Daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ved underskriftsceremoni for Memorandum of Understanding mellem Rwanda og Danmark den 27. april 2021. Foto: Ministry of Foreign Affairs and International Cooperation | Rwanda
Regeringen fortsætter deres reaktionære og racistiske politik med planerne om at sende asylansøgere fra Danmark til Rwanda. Aftalen er blot endnu et eksempel, på de forfærdelige forhold som asylansøgere kan forvente at møde, hvis de kommer til Danmark. Regeringen lægger ikke fingre imellem: flygtninge er ikke velkomne i Danmark.
Regeringen har siden 2018 arbejdet frem mod en aftale om at sende asylansøgere fra Danmark til modtagecentre i et af verdens fattigste lande: Rwanda. En aftale som mange ikke troede skulle blive til virkelighed, men som ifølge udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) nu kan være i hus inden nytår. Den 9. september underskrev Dybvad og Rwanda’s udenrigsminister Vincent Biruta en erklæring om overflytning af asylansøgere mellem de to lande.
Og skal man tro Dybvad, vil en sådan aftale være til alles fordel – også asylansøgerne, der slipper for den farlige tur over Middelhavet, og i stedet vil komme til Rwanda, der efter sigende er et skridt på vejen mod et mere retfærdigt og humant asylsystem. Men aftalen har mødt massiv modstand fra både støttepartier, offentligheden og menneskerettighedsorganisationer. Også flere og flere arbejdere og unge får øjnene op for, hvad aftalen virkelig forsøger at dække over – at det er systemet selv, der er roden til krig, klimakrise og alverdens andre uhyrligheder, der tvinger millionvis af mennesker til at tage flugten hvert år. Dermed er aftalen et udtryk for en dybt hyklerisk regering, der pudser glorien for at “løse et problem”, som det system de selv repræsenterer, i sidste ende har skabt.
Tortur og politidrab af flygtninge
Regeringens hovedargument for oprettelsen af modtagecentre i Rwanda går på, at det vil mindske menneskesmuglingen over Middelhavet. Regeringens løsning er derfor at stoppe trafikken over Middelhavet ved at flytte asylbehandlingen til et land uden for EU – nemlig Rwanda.
Der er dog meget, der tyder på, at Rwanda langt fra er et egnet sted for flygtninge. Modsat regeringens fortælling om Rwanda som et rent paradis for asylansøgere, peger flere rapporter på, at Rwanda er komplet uegnet som modtagerland. Blandt andet er en række alvorlige sager kommet for dagens lys gennem en rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHRC, der omhandler håndteringen af de 130.000 flygtninge, der allerede befinder sig i landet.
Her fremgår det, at flygtninge, heriblandt også børn i alderen 15-17 år, er blevet tvunget ind i militære operationer i nabolande til Rwanda. Derudover er stort set ingen LGBTQ+-asylansøgere lykkedes med at få asyl i Rwanda, og alle ansøgere fra Yemen, Afghanistan og Syrien afslås konsekvent. Det stiller regeringen i et forklaringsproblem, da både flygtninge fra Syrien og Afghanistan udgør to af de største grupper af flygtninge, der kommer til Danmark. Disse asylansøgere ville derfor være ekstra sårbare, skulle deres asylbehandling blive overført til Rwanda, der er notorisk kendt for sine mange brud på menneskerettigheder.
Den britiske avis The Guardian har fremlagt beviser for, at flygtninge har været udsat for tortur i Rwanda, hvor kvælninger og elektriske stød er udbredte. Yderligere dræbte politiet i Rwanda i 2018 11 flygtninge ved en demonstration, efter at fødevarerationer var blevet formindsket med 25 procent.
Regeringens argument, om at flygtningestrømmen over Middelhavet skulle mindskes gennem aftalen, holder ikke. Konsekvensen af aftalen vil med stor sandsynlighed være, at de flygtninge, der har muligheden for det, blot vil søge asyl i et andet Europæisk land end Danmark. Desuden vil en af konsekvenserne være, at resten af Europas reaktionære regeringer følger trop og indgår lignende aftaler. »Hvis pæne velfærds-Danmark kan, så kan vi også«, vil argumentet lyde. Dybvad og co. hælder blot vand på den racistiske mølles hjul i resten af Europa. Og selv i de tilfælde hvor flygtninge deporteres til Rwanda, og oplever forholdene på egen krop, er det et sandsynligt scenarie, at Rwanda, med landets ulidelige forhold, kun vil blive set som et pitstop på vejen videre mod at søge asyl i et andet land.
Hermed mindskes den menneskehandel- og smugling, som Dybvad ellers påstår at aftalen kan afhjælpe, altså ikke. Men det, og asylansøgernes forhold, er i sidste ende også ligegyldige for Dybvad og regeringen, så længe det danske “flygtningeproblem” er blevet rykket udenlands.
Storbritannien går forrest
Kaare Dybvad, socialdemokratisk udlændinge- og integrationsminister. Billede: Wikipedia Commons
Den danske politiske elite er ikke de første til at forsøge at sende flygtninge videre til Rwanda. En lignende sag har udspillet sig i Storbritannien, hvor der tilbage i april blev underskrevet en aftale mellem de to lande, om at sende flygtninge videre til asylbehandling i det centralafrikanske land. Også i Storbritannien har forslaget mødt massiv kritik grundet Rwandas manglende overholdelse af menneskerettigheder. Planen om at sende asylansøgere afsted til Rwanda er noget mere fremskreden end i Danmark, men tilbage i juni tog sagen en dramatisk drejning da et fly, der oprindeligt skulle have haft 37 asylansøgere ombord, blev stoppet, blot ni minutter inden flyet skulle være lettet. Aflysningen skete netop på baggrund af indsigelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol baseret på sundhedsforhold og menneskerettighedsforhold i Rwanda.
Lignende problemer er derfor ikke usandsynlige i Danmark, eftersom aftalen, ud over at sende flygtninge til et tvivlsomt tredjepartsland, muligvis også vil være et brud på Dublin-forordningen. Forordningen siger, at asylansøgere skal søge asyl i det land, hvor de først afgiver fingeraftryk. Dette stemmer altså ikke overens med at sende tusindvis af flygtninge fra Danmark til Rwanda. Men det bekymrer ikke Dybvad eller regeringen. Rwanda-aftalen er nemlig blot et værktøj for at Socialdemokratiet kan bevise, at de er lige så hårde og racistiske i deres flygtningepolitik som de borgerlige partier.
Racismen gennemsyrer Danmark
Danmark er efterhånden kendt for at have en af de strammeste udlændingepolitikker i Europa, og forhold for indvandrere og folk med anden etnisk baggrund er kun blevet strammet de seneste par år.
Den socialdemokratiske regering har gennem hele sin regeringsperiode kørt en reaktionær og racistisk linje med det formål at splitte arbejderklassen. En af den herskende klasses, og i forlængelse regeringens, mest effektive midler, til at bevare systemets stabilitet, er ved at splitte deres modstander: Ved at befolkningen deles op i “dem” og “os”. “Danskere” og “indvandrere” spilles ud mod hinanden, imens eliten sidder sikkert på toppen. Målet med den racistiske politik er at svække arbejderklassen efter del-og-hersk taktikken og aflede opmærksomheden fra det faktum, at et lille bitte mindretal udbytter det store flertal og til stadighed undergraver alle historisk tilkæmpede rettigheder for arbejderklassen. Ved åbningen af folketinget i 2020 var retorikken klart racistisk med tale om regeringens “tryghedspakke”, hvor mænd med “ikke-vestlig baggrund” blev malet som uromagere, der chikanerer og er voldelige i det offentlige rum. Med Mette Frederiksens egne ord, er det »unge mænd, som tager andres frihed, stjæler børns fremtid, bryder fængselsbetjente ned – og efterlader et langt spor af utryghed.«
I 2021 fortsatte regeringen sine angreb med “Danmark kan mere 1”, der blandt andet tvinger indvandrere ud i såkaldte nyttejobs til under 40 kr. i timen. Samme år fik op mod 620 syriske flygtninge i Danmark frataget deres opholdstilladelse og sagen om de danske børn i Syrien, der kun måtte komme hjem, hvis de blev skilt fra deres mødre, fyldte de danske medier. I 2013 oprettede S-regeringen det berygtede Sjælsmark udrejsecenter. Et udrejsecenter med så ringe forhold, at det nemt kan sammenlignes med et fængsel, og med det ene formål at få asylansøgerne til at rejse »hjem, hvor de kom fra«.
Op til et nu snart forestående valg skrues der endnu en gang op for racismen med forslaget fra den regeringsnedsatte “kommission for den glemte kvindekamp” om at forbyde tørklæder i folkeskolen og selvfølgelig med Rwanda-aftalen. Skulle man være i tvivl, om man har lyst til at søge asyl i Danmark, gør Socialdemokratiet i hvert fald sit bedste for at tippe vægten mod et nej.
I Danmark er det tydeligt, at racismen er blevet et af de stærkeste “del og hersk”-redskaber fra den herskende klasse, der gør hyppigt brug af udlændingepolitikken til at aflede opmærksomheden fra samfundets egentlige kriser og til at splitte den danske og internationale arbejderklasse. For Socialdemokratiet er flygtninge et problem, der skal “outsources” ud af landet. Som Dybvad forklarer, håber han, at Rwanda-aftalen kan rykke op mod 1000 asylansøgere til Rwanda. Et tal der matcher antallet af nye asylansøgere (fraregnet ukrainske asylansøgere) i Danmark i år. Danmark skal altså være et invandringsfrit land med 0 nye asylansøgere om året – og for dem der er så uheldige allerede at være her, gør regeringen sit bedste for at få dem til at forlade landet igen.
Krise i den politiske top
Hvorvidt Rwanda-aftalen bliver til virkelighed eller ej er ikke sikkert endnu. Mange påstår, at aftalen blot er et valgstunt, der aldrig vil blive til noget. Men aftalen viser en vigtig udvikling i den politiske top, der begynder at vise sine svaghedstegn med split og manglende sammenhængskraft. Støttepartierne, Det Konservative Folkeparti og Venstre, ser ikke planen som realistisk, og Radikale har meldt ud, at de vil trække støtten til S efter et valg, hvis de går videre med planerne om et modtagecenter i Rwanda. Enhedslisten er som oftest vaklende i at bryde med S, og vil ikke sætte nogen ultimative krav til regeringen, selvom det er blevet meldt ud, at partiet “ikke støtter” planen. Uden en mere tydelig afstandtagen fra aftalen, fungerer Enhedslisten dog endnu engang som passivt venstredække for regeringen.
Uanset hvad er konflikten med til at fremhæve sprækkerne i det kapitalistiske system, hvor krisen bliver tydeliggjort gennem en krise i establisementet selv.
Ned med kapitalismen!
Socialdemokratiet gør sit bedste for at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra de problemer, der langsomt bygger sig op i verden og i Danmark. Men ikke desto mindre bliver det sværere og sværere at ignorere med inflations-, energi- og klimakrisen. For helt almindelige mennesker bliver det tydeligt at kriserne i samfundet, inklusiv flygtningekrisen, er skabt af systemet selv.
Vi må sige klart og tydeligt, at det er kapitalismen og dens jagt mod profit, der er ansvarlig for krig, fattigdom og flygtningestrømme. Det er systemets egne repræsentanter, heriblandt også den danske regering, der behandler samfundets mest undertrykte og udsatte mennesker som et middel for at opnå egne politiske interesser.
Flygtningekrisen kan aldrig blive løst inden for kapitalismens rammer. Derfor må vi udstille den politiske elite, der forsøger at bruge krisen som et politisk middel og i stedet organisere os i kampen for at gøre op med systemet i sin helhed.
