De studerende på Nyelandsvej har sejret! Regeringen siger, at de vil finde penge til at bevare læreruddannelsen. Det er tydeligt, at de sidste ugers bevægelse, protester og skolebesættelse har presset dem.
Det er en lektie for studerende på resten af landets uddannelser, der også forringes af nedskæringer. Regeringen og politikerne forstår kun ét sprog: KLASSEKAMP!
Regeringen tør ikke ignorere en gruppe studerende på omkring 650, som sætter foden ned og kæmper kollektivt tilbage mod nedskæringer ved at mobilisere hele deres campus i en velkoordineret bevægelse. Regeringens indrømmelse til de studerende er en bekræftelse på, at deres kampmetoder virker. Måden, vi bekæmper de nedskæringer og angreb på vores uddannelser, som kommer fra Christiansborg, er ikke ved at appellere til de selvsamme karrierepolitikeres samvittighed. Kun gennem massekamp og aktiv involvering af de studerende selv kan vi forsvare vores uddannelser.
Regeringen – og især Socialdemokratiet – prøver nu at fremstå lyttende og medlidende over for de studerendes protest. Men det er deres nedskæringspolitik, der var årsag til, at Nyelandsvej skulle lukke i første omgang, og kun af frygt for, at bevægelsen fortsætter og spreder sig til andre uddannelser, har de givet efter.
Mette Frederiksen og Ida Auken fra Socialdemokratiet samt de andre karrierepolitikere i regeringen har netop haft et katastrofevalg og prøver nu at bruge redningen af Nyelandsvej til at fremstå, som om de går op i velfærd og folkeskolernes fremtid, i håb om at vinde opbakning til næste folketingsvalg. Men hvis de pludselig er blevet bekymrede for lærerne, folkeskolerne og vores uddannelser, hvorfor stopper de så ikke de andre nedskæringer? Hvorfor genansætter de ikke de fyrede undervisere på Københavns Professionshøjskole eller skaber gode læreruddannelser i hele landet?
Regeringens indrømmelse til Nyelandsvej-studenterbevægelsen er et udtryk for regeringens svaghed. Særligt Socialdemokratiet kan mærke grundlaget smuldre under deres upopulære regering og reddede derfor Nyelandsvej af frygt for, at kampen ville sprede sig til en større studenterpolitisk bevægelse imod regeringens politik. Regeringen er nemlig udmærket klar over, at potentialet for en sådan bevægelse eksisterer, for blandt landets unge er der eksplosiv vrede og utilfredshed. Undervisningsministeren har derfor gjort meget ud af at kalde det “en helt ekstraordinær situation” for ikke at give indtrykket af, at regeringens nedskæringspolitik kan bekæmpes gennem bevægelser på andre uddannelser, som lider under deres sparekniv. Det er præcis det, de frygter.
De lærerstuderende på Nyelandsvej har nu vundet en vigtig sejr. Det viser resten af landets studerende, hvad der må gøres for at bekæmpe angreb som disse. Nyelandsvej er kun én ud af utallige uddannelser, hvor der vil blive skåret yderligere i de kommende år. Den eneste måde at bekæmpe dette på er ved udelukkende at stole på de studerendes egne kræfter i klassekampen!





