indsat, skabte Mette Frederiksen et såkaldt politisk sekretariat i Statsministeriet, som blev ledet af hendes nære politiske rådgiver, Martin Rossen, samt to andre tætte ansatte fra Socialdemokratiet. Der blevet etableret et strengt top-down-hierarki fra Statsministeriet ned igennem hele embedsapparatet, hvor ikke kun regeringens ministre er blevet detailstyret fra Slotsholmen, men hele toppen af embedsværket også er blevet tilpasset Socialdemokratiet. Normalt har devisen været, at “ministre forgår, men embedsmænd består.” Men siden Mette Frederiksens regering trådte til, har 14 ministerier, det vil sige knap 3 ud af 4, fået ny departementschef (altinget.dk, 13/01/2022).
Mette Frederiksens mantra om øget socialdemokratisk kontrol så da også ud til at være effektivt til at starte med. Og det blev kun bestyrket med corona. Her fik regeringen hidtil uset vidtgående beføjelser og tog store og drastiske skridt eksempelvis i forhold til nedlukning af store dele af samfundet, gigantiske kompensationsordninger, massetestning og opløsning af minkerhvervet. I alle tilfælde greb staten ind på en måde, der er radikalt anderledes end, hvad alle tidligere regeringer har gjort.
Sammenlignet med andre lande klarede Danmark sig godt igennem de første corona-bølger, og Socialdemokratiet stod til flotte stigninger i meningsmålingerne. Tillid er godt, men socialdemokratisk kontrol med staten og samfundet er tilsyneladende bedre. What’s not to like? Hele denne socialdemokratiske hyperkontrol blev accepteret og tolereret bredt både blandt arbejderklassen og i den herskende klasse, da det så ud til at virke.
Men dette er nu vendt til sin modsætning. Kontrol er blevet til kaos. FE-sagen er en kæmpe skandale for regeringen. Ikke kun for daværende forsvarsminister Trine Bramsen men også for Mette Frederiksen. Sagen kommer til at rulle videre det næste stykke tid, og hvis det i endnu højere grad kan sandsynliggøres, at Mette Frederiksen har været involveret i at skandalisere de danske efterretningstjenester, kan det i yderst konsekvens vælte regeringen og også koste Mette Frederiksen hendes politiske karrierer.
Ydermere er sagen eskaleret på et tidspunkt, hvor Mette Frederiksens regering skal lave afgørende reformer – det vil sige angreb på arbejderklassen – for at stramme op og trække efterspørgsel ud af økonomien efter de astronomiske stimuli- og hjælpepakker, som blev lanceret under pandemien. Det vil være en vanskelig situation: det bliver svært at finde opbakning fra de arbejdere og unge, hun skal angribe samtidig med, at hun også har mistet tillid fra den herskende klasse. Hvem skal hun læne sig op ad?
På længere sigt er konsekvenserne undergravende for hele det danske statsapparat. Dels fordi tilliden mellem statens forskellige bærende institutioner – politikere, regering, embedsværket, efterretningstjenesterne og medierne – har lidt fatale knæk.
Men vigtigere fordi statens legitimitet og monolitiske usårlighed bliver undergravet i arbejderklassens øjne. Normalt bliver vi stopfodret med fortællingen om, hvor demokratisk, fornuftig og overlegen den danske stat er i forhold til alle andre.
Men fortællingen om det unikke danske demokratiske system krakelerer, når chefen for den hemmelige efterretningstjeneste, som det er meningen skal beskytte den danske stat, bliver sat bag lås og slå, og ministre bliver retsforfulgt. Og FE-sagen står ikke alene.
Tidligere integrationsminister Inger Støjberg er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel ved en rigsret. Statsminister Mette Frederiksen bliver lige nu gransket for, om hun også har brudt loven med minksagen, og de borgerlige partier har for længst stemt for, at hun også skal stilles for en rigsret. Den nye formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, skal for retten anklaget for EU-korruption.
Den anstændighed og ordentlighed som den danske herskende klasse altid har pralet af, er ikke længere til at få øje på i det politiske etablissement.
FE- sagen er altså ikke bare endnu en skandale. Den er derimod tegn på en kapitalistisk stat, der er begyndt at slå revner i sit fundament. Det er revner, som i fremtiden kan blive fatale for dansk kapitalisme, når klassekampen tager til.
