Foto: politi.dkFlere episoder med hård repression fra statens side, bør tages alvorligt af venstrefløjen. Hvis staten lykkes med at skræmme kritikere fra at gøre modstand, vil det ramme venstrefløjen og arbejderklassen hårdest.
To års ubetinget fængsel, det var prisen for en 30-årig mor til to, efter at have stået i front for en Men in Black-demonstration den 9. januar 2021. Dommen sætter en uhørt ny standard, der minder om de efterhånden permanente retslige undtagelsestilstande, som vi har set tydeligst i f.eks. Frankrig og USA. Selvom disse blev indført på baggrund af truslen for terror, er de nemlig blevet brugt rundhåndet til overvågning og repression mod politiske modstandere, og det er ikke anderledes med den repression, som vi oplever nu.
Men in Black
Men in Black er politisk set et mudret fænomen, og det er nemt blot at tilskrive dem det yderste højre, men det er et forsimplet billede. F.eks. afviste de Rasmus Paludans bejlerier og har udtalt sig åbent imod ghettoloven. Deres frustrationer over nedlukningen kan ses som et udtryk for en mere generel frustration over den nuværende situation, selvom mange er modstandere af deres udtryk og metoder. En frustration som venstrefløjen, med dens betingelsesløse støtte til regeringen, på ingen måde adresserer eller opsamler. Demonstrationen den 9. januar var rettet imod nedlukningen af Danmark og imod politikernes håndtering af covid-19-pandemien. Blandt demonstranterne var unge, selvstændige, hooligans, folk fra konspirationsmiljøet m.fl.
Demonstrationen udviklede sig til ballade, hvor demonstranter kastede bl.a. fyrværkeri efter politiet og Københavns Rådhus. Dommen er givet for primært medvirken til balladen ved at tale og råbe kampråb i megafon og sekundært for ikke at forlade demonstrationen efter, at den blev opløst. Dommen er fordoblet, da der er anvendt en særlig skærpelse af straffeloven, paragraf 81d, som er indført i forbindelse med covid-19-pandemien.
Det er værd at gengive ordlyden af de kampråb, som er citeret i dommen: “Okay, er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke-voldelig måde? Bare lige for at gøre København opmærksom på at vi er her?”, “Vi er her. Vi er vrede, og vi er trætte, og vi er ved at blive sindssyge”, “Er der ingen, der lytter på os? Der er ingen, der lytter til os, venner. Så hvad gør vi? Vi får dem til at lytte, og hvordan gør vi det. Det må tiden vise” og “Er I med? Er vi færdige med at acceptere det lort? Så lad os smadre det, venner! Folkestyre okay?” samt “Folket ind i Folketinget. Smadr det system. Tak skal I have. Fuck systemet. Fuck Mette. Fuck Poli. Fuck det hele, mand. Tak” og senere i forbindelse med at demonstrationen blev opløst: “frihed for Danmark, vi har fået nok”, “op i røven med dronningen” samt “få lidt gang i den tromme der, mand”,
Ting, der sagtens kunne være råbt til mange andre demonstrationer, det meste kunne endda snildt være råbt til en venstrefløjsdemonstration. Man kan passende sætte disse ytringer i perspektiv til Rasmus Paludan, der gang på gang får politibeskyttelse til sin latterlige og hadske aktivisme, der åbenlyst forsøger at oppiske til angreb på muslimere, og som i den grad spreder had mod befolkningsgrupper. Han benytter endda åbenlyst statens repression mod andre grupper ved at forsøge at opildne til uro i zoner, hvor der er indført skærpet straf med den såkaldte ghettolov.
En anden episode af samme karakter, som dommen, udspillede sig for nylig, da politiet troppede op på en 29-årig kvindes bopæl, hvor de sigtede hende og ransagede hendes bolig uden dommerkendelse. Hun havde delt et screenshot, fra en nyhedsudsendelse, af den famøse dukke med Mette Frederiksens ansigt på, der er blevet afbrændt til en anden Men in Black demonstration. Kvinden havde brugt billedet i en lukket facebookgruppe ’stop paragraf 113’, som var oprettet for at støtte dem, der er anklaget for at have lavet dukken og sigtet efter paragraf 113 om højforræderi, som handler om trusler mod folketingets sikkerhed mm. Udover at billedet åbenlyst tjener et illustrativt formål, og ikke i sig selv kan ses som en trussel, er det langt under bagatelgrænsen for, hvad politiet normalt beskæftiger sig med. Dødstrusler mod politikere og voldtægtstrusler mod især venstrefløjens kvinder er hverdag både på sociale medier og i diverse mediers kommentarspor. Det er normalt ikke noget politiet har tid til at beskæftige sig med og kun noget, der i sjældne tilfælde udløser bødestraf.
Statens rolle
Staten accepterer ikke, at folk ønsker at omstyrte den. Alligevel er der en opfattelse af, at den danske stat er grundlæggende anderledes: mere rummelig, liberal og retfærdig. I tider, hvor samfundet generelt er præget af social og politisk stabilitet, er de borgerlige frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed forholdsvis uproblematiske størrelser, set fra den herskende klasses synspunkt, simpelthen af den grund, at de ikke repræsenterer nogen trussel. De samfundsomstyrtende grupper er i sådan en situation isolerede fra arbejderklassen. Rettighederne er rimelig omkostningsfri og giver systemet en stor demokratisk legitimitet blandt masserne.
Det, vi ser i dag på verdensplan, er stigende social og politisk ustabilitet – selv i de mest stabile lande – og det vil uundgåeligt føre til demokratiske indskrænkelser, også i Danmark. I den sammenhæng er det dog værd at understrege, at vi, ligesom i andre lande, også i Danmark over en lang årrække har haft angreb på indvandrere og flygtninges rettigheder. Men nu tages altså nye skridt.
Angsten for den kaotiske populisme
Den ustabilitet, som vi har set i flere lande, hvor især de traditionelle magtbærende partier er i alvorlig krise f.eks. efter Brexit i Storbritannien og hele perioden med Donald Trump som præsident, lurer også lige rundt om hjørnet i Danmark med Nye Borgerlige, der stormer frem, og Inger Støjbergs højrepopulisme. De udnytter den utilfredshed mod systemet, der er i befolkningen, og puster til den. Koblingen mellem denne kaotiske eller ukontrollerede populisme blev endda lavet i retssagen mod kvinden:
”Retten bemærker, at de to politikommissærer, som har afgivet forklaring i sagen, har forklaret blandt andet, at der forud for demonstrationen den 9. januar 2021, som var arrangeret af Men In Black, var bekymringer for vold mod politiet. Baggrunden herfor var blandt andet Men In Blacks tidligere aktiviteter og stormløbet på Kongressen i USA den 6. januar 2021.”
De traditionelt magtbærende partier ønsker på ingen måde denne situation i Danmark, da det vil sende dansk kapitalisme ud i ukendt farvand og ikke mindst true disse partiers dominans og selve systemets stabilitet.
Venstrefløjens rolle
Både Det Radikale Venstre og SF var hurtigt ude at kritisere dommens fordobling. De mente ikke, at det var måden, den her skærpede corona-lovgivning var tiltænkt. Men ét års ubetinget fængsel ville også være en uhørt hård straf. Selv borgerlige debattører er fortørnet over disse domme. Enhedslisten har traditionelt set været en af de mest hårdhændede forsvarere af frihedsrettighederne så netop herfra, ville mange forvente en reaktion. Men selvom partiet ikke har lagt stemmer til den lovgivning, som giver mulighed for dobbeltstraf, så er de på pinligste vis fuldstændig tavse. At det ikke er venstrefløjen, der rammes denne gang, og at angrebene ikke kommer fra højrefløjen, men fra det politiske centrum, bør ikke gøre venstrefløjens svar mindre kontant: Disse tiltag sætter en uhyggelig standard, som fremover vil blive brugt mod vores demonstrationer og vores faglige kampe.
Leon Trotskij forklarede i 1938 den borgerlige stats censur og indskrænkning af de demokratiske rettigheder – endda også når disse er rettet mod højrefløjen – på ingen måde er i arbejderklassens interesse, og at de vil falde tilbage på arbejderklassen:
Teori såvel som historisk erfaring bevidner, at enhver indskrænkning af demokrati i det borgerlige samfund til sidst vendes mod proletariatet, ligesom skat i sidste ende falder på proletariatets skuldre. Det borgerlige demokrati er kun brugbart så længe, det baner vej for udvikling af klassekampen. Deraf følger, at enhver “arbejderleder”, der bevæbner den borgerlige stat med midler til at kontrollere den offentlige mening i bred forstand og pressen i særdeleshed, er en forræder. I sidste ende vil klassekampens tilspidsning tvinge borgerskabet i alle dets afskygninger til at indgå en pagt om at acceptere særlovgivning og alle slags indskrænkende tiltag og tiltag for “demokratisk” censur mod arbejderklassen. Dem, der endnu ikke har forstået dette, bør forlade arbejderklassens rækker. [egen oversættelse]
Selvom vi må se disse nylige eksempler på statens repression som advarselstegn og tage dem yderst alvorligt, er der dog al mulig grund til optimisme. Denne repression er ikke et tegn på et stærkt system, tværtimod. Det er et system, som bag sin tilsyneladende stabilitet er yderst skrøbeligt, og som forventer turbulente kampe i fremtiden. Statens forsøg på at skræmme kritikere bør fordømmes på fuld kraft.
